Det er ikke svært for dig at plante et træ, men det er noget, der skal gøres på det rigtige tidspunkt af året, og du skal huske at vande og fjerne ukrudt efterfølgende.
Træer i haven er med til at give både stemning og karakter til haven. De giver forskellige niveauer og kan for eksempel give dig ekstra skygge på en solrig dag eller sikre dig en høst af lækre frugter.
Det er derfor oplagt for dig at have dem, og når de først er blevet etablerede, er de ikke særligt svære for dig at passe. Det er heller ikke svært for dig at plante dem, så længe du sørger for at gøre det på det rigtige tidspunkt, give dem nok vand og fjerne ukrudt.
Vælg det rigtige træ
Når du vil plante et træ i haven, skal du selvfølgelig først og fremmest tænke over, hvilket træ der vil passe bedst ind i din have. Skal det være et frugttræ, der kan forsyne familien med lækker frisk frugt? Og hvilken form for frugttræ skal det i så fald være?
Eller skal det være et stort træ, der kan give noget mere skygge til haven på solrige dage? Dermed har du en naturlig parasol, du kan sætte dig under – og ungerne kan få et sted, hvor de kan bygge en hule eller sætte en gynge op.
Måske har du slet ikke plads til et så stort træ i haven. I det tilfælde er det vigtigt, at du sørger for at vælge et, der ikke vokser så kraftigt. Der findes mange sorter, der ikke bliver så høje.
Du kan finde inspiration til valg af træer i vores indlæg her:
Vores top-10 liste over gode sorter af frugttræer til haven
Vores top-10 lister over opstammede træer til haven
Vores top-10 lister over små træer til den lille have
Plant træer i foråret eller efteråret
De bedste tidspunkter til at plante et træ er i foråret og efteråret, hvor efteråret er det absolut bedste tidspunkt. Det skyldes, at der ikke er så meget sol, men rigeligt med vand på det tidspunkt.
Træerne kan etablere deres rodnet, indtil det begynder at blive frostvejr. På det tidspunkt går de i dvale. Når det bliver forår, vil de dog allerede have et forspring i forhold til træer, der er plantet i foråret.
Når du planter træer i foråret, skal du gøre det, når der ikke længere er risiko for frostvejr. Samtidig skal du være mere opmærksom på at vande træet i løbet af sommeren, da det ikke har haft så lang tid til at etablere et rodnet og derfor nemmere tørrer ud.
Forberedelse af jord inden udplantning af træer
Når du vil plante et træ, er det vigtigt, at du giver det de bedst mulige betingelser fra start af. Det er derfor oplagt for dig, at du forbereder jorden, inden du planter træet.
Først og fremmest er det en god ide for dig at overveje at gøde jorden, så træet har adgang til masser af næringsstoffer fra start af. Det kan du gøre med jordforbedring.
Derudover kan du også overveje at lægge et lag af grus i bunden af det hul, hvor du vil sætte træet. I det tilfælde skal du selvfølgelig sørge for at grave hullet lidt dybere. Gruset hjælper træet til at lede vandet væk fra rødderne. De har nemlig ikke godt af at stå og soppe i vand. Det er særligt leret jord, hvor det kan være et problem.
Se vores udvalg af produkter til plantning af træer herunder.
Grav træet ned og giv det støtte
Når du skal plante træet, skal du grave et hul, der er på størrelse med den jordklump, der er om træets rødder. Hvis du vil lægge grus i bunden af det, skal det selvfølgelig være lidt dybere, så der er plads til gruslaget.
Ellers bør du ikke grave hullet dybere, da træet skal stå i samme niveau med jorden, som det har stået i potten. Det er særligt vigtigt, at du ikke sætter frugttræer dybere, end de har stået i potten. Frugttræer er podede, og podningsstedet må ikke blive dækket med jord. I det tilfælde kan det træ, som podningen er sket på, nemlig begynde at spire.
Inden du sætter træet i jorden, er det vigtigt, at du sørger for at tjekke dets rødder. Hvis de er meget filtrede, bør du filtre dem ud. Hvis der er nogle lange rødder, der vil blive bøjede, når du sætter træet ned, bør du klippe dem af. Rødderne har nemlig ikke godt af at blive bøjede.
Når du har sat træet i hullet og trykket ekstra jord ned omkring det, kan du sætte en pæl op, som træet kan støtte sig til. Det gør du nemmest ved at sætte et løst bånd omkring træet og pælen. De første år har træet brug for ekstra støtte for ikke at vælte i kraftige vindstød.
Du kan læse hvordan her i vores trin-for-trin vejledning om opbinding af træer.
Vand og fjern ukrudt ved træet de første år
Når du har plantet træet, er det vigtigt, at du sørger for, at det ikke tørrer ud. Særligt træer, der er plantet om foråret er meget følsomme over for at kunne tørre ud om sommeren. Derfor er det vigtigt, at du sørger for løbende at vande.
Du kan tjekke, om træet mangler vand ved at stikke en spade i jorden i nærheden af træet. På spaden kan du se, hvor langt ned jorden er tør. Hvis den er tør meget langt ned, bør du vande træet.
De første år skal du også sørge for at fjerne ukrudt rundt om træet. Ukrudtet stjæler nemlig både træets vand og næringsstoffer og betyder derfor, at det tager længere tid for træet at etablere sig.
Det er altså på ingen måde besværligt for dig at plante et træ. Når du først har gjort det, vil det ikke kræve særlig meget pasning. Dermed har du en nem plante i haven i mange år fremover.