Den grønne violinfigen, Ficus Lyrata, står flot i hjemmet med sin robuste stamme og flotte, store og skinnende blade. Bladene giver med deres særlige form navn til planten, da de kan ligne en violin i facon, og det er en populær plante blandt både planteentusiaster og interiørdesignere.
Hvis du har fået fingrene i en violinfigen eller drømmer om den grønne plante i dit eget hjem, får du her en overskuelig guide. Den kommer både omkring plantens karakteristika, hvor den trives i hjemmet og ikke mindst en grundig pasningsvejledning.
Plantens karakteristika
Violinfigen er karakteriseret ved en slank stamme, hvorfra de store og mørkegrønne blade vokser, hvilket giver planten et skulpturelt udseende. Bladene kan blive op til 45 cm lange og er naturligt glansfulde. Da violinfigen oprindeligt stammer fra mere tropiske egne, har den det også bedst, hvis den står i varme og fugtige omgivelser.
Foruden et flot udseende bidrager violinfigen også til hjemmet ved at rense luften. NASA har lavet et studie om luftkvalitet og indendørs planter, hvor Ficus Lyrata viste sig at fjerne toksiner såsom formaldehyd fra luften.
I plantens naturlige habitat i de afrikanske tropeskove kan en violinfigen vokse op til imponerende 12 meter eller mere. Indendørs bliver den sjældent så høj, men med de rette vækstbetingelser kan den stadig nå imponerende størrelser og blive et ægte blikfang i hjemmet.
Her vil violinfigen trives i hjemmet
Violinfigen er en indendørs plante, der foretrækker de stabile klimaforhold, som et hjem typisk kan tilbyde. Den bør placeres indendørs, hvor den kan nyde godt af indirekte sollys, hvor eksempelvis et vindue med lette gardiner eller et andet form for solfilter er perfekt.
Direkte sollys kan være skadeligt og forårsage forbrændte pletter på de store blade, mens for lidt lys kan resultere i færre blade. Stuen eller et lyst kontor er ofte perfekte placeringer for en violinfigen, hvor dens imponerende størrelse og unikke udseende kan blive et naturligt fokuspunkt.
Udover lyskravene, trives denne tropiske plante bedst i rum med en stabil temperatur og god luftfugtighed. Den er ikke egnet til udendørsområder som terrasse i tempererede klimaer, da den ikke kan tåle lave temperaturer eller direkte eksponering for elementerne.
Anskaffelse
Violinfigen kan købes i de fleste planteskoler, havecentre eller hos specialiserede online planteforhandlere. Når du vælger din Ficus Lyrata, skal du kigge efter en plante med en robust stamme og sunde blade uden skader. Prisen kan variere afhængigt af plantens størrelse.
Dyrkning fra frø
Det kræver en stor portion tålmodighed, hvis du ønsker at dyrke en violinfigen fra frø. Det kan nemlig tage flere år, før frøet er vokset sig til en stor plante. Hvis du vil så en violinfigen fra frø, skal det plantes i en veldrænet jordblanding, og de skal holdes fugtige og varme.
Det nemmeste er dog at vælge en ung plante eller bruge stiklinger for at få et hurtigere resultat.
Pasningsvejledning
Hvis du vil sikre, at din violinfigen trives og står flot med frodige blade, kan du følge denne vejledning:
- Lys: Planten har det bedst, hvis den kan placeres i indirekte sollys. Direkte sol kan ende med at brænde bladene, mens for lidt lys kan føre til svækket vækst og tab af blade.
- Vanding: Vand, når jordens overflade føles tør. Overvanding kan føre til rådne rødder og tab af blade, så sørg for, at potten har god dræning.
- Fugtighed: Da violinfigen er en tropisk plante, foretrækker den en relativt høj luftfugtighed. Du kan tilføje ekstra fugt ved enten at spraye vand på plantens blade eller investere i en luftfugter for at øge luftfugtigheden i nærheden af planten.
- Gødning: Du kan med fordel give planten en svag opløsning af universalgødning én gang om måneden i vækstsæsonen.
- Rotation: Du bør sørge for at dreje planten regelmæssigt, da den har en tendens til at vokse mod lyset og derfor kan vokse skævt.
Selvom violinfigen er kendt for sin langsomme vækst, ser mange planteejere dette som en fordel. Du vil nemlig kunne følge med i hvert lille blad, der folder sig ud, som planten vokser.
Sygdomme og skadedyr
Selvom planten violinfigen generelt set er en ret robust plante, kan den stadig blive angrebet af visse sygdomme og skadedyr. Ofte vil planten tabe blade, hvis den bliver stresset af eksempelvis overvanding, ikke får lys nok eller udsættes for træk. Derfor er generel opmærksomhed på plantens behov med til at sikre den mod sygdomme og skadedyr.
Under fugtige forhold kan violinfigen blive angrebet af edderkoppemider og svampesygdomme. Derfor bør du sørge for ikke at overvande og evt. behandle med et middel mod svampesygdomme eller insekter, hvis planten bliver angrebet.
Kan man beskære en violinfogen, når den bliver
for høj?