Stokroser danner indre billeder af sommervejr og høje, farverige blomster, der læner sig op ad en solvarm mur. Der er noget unægtelig romantisk ved de høje, ranke planter med de store, tragtformede blomster.
Stokroser er nemme at have med at gøre. Når de først er i jorden, behøver du ikke gøre mere. Du må selvfølgelig gerne, og blomsten skal nok belønne dig, men du kan med god samvittighed læne dig tilbage og bare nyde blomsterne.
Der er enkelte ting, du skal være opmærksom på, hvis du skal have succes med dine stokroser i haven, og dem kan du læse mere om her.
Hvilke stokrose-arter findes der?
Stokrosen er en urt, der vokser rankt opret og kan blive mellem 120 – 200 cm høj. Bladene er hjerteformede og ru på ovenpå, og blomsterne ligner roser – deraf navnet.
Planten er egentlig en staude og de fleste varianter har evnen til at leve mindst to år. Blomsterne kan du have fornøjelse af fra juli og helt ind i oktober.
Roser i alle regnbuens farver
Slægten, som stokrosen tilhører, hedder Alcea på latin. Den rummer omkring 60 arter af enårige, toårige og flerårige urter. Rosen tilhører den del af slægten, der kaldes katost, og den rummer 12 arter. Planterne bliver 1-3 meter høje og blomstrer gavmildt. De vilde arters blomster er lyserøde eller lysegule, men de kultiverede varianter findes i alle regnbuens farver plus hvid og næsten sort.
Herunder finder du udvalgte varianter af den stokrose, du oftest finder i frøposerne – Alcea rosea – og en art, der er ved at vinde indpas – Alcea Ficifolia. Du får også en introduktion til vores egen vilde udgave af Alcea, der også kan købes fra frø. Familien blev tidligere navngivet Althea, og du kan stadig støde på den benævnelse.
Alcea rosea (Havestokrose)
Rosea bliver op til tre meter høj og kan både fås som enårig og toårig. Fordi den selvsår så flittigt, bliver den nogle gange beskrevet som flerårig.
- Alcea rosea ’Blacknight’ bliver op til 170 cm. høj og sætter dybviolette, næsten sorte, blomster i juni-august. Sættes i fuld sol.
- Alcea rosea ’Polarstar’ bliver op til 170 cm. høj og sætter hvide blomster med gul midte i juni-august. Sættes i sol eller halvskygge.
- Alcea rosea ’Radiant Rose’ bliver op til 170 cm. høj og sætter rosa blomster i juni-august. Sættes i sol eller halvskygge.
- Alcea rosea ‘Pleniflora Apricot’ bliver op til 2 meter høj og sætter orangerosa blomster i juli-september. Bierne elsker den. Sættes i sol eller halvskygge.
Alcea ficifolia
Ficifolia er mere hårdfør end rosea, og tåler bedre frost. Den fås i mange farver og bliver op til 2 meter høj. Der findes ikke så mange varianter her i landet endnu, og som regel finder du en pose frø med mange forskelligt farvede ficifolia i.
Alcea officinalis (Lægestokrose)
Officinalis vokser vildt i Danmark i grøfter og strandenge, dog kun i Østdanmark. Planten blomstrer i juli-spetember med lyserøde blomster. Den bliver 60-130 cm. høj. Arten er sjælden og er registreret som næsten truet. Før i tiden blev slimstoffer fra pæleroden brugt i altheabolsjer og i folkemedicinen blev roden brugt mod slimhindeirritationer. Slimstofferne gav desuden smag til skumfiduser i gamle dage.
Plantning og pleje af dine stokroser
Der findes forskellige typer stokroser, og nogle af dem er velegnede til at gro i krukker. Vil du gerne have dine planter i din krukkehave, skal du vælge en sort med et kompakt rodnet. De fleste planter trives dog bedst, når de får lov at vokse i et bed eller op ad en mur eller et stakit.
I et bed skal der være 4-5 planter pr. kvadratmeter.
Hvor og hvordan
De fleste stokroser har det bedst på en solrig placering, men der er nogle varianter, som trives fint i halvskygge. Planterne vil gerne gro i næringsrig og fugtig jord. Og de kan ikke ret godt lide at tørre ud. Og så elsker de at stå op ad en solvarm mur.
Blomsterne vil gerne have vand og kan slet ikke lide at tørre ud. Så du skal hellere give dem for meget vand end for lidt. De behøver egentlig ikke gødning, men hvis du gerne vil give dem lidt ekstra, kan du sprede kompost i foråret.
Udplantning eller såning af stokroser
Stokroser kan både sås og udplantes, men udplantning er meget sværere. Det skyldes, at planten har pælerod ligesom mælkebøtter. Langt det letteste er derfor at så dem.
Du skal så frøene omkring marts måned i så- og priklejord, som du skal holde fugtig. Dæk dem med ½ centimeter jord og stil frøene i vindueskarmen til de spirer. Når planterne er til at håndtere, skal de ompottes og stilles lyst. Når frosten er gået af jorden, kan du plante dem ud.
De nye planter blomstrer normalt ikke det første år efter såning, men du kan være heldig at opleve førsteårsblomstring, hvis du har sået frøene tidligt.
Sådan får du haven fuld af stokroser
Hvis du ikke griber ind, selvsår dine blomster sig, så selvom de visner ned og dør hver vinter, kan du have de fine farver i dit bed i mange år.
Du kan også selv tage frø fra stokroserne og så dem, der hvor du gerne vil have dem. Frøene findes i den grønlige frøkapsel og er klar til høst, når de bliver brunlige. Det sker omkring august. Når de er klar, piller du bare frøene ud af kapslerne og tørrer dem et luftigt sted.
Blomsterne bestøver hinanden med hjælp fra humlebierne, hvilket betyder, at du aldrig kan vide, hvilken farve, blomsterne får. Det er en del af charmen ved at så selv.
Problemer – når din blomst får rust
Stokroser er ikke mere følsomme end andre planter, men de kan blive ramt af stokroserust. Rusten er en svamp, der har sit navn, fordi plantens blade får rustfarvede prikker og stænglerne får sår i samme farve. Rusten kan gøre dine planter meget triste at se på, men det er der heldigvis råd for.
Dine blomster bliver mere følsomme for rust, hvis de får for lidt vand, så du kan forebygge angreb ved at vande dine planter. Skulle uheldet være ude, er det vigtigt at fjerne alle angrebne blade så snart, du ser dem og brænde dem. Så spreder svampen sig ikke.
Inspiration til din bedstemorhave
Er du blevet lun på tanken om en romantisk have, er der masser af fine blomster, der giver den rigtige stemning. Morgenfruer er solgule, glade blomster og dem kan du læse mere om i vores guide til morgenfruer. Ærteblomster er et andet farverigt og romantisk indslag i haven. Dem kan du lære at kende i vores store guide til ærteblomster.
Jeg har et spørgsmål .Jeg har i flere år haft mange stokroser i forskellige farver ,i år er de kun hvide?
Der har altid været utrolig mange i roserne det er der ikke i år
Jeg har set flere steder i nogle haver i vores omkreds .Der kommer ingen bier i vores stokrose
V.H Kirsten
Hej Kirsten.
Mit umiddelbare bud vil være at de enten er blevet bestøvet af den samme stokrose, eller at de ikke er blevet bestøvet så meget.
Stokroser bliver jo bestøvet ved hjælp af bier, der flyver fra stokrose til stokrose. Det er faktisk biernes bestøvningsgang der bestemmer hvilken farve dine stokroser får.
Det kan være at dine stokroser i år alle er hvide, og at de næste år er i et væld af farver.
Med venlig hilsen
Marc
Hej.
Vil høre om man kan bruge frøene fra en stokrose som har været hårdt angrebet med rust eller smitter det også frøene?