Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Bekæmpelse af myrer

Myrebekæmpelse

Har du myrer indenfor, eller er du irriteret over havens myrer, findes der heldigvis en række forskellige metoder, som du kan bruge til myrebekæmpelse.

Du bør altid starte med naturlige metoder som at vande myrernes bo og lokke dem til at spise sig ihjel i lækkerier, inden du går over til at bruge gift på dem. I mange tilfælde kan du nemlig få bugt med dem med de gamle husråd.


Myrer er helt naturlige at have i haven. Du vil derfor aldrig helt kunne slippe af med dem der. Det kan dog være, at de har skabt et bo et sted, som ikke lige passer ind i dine planer, eller at du synes, at der er for mange af dem. I det tilfælde er det en god ide, at du kaster dig ud i myrebekæmpelse.

Inde i huset har myrerne dog ikke noget at gøre, selvom de helt sikkert ihærdigt vil prøve at komme derind. Der bør du bekæmpe dem, så du slipper for dem. Primært dukker myrerne op, fordi der er nem adgang til mad, og der er dejlig varmt.

Når du har myrer i huset, vil du typisk opdage det ved, at der er små bunker med sand på gulvet. Det er der, hvor det er lykkedes for myrerne at grave sig ind i huset. Myrerne, der kommer i huset, har typisk deres bo i jorden lige udenfor huset, under gulvet eller under soklen.

Start med at finde myreboet

Når du skal i gang med myrebekæmpelse, er det først og fremmest vigtigt, at du finder ud af, hvor myrernes bo er. Det er med til at gøre, at du langt nemmere kan bekæmpe dem. I nogle tilfælde vil det være tydeligt for dig, i andre tilfælde er du nødt til at gå på jagt efter det.

Start med at følge efter myrerne og se, om du kan finde ud af det på den måde. Myrebo i haver er tit skjult under jorden, for eksempel elsker de at have bo under en flise i terrassen. Det er derfor ikke altid så nemt for dig at se det.

I nogle tilfælde kan myrerne også lave bo i selve huset. Det kan være i væggene eller i soklen. Myrerne er flittige og arbejdsomme, og de kan derfor skabe et stort bo i løbet af kort tid. Har myrerne skabt et bo i dit hus, kan det være nødvendigt at rive paneler og lignende af for at kunne komme tæt nok på det.

Husråd til myrebekæmpelse

Der findes en række forskellige husråd, der ikke kræver, at du går ud og bruger penge på dyre produkter, eller at du bruger gift i haven. Det kan være skadeligt for både mennesker, husdyr og planter.

Du kan gå i gang med husrådene med det samme. Som regel kræver de noget mere tålmodighed, men er altså en langt mere bæredygtig løsning. Først hvis de ikke virker, er det en god ide, at du overvejer at tage skrappere metoder i brug.

Brug vand til at slippe af med myrerne

I mange tilfælde behøver du slet ikke at have gang i skrappe gifte eller dyre myrelokkedåser. I stedet kan du starte med at bruge vand. Hvis du hver dag i to uger overhælder myrernes bo med koldt eller kogende vand, skal de nok finde et andet sted at bo. Vandet slår myrernes æg og larver ihjel, og de vil derfor naturligt flytte boet.

Tiltræk myrernes fjender til haven

Din fjendes fjende er din ven, og i dette tilfælde vil du helt sikkert ikke have noget imod at alliere dig med småfuglene og padderne i haven. De er nemlig vilde med små insekter, deriblandt myrer. Det er derfor en god ide, at du skaber en have, hvor de har lyst til at opholde sig.

Fuglene kan du tiltrække ved at sætte fuglekasser op, have en varieret beplantning, der tiltrækker forskellige former for insekter og et vandbad, hvor de kan vaske sig og drikke.

Padder som frøer kan du tiltrække ved at have en lille dam i haven, hvor de kan hygge sig, når de ikke går på jagt efter myrerne i haven.

Få myrerne til at spise sig ihjel

Det lyder ikke som den værste død at spise sig ihjel, og en mulighed for en naturlig myrebekæmpelse er derfor også, at du får dem til lige præcis at gøre det. Ved at blande flormelis og kartoffelmel med en fordeling på 50/50 og strø det ud i haven, kan du få myrerne til at spise sig til deres egen død. Myrerne elsker nemlig flormelis, men kan ikke tåle kartoffelmel.

En anden mulighed er, at du blander gær, lunkent vand og sukker. Princippet er det samme: Myrerne kan ikke modstå sukkeret, men deres maver eksploderer, hvis de spiser gær.

Hjemmelavet myrerfælde

Du kan også få myrerne til at drukne sig selv ved hjælp af søde drikkevarer. Med en blanding af sirup, gær og vand eller saftevand kan du tiltrække myrerne til en beholder, hvor de efterfølgende drukner. Har du ikke saftevand, kan du bruge vand med sukker i.

Endelig kan du også bruge madvarer til at skræmme myrerne væk med. De kan nemlig ikke lide stærke dufte som kanel, eddike og lavendel, og du kan derfor fordele det der, hvor du ikke vil have dem.

LÆS OGSÅ: Dyrkning af lavendel (Guide)

Manipuler myrerne til at flytte sig

Måske er du træt af at have myrer i haven på grund af det sted, hvor de har skabt deres bo. I det tilfælde kan du prøve at manipulere dem til at flytte sig. Har du ikke noget imod, at de har et bo i haven, men vil du gerne have det flyttet til en anden placering, kan du lægge en flise med løs jord ovenpå. Myrerne synes, at det er perfekt at skabe et bo under flisen.

Vil du helt have myreboet ud af haven, kan du lægge en halmballe ovenpå boet og vande det i tre uger. Myrerne vil med tiden flytte over i halmballen, som du derefter kan destruere ved at brænde den.

Hold myrerne væk fra frugttræerne

Måske er du træt af at have myrer i haven, fordi de kravler op i dine frugttræer. Som regel skyldes det, at der er bladlus eller skjoldlus i træet, som myrerne kan spise. Det handler derfor om at bekæmpe dem, hvis du gerne vil have dit træ for dig selv.

Du kan fremstille en hjemmelavet insektsæbe af vand, brun sæbe og husholdningssprit. Den kan du sprøjte på træet en dag, hvor det er overskyet. En anden mulighed er, at du planter hvidløg under frugttræerne, da duften fra dem holder bladlus – og dermed også myrer – væk.

Læs evt. vores store guide om hvordan man dyrker hvidløg.

Midler til myrebekæmpelse i haven

Som udgangspunkt bør du prøve med nogle af de husråd, der er nævnt ovenfor, eller som du kan finde andre steder. Hvis du ikke synes, at de har en effekt, kan du bruge gift til at slippe af med myrerne. Den kommer i forskellige varianter og er yderst effektiv.

Der er dog det problem ved gift, at den også kan påvirke mennesker og dyr. I sjældne tilfælde er det sket, at katte er døde på grund af myregift. Spreder du gift ud, bør du derfor være forsigtig med, at børn og kæledyr ikke kommer i nærheden af det.

Du bør også beskytte dig selv bedst muligt. Hvis du bruger en giftspray, bør du for eksempel sikre dig, at du ikke indånder den, lige som du som gravid slet ikke bør komme i nærheden af giften. Det bør du lade en anden tage sig af.

Hvilken form for gift er bedst til myrebekæmpelse?

Når du vælger at bruge gift, er det bedste, at du vælger en type, hvor de myrer, der får giften på sig, tager den med ned i boet, så de andre også får den på sig. Det er klart den mest effektive form. Der findes dog en lang række forskellige slags, og det er forskelligt, hvad der passer til din situation.

myre gift

Du skal altid være opmærksom på, om giften til myrebekæmpelse er godkendt af Miljøstyrelsen. Det er med til at sikre, at du ikke kommer til at bruge nogle alt for kraftige kemikalier i dit hjem eller i din have. Du kan finde en liste over alle de produkter, der er godkendt i Danmark på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Myrelokkedåser

Myrelokkedåserne er meget udbredte og meget praktiske. En dåse koster cirka 40 kroner, og du sætter den op der, hvor du har problemer med myrerne. Myrerne bliver lokket til at gå ind i dåsen og vil derinde blive smurt ind i gift, som de tager med tilbage til boet.

Myrespray

En myrespray giver næsten sig selv: Det er en spray med gift, som du sprøjter på de områder, hvor du er generet af myrer og ned i deres bo. Som nævnt ovenfor skal du være meget påpasselig med ikke at komme til at indånde sprayen. Brug derfor en maske, når du påfører den. Gravide og børn bør slet ikke påføre sprayen.

Insektlak

Insektlak bliver primært brugt i landbruget til at forhindre forskellige former for insekter i at komme ind i stalden. Du kan dog også bruge det derhjemme, hvis du for eksempel er meget plaget af insekter. Fordi det primært bliver brugt i landbruget, skal du dog i en foderstofbutik eller en lignende forretning for at købe det.

Det fungerer på den måde, at du smører lakken på for eksempel en dørkarm eller et vindue. Når myrerne kravler over lakken, får de den på sig, derefter tager de den med ned i boet, hvor både de selv og en del andre myrer vil dø hurtigt af den derefter.

Hvis du ikke kan finde insektlak i handlen, kan du selv fremstille den ved at blande vand og ormepiller til kæledyr. Pillerne kan du købe hos en dyrlæge.

Myrepudder og myregranulat

Myrepudder og myregranulat er gift, som du kan drysse direkte ned i myrernes bo. Det kan både være indendørs og udendørs. Kan du ikke drysse pulveret direkte ned i boet, skal du sørge for at komme så tæt på som muligt.

Udvandingsmiddel

Udvandingsmidlet kan kun bruges udenfor. Som det fremgår af navnet, vander du med det, der hvor du har problemer med myrer. Har du myrer inde i huset, kan du vande hele vejen langs med huset og på den måde skabe en zone, som myrerne ikke kan komme igennem. Derefter er du nødt til at bruge en anden form for bekæmpelse inden for for eksempel spray eller myrelokkedåser.

FAQ

Hvordan bekæmper man myrer?

Find myreboet. Følg myrerne hen til deres bo. Herefter kan du hælde kogende eller koldt vand ned til dem dagligt i 2 uger, så flytter de selv boet andetsteds. Alternativt kan du bruge en blanding af flormelis og kartoffelmel til at få myrerne til at spise sig selv ihjel. Ligeledes kan du bruge lunkent vand, sukker og gær. Dette vil have samme effekt.

Hvad er det bedste middel mod myrer?

Den bedste type gift til at bekæmpe myrer, er typen der sætter sig fast på myrerne således at de tager giften med tilbage til boet. Der findes flere forskellige slags, men sørg for at vælge en der er godkendt af miljøstyrelsen. Dette kunne eksempelvis være en myrelokkedåse eller en myrespray.

Kan man lave hjemmelavet myregift?

Du kan fremstille hjemmelavet insektlak til at smøre på en dørkarm eller en vindueskarm. Når myrerne kravler over lakken, får de lakken på sig og tager den tilbage med i myreboet, hvor de vil slå flere myrer ihjel. Dette fremstilles ved at blande vand og ormepiller til kæledyr. Pillerne kan købes hos din lokale dyrelæge.

Kan myrer ødelægge planter?

Myrer kan i visse tilfælde lave et bo, der er så omfattende at det kan skade rodnettet på nogle planter. De spiser sjældent planter, men tager ofte til takke med frø og smådyr på jorden.

11 Kommentarer

  1. Mange gode forslag som jeg vil afprøve – tak.

    Søren Jakobsen
  2. Hvad med koralkalk (koralalgekalk) og kaffegrums?

    Jeg bruger selv begge dele og synes, det har en vis effekt?

  3. Hej Martin.
    Tak for råd.
    Vi vil prøve med gær,vand og sukker.
    Kan du komme nærmere på blandingsfortholdet?
    Glæder os til at bekæmpe myrer.
    Vh
    Per

    Per Steen Hansen
  4. Hejsa Martin
    Har vandet med gift langs husmuren.
    Det står rabarber tæt på ….. kommer myregiften så op i rabarberne ?
    Eller kan man roligt spise dem?

    Hanne Henriksen
    1. Hej Hanne

      Som udgangspunkt skal man være meget påpasselig med at bruge gift tæt på afgrøder, som man har i sinde at spise.

      Jeg skal dog ikke kunne sige om det er farligt, så jeg vil anbefale dig at kontakte producenten af giften, hvis det ikke er angivet på brugsvejledningen.

      Martin Nissen
  5. Jeg vandet myregift langs husmurenhåper ikke
    Planterne roser i bedet har taget skade

    Borghild Pedersen
  6. Hej
    Jeg har et spørgsmål der drejer sig om myrer på en altan. Jeg fik pludselig myrer i mine altankasser for et par år siden. Dengang brugte jeg kanel i mine altankasser og krukker. Synes det hjalp lidt, men i år er de gået total amok og i særdeleshed i dag var alt levende i kasser og krukker. Hverken Løvbjerg eller Kvickly kunne gøre mig klog på hvad jeg skal bruge. Her til aften har jeg købt gift og sprøjtet i altankasser og krukker. Jeg har ødelagt alle mine økologiske krydderurter og tomatplanter (man må ikke bruge det i nærheden af noget der skal spises, men jeg var desperat). Kan du evt fortælle hvad jeg kan gøre fremadrettet – så jeg igen kan få spiseligt på min lille altan, som jeg har haft de sidste 6 år (altanstørrelse – der kan stå en liggestol og ikke andre møbler på gulvet). Er det uspiselig for altid det i kasser/krukkerne??Hvilket organisk middel, kunne jeg have brugt og vandet myrerne med??

  7. Har prøvet med flormelis og kartoffelmel i forholdet 50/50 – det har ikke hjulpet på de myrer der er i vores omgivelser

  8. Hvad sker der med flormelis/kartoffelmel blandingen når det regner.
    Skal man så starte forfra med at strø blandingen ud.

    Yvonne Carlsen
  9. Jeg har brugt vanding med haveslangen og myregift til udvanding fra harald nyborg. Jeg har dog sprøjtet med forstøver(istedet for udvanding) hvor myrerne færdes. Det har haft den effekt at de fåtal af myrer jeg har tilbage(på fliser) er meget små. Græsplænen er dog total inficeret af myrer. Gør dog intet, blot de holder sig af mine fliser og ude af huset. Men vi har da haft uhyggelig mange i år. Kommer det af en mild vinter uden frost som ikke har gået langt nok ned i jorden? Tror jeg vil prøve med strategisk placerede lavendel næste sesson og en våd halmballe midt på græsplænen.

  10. Hej Martin
    Jeg har haft en opskrift med hvidløg, til myrebekæmpelse.
    Desværre kan jeg ikke finde opskriften. Kender du denne, og i så fald, kan jeg få den ?
    Birthe 27.5.2024

    Birthe Dannerfjord

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove