Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
dyrkning af russisk salvie

Russisk salvie i haven – Guide

Intet er dejligere i haven en stauder og blomstrende buske, da du kan have glæde af dem år efter år. Og en sikker vinder blandt de urteagtige stauder er russisk salvie også kaldet Sølv-Perovskia, der med sin skønne duft og sit flor af blå og violette blomster gør sig godt i havens bede og i krukker på terrassen.

Planten er opkaldt efter den russiske general, Perovsky, som fandt den på en af sine ekspeditioner. Den vokser vildt på bjergskråninger i bl.a. Afghanistan og Tibet. Planten ligner lavendlen meget og har en kraftig, krydret duft.

De duftende blomster er desuden det rene guf for insekter og bier, så vil du give havens flyvende venner en håndsrækning, er russisk salvie ydermere et godt valg.


Nedenfor får du en guide til, hvordan du bedst passer og plejer din russiske salvie.

Hvilke arter af russisk salvie findes der?

Russisk salvie er som nævnt en staude/lav busk og altså ikke en krydderurt, men den er i tæt familie med Salvia.

Stauden har en opretstående vækst og bliver fra en halv til halvanden meter høj, med firkantede stængler og blade, der changerer i grøn-grå nuancer. Plantens blå og violette blomster kan bruges som et smukt drys i salatskålen eller knuses og bruges til blomsterfarvning af tekstiler.

Buskens blomstringssæson strækker sig fra midt på sommeren til slutningen af oktober. Og de mest gængse arter af russisk salvie, som du kan finde på planteskolen, er ”Little Spire” og ”Silvery Blue”.

Russisk Salvie – Little Spire

”Little Spire” er nok den mest kendte russiske salvie. Stauden har store blomstertoppe med blå blomster og smukt gråt, lancetformet løv. Den blomstrer i juli-august-september og bliver ca. 50-150 cm høj. Planten er meget hårdfør, tåler tørke og trives bedst i fuld sol.

Russisk Salvie – Silvery Blue

Silvery Blue har duftende løv i en smuk grålig farve. Blomsterne er små og lavendelfarvede. Det er en lav løvfældende halvbusk, som bliver ca. 50-60 cm høj. Blomstrer i august-september måned, er middel hårdfør og trives bedst i fuld sol.

Plantevejledning: Sådan planter du

Russisk Salvie er velegnet i et staudebed eller som kantplante. Men den er også superskøn i krukker på terrassen, da den tåler kraftig sol og udtørring.

Placering af russisk salvie

Find en solrig plet ved terrassen eller staudebedet, hvis du vil have mest muligt glæde af russisk salvie og dens gavmilde blomsterflor. Planten kræver både sol og varme for at trives. Så fuld sol – til gengæld kan den klare tørke.

Vælg den rigtige jord

Russisk salvie kræver veldrænet havejord. Vil du plante den ud i staudebedet eller i et af havens øvrige bede, skal du altså sikre dig, at vandet kan løbe fra plantens rødder. Er jorden i din have meget leret, må du blande sand eller jordforbedring i jorden og løsne den godt, inden du planter din russiske salvie.

Vælger du at sætte russisk salvie i plantekrukker eller måske en gl. whiskytønde for ekstra meget charme og karakter til terrassen, sørg da for at vælge en god porøs spagnum og kom evt leca i bunden af krukken som ekstra dræn.

Tidspunkt for plantning

Russisk Salvie kan plantes hele året, jorden må bare ikke være frossen. Ved udplantning graves der et dybt og bredt hul, så rødderne ikke bøjes.

Sørg gerne for at løsne jorden godt i bunden af plantehullet og forkæl den gerne med et par skovlfulde god kompost, så rødderne har noget at tære på, mens de etablerer sig det nye sted.

Hvis du skal lave en gruppe af russisk salvie fx i dit staudebed, anbefaler vi, at du sætter omkring fem planter pr. kvadratmeter.

Russisk salvie

Pasning og beskæring af russisk salvie

Russisk salvie er utrolig nem at have med at gøre, da den tåler tørke og ikke har det store gødningsbehov. Om vinteren visner den tilbage og står med sølvgrå blade og blomsterstængler, som giver et smukt spil i ethvert vinterlandskab.

Pasning af russisk salvie

Planten trives i fuld sol og er god i staudebedet, som kantplante eller i krukker. Har du planten i krukker på terrassen bør du tage planten op efter ca. to år, dele den og plante den om for at sikre, at der er plads nok om rødderne.

Om vinteren kan du med fordel dække planten til med gran for at skærme den fra den værste frost.

Udtyndning og beskæring

Da russisk salvie er en lavtvoksende buskagtig plante, vil beskæring og udtyndning sjældent være nødvendig. Ønsker du at begrænse området med russisk salvie, grav da i stedet en eller flere planter op, del dem og sæt dem andre steder i haven – eller forær en plante til naboen.

Inspiration – disse planter komplementerer russisk salvie

Hvis du vil skabe ekstra variation i din have – eller lave et egentlig bed til havens insekter, så er her et par idéer til planter, der komplementerer din russiske salvie med hensyn til farve og duft.

Sommerfuglelavendel

Farvemæssigt passer lavendel perfekt sammen med russisk salvie. Læs vores store guide til dyrkning af sommerfuglelavendel, der indeholder alt, hvad du har behov for at vide om sommerfuglelavendel.

Sommerfuglebusk

Et andet godt valg sammen med russisk salvie kunne være sommerfuglebuske i blå eller lilla nuancer, som med deres nektarfyldte blomsterstande nok skal lokke insekter til og skabe liv i haven. Se gerne vores guide til dyrkning af sommerfuglebusk, for yderligere vejledning og inspiration.

FAQ

Er russisk salvie spiselig?

Blomsterne er spiselige og minder om almindelig salvie i smag. De kan anvendes som fx topping i en salat. Bladene er ikke spiselige.

Kræver russisk salvie megen pasning?

Nej, det er en meget hårdfør og nem plante, som rigtig mange er glade for at have i staudebedet eller i krukker, på grund af den smukke farve og duft.

Kan russisk salvie stå alle steder?

Nej, russisk salvie kræver masser af sol for at trives. Du skal derfor finde en lun og solrig plet til dine planter, hvis du vil have fuld fornøjelse af dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove