Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
syrisk rose vejledning

Syrisk rose – Den store guide

Den syriske rose er hverken en rose eller fra Syrien – men eksotisk er den. I virkeligheden er Hibiscus syriacus, som den hedder på latin, hjemmehørende i Kina og Indien og slet ikke i familie med roser. Den er til gengæld i familie med hawaiiblomsten, som du måske kender som en farverig stueplante med kæmpestore blomster og blanke blade.

Trods sin eksotiske oprindelse kan den syriske rose med held dyrkes under danske himmelstrøg. Så hvis du savner et strejf af østen i din have, skal du læse med her.


Hvad er en syrisk rose?

Når alle andre blomster i haven begynder at takke af, springer den syriske rose ud. I august og september sætter den farve på din have og den kan let blomstre i to måneder i træk. Den eksotiske blomst er en løvfældende busk, der kun bliver et par meter høj her i landet.

Den springer ud med store blomster, der alt efter sorten har farver fra lilla over blå til rød, pink, hvid og alle nuancer derimellem. Planten gror naturligt i skovbryn i Kina, Indien og Korea, hvor den er nationalblomst.

Hvilke syriske roser findes der

Der er mere end 450 forskellige sorter af syrisk rose. Ud af dem er cirka 50 i stand til at overvintre i Danmark. Busken kommer med blomster i stort set alle de farver, du kan forestille dig og når den ikke blomstrer, pynter busken i sig selv med sine blanke mørkegrønne blade. Her kan du stifte bekendtskab med tre forskellige sorter, der hver især har forskellige farver og egenskaber.

Hibiscus Syriacus ’Duc De Brabant’

Duc De Brabant er en op til 3 meter høj sort, som blomstrer i juli-september med fyldige rødlige blomster. Vokser fint i almindelig havejord og i sol-halvskygge.

Hibiscus Syriacus ‘Starburst Chiffon’

Starburst Chiffon er en hårdfør busk, som trives både i krukke og i havejord. Den bliver op til 1,75 m. høj og blomstrer i juli-september med tofarvede blomster, der som regel er hvide med pink aftegninger.

Hibiscus Syriacus ’Marina’

Marina bliver 1-2 meter høj og blomstrer i august-september med store blåviolette blomster, der er røde i midten. Marina trives i sol og halvskygge.

LÆS OGSÅ: Opstammede træer og buske – Inspiration og vejledning

Syrisk rose

Plantevejledning til syrisk rose

Den syriske rose er vant til varmere himmelstrøg end vores, og derfor passer du bedst på din nye busk ved at plante den et lunt, beskyttet sted. Faktisk er den syriske rose den eneste plante af hibiscus-familien, der kan gro på friland i Danmark. Det fortæller lidt om, hvor lune forhold, hibiscus er vant til. De første par år efter udplantning er det en god idé at beskytte din busk om vinteren med f.eks. halm eller granris. Jo mindre din plante er, jo mere beskyttelse har den brug for.

Syrisk rose tager til takke med de fleste typer jord. Dog skal regnvand kunne rende væk og jorden være veldrænet. Efter udplantning skal du vande jævnligt og rigeligt. Gød din busk om foråret, gerne ad to omgange.

Gamle buske kan nemt flyttes

Syrisk rose er en nem plante at have med at gøre, og du kan både plante den direkte i havejorden og i en krukke. Planter du i krukke, er det en god idé at skifte jorden hvert tredje år.

Er du flyttet ind i en have med en velvoksen syrisk rose, som du synes står forkert, kan du sagtens flytte den. Rodnettet ligger ret yderligt, hvilket gør busken nem at flytte. Grav den op efter løvfald og vand godt, der hvor du genplanter den det efterfølgende forår og den kommende sommer.

Syrisk rose kan udplantes forår, sommer og efterår, så det kommer sig ikke så nøje, hvornår du vælger at plante ud.

Formering af syrisk rose

Du kan godt få din ene syriske rose til at blive til mange. Busken formeres både via frø og stiklinger. Vælger du frø-formering, skal du vide, at de planter, du får ud af frøene, ikke nødvendigvis ligner moderplanten. Du kan forvente mange overraskelser via frøformering.

Frøene indsamles i februar og marts og kan sås direkte i jorden i april. Det tager 10-12 uger før de små spirer kommer op, så hurtigt går det ikke. Du kan også så frøene i vindueskarmen i så- og priklejord, så kommer de lidt hurtigere op.

Vælger du at formere via stiklinger, skal tage en 10 cm. lang stikling i starten af februar og fjern alle knopper. Stik den i ugødet spagnum og sæt den et lunt sted. Sørg for at holde jorden fugtig, evt. ved at dække potten med plastikfilm med ventilationshuller. Efter et par uger sætter stiklingen rødder og du kan fjerne plastikfilmen.

Der er ingen grund til beskæring din syriske rose

Der er ingen grund til at beskære din syriske rose, men du bør fjerne døde grene hvert forår. Hvis du gerne vil beskære din busk, fordi du ikke synes, der er plads til den, der hvor den gror, skal du gøre det i det tidlige forår, hvor busken er fuld af energi. Busken kan dog først tåle at blive beskåret når den er 1,25 meter høj og selv da bør du kun beskære ved at tynde forsigtigt ud i de eksisterende grene.

Hvorfor springer min rose aldrig ud?

Din syriske rose kan lade vente på sig. Det kan være, du vandrer hvileløst rundt i haven og undrer dig over, hvorfor dit eksotiske indslag ikke er sprunget ud endnu. Det kommer. Syrisk rose er bare ret sen i optrækket og de nye blade folder sig først ud i slutningen af maj.

Selvom bladene springer ud så sent, kan de godt være mærket af frost og af den grund være hvidspættede. Det går over som sæsonen skrider frem.

Syrisk rose er ikke i risiko for hverken skadedyr eller sygdomme.

Inspiration til andre planter

Skulle du nu have fået blod på tanden og lyst til at indrette en have fuld af farver, så er der mange muligheder for at supplere din syriske rose. Hortensia blomstrer overvældende i hvide, blå og lilla nuancer, mens roser trofast pynter din have fra tidligt forår til sen sommer. Har du lyst til at invitere de to farverige gæster indenfor, kan du finde vejledning i vores artikel om pasning og pleje af hortensia.

FAQ

Har syrisk rose medicinske egenskaber?

Ja. Alle dele af planten har gennem tiderne været brugt medicinsk. Saften har været brugt til at hele brandsår, mavesår, halsbetændelse, urinvejsinfektioner og alskens småirritationer.

Kan syrisk rose spises?

Ja, hele planten kan spises. De unge blade er delikate i salat og blomsterne er fulde af C-vitamin og planten siges at kunne sænke blodtrykket.

Er syrisk rose vinterhårdfør?

Ja, men det er alligevel en god idé at vinterdække unge planter i de kolde måneder. Har du din rose i en krukke kan du eventuelt tage den ind i drivhuset eller havestuen.

8 Kommentarer

  1. Hej, jeg ser at min store Syrisk Rose i haven har efter afblomstring en slags nødder som er fyldt med små hvide frø indeni. De må vel også være gode at spise?☺️

    1. Hej Myanne.

      Det tør jeg faktisk ikke sige.
      Det har jeg ingen erfaring med. Som udgangspunkt vil jeg sige at når man usikker er det bedste at lade være.

      Med venlig hilsen
      Marc

  2. Hej Martin
    Jeg har 2 syrisk roser. Der gror lav på dem, hvilket jeg syntes er mærkeligt. De ser døde og trælse ud.
    Det er to buske der er flyttet fra et andet sted.
    Er det meget normalt, kan jeg fjerne det.
    Det sætter sig hvor der har været blade.

    Mvh Stine

  3. jeg har to syriske roser di er ca 30 år gamle men cirka en trededel af rosen eg visnet kan jeg klippe det fra så der eventuelt kommer nyt eller er den færdig ????

    per villadsen
  4. jeg har en dobbelt syrisk rose i min lille have som er blevet for høj kan jeg klippe toppen af og hvornår den var lige ved at vælte i vinden den er ca 2,5 m høj

    Ellen Holst Nielsen
  5. Hvorfor krøller bladene på min syriske rose.

  6. Når man har sået syriske roser hvor gamle skal de være, inden de blomster. Mange tak.

    Jytte Enevoldsen
  7. Hvor gammel skal en syriskrose være ,inden den blomster, når man selv har sået den.

    Jytte Enevoldsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove