Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Persille dyrkning

Dyrkning af persille

Hvis du sørger for at så persillen i en jord med den rette pH-værdi og give den rigeligt med vand, vil du som regel nemt kunne få et stort udbytte. Ved at forkultivere planten kan du få masser af persille i maj og juni, hvor det ellers er svært at få fat på.


Persille er blevet dyrket i mange år herhjemme, selvom den egentlig stammer fra Middelhavsområdet. Hvis du har tålmodighed med den lidt krævende plante, vil den belønne dig med lækker persille til kartofler, kød og ikke mindst sovs, der smager langt bedre, end den persille, som du kan købe i supermarkedet.

Forskellige typer af persille

Der findes flere forskellige typer af persille. Det er overordnet:

  • Kruspersille – de krusede blade kan være svære at rengøre, og det er ikke altid, at børn er så glade for den krusede overflade.
  • Glatbladet persille – har en kraftigere smag en moskruset persille, men er nemmere at vaske. Kan dine børn ikke lide moskruset persille, er det en god ide at skifte til denne type. Normalt bliver persille omkring 30 cm høj, men denne findes også i store sorter som Italian Giant og Gigante di Napoli, der kan blive op til 60 cm høje. Gigante di Napoli er kraftig i smagen og kan bruges i stedet for blegselleri.
  • Persilleroden – er en rodfrugt, der minder om pastinak. Dens top kan bruges som erstatning for persille.
  • Selleripersille – ligner fuldstændig persille, men smager som selleri.

Sådan sår du persille

Du kan så persille allerede fra marts måned, når der ikke længere er risiko for frostvejr. I det tilfælde tager det omkring seks uger, før persillen spirer. Når det er blevet varmere i vejret, tager det kun tre.

Vil du have persillen til at spire hurtigere, kan du lægge frøene i vand i et døgn, inden du sår dem. Du kan også købe særlige kvik-frø, der er forkultiverede. De spirer en uge hurtigere end almindelige persillefrø.

Persillen har bedst af at stå på et sted med halvskygge. Det gør den mere blød. Den kan dog også godt tåle at stå i fuld sol. Den skal stå i en velgødet, ikke for let jord, der har en pH-værdi på mindst 6,5. Inden du sår persillen bør du derfor forberede jorden ved at drysse kalk på den og sprede kompost ud. Du bør ikke bruge husdyrgødning, da planterne jo skal spises rå.

Du sår persille ved at trykke frøene ud i rækker på cirka en centimeter. Der skal være 35 centimeter mellem rækkerne, hvis du sår flere. Når du har lagt frøene, skal du dække dem med jord og drysse lidt kompost over. Det holder på fugten, der er vigtig for, at persillen kan spire.

Fordi der går lang tid, før persillen spirer, er det en god ide, at du sår radiser mellem rækkerne. De kan fungere som rækkemarkører, så du nemt kan se, hvor rækkerne med persille går. Det giver dig derudover en ekstra høst af radiser.

Få tidligere persille ved at forkultivere dem

Vil du have masser af persille i maj og juni, hvor den nysåede persille endnu ikke er så stor, kan du forkultivere planten. Det gør du ved at så den i en vindueskarm i marts. Varmen får persillen til at spire efter bare to uger. Når vinteren er ovre, og planterne har fået rigtige blade, kan du flytte dem ud i drivhuset.

Lille persilleplante i potter
Her er nogle helt små persilleplanter blevet flyttet fra deres bakker til hjemmelavede potter i pap.

I slutningen af april kan du plante dem ud på friland, hvis der ikke længere er risiko for nattefrost. Du bør hærde dem inden ved at sætte dem ud om dagen og ind i drivhuset igen om aftenen. Gør det i nogle dage, inden du planter dem ud. Med forkultiveringen er persillen klar til, at du kan begynde at høste større mængder af den i løbet af juni.

En anden mulighed, hvis du gerne vil have tidlig persille er, at du sår frøene i bedet i september. Planterne vil i det tilfælde først gå i stok i maj måned 1,5 år efter. Dermed har de fået et stort forspring, og du vil have rigeligt med persille i maj og juni. Forårssået og sommersået persille går begge i stok allerede i maj måned året efter. Ved at så senere kan du altså udskyde det. Denne metode er dog bedst med kruspersille.

Høst dine egne frø fra persille

Det nemmeste er selvfølgelig, at du køber persillefrø, men det sjoveste er helt klart, at du indsamler frø fra dine egne persilleplanter. I det tilfælde er det vigtigt, at du sørger for at samle frø fra de planter, der senest gik i stok. Det er en god ide at markere dem, så du er sikker på, hvilke der er tale om.

Når du udvælger de planter, der senest går i stok, risikerer du nemlig ikke, at du kommer til at fremavle en stamme af persille, der går meget tidligt i stok. Derfor er det også vigtigt, at du sørger for at fjerne de persilleplanter, der går tidligt i stok, så de ikke ender med at bestøve dem, som du vil tage frø fra.

Har du flere typer af persille i haven, kan det være svært for dig at holde sorten ren, da de krydsbestøver hinanden. Fjern derfor de andre typer af persille, når de er gået i stok.

Vil du hellere købe end at høste dine egne frø, kan du finde både økologiske og ikke-økologiske kruspersille- og glatbladet persillefrø i vores udvalg af  krydderurtefrø.

Pasning og pleje af persille

Persille er en forholdsvis krævende plante. Den har brug for, at jorden har den rette fugtighed. Når planterne er store nok til det, skal du derfor dække jorden med hø, halm eller visne blade. Det holder på fugten, og du undgår derudover også, at der kommer jord på persillen.

Hvis det er tørt i vejret, er det vigtigt, at du vander persillen, så den kan få nok vand. Hvis du ikke vander den, får du ikke en lige så stor høst.

Når persilleplanterne er vokset til, skal du tynde ud i dem, så de får mere plads at vokse på. Der bør være 10-15 centimeter mellem planterne, endnu mere hvis det er større arter. Når planterne får nok plads, bliver de dels større, dels mindsker det risikoen for sygdomme.

Du bør løbende luge ukrudt rundt om persillen. Ukrudtet stjæler både lys, næring og vand fra persillen, hvilket gør, at den ikke i lige så høj grad trives.

Sygdomme og skadedyr i persilleplanter

Hvis en hel række af persille mistrives, kan det være et tegn på gulerodsfluer. De bliver tiltrukket af lugten af persille. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at fjerne den persille, som du har hevet op ved udtynding, da fluerne kan lugte den.

Døjer du med gulerodsfluer eller gulerodsfruelarver, kan du her læse meget mere om gulerodsfluen www.plante-doktor.dk/gulerodsfluen

Mistrivsel kan dog også skyldes sortråd. Det er en sygdom på rødderne. Du kan se, om din persille er ramt, ved at grave et par planter op og se på rødderne.

I mange tilfælde skyldes mistrivsel dog simpelthen bare, at persille er en krævende plante, og at den ikke har fået så meget næring og vand, som den gerne ville have.

Hvornår må jeg høste persille?

Når persillen har vokset sig stor i løbet af foråret, kan du begynde at høste af den fra midten af juni. Det er dog stadig en lille plante i juni, så du må ikke klippe for meget af. Senere kan du begynde at tage mere fra planten.

Persille

FAQ

Hvordan dyrker man persille?

Du sår persille ved at trykke frøene ud i rækker på cirka en centimeter. Der skal være 35 centimeter mellem rækkerne, hvis du sår flere. Når du har lagt frøene, skal du dække dem med jord og drysse lidt kompost over. Det holder på fugten, der er vigtig for, at persillen kan spire.

Hvordan passer man persiller?

Persille er en forholdsvis krævende plante. Du skal bl.a. sørge for: Vanding - Persille trives bedst i fugtig jord. Udtynding - Når persilleplanter vokser skal du sørge for at de har plads nok, der bør være 10-15 centimeter mellem planterne. Luge ukrudt - Ukrudt stjæler både lys, næring og vand fra dine persilleplanter.

Hvor ofte skal persille vandes?

Persille er en forholdsvis vandkrævende krydderurt, så det er derfor vigtigt at du vander den med jævne mellemrum, især i perioder med tørke og høje temperaturer.

3 Kommentarer

  1. Vi købte en potte med persille i et supermarked og plantede den ud i noget blomsterjord. Nu er bladene blevet grå! Hvad kan det skyldes?

    Søren Kjørup
  2. Jeg har også persille I en potte på altanen. Var frodig og fin I mange uger. Men nu bliver bladene grålige/hvidlige?? Vander og gøder den omsorgsfuld. Den bliver også bruset over.
    De nye skud ser fint grønne ud, men har dette hvidlige skær når de er klippeklar ??
    Tænker den er færdig 🙁
    Vh. Mona

    Mona Overgaard
  3. Vi har persillen i dåser fra f.eks flåede tomater
    de står i en vindueskam hvor der er delvist skygge/sol
    klipper dem halvt ned hvergang og smider det i fryseren
    man kan let får 5-6 bundter ud af en persille fra et supermarked

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove