Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Beskære roser

Beskæring af roser

Det kan virke besværligt at skulle beskære dine roser. Det skyldes først og fremmest, at der er flere forskellige sorter af roser, der skal beskæres på forskellige måder. Når du beskærer, er det vigtigste dog, at du og rosen trives med, hvordan det er gjort. Så er det mindre vigtigt, om du har fulgt forskrifterne på området.


Beskæring af roser kan virke som en hel videnskab, når du først begynder at se på det. Hvis du synes, at det er besværligt, bør du huske på to ting. Først og fremmest, at det er os mennesker, der har bestemt os for at beskære roserne. Roserne bliver jo ikke beskåret i naturen. Derudover bør du også huske, at det er din have, og at det derfor er vigtigst, at du er tilfreds med resultatet.

Men hvorfor så beskære roser, hvis det ikke er noget, der er krævet fra naturens side? Først og fremmest handler det selvfølgelig om vores behov for at kontrollere plantens størrelse og udseende. Ved at beskære planten kan du sikre dig, at den passer ind i din have.

Derudover giver en beskæringen af rosen flere blomster – og det er jo i høj grad derfor, at de fleste har den i haven. Endelig vil en beskæring også sikre, at du får fjernet eventuelle syge grene, så hele din plante ikke bliver inficeret af sygdommen og går ud.

Trin for trin vejledning til beskæring af roser

Her får du en overordnet guide til, hvordan du beskærer roser. Du bør dog altid sætte dig ind i, hvordan den type af rose, du har i haven, bedst kan lide at blive beskåret.

  • Fjern syge, døde og beskadigede skud i løbet af året – klip helt af eller under det syge sted
  • Glem gamle huskeregler, og beskær dine roser i marts måned, før de får blomsterknopper
  • Find ud af, om dine roser har brug for en hård, moderat eller let beskæring – udfør årligt
  • Nogle roser har brug for en foryngelsesbeskæring hvert 2. til 4. år for at sætte nye grene
  • Klip de visne roser af – det kan få rosen til at sætte en ny produktion af blomster i gang

Bedste tidspunkt for beskæring af roser

Der findes en række forskellige huskeregler for, hvornår du bør beskære dine roser. Nogen mener, at du skal gøre det inden Dronningens fødselsdag d. 16. april, andre, at du skal gøre det, når forsytiaen blomstrer i april.

Begge dele er faktisk lidt for sent. Det bedste er, at du beskærer roserne i marts. Der har de nemlig ikke selv sat blomsterknopper endnu. Det gør det langt nemmere for dig at gå lidt mere hårdhændet til værks, når du ved, at du ikke klipper en masse knopper af.

Du kan godt beskære roserne tidligere end marts, men de er lidt sarte over for at tørre ud, når de bliver beskåret. Det kan de køligere temperaturer om vinteren gøre.

Sådan klipper du roserne rigtigt

Hver gang du klipper rosen, beskadiger du den en lille smule og åbner op for risikoen for, at den får svamp. For at mindske risikoen skal du dels klippe den så lidt som muligt, dels sørge for at klippe den med vandrette snit.

Når du klipper, særligt inde i midten af rosen, skal du passe på, at du ikke kommer til at klippe i grene, der ligger op til den gren, du beskærer.

Start altid med at fjerne syge og døde grene

Du skal altid starte med at fjerne syge og døde grene, når du beskærer dine roser. Det behøver du faktisk ikke at vente til marts med, du kan gøre det hele året. De døde grene skal du klippe helt af, mens du skal klippe de beskadigede grene ned til punktet under skaden.

Kan du se, at en gren er syg, for eksempel ved at den har brunviolette aftegninger på stænglen, skal den også klippes af. De brunviolette aftegninger er et tegn på svamp.

beskæring af roser

Når du klipper grenen over, kan du se på marven inde i grenen, om rosen er angrebet. Marven skal normalt være hvid eller let gullig. Er den mørk eller brun, har rosen svamp.

I sådanne tilfælde er det vigtigt, at du sørger for at få klippet grenen ned til det punkt, hvor marven igen er sund og rask. Hvis du ikke gør det, giver du svampen mulighed for at brede sig. Hvis den får lov at brede sig ned til rødderne, kan den med tiden slå rosen ihjel.

LÆS OGSÅ: Den bedste gødning til roser – Hvad skal du vælge?

Hård, moderat eller let beskæring af roser?

Der findes overordnet tre forskellige former for beskæring. Hård, moderat og let beskæring. Hvilken der er den rette, kommer an på, hvilken sort din rose er.

Hård beskæring

Ved en hård beskæring klipper du alle rosens grene ned til 10-30 cm over jorden. Hvor meget du skal klippe den ned, kommer an på, hvilken type rose der er tale om.

Storblomstrende roser og buketroser har godt af denne form for beskæring hvert år. Det kan virke voldsomt at klippe grenene så langt ned, men roserne vil vokse op igen og give masser af blomster.

Moderat beskæring

Ved moderat beskæring klipper du alle rosens grene ned til halv højde. Hvor meget du skal klippe den, kommer altså an på, hvilken højde rosen har, når du går i gang.

Kan du ikke nænne at klippe dine storblomstrende roser eller buketroser helt ned, kan du bruge denne form for beskæring på dem. Det kan også være, at du synes, at du får det bedste resultat med moderat beskæring frem for hård beskæring af dem. Det handler altså om, at du prøver dig frem for at finde den form for beskæring, der passer dig og dine roser bedst.

Let beskæring af roser

Ud over beskæring af syge og døde grene bør du også fjerne eventuelle vildskud og klippe grene af inde i midten af busken, så den ikke bliver for tæt. Vildskuddene kommer nede fra rosens basis og har ofte en anden farve end resten af grenene. Vildskuddene bliver ikke til noget, selvom de kan vokse sig lange. Vildskuddene skal ikke klippes af, men rives af. Det kan virke barbarisk, men det sikrer bedst, at der ikke kommer nye skud.

Park-, busk-, slyng- og bunddækkeroser har godt af denne form for beskæring hvert år.

Provokér en gammel rose til at sætte nye skud

En levedygtig rose bør blive ved med at sætte nye skud fra basis. Det er de grene, som du bør arbejde videre med. Hvis din rose ikke har sat nye skud fra basis, kan du provokere den til at gøre det. Det gør du ved at klippe nogle af de gamle grene af ved basis. Det kan virke voldsomt, men kan være en måde at teste, om din rose har livskraft eller ej.

De sorter af roser, der normalt kun får en let beskæring, kan have brug for denne form for foryngelsesbeskæring hvert 2.-4. år for at sætte nogle nye og sunde skud.

Få flere roser ved at klippe døde blomster af

Når dine roser afblomstrer, kan du med fordel klippe blomsterne af. Hvis du er omhyggelig med at klippe de visne roser af, kan du få rosenbusken til at skabe en ny runde af blomster. For rosen handler blomstringen jo om, at den gerne vil sprede sine frø, men hvis du har fjernet dem, får den ikke mulighed for det.

rose beskæring

Har du vilde roser, der giver hyben, skal du selvfølgelig ikke fjerne de visne blomster, da det jo er dem, der bliver til hyben.

Selvom det kan kræve lidt arbejde at sætte dig ind i, hvad dine roser har brug for, er de smukke og velduftende blomster dog altid en belønning i sig selv. Bliver du i tvivl om, hvordan du skal beskære, så husk, at hvis du synes, at det er pænt, og rosen trives med det, så har du gjort det rigtigt.

Har du andre træer og planter i haven, kunne du evt. være interesseret i at læse disse indlæg:

Beksæring af æbletræer

Beskæring af rhododendron

FAQ

Hvor langt ned kan man beskære roser?

Der findes overordnet tre forskellige former for beskæring. Hård, moderat og let beskæring. Hvilken der er den rette, kommer an på, hvilken sort din rose er. Høje sorter kan du klippe helt ned til ca. 20-25 cm. højde. Lave sorter kan klippes ned til omkring 13-15 cm. ved en hård beskæring.

Hvornår på året er det bedst at beskære roser?

Det bedste tidspunkt at beskære roser er omkring marts måned. Der har roserne nemlig ikke sat blomsterknopper endnu.

Skal man klippe syge roser ned?

Du skal altid starte med at fjerne syge og døde grene, når du beskærer dine roser. Det behøver du faktisk ikke at vente til marts med, du kan gøre det hele året. De døde grene skal du klippe helt af, mens du skal klippe de beskadigede grene ned til punktet under skaden.

Kan man beskære roser om vinteren?

Det er ikke en god ide at beskære roser om vinteren, da de ved beskæring kan blive modtagelige over for frostvejret, hvilket vil ende med at skade rosen mere end det gør gavn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove