Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
spireahæk

Spirea hæk guide

En spireahæk er en smuk blomstrende hæk, der hurtigt bliver tæt. Den har en overhængende vækst, hvilket giver den et mere vildt look. Du skal ikke klippe den i forsommeren som med andre hække, men først når den har afblomstret. Hvis du ikke vil have den som hæk, kan du også sagtens have den som en busk i haven.


Bor du ikke i et område, hvor I har regler om velklippede hække, er en spireahæk en god mulighed for en blomstrende, vildtvoksende hæk, der er nem at passe. Busken vokser med overhængende grene, hvor den i løbet af sommeren får smukke hvide, lyserøde eller rosa blomster.

Spirea vokser hurtigt, hvilket sikrer dig en tæt hæk på kort tid. Den tætte vækst gør den også til et yndet ynglested for fugle. Hvis du gerne vil tiltrække flere fugle til haven, er det altså den helt rette hæk for dig.

Når den først er etableret, kræver den ikke meget pasning. Det gør den til en ideel hækplante, da det typisk ikke er din hæk, du vil bruge mest tid på, men derimod planterne inde i selve haven.

Har du ikke mulighed for at have spirea som hæk, kan du stadig have glæde af de smukke blomster i haven. Den fungerer nemlig også fint som en enkeltstående busk eller som del af en række af buske.

Trin for trin vejledning til spireahæk

Her får du en kort guide til, hvordan du planter og passer din spireahæk:

  • Plant om efteråret eller vinteren, så der ikke er risiko for, at plantens rødder tørrer ud.
  • Sæt planten i sol eller halvskygge – i fuld skygge får hækken ikke lige så mange blomster.
  • Spirea må ikke få gødning det første år – giv den derfor næring i form af et tyndt topdække med jordforbedring.
  • Grav en rende, hvor din hæk skal være, sæt en snor op, så den bliver lige – vær to om det.
  • Du behøver kun at vande i tørre perioder og at give en lille mængde gødning én gang årligt.
  • Spirea skal klippes én gang om året, sent på sommeren, når du har nydt de smukke blomster.
  • Vælg sorten Vanhouttin, hvis du gerne vil have en hårdfør hæk, der tåler kraftigere klipning.

Sådan planter du spireahæk

Spirea kommer typisk som barrodsplanter. Det betyder, at dens rødder ikke er dækkede af jord. Den er derfor meget sårbar over for at tørre ud. Du bør derfor plante den om efteråret eller vinteren, hvor den er gået i dvale og ikke bruger så meget energi, og hvor der ikke er risiko for, at den tørrer ud.

Hvid Spirea

Hækplanterne skal enten stå i fuld sol eller halvskygge for at trives optimalt. Planten kan godt stå i fuld skygge, men i så fald vil den ikke få lige så mange blomster, og den vil ikke have en lige så tæt vækst.

Det nemmeste er, at du graver en rende, dér hvor du vil have din spireahæk. Sæt en snor op, så planterne kommer til at stå lige. Det er en god idé at være to, så den ene kan holde planten lige, mens den anden lægger jord omkring rødderne.

Gødning af spireahæk

Du kan med fordel blande din eksisterende jord op med jordforbedring, inden du planter din hæk. Spirea tåler nemlig ikke særligt godt gødning det første år efter, at den er blevet plantet. Da plantens rødder er bare, kan gødningen nemt komme til at svide dem. Det giver en dårligere vækst og gør det sværere for planten at etablere sig.

Ved at blande din eksisterende jord op med ca. 3/4 dele havejord og 1/4 jordforbedring sikrer du, at hækplanterne har den næring, de skal bruge det første år. På den måde giver du dem altså en fordel i forhold til at etablere sig. Læs mere om jordforbedring her.

Pasning af hækken

Når først din spireahæk er blevet etableret, kræver den ikke særlig meget pasning. Når hækken har stået mere end et år rundt om din have, kan du give den en lille smule gødning én gang om året, men pas på med at give den for meget.

Som udgangspunkt behøver du ikke at vande hækken, men hvis det er en meget tør sommer, kan det være nødvendigt. I så fald bør du vande om aftenen, så vandet ikke når at fordampe, inden hækken har optaget det.

Klipning af spireahæk

På grund af spireaplanternes overhængende vækst, skal den ikke klippes på samme måde som andre hække. Hvis du klipper den inden sankthans, som huskereglen i forhold til klipning af hæk ellers foreskriver, får du klippet alle de grene af, hvor der senere kommer blomster. Derfor er det først langt senere, at du skal klippe hækken.

Din spireahæk har dog godt af at blive klippet ned efter blomstring. Dels sikrer det, at den ikke bliver for stor og vild at se på, og dels betyder det, at du får en tættere og sundere hæk.

Hvis du klipper din spireahæk for ofte, vil den typisk begynde at blive bar ved jorden – hvilket jo ikke er meningen med en hæk. Sker det bør du klippe de tykkeste grene ned til fem cm over jorden i januar eller februar. Det kan lyde voldsomt at klippe sin hæk så langt ned, men på grund af plantens kraftige vækst, kommer den hurtigt igen.

Hvis du er lidt bange for, at du kommer til at overgøre det med klipningen, eller du bare ved, at du gerne vil have en hæk, der kan klippes, bør du vælge sorten Vanhouttin. Det er en sort af spirea, der har nogle kraftigere grene og derfor kan tåle noget mere klipning end de andre sorter.

Pris på spireahæk

Der findes forskellige sorter af spireahæk. De er blandt andet forskellige i forhold til hårdførhed og farve på blomsterne. Derfor varierer prisen også fra plante til plante. Regn med at give mellem 65 og 180 kroner for en plante.

Hvis du køber flere planter på en gang, får du typisk rabat. Der er derfor ingen grund til at dele dit indkøb af hækplanter op over flere gange. Du skal bruge 2-3 planter pr. meter for at få en tyk hæk.

Som du kan se, er en spireahæk altså rimelig billig i forhold til andre typer af hække. Vil du have en både nem, pæn og billig hæk rundt om din have, er den altså et oplagt valg.

FAQ

Hvornår er det bedst at klippe spirea?

Din spireahæk har godt af at blive klippet ned efter blomstring. Dels sikrer det, at den ikke bliver for stor og vild at se på, og dels betyder det, at du får en tættere og sundere hæk.

Hvilke fordele er der ved en spirea hæk?

Fordelene ved at have en spirea hæk, er at den blomstrer vildt og vokser hurtigt. Det sikrer dig en tæt hæk på kort tid, og den tætte vækst gør den også til et yndet ynglested for fugle, så vil du tiltrække flere fugle er det altså den rette hæk for dig. Spirea er desuden en enormt flot hæk.

Hvilken gødning er bedst til en spirea hæk?

Hvis du har plantet din spirea hæk i en god og næringsrig muldjord, så behøver du ikke gøde den de første 12-24 måneder. Herefter kan du med fordel give den et lille lag jordforbedring, så langsomt frigiver organisk næring.

5 Kommentarer

  1. Hvor hurtigt vokser spirea?

    Maria Pedersen
    1. Hej Maria,

      Det afhænger naturligvis meget sorten, men de hurtigtvoksende sorter kan vokse 40-50 cm på en sæson.

  2. Hvad hedder de hurtigvoksende og er de også velegnet som hækplanter?
    Hvor bred bliver den?

    Palle Engkjær
  3. Bestøves spiirea af insekter?

  4. Hej. Hvis man gerne vil ha klippet sin spirea helt ned, 10-15 cm over jorden, kan man så gøre det nu, her midt oktober? Mvh Tove

    Tove Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove