Langt de fleste haveejere bruger gødning i haven, så de får sunde og smukke planter, der kan pryde haven sæson efter sæson.
Alle planter har nemlig brug for næringsstoffer for at vokse, men der er naturligvis forskel på, hvor meget gødning de enkelte sorter har brug for. Det afhænger blandt andet af planternes størrelse og omfanget af blad- og blomstervækst.
Der er dog også forskel på, hvad dine planter gødes med. Der findes flere former for gødning, du kan anvende i haven, men overordnet set kan gødning deles op i to grupper: kunstgødning (mineralsk) og organisk gødning.
I denne guide vil vi gennemgå organisk gødning, så du bliver klogere på, hvad det helt konkret er, og hvad fordelene ved at bruge organisk gødning er. Du vil dog også få tips og gode råd til, hvor du kan bruge organisk gødning, og hvornår det giver mening at bruge organisk gødning.
Hvad er organisk gødning?
Organisk gødning er modsat kunstgødning et 100 % naturligt materiale, og det er derfor helt fri for genmodificeret materiale og tungmetaller. Det naturlige materiale kan stamme fra planter såvel som dyr, og helt konkret kan der være tale om komposteret ko- eller hestegødning eller komposteret planter og/eller grøntsager. Organisk gødning kan både anvendes i bede, køkkenhaven, drivhuset, på græsplænen og til hækken.
Organisk gødning findes både som industrielt fremstillede gødningspiller, jordforbedring i løs vægt eller flydende gødning, som vi kender det med kunstgødning. Du kan dog også fremstille din egen organiske gødning hjemme i baghaven.
Det gør du ved at have en kompostbunke, hvor du samler grønt affald fra husholdningen og haven. Det bliver med tiden omsat til kompost, der kan bruges som gødning. Hvis du gerne vil have hjemmelavet organisk gødning med krudt i, er det en god idé at iblande husdyrgødning fra høns, køer eller heste.
vores udvalg af organiske gødninger:
6 fordele ved at benytte organisk gødning
Organisk gødning har en lang række fordele, og selvom det har en langsommere virkning sammenlignet med kunstgødning, får du både sundere og smukkere planter ved at bruge organisk gødning.
Den langsommere virkning skyldes, at den organiske gødning følger naturens tempo. Den tilfører langsomt næringsstoffer til jorden, og det er planterne selv, der styrer, hvor meget eller lidt næring, de ønsker at optage. Det betyder, at processen foregår i planternes eget tempo, hvilket i sidste ende giver en sund og robust plante, som vækster smukt og pryder din have.
Ved at bruge organisk gødning er du sikret:
- Farverige og duftende blomster
- Flotte og frodige blade
- Større og flere smukke blomster
- Større og flere bær, grøntsager og frugter
- En sund, robust og modstandsdygtig plante med færre angreb fra skadedyr og sygdomme
- En modstandsdygtig, slidstærk og grønnere græsplæne rustet mod mos og ukrudt.
Nogle af de helt store fordele ved at benytte organisk gødning er, at der er tale om langtidsvirkende gødning, hvor næringsstofferne langsomt frigives, og hvor planterne som sagt optager næringen i deres eget tempo. Derudover er det heller ikke nødvendigt at gøde særligt ofte, når du benytter organisk gødning, hvilket både er en fordel for dig, planterne og ikke mindst miljøet.
Organisk gødning er dog ikke bare en fordel for planter, hække, træer og køkkenhaver. Det har også en jordforbedrende effekt. Helt konkret er organisk gødning med til at styrke jordens liv og jordtæthed, hvilket giver gode vækstforhold for planter og sørger for, at jorden ikke bliver næringsfattig.
Sådan bruger du organisk gødning i haven
Eftersom næringsstofferne i organisk gødning frigives langsomt, og i takt med at de organiske stoffer i gødningen nedbrydes og frigives til jorden, er det smartest at benytte organisk gødning om foråret.
På den måde vil næringsstofferne blive frigivet, når solens stråler bliver kraftigere, og temperaturen stiger. Det sætter nemlig godt gang i bakteriernes nedbrydning af det organiske materiale i din gødning. Når planterne langsomt vågner fra vinterhvile, vil næringsstofferne være tilgængelige, og de kan selv styre, hvor meget eller lidt næring, de løbende ønsker at optage, i takt med at de gror.
Benytter du dyregødning, er det en rigtig god idé at benytte det i det tidlige forår. Du lægger blot et tyndt lag på to-tre cm omkring planterne og i bede, og du kan med fordel vende det ganske let i det øverste jordlag. Vælger du ovenikøbet at blande dyregødning med den almindelige havekompost, kan du lægge tre-fem cm ud i bede og omkring planter. Du kan læse mere om effektiv kompostering her.
Benytter du omvendt kun ren kompost, behøver du hverken vende det i jorden eller grave det ned. Du kan nøjes med at lægge komposten i et lag oven på jorden om foråret, og så vil jordens dyr og insekter sørge for at trække det organiske materiale ned.
Udover at give næring til planter er kompostdækket også med til at holde på fugten i jorden, så det ikke fordamper, når der bliver varmt. Det giver også ringe vækstbetingelser for ukrudt, da sollys ikke på samme måde kan trænge igennem og give næring til ukrudtet.
Efterhånden som træer og buske taber blade, og blomster visner i løbet af vinteren, bør du lade planteresterne og bladene ligge i stedet for at fjerne dem. De indeholder nemlig mange næringsstoffer, som både jorden og planterne kan få gavn af. Det er altså ikke altid nødvendigt at have en kompostbeholder eller -bunke i baghaven – lad i stedet naturen gøre, hvad den er god til.
Organisk gødning, som er industrielt fremstillet
Vi har talt rigtigt meget om, hvordan du laver din egen organiske gødning, og hvordan du benytter den. Ikke desto mindre kan du også købe industrielt fremstillet organisk gødning i byggemarkeder og havecentre. Du kan både finde komposteret kogødning samt organisk gødning i flydende form og pilleform. Mulighederne er mange!
Klik her for at se vores udvalg af organiske gødning
Hvor den organiske gødning i pilleform helst skal blandes ned i jorden ved hjælp af en rive eller lignende, skal den flydende organiske gødning opløses i vand og spredes ved hjælp af en vandkande. Ønsker du eksempelvis organisk gødning til græsplænen, vil pilleformen være at foretrække, da den nemt og hurtigt kan spredes.
Den flydende organiske gødning kan også bruges i krukker, drivhuse og generelt til planter, som har et stort og akut behov for næringsstoffer.
Dyregødning, kompost og organisk gødning i pilleform er derimod at foretrække, når du er på udkig efter organisk gødning til hæk og køkkenhave, hvor næringsoptaget ikke nødvendigvis er så akut. Som tidligere skrevet er organisk gødning dog ikke bare fordelagtig næring for planter, jordforbedring og kompost virker også ukrudtshæmmende i et lag på 3-5 cm.
Jeg søger gødning til en 3 år gammel bøgehæk. Er meget i tvivl om hvilken en jeg skal vælge. Hvilken vi i anbefalde ?
Hej Jimmy
Jeg vil anbefale vores jordforbedring 🙂
Du kan finde den ved at søge efter jordforbedring i søgefeltet.
Mvh Martin