Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Calathea

Guide: Pasning af Fiskebensplante (Calathea)

Måske har du allerede set den unikke plante før, for Calathea er let at genkende på de karakteristiske mønstrede blade. De mønstrede blade har også givet planten det danske navn ”fiskebensplanten”, fordi mønstret på bladene kan ligne fiskeben.


Calathea kan være en smule mere krævende end andre stueplanter, og derfor er det afgørende, at du ved, hvordan du får den til at trives i dit hjem. Her kan du læse meget mere om plantens naturlige levesteder, hvordan du passer og plejer den, og hvor den bør placeres i hjemmet for optimale forhold.

Plantens karakteristika

I naturen lever Calathea i tropiske skove i Sydamerika, hvor den gror under træernes baldakin. Her er der både en høj fugtighed, og sollyset filtreres ned gennem løvtaget.

Unikke mønstrede blade

Unikke mønstre

Bladene er karakteristiske med et fiskebenslignende mønster i grønne, røde og cremefarvede nuancer på både under- og overside. Derfor er det også en meget dekorativ plante til hjemmet.

Planten hører til Marantaceae-familien, som har det til fælles, at de folder deres blade sammen om natten. Det skyldes, at planten reagerer på det forsvindende dagslys ved at ændre vandtrykket i bladenes led (pulvinus), hvor den møder stænglen.

Når bladene folder sig sammen, kan de i facon minde om hænder foldet til bøn, hvorfor planten også kaldes ”bønneplanten”.

Luftrensende plante

Udover at være en plante med unikke mønstrede blade vil Calathea også kunne bidrage til luftkvaliteten i hjemmet. Den er nemlig god til at filtrere og absorbere uønskede skadelige stoffer fra luften, så den ikke kun er en fryd for øjet, men også et sundt valg til boligen.

Dyrkning af Calathea

Det anbefales kun at dyrke Calathea fra frø, hvis du er en erfaren planteentusiast. Frøene kan du få hos specialiserede forhandlere. I stedet kan du med fordel bruge en eksisterende plante til at skabe nye ved hjælp af division.

Har du eller en bekendt allerede en plante, kan du bruge den som moderplante og fjerne nye skud, der dannes ved basen. De nye skud kan herefter plantes separat i deres egne potter, så de kan blive til en helt ny plante.

Hvis du ønsker en sund og frodig Calathea, skal du forsøge at skabe betingelser, der minder om plantens naturlige habitat. Derfor skal du bruge en veldrænet jordblanding, der gerne må være rig på organisk materiale. Det giver både den rette fugtighed, men sørger også for ordentlig ventilation omkring rødderne, som planten er vant til fra de Sydamerikanske skove.

Pleje og pasning fiskebensplanten

Fiskebensplante

Selvom Calathea er en lidt krævende plante, så kan du sagtens få den til at vokse og trives i dit eget hjem. For at sikre de optimale betingelser for Calathea, bør du følge disse råd:

Lys og placering

Calathea kan bedst lide indirekte lys, da direkte sollys kan svide bladene. Derfor bør du undgå at have planten stående i et sydvendt vindue eller lignende steder med direkte sol.

I stedet kan den med fordel stå i vinduer med lette gardiner eller lidt inde i rummet, hvor den stadig får lys. Den er derfor også god på soveværelset, kontoret eller lignende steder, hvor der er mindre sollys gennem dagen. På den måde sikrer du de optimale lysforhold.

Vanding og fugtighed

Du bør løbende tjekke, hvor fugtig jorden er hos din Calathea, så du ikke ender med at overvande den. Den foretrækker at jorden er fugtig, og du bør derfor vande, hvis de øverste centimeter af jorden er tørret ud.

Planten elsker også en høj luftfugtighed, så du kan med fordel have planten i et naturligt fugtigt rum som køkken eller badeværelse, eller du kan bruge en luftfugter.

Gødning

Du kan give din Calathea en balanceret og vandopløselig gødning, der skal fortyndes, så den er halv styrke. Du bør ikke gøde om vinteren, hvor plantens vækst aftager naturligt, men i vækstsæsonen, forår og sommer, kan du med fordel gøde planten.

Skadedyr og sygdomme

Som mange andre almindelige stueplanter kan Calathea blive angrebet af skadedyr. De kommer ofte ind i hjemmet med nye planter, så sørg for at sætte dine nye planter i karantæne, før du sætter dem sammen med dine andre planter.

Calathea kan blandt andet blive angrebet af bladlus, skjoldlus og edderkoppemider, og ser du tegn på angreb, skal du behandle med en insektsæbe eller et insektmiddel.

En tropisk tilføjelse til plantesamlingen

Med sit unikke udseende vil Calathea være en dekorativ plante i din samling. Det er dog afgørende, at den får de rette betingelser for at vækste, hvis du holder den i hjemmet. Derfor bør du være opmærksom på plantens særlige krav, så den kan belønne dig med de smukkeste mønstrede blade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove