Fragt fra 49,- Fri fragt over 899,-
Bambushæk

Bambus hæk guide

Bambushække er meget hurtigt voksende og bliver hurtigt tætte. De skal kun klippes én gang om året, og du behøver ikke at tænke på, om toppen er klippet helt lige. Bambus kan fint klare sig i det danske klima, selvom den ikke er hjemmehørende her. Du skal dog være opmærksom på, at den ikke må tørre ud.


Bambus er langt fra den traditionelle hækplante i Danmark. Men hvis du ønsker en hæk, der hurtigt bliver tæt og høj, kan den dog være en god løsning til din have. Især hvis du ikke ønsker en klassisk firkantet hæk. Du er dog nødt til at beskære bambus, da den er så hurtigt voksende, at den ellers helt kan miste formen.

Selvom bambus stammer fra Kina, kan den sagtens klare sig i det danske klima. Det gælder både i forhold til frost og blæst. Det eneste, du skal være opmærksom på i forbindelse med en bambushæk er, at den ikke kan tåle at tørre ud. Selv om vinteren skal du derfor holde øje med, at jorden ikke bliver for tør.

Trin-for-trin-vejledning til bambushæk

Her får du en kort og overskuelig guide til, hvordan du dyrker bambus:

  1. Vælg den rette sort – du behøver ikke at være bange for at få en kæmpebambus i baghaven
  2. Plant bambus i en 1 meter bred rende – der skal stå to pr. meter. Vær gerne to om arbejdet
  3. Sørg for, at din bambus får vand nok – også i vintermånederne – og klip den i maj måned

Bambushækplanter er tilpasset danske forhold

I naturen findes der bambus, der vokser op til en meter om dagen. Det ville selvfølgelig være helt uholdbart at have sådan en bambus som hæk. De bambusplanter, der bliver solgt som hæk i Danmark, er alle nogle, der passer til formålet.

Det betyder også, at det er nogle, der ikke breder sig helt vildt via rodskud. Nogle bambusarter ville nemt kunne sprede sig og fylde både din og naboens have i løbet af kort tid, hvis du ikke hele tiden var efter den. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, og derfor bliver de ikke forhandlet som hækplanter på de danske planteskoler.

Når du kigger på, hvilke bambusplanter der vil være de rette til din have, kan du altså nøjes med at se på, hvor høje de bliver, og hvordan bladene ser ud. Du behøver ikke at nærlæse, om det nu er en sort, som du er nødt til at klippe ned en gang om dagen.

Bambus

Plantning af bambushæk

Når du planter en bambushæk, skal du grave en rende, der er en meter bred. Du placerer bambusplanterne i den, og det er selvfølgelig vigtigt, at den står lige. For at få dem lige kan det være en god idé, at du får en anden til at hjælpe dig. Så er der én, der kan holde planten, mens du skubber jord ned omkring rødderne.

Fordi bambus vokser så hurtigt og bliver så tæt, har du kun brug for to planter pr. meter. Det bedste tidspunkt at plante dem er om foråret og om efteråret. Du kan dog godt plante dem om sommeren også. Hvis du gør det, skal du dog være meget opmærksom på, at de ikke tørrer ud.

Pasning af hækken

Bambus kræver ikke meget pasning, ud over at du skal sikre, at de har nok vand. Det gælder ikke mindst de af dine hækplanter, der står i fuld sol. På en tør sommer er det derfor meget muligt, at du skal ud med haveslangen for at vande hækken. I en tør periode om vinteren kan det også være nødvendigt at tjekke, om hækken har vand nok.

Jeg anbefaler at du læser dette indlæg om vanding af hæk.

Du bør klippe din bambushæk en gang om året. Den har ikke brug for at blive beskåret lige som andre hække, men det er en god idé, at du klipper den til, så den ikke bliver for vildtvoksende. Det bedste tidspunkt at gøre det er i maj måned.

Når du klipper hækken, bør du i hver bambusplante fjerne de døde grene, der er inde i midten. Det får nye grene til at skyde frem og gør hækken tættere.

Pris på bambushæk

Prisen på din bambushæk falder, jo flere planter du skal bruge. Det kan derfor betale sig, at du køber alle planterne på en gang. Regn med at give mellem 180 og 400 kroner pr. plante. Du skal som tidligere nævnt kun bruge to planter pr. meter.

Har du mod på en utraditionel hæk, der ikke kræver præcis klipning, men til gengæld kræver lidt mere vand end mange andre hække, kan du vælge en bambus. Med den hurtige vækst får du i løbet af kort tid en høj og tæt afskærmning rundt om din have.

FAQ

Hvor hurtigt vokser en bambus hæk?

Bambus i syden kan vokse op imod 30 centimeter om dagen. I Danmark skal man dog forvente at bambushækken vil vokse omkring 3-4 meter på et år.

Hvilken type bambus skal man vælge som hæk?

De bambusplanter, der bliver solgt som hæk i Danmark, er alle nogle, der passer til formålet. Når du kigger på, hvilke bambusplanter der vil være de rette til din have, kan du altså nøjes med at se på, hvor høje de bliver, og hvordan bladene ser ud.

Hvor ofte skal en bambus hæk klippes?

Du bør klippe din bambushæk en gang om året. Den har ikke brug for at blive beskåret lige som andre hække, men det er en god idé, at du klipper den til, så den ikke bliver for vildtvoksende. Det bedste tidspunkt at gøre det er i maj måned.

Skal en bambus hæk have gødning?

Hvis man lader bladende der falder af bambushækken ligge, vil de blive til en god kompost til hækken. Dog kan det stadig være en god ide at give et lag jordforbedring hvert forår, for at hjælpe hækken godt på vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove