Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
blommetræ guide

Blommetræ – guide

De fleste elsker en dejlig, saftig blomme, og hvad kan være mere lækkert end at plukke og spise den direkte fra træet? Blomme er et særdeles populært frugttræ i de danske haver, og så er det tilmed ret nemt at have med at gøre. Hvis du gerne vil forsøge dig med dyrkningen af blommer, så læs med her!


Der er flere fordele ved at plante og dyrke dit eget blommetræ. Du kan vælge den blomme, du selv bedst kan lide, og du kan vælge sort ud fra dine ønsker til modningstidspunkt. Dernæst er blommetræet meget villigt til at vokse, og du skal derfor ikke vente i årevis på at få glæde af høsten.

4 trin til dyrkning af blommetræer

Hvis du har lyst til at kaste dig ud i blommedyrkningen, er det bare med at komme i gang. Blommetræer kræver ikke den store pleje og pasning, og de er perfekte til både store og mindre haver.

Herunder får du en vejledning, der fortæller hvordan du hurtigt og sikkert får valgt blommetræ, og hvordan det skal plantes, plejes og passes fremover.

To ting, du skal være opmærksom på ved valg af sort

Der findes flere forskellige blommesorter, og her skal du særlig lægge vægt på to ting, når du skal vælge. Dels skal du naturligvis vælge en blomme, du kan lide, og dernæst skal du også være opmærksom på om træet er selvbestøvende.

Mange blommetræer er selvbestøvende, men der er også sorter, som kræver bestøvning. Det betyder, at der skal være andre blommetræer i nærheden, som blomstrer på samme tid, så bierne kan bestøve træet, og der kan dannes frugter. De selvbestøvende træer klarer selv arbejdet og behøver ingen yderligere bestøvning. Hvis du er i tvivl, så spørg altid, inden du køber dit blommetræ.

Plantning af blommetræ

Den ideelle årstid at plante blommetræer er sidst på sommeren og om efteråret. Normalt siges det, at de bedste plantemåneder er fra september til november måned.

Start med at finde den rette placering til træet, som skal være så varm og solrig som muligt. Et blommetræ kan blive op til 10 meter i højden, så det er vigtigt at tænke fremad. Du skal bl.a. overveje, om træet vil kunne vokse frit, om det vil komme til at kaste skygge på terrassen, om det vil komme til at genere naboen osv.

blommetræ i haven

Træet skal have den bedste start for at komme i god vækst. Inden plantningen kan du med fordel løsne jorden godt både i dybden, men og så rundt om træets placering. Blommetræer vokse godt i næsten al slags jord, men hvis du vil give det nye træ ekstra kærlighed, kan du supplere jorden om træet med en smule jordforbedring.

Det nyplantede træ skal have godt med vand i starten. Og i de første par år efter plantning kan du fortsætte vanding i de meget tørre perioder. Vand grundigt med en god mængde vand ad gangen, og undgå at sjatvande træet. Vandet udvikler blommetræets rodnet, så det til sidst kan klare sig helt uden vanding.

Pasning og gødning af blommetræer

Området rundt om det nyplantede træ skal holdes rent og frit for græs og ukrudt. Hvis området gror til, vil ukrudtet stjæle næring og fugt fra jorden, som ellers ville være kommet blommetræet til gode.

Du kan med fordel udlægge barkflis rundt om træet i en cirkel på ca. en halv meter fra stammen og i en tykkelse på omkring 10 cm. Flis holder ukrudt og græs væk, og du slipper for at bruge tid med hakkejernet. Når træet bliver større, og rodnettet har etableret sig, kan du lade græsset vokse helt ind til stammen, hvis du ønsker det.

Blommetræer har godt af almindelig næring fra f.eks. jordforbedring eller kompost. Derfor kan du udlægge et tyndt lag kompost rundt om træet i det tidlige forår. Der findes forskellige slags kunstgødning til frugttræer, men det vil sjældent være nødvendigt at gøde yderligere. Overgødning kan resultere i, at blommetræet får meget store blade, og at blommerne bliver mindre.

Beskæring af blommetræer

Blommetræer vokser forholdsvis hurtigt, og hvis du vil undgå, at træet bliver for højt og ufremkommeligt, kan du beskære det.

Selve beskæring skal ske når blommetræet er i vækst. Dvs., at beskæring bedst foretages umiddelbart efter blomstring, når væksten er i fuld gang, og træet er mest modstandsdygtigt over for beskæringen.

Et sundt træ i vækst lukker hurtigt sårene efter beskæring, og risikoen for efterfølgende svampeangreb og sygdomme minimeres. Du bør undgå at beskære blommetræet om vinteren og inden blomstring om foråret.

Sygdomme og skadedyr

Ligesom alle andre træer kan blommetræer blive angrebet af skadedyr og sygdom. Det er vigtigt at være opmærksom på sygdomssymptomerne, så du kan sætte ind i tide og begrænse skaderne.

Gul monilia

En af de mest almindelige sygdomme der kan ramme blommetræer kaldes gul monilia. Det er en svampesygdom, som angriber blommerne og får dem til at rådne. De angrebne frugter får et mumificeret look, og du er ikke i tvivl, når du ser dem.

Sygdommen kan hurtigt brede sig til alle blommer på træet, og derfor gælder det om at handle hurtigt ved de første tegn på infektion. Hvis du opdager rådne blommer på træet eller på jorden, skal du straks fjerne dem, så svampen ikke spreder sig til de omkringsiddende blommer.

Hvis blommetræet har mange tætsiddende blommer, vil svampen hurtigt sprede sig fra blomme til blomme. Her kan du forebygge spredningen ved at tynde ud i blommerne, så de ikke rører hinanden.

blommetræ

En anden god måde at forebygge sygdomme på er god beskæring af træet. Når træet er mere åbent vil blade, stamme og frugter hurtigere tørre efter regn og dug og minimere sygdomsrisikoen.

Blommevikler

Blommevikleren er en larve, der tager ophold i blommen, og som kan være svær at spotte ved første øjekast. Det er også årsagen til, at du af og til finder larver i en blomme, der ellers ser frisk og sund ud.

Et tegn på, at en blomme er angrebet af blommeviklerlarven, kan være såkaldt gummiflåd uden på blommen. Gummiflåd ligner harpiks, og sidder på ydersiden af blommen, men er dog ikke altid ensbetydende med larveangreb.

Blommer, der er angrebet af larver, vil ofte blive hurtigere modne og falde af træet. Hvis du sørger for at samle blommerne op fra jorden, vil du kunne minimere antallet af nye larver i den næste sæson.

Hvornår er blommerne modne?

Blommesæsonen i Danmark er forholdsvis kort, og mange sorter skal plukkes i august måned. Der findes dog både tidligere og senere sorter. Ved at vælge sort efter plukketidspunkt kan du have friske blommer fra juli til oktober, hvis du vælger at have flere træer.

Hvis du vil have flere blommetræer i haven, vil det derfor være praktisk at vælge sorter med forskelligt modningtidspunkt. På den måde får du mere glæde af høsten, og du risikerer ikke at stå med en masse modne blommer på samme tid.

Du kan selvfølgelig altid anvende de blommer, du ikke når at spise, mens de er friske.

Brug de blommer, du ikke når at spise

Friske blommer smager fantastisk, men nogle gange er høsten så stor, at du ikke kan nå at spise dem alle. Du behøver dog ikke smide blommerne ud, for der findes en masse forskellige anvendelsesmuligheder.

Når du skal bruge blommerne til f.eks. grød eller lignende, får du brug for en udstener til at fjerne stenene i blommerne. Blommeudstenere findes i flere varianter lige fra små håndholdte modeller til større og mere solide bordmodeller.

Brug bl.a. dine blommer til:

  • Grød og andre desserter
  • Marmelade
  • Saft
  • Snaps og vin
  • Smoothies
  • Is og læder
  • Syltede blommer

Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser, og du kan sikkert sagtens finde på endnu flere anvendelsesmuligheder.

Hvis du ikke har tid til at forarbejde blommerne med det samme, kan du udstene dem og fryse dem ned til senere brug. De frosne blommer er perfekte til videre brug i kager, madlavning osv.

FAQ

Hvilket blommetræ skal man vælge?

Når du skal vælge et blommetræ til haven anbefaler vi at du er opmærksom på to ting. Du skal ud og finde ud af hvilken blommesort som du synes smager godt, og du skal vælge om du vil have et selvbestøvende blommetræ eller ej. Uanset du køber blommetræer online eller i en planteskole, så bør du kunne få hjælp af forhandleren til at vælge.

Er blommer selvbestøvende?

Mange blommetræer er selvbestøvende, men der er også sorter, som kræver bestøvning. Det betyder, at der skal være andre blommetræer i nærheden, som blomstrer på samme tid, så bierne kan bestøve træet, og der kan dannes frugter. Det betyder at det noget du skal være særligt opmærksom på når du vælger blommetræer til haven.

Hvilken gødning er bedst til blommetræer?

Det bedste næring du kan give til dine blommetræer er topdække af jordforbedring eller havekompost. Hvis du gøder med kunstgødning, skal du passe på med at give for meget, da overgødning for træet til at fokusere på at sætte store blade fremfor store blommer.

Kan et blommetræ tåle kraftig beskæring?

Blommetræer har ikke godt af at blive beskåret alt for kraftigt. Vil du alligevel give havens blommetræ en god beskæring, så skal du gøre det lige efter blomstring.

2 Kommentarer

  1. Hej Martin
    Jeg har fældet et Opal blommetræ i min villahave.
    Kan / må jeg plante et nyt Opal træ i sammen hul eller i nærheden af ??
    Vh. Bent Mortensen , Varde.

    Bent mortensen
    1. Hej Bent

      Ja, helt generelt er det muligt at plante et nyt træ på samme sted eller i nærheden af det sted, hvor det gamle træ blev fjernet. Dog er der nogle faktorer, du bør overveje, for at sikre at det nye træ kan trives godt.

      Først og fremmest er det vigtigt at overveje årsagen til, hvorfor det gamle træ blev fjernet. Hvis træet blev fjernet på grund af sygdom, kan det være en god idé at ændre jorden eller foretage andre relevante ændringer for at undgå at gentage problemerne. Hvis træet blev fjernet på grund af pladsmangel, skal du sørge for, at det nye træ har tilstrækkelig plads til at vokse.

      Derudover bør du undersøge jorden omkring det tidligere træ for at sikre, at der ikke er nogen rester eller rødder fra det gamle træ, der kan påvirke det nye træs vækst. Du bør også overveje andre faktorer såsom lysforhold, vanding og eventuelle andre forhold, der kan påvirke træets trivsel.

      Hvis du er i tvivl, kan det være en god idé at konsultere en professionel gartner eller en lokal planteskole, da de kan give dig specifik rådgivning baseret på de specifikke forhold i din have og dit område. Jeg er ikke ekspert i selve Opal blommetræ, men sådan helt generelt kan man plante i samme hul som tidligere..

      God dag til dig 🙂
      Mvh Martin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove