Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
dværgfyr i haven

Dværgfyr – Den store guide

Dværgfyr er et ret fantastisk lille træ. Ikke alene kan det gro stort set hvor som helst, det kan også bruges i mange forskellige sammenhænge. Træet er kompakt og giver facon til haven, når de fleste andre planter er visnet. Du kan sagtens have dit træ i en lille have eller et stenbed eller sågar i en krukke. Desuden er den lille fyr velegnet som uklippet hæk eller som bunddække.


Vi har lavet en grundig guide, der indeholder alt, hvad du bør vide. Så mangler du et kønt og nemt lille træ, der pynter hele året, så læs med her.

Hvilke dværgfyr-arter findes der?

Dværgfyren kommer oprindeligt fra bjergegne i Centraleuropa og kom her til landet i 1700-tallet. Den vokser i klitter og på heden i Jylland især. Nålene på træet sidder i par og er rent grønne, mens hanblomsterne er gule og hunblomsterne gulgrønne til violette. Træet sætter kogler, der står vandret udad.

Der findes mange forskellige arter af dværgfyr og forskellen er hovedsageligt, hvor store og brede de bliver. De fleste dværgfyr er af slægten Pinus mugo, men der findes også en slægt, der kaldes sibirisk dværgfyr og som på latin hedder Pinus pumila. Den kaldes også krybefyr og er udbredt i Asien. Nålene er blågrønne og sidder flere sammen end hos mugo-slægten, men ellers ligner de hinanden.

Herunder kan du læse om fem arter, der har forskellige størrelser.

Pinus mugo ’Humpy’

Humpy bliver 60 til 90 cm. høj og cirka halvt så bred. Den vokser langsomt og trives bedst i halvskygge eller sol. Humpy er meget hårdfør og bladene er nåleformede og mørkegrønne. Væksten er kuglerund.

Pinus mugo ’Ophir’

Ophir bliver kun 30 til 50 cm. høj og fylder ikke meget i højden. Til gengæld bliver den 90 til 120 cm. bred. Ophir vokser bedst i halvskygge eller sol og kan holde til det meste. Da Ophir er så lille, passer den godt i en mindre have.

Pinus mugo ’Benjamin’

Benjamin bliver 50 til 100 cm. høj og 60 til 90 cm. bred. Denne fyr vokser langsomt og har helgrønne nåleformede blade. Benjamin trives bedst i halvskygge eller sol.

Pinus mugo ’Picobello’

Picobello bliver 60 til 80 cm. høj og lige så bred. Det er en meget kompakt plante, der passer godt i f.eks. et stenbed. Picobello trives bedst i halvskygge eller sol og vokser meget langsomt. Desuden holder Picobello af fugtig, men veldrænet jord.

Pinus Pumila ’Glauca’

Glauca bliver 90-100 cm. høj og står bedst i fuld sol.  Den har gråblå nåle, der sidder tæt og gror, som sine slægtninge, fint i både sur, basisk og neutral jord.

Dværgfyr

Sådan planter og passer du din dværgfyr

Du kan sådan set plante dværgfyr når du vil, men som de fleste andre planter, får det lille træ de bedste vilkår, hvis det plantes ud i efteråret, hvor jorden er lun. Det skyldes, at træet så begynder at slå rødder med det samme og hurtigt bliver etableret. Så længe træet er nyplantet, skal du vande, hvis vejret er tørt. Plantehullet skal passe til rodklumpen, og det er en god idé at løsne jorden lidt i bunden af hullet. Vand godt, sæt dit lille træ ned, fyld op med jord, tramp jorden fast og vand igen.

Dit lille træ kan også sagtens gro i en krukke. Proceduren er den samme, bortset fra at det er en god idé at lægge et lag grus eller lecakugler i bunden af potten.

Placering – træet klarer surbund, sandjord og stormvejr

Det er et barskt lille træ, sådan en fyr. Den kan stå både i sol og halvskygge, i surbund og sandjord og almindelig havemuld. Træet tåler blæst og havgus og behøver ikke engang en støttepind, når det er nyplantet. Nemmere træ findes næppe. Du kan give almindelig gødning en gang om året, men det er ikke et krav. Træet vokser trods alt vildt i de vestjyske klitter – det siger lidt om, hvor nøjsomt, det er.

Beskæring er som regel ikke nødvendig

Fyrretræer kan generelt ikke beskæres på en traditionel måde, fordi de ikke kan sætte nye grene fra stammer og gamle grene. Hvis du vil hæmme dit træs vækst, skal du klippe de nyudsprungne knopper midt over. Det bliver dog næppe nødvendigt. Dværgfyr vokser langsomt og holder formen godt.

Træet kan fint opstammes. Det gør du ganske enkelt ved at klippe de nederste grene af.

Dværgfyr er velegnet som bonsai-træ. Bonsai-formning er en videnskab for sig – der findes f.eks. 16 forskellige stilarter, man kan forme sit træ efter. Vil du lave et minitræ skal du beskære både rødder og grene. Det gøres bedst i juni, og grenene skal klippes mellem to nålebundter. Træet skal stå i en meget lille potte og grene kan bøjes i form ved hjælp af ståltråd.

LÆS OGSÅ: Inspiration til flotte opstammede træer til haven

Formering – få flere fine fyrretræer

Hvis du gerne vil have hele haven fuld af små fyre, skal du tænke langsigtet. Frøene, der sidder mellem koglernes skæl, befrugtes først et år efter bestøvning, og derefter går der omkring et halvt år, før frøene er modne. Så når du spotter en ny kogle, er der altså halvandet år til du kan høste frøene.

Også spiringen tager tid, men du kan hjælpe processen på vej ved at lægge frøene i vand et døgns tid før du sår dem. Derefter skal du blande frøene med sand og lade dem hvile under et fugtigt klæde. Først når de spirer, kan de plantes. Det voksne træ kan klare sig i tørre perioder, men frøbedet skal du holde fugtigt. Efter 1-2 år kan de småbitte træer plantes ud.

Er du bidt af at starte dine planter op indendørs, kan du læse meget mere om det i vores guide til forkultivering.

Inspiration til andre planter

Du kan selv vælge, om du vil plante dine stedsegrønne planter fordelt ud i haven, eller om du vil have et bed udelukkende med stedsegrønt. Da dværgfyr kan stå i en hvilken som helst jord, kan du plante den sammen med lige de planter, der passer dig. Den kan f.eks. sagtens holde dine rododendron med selskab i surbundsbedet.

FAQ

Er dværgfyr en invasiv art?

Ja, træet betragtes som en invasiv art i naturen. Bliver træerne ikke fjernet manuelt, vil de jyske klitområder ende som skov.

Hvor mange nåletræer skal man have?

Det er en god rettesnor, at omkring en tredjedel af planterne i din have skal være nåletræer og -buske. Det giver haven form og øjet noget at hvile på i vintermånederne. I de kolde måneder yder de stedsegrønne planter også beskyttelse for fugle.

Hvor hurtigt vokser dværgfyr?

De små træer gror langsomt. Det betyder, at de lægger 5-10 centimeter til deres højde om året til de når fuld højde.

3 Kommentarer

  1. Det er en meget fin beskrivelse af de små fyre, jeg vil glæde mig til at vælge en ud og sætte krukken ved døren.

    Else Morell Sørensen
  2. Vi har for 3 uger siden sat flere dværgbuske ved sommerhuset, har vandet godt hver lørdag, men nogen af dem bliver lidt røde. Gør det noget? Er det for lidt, vi vander dem?

    Anette Christoffersen
  3. Knopperne på min lille nyplantede dværgfyr er alle blevet spist af dyr. Nu har jeg beskyttet det med hønsenet -men an træet komme sig og på ny sætteskud …. og hvornår ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove