Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
hortensia plantning

Hortensia Guide

Gigantiske blomster, der kommer år efter år på flotte (næsten) vedligeholdelsesfri grønne buske – hvem elsker ikke hortensiaer? Læs om de skønne blomsterbuske, der kan leve både i haven og i krukker på terrassen eller altanen. Husk blot at vande, vande og vande.


De passer stort set sig selv og blomstrer frodigt hvert år, hvis blot du sørger for at give dem masser af vand samt at gøde efter behov. De mange forskellige sorter byder på et orgie af lyserøde, hvide og blå nuancer, og du kan selv lave flere af din favorit i drivhuset eller vindueskarmen. Du behøver ikke at beskære, medmindre du ønsker at forme din hortensia.

Værd at vide om hortensia

Hortensias videnskabelige navn er hydrangea, som er afledt af græsk og betyder ’vandkar’. Betydningen afslører det store behov, de smukke blomsterbuske har for masser af vand.

Ud over vanding er hortensiaer nemme at passe, særligt hvis du er omhyggelig med at give dem en god start i din have eller krukke. Fem basale ting er værd at vide om busken med potentiale for årlige blomsterorgier:

  • Der findes mange sorter
  • Plant hortensia hele året
  • De er nemme at passe
  • Beskær efter blomstring
  • Får sjældent skadedyr

De mange sorter inddeles typisk i 6 kategorier, som fortæller dig noget om både udseende, placering og pasning.

Selvom du kan plante hortensia hele året, er sensommer/efterår ofte det bedste tidspunkt.

Når først en hortensia har slået rødder kræver den næsten ingen anden pasning end vand.

Du kan beskære din hortensia i størrelse eller form så snart den er afblomstret, men behold altid de visne blomster på planten vinteren over.

Skadedyr er sjældent et problem for de hårdføre og nemme hortensiaer, men er skaden sket, er der naturligvis en vej ud af det problem. Bliv guidet til hortensiaer i din have herunder

Hvilke typer hortensiaer findes der?

Der findes et utal af forskellige hortensiasorter, men normalt inddeles de i kategorierne

  • Almindelig hortensia
  • Havehortensia
  • Klatrehortensia
  • Træagtig hortensia
  • Egebladet hortensia
  • Rubladet hortensia

De fleste sorter bliver til større buske på 1-2 meter og har store runde blomster, der varierer i facon mellem kugler, tallerkner og syrenformer.

Farven er typisk hvid, lyserød eller blålilla – der findes dog også særlige sorter, hvor blomsterfarven er lime eller mixet i flere nuancer. Nogle planter har næsten sorte blade på stænglen.

hortensia i flere farver

Sådan planter du en hortensia

I princippet kan du plante hortensiaer hele året rundt, men sensommer og efterår er med sin fugtige og lune jord mest anbefalelsesværdig.

Når du har købt en ny hortensia, kan du med fordel sætte den ned i spand med vand i en halv times tid, mens du graver hullet til busken. Du er på den måde sikker på, at alle dele omkring rødderne og jorden er gennemvædet og klar til at vokse i den nye jord. Jordklumpen fra busken skal sættes ned i hullet, så den flugter med den omkringliggende overflade.

Hvilken jord og gødning til hortensia?

Jordens surhed og næringsindhold er vigtig for hortensiaer, særligt for nyplantede. Fugtig og let sur jord er det optimale for hortensiaer, der også trives bedst med masser af næring fra gødning.

Til hortensia kan vores Rhododendron jord anbefales, som består af dansk spagnum blandet med vores organiske jordforbedring der er godkendt til økologisk dyrkning. Den er sprængfyldt med næring og har en god surhedsgrad ( lav pH-værdi).

Hvis jorden omkring dine hortensiaer mangler næring, ses det som regel ved, at bladene bliver gullige. Det er særlig vigtigt at gøde jorden godt, inden du udplanter nye hortensiaer eller sætter dem i en potte.

Surhedsgraden – eller pH-værdien – bestemmer til en vis grad farven på blomsterne. Du kan således opleve, at blå hortensiaer bliver lyserøde, hvis de står i en mere kalkholdig jord eller vandes med meget kalkholdigt vand (f.eks. fra vandhanen).

Jord med en pH-værdi på over 6 gør typisk hortensiaer violette/rosa, mens jord med under 6 i pH-værdi som regel gør dine hortensiaer blå.

hortensia i flere farver

Er du i tvivl om, hvorvidt din jord er sur eller ej, kan du købe en pH-måler, der tjekker værdien i jorden. Nogle sorter kræver højere eller lavere pH-værdi end andre sorter – det er som regel angivet på produktsedlen, når du køber en ny hortensia.

Sådan laver du stiklinger af din hortensia

Kan du lave stiklinger af hortensia? Ja! Du kan sagtens selv lave stiklinger af en plante, hvis du finder en sort, som du synes særligt godt om. Og det kan du gøre på flere måder.

Du kan tage nye skud fra planten og sætte dem i en potte et lunt sted. Har du ikke et drivhus eller en varm udestue, kan du med fordel lade dem få en plads i vindueskarmen, indtil de har dannet rødder. Jorden skal være fugtig og varm, så du kan evt. sætte en pose omkring potten – dog uden at den lukker af for luft.

Det er også muligt at dele moderplanten eller tage nogle af de træagtige stiklinger, når bladende er faldet af busken. Disse stiklinger sættes i spagnum i en potte med et lag sand over – også gerne et fugtig og varmt sted.

Når du skal plante dine nylavede hortensiaplanter ud i haven, kan du evt. overveje at sætte dem i en ekstra beskyttet ”kravlegård” i haven, inden de plantes ud på den tiltænkte plads. En ”kravlegård” er et velgødet område i haven, hvor der er en god blanding af sol og skygge, masser af fugtig jord samt læ for vejr og vind.

Sagt med andre ord: Jo mere omhyggelig du er med dine stiklinger eller nyindkøbte hortensiaplanter, jo bedre kan de passe sig selv resten af deres levetid.

Hvordan skal hortensiaer passes?

Det vigtigste ved pasning af hortensiaer er vanding – uanset om du anlægger et hortensiabed i haven eller sætter hortensiaer i krukker på terrassen eller altanen.

Lav et hortensiabed i haven!

Fordelen ved at lave et helt bed af hortensiaer i haven er – ud over det smukke syn – at du kan holde den samme pH-værdi omkring planterne i hele bedet. De fleste sorter inden for hortensia bliver til store buske, der gerne spreder grenene ud omkring sig.

De optimale lysbetingelser for de fleste sorter er blandet sol og skygge, men planten er forholdsvis hårdfør og vænner sig hurtigt til mere sol eller skygge. Til gengæld bryder hortensiaer sig ikke om for kraftig vind, så sæt den på steder med læ, og sørg for at beskytte den med f.eks. grangrene om vinteren, hvor vinden kan være kraftigere fra bestemte retninger.

Ved anlægning af et hortensiabed eller blot plantning af nogle stykker i haven, skal du sørge for at rydde ukrudt omkring planten i starten. Den unge plante har brug for al kraft og næring fra jorden og kan ikke konkurrere med ukrudt eller andre planter.

Så snart din hortensia har sat sig og nået en vis størrelse, er det til gengæld sjældent nødvendigt at luge under busken – de fleste sorter har grene så langt nede mod jorden, at intet ukrudt har en chance for at overleve.

Har du hortensiaer i krukker?

Trods hortensiaens store trang til vand, må planten aldrig soppe i det. Når du planter dem i krukker, skal du derfor sørge for at holde jorden fugtig, men ikke for våd. Vælg evt. krukker med hul i bunden, og læg potteskår eller sten i bunden, så vandet har mulighed for at løbe væk fra jorden.

Hortensia i krukker

Hortensia trives som nævnt bedst i en blanding af sol og skygge, og særligt når du sætter dem i potter, er direkte sol ikke en god idé – potten kan opvarme og udtørre jorden så hurtigt, at du ikke kan følge med i forhold til vanding. Du kan evt. vælge en selvvandingspotte eller tilslutte et lille vandingsanlæg med f.eks. 4 liter vand, som planten selv trækker fra efter behov.

Når det er varmt, skal du forvente at skulle vande hver dag og sommetider både morgen og aften, mens det i vintertiden mere handler om at sætte potterne et beskyttet sted eller dække dem af med plast eller gran mod frost.

Hvornår beskæres hortensiaer?

Der er forskel på, hvornår du klipper de visne hoveder af en hortensia, og hvornår du beskærer den med henblik på at forme den eller gøre den mindre.

De visne hoveder bør altid blive på busken vinteren over som en beskyttelse mod frost og fugt. Først om foråret, når du er sikker på frostfrie nætter, bør du kaste dig ud i at klippe de visne hoveder af.

Du behøver ikke for plantens skyld at klippe de visne hoveder af – det er udelukkende på grund af æstetik og for at lade hortensiaen bruge alle sine kræfter på nye skud og blomster.

Egentlig beskæring af busken bør enten ske om foråret før blomstring eller om efteråret efter blomstring, afhængigt af hvilken sort der er tale om.

En almindelig hortensia skal beskæres om foråret, fordi dens endeskud er dannet året forinden. En havehortensia derimod danner sine blomster på endeskud, der er lavet i indeværende år, og bør derfor først beskæres til efteråret, når busken er afblomstret.

Hvordan bekæmper du skadedyr i hortensia?

De fleste hortensiaer er hårdføre overfor skadedyr – det er én af de ting, der gør pasningen nem.

Men sommetider kan insekter som skjoldlus kaste sig over de saftige blade og begynde at suge til sig. Overordnet set er der to måder at bekæmpe skjoldlus på – manuelt eller med sprøjtemiddel.

Manuel bekæmpelse af skjoldlus er ofte mest effektivt. Mens de stadig er larver, fjerner du dem bedst med en hård børste, som f.eks. en gammel tandbørste.

Er dine hortensiaer hårdt angrebet, eller har du ikke tid til den lidt langsommelige manuelle proces, kan du vælge at bruge sprøjtemiddel.

Det er først og fremmest vigtigt, at du vælger et miljøgodkendt sprøjtemiddel og følger anvisningerne på produktet nøje. Har du behov for gentagende behandlinger eller store mængder, bør du også tænke på at vælge en type, der ikke påvirker jordbundens surhedsgrad for meget.

Plant hortensiaer i krukker og eller i haven, og nyd dem år efter år!

Elsker du surbundsplanter, så kan du med fordel også læse vores store rhododendron guide.

FAQ

Hvilken gødning er bedst til hortensia?

Vi anbefaler altid at du bruge organisk gødning til Hortensia. Det er også en fordel at vælge en gødning, som ikke hæver pH-værdien i jorden for meget. Du kan med fordel vælge en decideret surbundsgødning, som også ofte kaldes for rhododendron gødning.

Hvor skal en hortensia placeres?

Der findes mange forskellige hortensiatyper. Nogle trives godt i sol mens andre trives i skygge. Det fleste typer af hortensia foretrækker at blive placeret i halvskygge.

Hvilken jord skal man plante hortensia i?

Jordens surhed og næringsindhold er vigtig for hortensiaer, særligt for nyplantede. Fugtig og let sur jord er det optimale for hortensiaer, der også trives bedst med masser af næring fra organisk gødning. Vi anbefaler vores rhododendronjord til hortensia. Jord med en pH-værdi på over 6 gør typisk hortensiaer violette/rosa, mens jord med under 6 i pH-værdi som regel gør dine hortensiaer blå.

Hvordan udplanter man hortensia?

Du kan tage nye skud fra planten og sætte dem i en potte et lunt sted. Har du ikke et drivhus eller en varm udestue, kan du med fordel lade dem få en plads i vindueskarmen, indtil de har dannet rødder. Jorden skal være fugtig og varm, så du kan evt. sætte en pose omkring potten – dog uden at den lukker af for luft.

9 Kommentarer

  1. De hortensiaer jeg plantede sidste år begynder at komme med fine blade i bunden. Skal jeg klippe de lange tørre /visne (?) grene af?

    Sanne Boendorf Madsen
    1. Hej Sanne.

      Hvis der er visne grene på din hortensia, kan du godt klippe dem af.

      Med venlig hilsen
      Marc

  2. Hvorfor min plante nogle grå pletter som bliver brune .

    Connie okkerholm
    1. Hej Connie.

      Det er svært at svare på uden at kunne se billeder af det.
      Sørg for at hold gødningen ved lige ved din plante. Det kan muligvis afhjælpe det.
      Gødning og vand!

      Med venlig hilsen
      Marc

      1. Du behøver kun at ompotte hvis rødderne begynder at kunne ses i bunden af potten

        Anne-Dorte Larsen
  3. Hej Marc

    Efter køb af hortensia er det så nødvendigt at tage dem ud af den medfølgende plastik potte, hvis man blot vil have dem stående i krukker?

    Mvh

    Rasmus

  4. Hej
    Jeg overvejer at lave et mindre bed i haven med 2-3 hortensia i. Hvor meget plads skal de have/hvor stort et bed skal jeg lave, så de ikke kommer til at vælte ud over græsset? Og skal der surbundsjord i hele bedet?

    Mvh. Christian

    Christian Top
  5. Hej
    Jeg har en stor hortensia i krukke som desværre ikke blomstrer i år. Jeg tænker den skal have nyt jord og måske en lille beskæring af rødderne. Men hvornår er det bedste tidspunkt at gøre det? Den står flot grøn og skyder men ingen blomst.
    Mvh. Katrine

    Katrine Foged Eilsø
  6. Jeg har plantet flere hortensiaer i et bed, men de er ikke flittige til at blomstre! Hvorfor mon? Som kant har jeg plantet bispehuer! Kan det være grunden?

    Britta Fruergaard Abana

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove