Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Beskære æbletræ

Beskæring af æbletræer

Når du først har sat dig ind i, hvordan du bedst beskærer et æbletræ, vil du opdage, at det ikke er så besværligt, som du måske tror. Beskæringen af æbletræet er afgørende for, at du får et bedre udbytte fra det. Derfor er det noget, som du bør gøre hvert år.


Mange tror, at det er besværligt at beskære sit æbletræ. Nogle tror endda, at det er så besværligt at beskære træet, at de helt undlader at gøre det. Når du først har sat dig ind i grundprincipperne for, hvordan du bedst og mest effektivt beskærer dit æbletræ, er det dog faktisk ikke så svært. Så snart du har gjort det et par år, vil du endda opleve, at træet giver flere, flottere og større frugter.

For det er netop den vigtigste grund til, at du bør beskære dit æbletræ. Hvis træet har en for tæt krone og for mange lodrette grene, vil det ikke give lige så meget frugt, som et træ med en luftigere krone og flere vandrette grene vil.

Fjern de syge og lodrette grene

Når du beskærer dit æbletræ, er det først og fremmest vigtigt, at du sørger for at fjerne de døde og syge grene. Start derfor med at gennemgå træet for at finde dem. Derefter bør du se på at fjerne de lodrette grene. De giver nemlig ikke lige så mange æbler, som mere vandrette grene gør.

Derefter kan du se på, om der generelt bør blive tyndet ud i æbletræets krone. Du kan fjerne op til 1/3 af grenene, når du beskærer træet. Sørg for at træde tilbage fra tid til anden for at få et overblik over, hvor meget du har fjernet.

Hvis det er nogle år siden, at du har beskåret dit æbletræ sidst, trænger kronen sikkert en til at blive beskåret. En for tæt krone gør det sværere for æblerne at modne, fordi der ikke kommer lys nok ind til dem. Derudover danner den tætte krone en grobund for svamp. Endelig kan den tætte krone gøre det svært for dig at få plukket alle æblerne, så mange af dem ender som nedfaldsæbler.

Når du skærer en gren af, bør du altid skære den af helt inde ved det Y, den danner med andre grene. Ved at gøre det undgår du at skulle klippe alt for meget i træet. Når du klipper i Y’et, kan træets saft flyde videre ud i den anden gren. Det giver et sundere træ.

Sommer eller vinter – hvad er bedst til beskæring?

Tidligere blev det anbefalet, at du skulle beskære dit træ om vinteren. På den måde undgik du at beskære blomsterknopper eller grene med æbler på. I dag er der dog mange, der mener, at det er bedst, at du beskærer træet om sommeren. Helst efter 1. august.

Det skyldes, at æbletræet vil reagere på beskæringen ved at skabe mange små og tynde skud på det sted, hvor det er blevet beskåret. De skud kaldes for vanris. Dem skal du fjerne med det samme, da de ikke vil komme til at give æbler, men æbletræet vil bruge en masse energi på dem.

Nyere teorier tyder på, at der kommer til at være markant mindre vanris, når du beskærer om sommeren frem for om vinteren. Derudover skulle sommerbeskæring også give færre svampeangreb.

Æbletræ

Beskæring af ældre æbletræer

Har du et ældre æbletræ, kan det være blevet så stort og så højt, at du kan have svært ved at plukke æblerne på de øverste grene. Det kan betyde, at de ender med at gå til spilde. Det er selvfølgelig ærgerligt. Derfor kan du med fordel skære æbletræet ned, så det ikke er lige så højt. Dermed vil du nemmere kunne plukke æblerne.

Æbletræer kan tåle, at du skærer dem meget kraftigt ned. Det kan være helt ned til 2-3 meter. Det gør det mere overskueligt for dig at plukke æblerne. Det er dog et stort indgreb, og nogle træer vil ende med at gå ud på grund af det.

Generelt må du regne med, at træet kommer til at have det svært i nogle år. Det vil sætte mange vanris, som du derefter skal fjerne. Det er dog det værd, hvis du ikke får det udbytte af dit æbletræ, som du gerne vil, og du gerne vil have glæde af dit æbletræ i mange år endnu.

Læs også: plantning af træer trin-for-trin guide

Beskæring af nye æbletræer

Nyere æbletræer bør du slet ikke beskære så kraftigt. En tommelfingerregel siger, at du kan beskære dit æbletræ med cirka en tredjedel hvert år. For nyere æbletræer bør du dog vente to til tre år mellem, at du beskærer dem. På den måde har de mulighed for at komme sig over det.

Når du beskærer nyere æbletræer, bør du have fokus på at holde dem nede i højden. På den måde undgår du et for højt og ustyrligt træ, hvor du ikke har mulighed for at plukke æblerne.

Der er altså ikke så mange ben i at beskære æbletræer, som du måske tror. Når du først er kommet i gang, vil du opdage mange grene, som du nemt kan beskære. Det er dog altid en god ide, at du træder et par skridt tilbage fra tid til anden for at se på dit arbejde og sørge for, at du ikke har beskåret træet for meget.

FAQ

Hvornår er det bedst at beskære et æbletræ?

Det er bedst, at du beskærer træet om sommeren. Helst efter 1. august. Det skyldes, at æbletræet vil reagere på beskæringen ved at skabe mange små og tynde skud på det sted, hvor det er blevet beskåret. De skud kaldes for vanris. Dem skal du fjerne med det samme, da de ikke vil komme til at give æbler, men æbletræet vil bruge en masse energi på dem.

Tåler æbletræer kraftig beskæring?

Æbletræer kan tåle, at du skærer dem meget kraftigt ned. Det kan være helt ned til 2-3 meter. Det gør det mere overskueligt for dig at plukke æblerne. Det er dog et stort indgreb, og nogle træer vil ende med at gå ud på grund af det. Nyere æbletræer bør du slet ikke beskære så kraftigt. En tommelfingerregel siger, at du kan beskære dit æbletræ med cirka en tredjedel hvert år. For nyere æbletræer bør du dog vente to til tre år mellem, at du beskærer dem. På den måde har de mulighed for at komme sig over det.

Må man klippe et æbletræ om vinteren?

Ja du kan godt beskære dine æbletræer om vinteren, men det anbefales dog at gøre det i månederne august/september.

17 Kommentarer

  1. Hej.
    Jeg vil tillade mig at spørge om, hvad mine to små æbletræer kan fejle. De er plantet for 6 -7 år siden og har næste ikke båret frugt. De må være syge af en slags svamp. De har mug-farvede (olivengrønne) flade, runde pletter på stammen og små svampelinende “udslet” på alle de små skud. Jeg har læst dine råd og anbefalinger, jeg tror mest, det er skurv, men synes ikke helt beskrivelsen passer.

    Mvh

    Pernille

    Pernille Grumme
    1. Hej Pernille

      Kan du have plantet træerne med podestedet under jordniveau? I såkaldte kan de nemmere blive udsat for sygdom da “såret” er i konstant kontakt med jord og fugt.

      1. Hvad mener du med “podestedet”?

        Karin Tina Hansen
  2. Hej. Vi er flyttet ind i et nyt hus. Her er lidt forskellige buske og et æbletræ med masser af vildris. Kan vi beskærer æbletræet nu, selvom der er minusgrader? Vh

    Sabrina-Maria Prins
    1. Hej Sabrina,

      Man kan godt beskære æbletræer om vinteren uden det skader træet, selvom det anbefales at man gør det om sommeren. Nogle træsorter er mere følsomme overfor beskæring i perioder med frost, men æbletræer er mere hårdføre hvad det angår. 🙂

  3. Når jeg nu ikke fik beskåret æbletræet i vinter, og heller ikke sidste vinter, og jeg gerne vil have det vent om så det bliver beskåret om sommeren i stedet, giver det så mening at vente til august eller er det bedre at beskære nu, så der ikke går for lang tid? Træet er plantet for ca 8 år siden, og har kun været beskåret en enkelt gang, så det trænger.

    1. Hej Katrine.

      Det tænker jeg faktisk at du kan gøre som du selv tænker er bedst.
      Jeg ville beskære efter august, som skrevet i artiklen.

      Med venlig hilsen
      Marc

  4. På nogle af mine æbletræer kommer der blade, der krøller sammen og bliver gule.
    Er der tale om sygdom på træet, og skal ms klippe dem af?

    Birger Nielsen
    1. Hej Birger.

      Det tør jeg faktisk ikke sige med sikkerhed.
      Det kunne godt lyde til at den er ramt af noget sygdom eller at den mistrives.
      Tag eventuelt nogle billeder med ned i en planteskole og hør deres vurdering ad.

      Med venlig hilsen
      Marc

  5. Hej Martin
    Mit æbletræ er ved at blive stort og kan læse, at jeg skal beskære det efter 1. august. Hvad så med “høsten” går æblerne ikke til spilde? Jeg tænker er æbler ikke først modne i september. Jeg skærer jo en del af dem af, hvis jeg begynder.

    1. Hej Karina.

      Det er rigtigt at nogle af æblerne vil gå til spilde, hvis du beskærer der hvor der er mange æbler på.

      Med venlig hilsen
      Marc

  6. Hej Martin,
    Jeg er også flyttet til et hus, hvor æbletræet er tårnhøjt, og vi havde utrolig mange nedfaldsæbler i sommers. Jeg har “hakket godt til spætten”, men er alligevel i tvivl om hvor tykke grene jeg må skære, for at danne en facon på træet?
    Jeg kan se at nogle af mine naboer skærer alle tynde grene af deres træer – altså de grene man kan tage med en grensaks – er det anbefalelsesværdigt?
    Venligst Simon

    Simon Christiansen
    1. Hej Simon.
      Om det er anbefalelsesværdigt vil jeg ikke mene, men jeg tror sagtens du kan gøre det uden at ødelægge træet.
      Vil du være helt sikker, kan du evt prøve at spørge i den nærmeste planteskole, hvor de sælger æbletræer.
      Rigtig god dag til dig.
      Mvh Martin 🙂

  7. Hej Martin. Mit æbletræ blev plantet sidste år. Det er forsat et nyt æbletræ. Men der er nu kommet hvidt puds på grenene og bladene visner. Har det honingsvamp? Og hvad gør jeg? Ser frem til, at høre fra dig. Alt det bedste Gitte

    Gitte Kronborg
  8. Hej
    Jeg forstår ikke I anbefaler beskæring lige midt i frugtsæsonen?
    Så skærer man jo en masse gode æbler af, som er på vej til at blive modne?

    Maria Østergård
    1. Hej Maria, tak for din kommentar.
      Det siges at træet er i bedre stand til at bekæmpe sygdomme og klippesår. Men vil man det kan man også vinterbeskære i januar/februar, det er der rigtig mange anlægsgartnere som gør, da de ikke har så travlt i vinterperioden.
      Med venlig hilsen
      Nadia – Havehandel.dk

  9. hvor gammel bliver et mirabelletræ?vi har et stående i haven, og har boet her i 40 år, gamle mennesker mener at have set træet da de var”børn” hilsen hans

    hans andresen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove