Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
valmuer i haven

Valmuer i haven – Alt om valmuearter, såning & formering

Valmuer er velkendte for de fleste, der har tilbragt en sommer i Danmark. Deres røde hoveder nikker billedskønt i de økologiske kornmarker og i grøftekanterne. Du kan sagtens flytte sommerstemningen hjem i haven og så dine egne valmuer. De er nemme at få til at spire og fås i mange flere farver end den klassiske knaldrøde. Læs her hvor alsidige og nemme, de kønne blomster er.


Valmue – guide til arter

Du kender måske valmuen som en næsten postkasserød farveklat, der vipper i vinden, men der findes over 100 arter i alskens farver. Du kan få den elegante sommerblomst i hvid eller gul, lilla eller pink, orange, blå eller endda spraglet i flere farver. Desuden kan du få den med dobbelte blade, så den ligner en hybenrose og i højder fra 20 cm. til over en meter. Der er så at sige en valmue til ethvert behov. De kan være både en-årige, to-årige og flerårige. Herunder finder du et udvalg af arter, som passer til forskellige behov og farvepaletter.

Alpevalmue (Papaver alpinum)

Flerårig art, der kun bliver 20 cm. høj. Den bruges ofte i stenbed af samme grund. Alpinum blomstrer i hvidt, orange, gul og laksefarvet i juni-juli. Blomsten dufter behageligt og ikke for kraftigt.

Gærdevalmue (Papaver dubium)

En-årig art, der bliver 20-70 cm. høj. Den vokser vildt i Danmark og blomstrer i juni til august. Kronbladene er lidt blegere end kornvalmuens. Arten er sammen med køllevalmuen den mest almindelige i den danske natur.

Kornvalmue (Papaver rhoeas)

En-årig art, der bliver 30-100 cm. høj og er den højeste af de vilde arter. Blomsten har kraftigt røde blade og blomstrer i juni til juli.

Kæmpevalmue (Papaver bracteatum)

Flerårig art, der også kaldes staudevalmue. Arten bliver 50-70 cm. høj og blomstrer i maj og juni. Blomsten kommer i alskens farver – rød, orange, hvid, lyserød osv.

Køllevalmue (Papaver argemone)

En-årig art, der dog med held kan sås om efteråret for at komme det følgende forår. Planten bliver højst 50 cm. høj, men er ofte lavere. Arten er sammen med gærdevalmuen den mest almindelige i den danske natur og er ligesom de andre vilde arter rød.

Opiumvalmue (Papaver somniferum)

En-årig art, der bliver 30-80 cm. høj og har fundet vej ind i den danske natur. Somniferum blomstrer i juni-juli. Blomsten findes i rød, bleglilla, blårød, hvid og flerfarvet.

Sibirisk valmue (Papaver nudicaule) eller Islandsk Valmue

To-årig art, der bliver omkring 25-40 cm. høj og sætter hvide, gule, orange eller røde blomster. Alt efter temperaturen blomstrer nudicaule mellem maj og august. Arten er den bedste til buketter, da kronbladene ikke falder så let af som hos de andre arter.

LÆS OGSÅ: Vilde blomster til haven (Guide om blomsterblandinger)

Valmuer

Valmue – guide til såning og pasning

Der er ikke så mange ben i at så valmuefrø og få dem til at lykkes. Frøene skal i jorden i perioden fra marts til maj og de smukke blomster stiller ikke så mange krav. Selvom det optimale er at så dem i en løs, næringsrig jord, kan du også simpelthen strø dem ud i et naturligt hjørne af haven, hvor der f.eks. allerede gror græs.

De kønne blomster elsker sol, så de vil gerne vokse et sted, hvor de får netop det – i hvert fald i en periode i løbet af dagen. De er til gengæld ikke ret vilde med for meget fugt, så du skal kun vande dine blomster, hvis det bliver meget tørt.

Valmuefrøene kan flyve langt

Vælg en relativt vindstille dag, når du skal så. Frøene er små og lette og flyver nemt meget langt væk. Et tip er at blande frøene med sand eller muld, før du spreder dem. Sandet forhindrer dem i at flyve væk og gør det nemmere at fordele de småbitte frø.

Du kan faktisk også så valmuer i efteråret. Det giver god mening, når man husker, at det er i efteråret, blomsten selv spreder sine frø. Såning i efteråret kaldes koldsåning.

Forspiring er ikke en god idé

Du kan godt forspire valmuer, men det er generelt en dårlig idé. Planterne kan ikke lide den forstyrrelse, det giver rødderne, når de skal flyttes fra potter indenfor til bede udenfor. Har du alligevel lyst til at prøve kræfter med forspiring, kan du begynde i februar og med fordel forspire i drivhuset frem for indendørs.

Blomsterne kan som nævnt rigtigt godt lide sol, så det er en god idé at så dem et solrigt sted. Bortset fra det, kan du så dem stort set alle steder. I det høje græs, i køkkenhaven eller i krukker.

Formering af valmuer

Det er ualmindeligt nemt at formere valmuer – faktisk klarer de det selv, hvis du ikke griber ind. Blomsterstanden bliver til en frøkapsel, der virker lidt som en saltbøsse og drysser frø ud lidt ad gangen. De bliver så taget af vinden og ført ud i alle afkroge af haven. Vil du ikke have det, skal du klippe frøstandene af dine blomster, når planten er afblomstret.

Vil du til gengæld bruge valmuernes saltbøsser til selv at så nye blomster, skal du høste dem, når frøene er modne. Det er de, når de dels kan drysse ud og dels har skiftet farve til sort. Laver du dine egne frø, skal du vide, at frøene skal have kulde for at spire. Derfor er februar et godt tidspunkt at så dine hjemmehøstede frø – der er du næsten garanteret en smule nattefrost før forårets komme.

Valmuer i buketter – sådan får du det til at fungere

Enhver elsker af mark- og grøftekantsbuketter ved, hvor frustrerende det er at plukke valmuer. De ser smukke ud i buketten, når man står der ved grøftekanten, men ti minutter senere, når man er nået hjem, har de smidt alle kronbladene. Og hvorfor gør de nu det?

En af grundene er at valmuer forsegler sig selv, når de bliver plukket. Den saft, der siver ud af stilken, virker som en slags plaster, lukker for snitsåret og forhindrer blomsten i at optage vand. Blomsten sulter på en måde sig selv ihjel. Men du kan standse processen, før det er for sent.

Du kan forhindre saften i at nå ned og forsegle stilken, hvis du enten brænder enden af stilken kortvarigt med en lighter eller dypper den i meget varmt, næsten kogende, vand. Så når saften ikke ned og kan ikke forsegle stilken. Dermed kan blomsten indtage vand fra den vase, du sætter den i.

Hvis du samtidig plukker dine blomster på det rette tidspunkt, er du næsten sikret deres skønhed i din buket. Pluk dine valmuer før de springer ud, så holder de længere. Skærer du først blomsten efter den er sprunget ud og har tabt bægerbladene, smider den sine kronblade ret hurtigt – uanset om du får forhindret saften i at forsegle stilken. Et gammelt husråd er desuden at plukke blomsterne før solopgang.

Inspiration – andre skønne farveklatter

De skønne, nikkende valmuer er ikke de eneste blomster, der kan sprede pang-farver i haven. Før de springer ud, springer tulipanerne ud. De har samme evne til at sætte dagsordenen i havens farvepalet og i det hele taget vække glæde, bare ved at stå der i forårssolen og nikke. Roser kan også bringe farve og glæde ind i din have, og så kan de dufte fantastisk, hvis du vælger den rigtige slags. Både tulipaner, valmuer og nogle rosen-sorter kan gro i krukker eller i højbede. Du kan læse mere om fordele og ulemper ved de forskellige typer højbede i vores oversigt over højbede og plantekasser.

FAQ

Er valmuer giftige?

Både og. Flere af de dyrkede arter indeholder alkaloider, som muligvis kan give en forgiftning. Det gælder blandt andre Papaver orientale og Papaver nudicaule. Det er dog indtil videre ikke sket i Danmark. Opiumsvalmuens saft indeholder til gengæld opiumalkaloider og indtagelse af den har ført til et par forgiftningstilfælde i Danmark. Forgiftning giver små pupiller, vejrtrækningsbesvær og i værste fald bevidstløshed.

Kan man selv lave birkes?

Ja. Birkes er frø fra opiumsvalmuen. Du kan godt lave dem af andre typer valmuer, men de smager ikke lige så godt. Når planten er afblomstret, står frøstanden tilbage, og når den er tørret, fungerer den nærmest som en saltbøsse med birkes i. Frøene kan drysset direkte ud af standen og ned på dit bagværk.

Kan man tørre valmuer?

Du kan tørre frøstanden. Når valmuerne er afblomstret, kan du plukke de resterende frøstande med lidt stilk og hænge dem til tørre. De tørrede frøstande er smukke i dekorationer. Selve blomsten kan du presse under en tung bog og laminere den og bruge den som bogmærke.

3 Kommentarer

  1. Vil gerne have en rød valmuemark, 1 tønde land, som i “giv os naturen tilbage” set på tv. Det er en tidligere kornmark men nu med høje korn aks.
    Valmuen skal være flerårig.
    Hvad kan anbefales og hvor mange frø skal der til? Hvem skal jeg handle med?
    På forhånd tak!
    Hilsen
    Tom

    1. Hej Tom,

      Ved så store projekter ville jeg forsøge at kontakte DSV frø eller DLF, det kan helt sikkert hjælpe dig videre. 🙂

      Med venlig hilsen
      Mark Nissen
      Havehandel.dk

  2. Hej
    Når nu man er “kommet til” at tage frøkapslerne mens de stadig er grønne, kan man stadig tørre dem i feks vindueskarmen og få brugbare frø ud af det til såning næste forår ?

    Venlig hilsen
    Torben

    Torben Christensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove