Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
hjortetrøst i haven

Hjortetrøst – Den store guide

Hjortetrøst er en flot staude eller halvbusk, som med sine fine, grønne og lyserøde eller røde farver findes både vildt og i haver. Planten er én af de bedste, du kan anskaffe dig, hvis du vil have sommerfugle i haven, for insekterne bliver gerne siddende i lang tid, så du kan komme tæt på og tage billeder eller bare beundre dem.


De høje planter er velegnede til hjørnebede eller bede, og her kan du lære alt om, hvordan du planter og passer dem.

Hvilke hjortetrøst arter findes der?

Selvom der findes mellem 35 og 60 arter af hjortetrøst, alt efter hvem og hvor man spørger, er der i Danmark kun én art, der er vildtvoksende. Her kan du læse om nogle af de mest almindelige arter af hjortetrøst, du kan finde i Danmark.

Hjortetrøst

Hjortetrøst, eller Eupatorium Cannabinum, kaldes også hamp-hjortetrøst er en forholdsvis almindelig hjortetrøst, som bliver op til 150 centimeter høj og anses som en urt. Den vokser på fugtig jordbund og er vildtvoksende i Danmark.

Hvid hjortetrøst

Den smukke, hvide hjortetrøst, også kendt som Ageratina Altissima eller Hvid Ageratina, er en hjortetrøst, der ser mere skrøbelig og fin ud, men som stadig er nydelig at se på. Den får få stængler, der enten er glatte eller hårede, og blomstrer fra juli til oktober. Planten er i sig selv ikke giftig, men hvis den indtages af eksempelvis kvæg, vil mælken være dødelig for mennesker og kalve.

Rød hjortetrøst

Rød hjortetrøst, Eupatorium Purpureum, er den art af hjortetrøst, der oftest ses i danske haver. Den blomstrer fra juli og er nem at have med at gøre.

Plantevejledning: Sådan planter du hjortetrøst

Hjortetrøst er en plante, der er fuldt hårdfør overfor klimaet i Danmark, og den kan sagtens være flerårig, hvis den passes ordentligt. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere hjortetrøst, så find generelle vejledninger, der omhandler stauder, og gå ud fra dem.

Placering

Hjortetrøst er ikke kræsen med, hvor den placeres, og kan vokse både i fuld sol og skygge – sol er dog det, der anbefales. Den bliver dog høj, op til 2 meter, så det er en god idé at placere den, hvor der er læ, så kraftig vind ikke lægger stauderne ned.

Hvis du planter mere end én staude, skal de plantes med ca. 100 centimeters afstand.

Valg af jord

Der kræves ikke nogen særlig jordtype for at plante hjortetrøst, men middel jord anbefales. Der skal gerne være tilstrækkelig med næring i jorden, når planten først sættes ned, og gødning eller kompost kan tilføjes for at hjælpe den på vej.

Tidspunkt

Som med andre stauder er det en god idé at plante hjortetrøst i løbet af foråret, gerne i løbet af april og maj, eller i efteråret omkring september og oktober. Det er bedst at plante stauder, når de ikke er ved at blomstre, for så kan de bruge deres energi på at etablere rodnettet og finde sig til rette.

Flytning af hjortetrøst

Hvis du skal omplante eller flytte din hjortetrøst, skal det gøres enten i efteråret eller om foråret – ligesom hvis du skulle plante dem. Bedst er det dog at omplante om efteråret, når jorden stadig er lun. Grav så meget af planten op, du kan, og flyt den forsigtigt hen til det nye plantehul, der gerne skal være så fugtigt som muligt, uden at være helt vådt.

Hjortetrøst

Pasning og beskæring af hjortetrøst

Hjortetrøst er en nem plante at have i haven, og den kræver ikke voldsomme mængder af pasning og pleje. Ligesom mange andre stauder er den nem at holde, og du skal kun være opmærksom på den, når du alligevel tager dig af resten af havens mere tålmodige planter.

Pasning

Hjortetrøst er en staude, som sjældent forgrener sig. Derfor er alt, du skal sørge for, at give den mellem gødning, så den kan få lidt ekstra næring. Hjortetrøst bør behandles som enhver anden staude, og derfor anbefales det at skære den ned. Sørg for kun at skære den ned om foråret, når frosten er forsvundet helt, så du ikke risikerer at skade og ødelægge planten.

Beskæring af planten

Hjortetrøst skal, som mange andre stauder, indimellem beskæres. Klip dem ned i løbet af marts, eller når vinteren for alvor har fjernet sig – du skal bare være sikker på, frosten ikke kommer igen. Du kan enten klippe de visne knopper af, hvis der bare skal være plads til nye blomster, eller du kan klippe dem ned så tæt på jorden som muligt, så helt nye stængler vil skyde op.

Du må ikke beskære din hjortetrøst inden vinteren, for det blotter planten for frost og kan ødelægge den. Lad i stedet de visne knopper sidde på og fungere som en dyne.

Sådan får du hjortetrøst til at blomstre

Hjortetrøst blomstrer i efteråret og giver lidt farve til haven, når resten så småt forsvinder. Den kan både dyrkes i et staudebed, op ad en mur eller i en blomsterkumme, og du burde se den komme igen flere år i streg.

Når foråret kommer, og frosten med sikkerhed er væk, kan du klippe sidste års døde blomsterhoveder af, så der er plads til nye. Sådan holder du din plante sund og beskytter den mod frost. Ud over dét er der ikke noget specifikt, du kan gøre, for at få din hjortetrøst til at blomstre.

Hvis du ikke ser blomstring fra din hjortetrøst, skyldes det gerne, at planten er død. Får den grønne blade, men ingen blomster, kan årsagen være sygdom eller svampe, men det er sjældent. Selvom hjortetrøst er flerårig, er den ikke evigt levende, og ligesom mange andre stauder går den før eller siden ud.

Manglende blomstring eller en død plante kan også skyldes, at planten har fået frost ind i sig. Årsagen hertil er ofte, at et eller flere blomsterhoveder er blevet klippet af eller fjernet, så frosten har kunnet trænge ind i selve hjortetrøsten.

Inspiration til andre planter

Hjortetrøst er utrolig flotte at have i haven, og de tiltrækker ofte mange sommerfugle, som bliver siddende længe og nyder de store mængder af nektar. Men i et staudebed kan du sætte flere forskellige planter, og hvis du er i tvivl om, hvilke du skal vælge, kan du overveje én af følgende:

  • Stjerneskærm
  • Bonderoser
  • Trælilje

Stjerneskærm er en forholdsvis lille planteslægt af stauder, som kan plantes både på friland, i højbede/plantekasser og i krukker. Planten er det, man kalder en ”neutral” staude, hvilket betyder, at den sagtens kan plantes sammen med andre planter, der er mere dominerende. Den bliver en smule buskagtig og er tuedannende, men er flerårig og kan blive bredere og mere kompakt, som tiden går.

Navnet ”bonderose” er en smule misvisende, for der er faktisk tale om en pæon. Den simple og enkle staude giver smukke farver i haven og kan variere fra helt lyserød til magentafarvet. Bonderoser stiller nogle krav i forhold til en muldrig, næringsholdig jord, som er veldrænet og ikke for sandet eller tør, men de tager ofte godt imod deres nye hjem, hvis der blandes kompost i jorden.

Det er ikke ofte, liljen slår folk som en staude, men træliljer bliver høje og står godt med støtte fra andre stauder i nærheden. De kan blive op til 2 meter høje, og der findes mange forskellige arter, så du kan vælge lige den farve, der passer ind i din have. De smukke blomster er en hel videnskab for sig selv, men en nem én af slagsen, og de er yndige at have stående i staudebedet.

FAQ

Er hjortetrøst giftig?

Hvid hjortetrøst er i sig selv ikke giftig, men indeholder diverse stoffer, der kan omdannes til giftstoffer i fx komælk, hvis den indtages af kvæg. Derfor bør den fjernes med det samme, hvis den ses i nærheden af en kofold.

Hvorfor blomstrer min hjortetrøst ikke?

Hvis din hjortetrøst ikke blomstrer, er den højst sandsynligt gået ud. Årsagen kan være, at den har fået frost, eller at den er blevet for gammel og ikke er blevet beskåret korrekt.

Er hjortetrøst en staude?

Hjortetrøst anses oftest som en staude, og hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere den, kan du altid søge efter generelle råd om stauder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove