Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Katteurt

Katteurt – Den store guide

Katteurt er en gavmild staude, der kan fylde din have med små, blå blomster i månedsvis. Hvis du ignorerer den, blomstrer den fra juni og et par måneder, og giver du den en smule opmærksomhed, kan du have blå stemning i din have helt frem til september-oktober. Ud over at være køn, er urten en af de nemmeste stauder, der findes, og havens insekter flokkes om den.

Læs med her, hvis du vil vide, hvordan du får de blå blomster til at holde hele sommeren.


Hvilke katteurt-arter findes der?

Blåkants botaniske navn er Nepeta og på dansk kaldes den også blåkant og fattigmandslavendel. Der findes over 200 arter, som gror i Afrika, Mellemøsten, Asien og rundt om i Europa. I Danmark gror en enkelt art vildt – almindelig katteurt – og den er truet af udryddelse. Til gengæld kan man få mange kultiverede arter og sorter på planteskolerne. Nogle af dem blomstrer endog i andre farver end blå.

Planten er ikke så høj – den bliver 30-50 cm. høj, og før i tiden blev den brugt til at kante større bede med. Deraf navnet blåkant. Den blålilla farve og blomsternes placering på stilkene kan minde om lavendel, deraf navnet fattigmandslavendel. Men urten er nemmere end lavendel og blomstrer i længere tid. Blomsterne dufter, men ikke så markant som lavendel.

Læs med nedenunder og find din favorit.

Almindelig katteurt (Nepeta cataria)

Cataria er meget sjælden i den danske natur, men kan købes på planteskoler. Bladene er grågrønne og takkede og dufter som en blanding af timian og mynte. Blomsterne er mange og hvide med lilla pletter, og planten er velegnet som bunddække. Den bliver omkring 60 cm høj.

Storblomstret katteurt (Nepeta grandiflora)

Grandiflora sætter større blomster end andre arter og bliver desuden op til 90 cm høj. Hvis du vil prøve noget andet end lavendelblå, kan du investere i sorten *Dawn to dusk’, der blomstrer i lyserødt.

Akskatteurt (Nepeta nervosa)

Nervosa bliver omkring 50 cm. høj og sætter violette blomster, men du kan få lavere sorter, som ’Pink cat’, der kun bliver 25-30 cm og sætter rosa blomster.

Kæmpekatteurt (Nepeta parnassica)

Som navnet afslører, er denne art højere end de andre. Parnassica bliver op til 1½ meter høj og står bedre længere tilbage i bedet end sine lave slægtninge. Blomsterne er lille-violette og duftende.

Ægte katteurt (Nepeta racemosa)

Racemosa bliver 30-50 cm. høj og sætter blå blomster. Løvet er grågrønt og bladene lancetformede.

Sibirisk katteurt (Nepeta sibirica)

Sibirica er ikke så høj som parnassica, men er alligevel højere end de fleste arter. Planten bliver således mellem ½ og 1 meter høj. Blomsterne er små og lysviolette.

LÆS OGSÅ: Vores yndlings bunddækkeplanter (Top-10 lister)

Katteurt – guide til plantning

De kønne små blomster kan kort sagt gro overalt, bare der er sol. De fleste staudefrø skal have kulde for at spire, og det skal frøene til blåkant også. Så når du skal så, kan du med fordel efterligne naturen og så stauderne i efteråret.

katteurt der blomstrer

Du kan fortsætte med at så frem til april, men jo tidligere, jo bedre. Det er ikke sikkert, din blåkant blomstrer det første år, men så gør de sæsonen efter.

Stil spirebakken i køleskabet

Hvis du gerne vil så om sommeren i stedet, kan du så i en bakke og stille bakken i køleskabet to-tre uger. På den måde kan du narre dine frø til at tro, at det har været vinter.

Frøene skal sås i så- og priklejord og bakkerne, du sår i, skal have dræn i bunden. Jorden skal holdes fugtig vinteren over og kasserne placeres køligt, for eksempel i et koldt skur.

Frøene skal sås i en dybde, der svarer til 1-2 gange dets diameter. Det er en generel tommelfingerregel for staudefrø og gælder også frøene fra katteurt. Hold øje med, at der ikke dannes mug i dine såbakker og vent tålmodigt. Når de små spirer er kommet op, skal de ud i solen, og når de har en håndterbar størrelse, kan du plante dem ud.

Tid og sted for udplantning

Det eneste ufravigelige krav, katteurt har, er sol. Helst masser af sol. Ellers stiller stauden ikke de store krav. Den kan for eksempel både gro i næringsfattig og næringsrig jord, i det fede rosenbed og på den tørre, sandede skrænt, hvor meget lidt ellers vil gro.

Du kan plante urten på alle tidspunkter af året, så længe der ikke er frost i jorden

Sådan får du flere planter

Der er ikke nogen videre vedligeholdelse af din katteurt, når først den er etableret. Den passer sig selv og kan klare det meste. Selv når husets kat har væltet sig lystigt i den lille plante, rejser den sig troligt igen og blomstrer videre.

drue katteurt
“Nepeta Racemosa” – På engelsk kaldes den for “Grape catnip”.

Formering af katteurt

Du kan så katteurt fra frø og som sådan også samle dine egne frø. Det sidste kan du begynde at gøre i august, før blomsterne begynder at smide frøene selv, og du kan fortsætte så længe, urten har blomster. Skal du samle frø, skal du ikke klippe de visne blomster af, før du har høstet frøene.

Blåkant er ret god til selv at brede sig og sender små stiklinger ud i alle retninger. Du kan nemt tage de små planter og flytte dem derhen i haven. Hvor du vil have dem. Blåkant er svær at fornærme – du kan såmænd flytte den midt i blomstringen uden den tager skade. Men hvis du gør det, så vand den godt bagefter.

Sådan får du katteurt til at blomstre helt til oktober

Hemmeligheden bag en lang blomstring er klipning. Du skal ganske enkelt klippe de visne blomster af løbende, så belønner katteurt dig med de kønneste blå blomster helt frem til slutningen af efteråret.

Hvis du ikke har tid eller lyst til at klippe og nippe løbende, kan du tage hækkesaksen og klippe det hele ned i begyndelsen af august. Efter et par uger har planten tilgivet dig og sætter nye aks med små blå blomster.

Inspiration til andre planter

Ligesom lavendel står katteurt meget smukt mellem roser. Den er også køn som kantplante i mange andre af havens bede – det er ikke for ingenting, den bliver kaldt blåkant. En anden smuk og insektvenlig blomst, som minder om blåkant, er sommerfuglelavendel. Ligesom blåkant trives den fint i tør jord. Læs mere om sommerfuglenes yndlingsplante i vores guide til sommerfuglelavendel.

FAQ

Hvorfor kan katte lide katteurt?

Ja, katte er ret vilde med den blå blomst. På engelsk hedder den catnip og du kan købe poser med urten i til dine katte. På nogle katte virker katteurt ligesom cannabis gør på mennesker og du kan faktisk bruge urten til at træne din kat. Det er stoffet nepetalakton i planten, der tiltrækker huskatte og i øvrigt også alle andre kattedyr.

Kan katteurt bruges medicinsk?

Ja. De indfødte amerikanere brugte for eksempel urten mod kolik, og man har tilsvarende brugt den i Europa mod luft i maven. I 60’erne blev urten røget for sin euforiserende effekt, mens den i dag er mere almindelig som ingrediens i urtete.

Kan mennesker spise katteurt?

Ja, det kan mennesker godt. Den virker ikke på mennesker, som den gør på katte, så der er ingen fare ved at putte urten i salaten. Den smager mildt af mynte og bruges blandt andet i Middelhavskøkkenet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove