Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Fjerbuske

Fjerbusk – Den stærke og smukke staude

Fjerbusken er en af de planter, der kan gøre de glemte hjørner i din have levende og interessante. Planten er hårdfør og nem, og de hvide, fjerlignende blomster vejer elegant i vinden i juni og juli måned. Resten af vækstsæsonen pynter fjerbusken med sine finnede, grønne blade. Planten er taknemmelig og kan placeres på steder, hvor du ikke kan få andet til at gro. Og så kan den konkurrere med skvalderkål.


Den behøver stort set ingen pasning, og blomsterne dufter dejligt og tiltrækker bier. Så hvis du er træt af planter, der går til og skal genplantes år efter år, er fjerbusken måske noget for dig. Herunder kan du læse mere om, hvordan du kan bruge fjerbusken til at gøre din have endnu mere frodig.

Hvad er en fjerbusk?

En fjerbusk er slet ikke en busk, men en staude, der tilhører rosenfamilien. Der findes ikke ret mange arter, og kun to af dem fås i Danmark. Stauden kan trives de fleste steder og er en af de planter, der kan gro i fugt og skygge. Derfor er den velegnet i en skovhave, men kan også bruges mange andre steder i haven.

Fjerbusken er en af de få planter, der kan konkurrere med skvalderkål og faktisk vinde. Det betyder på den anden side, at sætter du stauden i et solbeskinnet bed, risikerer du, at den overtager bedet.

Staudens latinske navn Aruncus betyder gedeskæg. Ligesom det danske navne fjerbusk henviser det til de lette, elegante blomsterstande. Fjerbuske findes som både han- og hunplanter, og hanplanternes blomster er mest imponerende.

Hvilke fjerbusk-arter findes der?

Der findes kun to arter her i landet, og kun den almindelige fjerbusk fås i et par forskellige sorter. Dem kan du se herunder.

Almindelig fjerbusk (Aruncus dioicus)

Almindelig fjerbusk har en buskagtig vækst og bliver op til 180 cm høj. Den blomstrer i maj-juli alt efter temperaturen, og blomsterne er cremehvide og duftende. Løvet er grønt langt ind i oktober. Stauden trives i både sol, skygge og halvskygge.

  • Aruncus dioicus ’Kneiffii’: Bliver op til en meter høj og blomstrer cremefarvet i juni-juli. Kneiffii trives bedst i sol eller halvskygge.
  • Aruncus dioicus ’Horatio’: Bliver op til 120 cm høj og blomstrer cremehvidt i juni-juli. Horatio trives i både sol, skygge og halvskygge.
  • Aruncus dioicus ’Sylvestris’: Bliver op til 150 cm høj og blomstrer cremehvidt i juni-juli. Sylvestris trives i sol og halvskygge.

Koreansk fjerbusk (Aruncus aethusifolius)

Denne art bliver kun 30 cm høj og kaldes også dværg-fjerbusk. Den blomstrer cremefarvet i juni og juli og trives i sol og halvskygge.

Fjerbusk

Fjerbusk – guide til plantning og pleje

Fjerbuske kan overleve under de fleste forhold. Den foretrækker fugtig, næringsrig jord, men kan også trives i dit surbundsbed. Den kan klare både fuld sol og fuld skygge, og da fjerbusken er meget konkurrencedygtig, skal den helst plantes sammen med andre stærke planter. Det kan f.eks. være hosta, lupin, bonderose, elefantgræs og hjortetrøst.

Jordbund, placering og beskæring

Fjerbuske kan ikke lide at tørre ud, så selvom planten kan gro under stort set alle forhold, foretrækker den en jord, der holder på fugten. De betyder ikke, at den kan lide at soppe i vand, men det betyder, at planten trives godt i kanten af din havedam eller i dit skovbed.

Hvis du gerne vil forlænge din fjerbusks blomstringsperiode, skal du skære blomsterstandene af, når de er afblomstrede. Det kan – hvis du er heldig – udløse en ekstra blomstring i samme sæson.

Fjerbusken behøver ikke gødning.

Sådan får du flere fjerbuske

Planten spreder sig selv ganske langsomt via sideskud. Vil du gerne have nye planter, kan du både så frøene fra staudens blomsterstande og dele selve planten i september måned. Når du skal dele planten, er du nødt til at bruge en spade, da rodklumpen er ret fast.

Vælger du at så dine egne frø, skal du sørge for, at de bliver udsat for kulde. Det kan nemt gøres ved at så frøene udendørs om efteråret. Du kan også lægge dem i køleskabet i 2-4 uger og derefter så dem i potter indendørs. Husk at holde frøene fugtige.

FAQ

Er fjerbusk giftig?

Ja, de små brune frøkapsler, som er hunplantens frugter, er giftige, da de indeholder blåsyre. Der er dog ingen kendte forgiftningstilfælde i Danmark.

Er pragtspir en fjerbusk?

Nej. Pragtspir kaldes på engelsk ’false goat’s beard’ – falsk gedeskæg. Fjerbuskens engelske navn betyder netop gedeskæg. Pragtspir tilhører familien Saxifragaceae, mens fjerbusk tilhører familien Roseceae. De to planter ligner hinanden, men er altså to helt forskellige planter. Pragtspir blomstrer i øvrigt i mange andre farver end hvid.

Kan man bruge fjerbuskens blomster i buketter?

Desværre er fjerbuskens luftige blomsterstande ikke egnede til buketter. Ligesom valmuer smider de kronbladene ret hurtigt efter afskæring. Til gengæld kan du bruge de blomsterløse stilke som grønt fyld i buketter.

1 kommentar

  1. Hej! Hvordan ser fjerbusken ud om vinteren?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove