Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
potentilla som hæk

Potentilla hæk – Guide

En potentilla-hæk er en nem hæk, der ikke kræver en egentlig beskæring som andre hække. Den får smukke blomster, der tiltrækker bier og sommerfugle. Den kan klare sig på alle placeringer og er godt tilpasset til det danske klima. Den bliver ikke så høj, så den er ikke oplagt for dig, der ønsker en høj grad af privatliv, men kan for eksempel bruges rundt om et bed i stedet.


Vil du gerne have en smuk og blomstrende hæk, der tiltrækker masser af insekter til haven, er potentilla et godt bud. Den får smukke gule, hvide eller lilla blomster, der tiltrækker både bier og sommerfugle. Samtidig er det en nem hæk at passe, da du ikke behøver at beskære den hvert år. Det er nok, at du fjerner døde grene og skærer den lidt til.

Potentilla-hække er dog ikke for alle. Planterne bliver nemlig ikke særlig høje, kun omkring en meter. Derfor er den ikke for dig, der vil have en tæt og høj hæk ud mod vejen eller ind mod naboen – altså en hæk som, der ikke kan ses igennem. Til gengæld fungerer den rigtig godt som hæk inde i haven.

Buskene er meget hårdføre, og du kan derfor bruge dem på stort set alle placeringer. De kan både tåle blæsten og den salte luft ved havet og bilos i byen. De vokser naturligt på den nordlige halvkugle og har det faktisk sværere med direkte sollys end med kulde.

Planten får bær, der ligner jordbær, men de er ikke spiselige. De er dog heller ikke giftige, så hvis du har børn eller kæledyr, der kunne finde på at spise dem, behøver du ikke at være bekymret.

Trin for trin vejledning til potentilla-hæk

Her får du en kort guide til, hvordan du planter din potentilla-hæk.

  1. Vælg en placering med sol eller halvskygge. Jorden skal være veldrænet. Bland jordforbedring i den.
  2. Bedst at plante om foråret eller efteråret. Hullet skal være 1,5 gange større end rodklumpen.
  3. Sørg for at vande det første år. Vand en til to gange om ugen nede ved jorden, ikke på planten.
  4. Giv planten kompost eller gødning en gang om året. Læg evt. barkflis ud for at holde jorden fugtig.
  5. Du kan beskære hækken efter tre år. Hvis den mister sin facon, så skær den ned til jordniveau.
  6. Problemer skyldes ofte forkert placering eller vanding. Fjern bladlus med vand og insektsæbe.

Placering af potentilla-hæk

Din potentilla-hæk skal enten stå i fuld sol eller halvskygge. Det absolut bedste er en placering, hvor der er skygge midt på dagen, men sol om formiddagen og eftermiddagen. Når der er skygge midt på dagen, blomstrer busken nemlig i længere tid.

Potentilla

Den kan stå i stort set alle former for jord, men foretrækker en veldrænet muldjord. Inden du planter den, bør du blande omkring 5 cm jordforbedring med de øverste 20 cm jord, dér hvor planten skal stå. Det sikrer, at jorden er luftig, og at der er masser af næring i den.

Plantning af potentilla

Du bør plante potentilla om foråret eller om efteråret, når det ikke er så varmt. Det bedste er, at du planter den om foråret, så har den en hel sæson til at etablere sig inden vinteren.

Du skal grave et hul, der er halvanden gang så stort som plantens rodklump. Derefter tager du planten ud af beholderen og løsner dens rødder forsigtigt. Den skal stå lidt højere i hullet, end den gjorde i potten. Når du løsner rødderne, vil den naturligt komme til det. Kom forsigtigt jord ned omkring planten, og vand den godt bagefter.

Pasning af potentilla

Det første år er det vigtigt, at din potentilla ikke tørrer ud. Når den først er etableret i haven, vil den sagtens kunne klare en længere periode med tørke.

Når du vander den, bør du enten bruge en alm. haveslange eller endnu bedre, en siveslange. Du må ikke vande oven på planten og ned på jorden, da det kan føre til svampesygdomme, hvis planten ikke når at tørre ordentligt. Det er bedre, at du vander få gange, en til to gange om ugen, hvor du vander meget, end at du vander den ofte. Ved at vande den meget, men færre gange, hjælper du planten til at få et dybere rodnet, så den bedre kan klare en tør periode en anden gang.

En gang om året i foråret, når planten har dannet blomsterknopper, bør du lægge et lag kompost/jordforbedring ud under den eller give den noget allroundgødning. Så er du sikker på, at planten har de næringsstoffer, som den har brug for.

For at holde ukrudt væk omkring planten kan du lægge barkflis ud under den. Det holder også på væden i jorden, så du ikke behøver at vande så ofte. Når det begynder at blive koldt i vejret, bør du skubbe flisen til side og så lægge den ind omkring planten igen, når jorden er frosset.

Beskæring af potentillahæk

En potentillahæk har ikke brug for at blive beskåret, som andre typer af hække har. De første tre år bør du bare fjerne eventuelle døde grene fra den om foråret, eller når den er afblomstret. Når den har stået i haven i tre år, kan den godt tåle en større beskæring. Det er dog svært at klippe den i en stram form, som det er muligt med for eksempel en bøgehæk eller en ligusterhæk.

Når din potentilla hæk bliver for rodet og uregerlig at se på, bør du klippe den helt ned til jorden. På den måde vil den skyde igen, og du vil få en flottere og sundere busk ud af det. Det kan virke voldsomt, men planten kan sagtens klare det.

Almindelige problemer med potentilla

De mest almindelige problemer med potentilla er, at de står for skyggefuldt, så de ikke blomstrer ordentligt, eller at de står et sted, hvor vandet har svært ved at dræne ud af jorden, og at deres rødder derfor rådner.

Hvis din potentilla får svampesygdomme, skyldes det ofte, at du vander den forkert. Hvis du vander oven på planten, vil det danne grobund for sygdom, når vandet ikke får mulighed for at løbe fra jorden eller fordampe.

Der er ikke så mange skadedyr, der vil kaste sig over potentilla. Hjorte skal for eksempel være meget sultne, før de forsøger. Planten kan dog godt blive ramt af bladlus. Hvis det sker, må du i gang med vand og insektsæbe for at komme af med dem, hvis det er et stort angreb, der generer dig.

Pris på potentillaplanter

Potentillabuske er ikke dyre. Regn med at give mellem 14 og 90 kroner for en plante. Prisen afhænger af sorten, og hvor høj planten bliver. De højere planter er selvfølgelig dem, der er bedst egnet til en hæk, medmindre hele pointen da er, at du gerne vil have en lav hæk rundt om et bed. Du skal regne med at bruge to til tre planter pr. meter, når du bruger dem til en hæk.

Med en potentilla hæk får du altså en forholdsvis billig hæk, der ikke kræver meget pasning. Den er dog ikke for dig, der ønsker en høj grad af privatliv i din have, men er en smuk, lav hæk, der kan tiltrække mange insekter.

FAQ

Hvor høj bliver en potentilla hæk?

Potentilla bliver ikke særlig høje, kun omkring en meter. Derfor er den muligvis ikke for dig, der vil have en tæt og høj hæk ud mod vejen eller ind mod naboen. Den er ideel som hæk/læhegn inde i haven.

Hvornår er det bedst at plante potentilla?

Du bør plante potentilla om foråret eller om efteråret, når det ikke er så varmt. Det bedste er, at du planter den om foråret, så har den en hel sæson til at etablere sig inden vinteren.

Hvordan skal man klippe en potentilla hæk?

En potentillahæk har ikke brug for at blive beskåret, som andre typer af hække har. De første tre år bør du bare fjerne eventuelle døde grene fra den om foråret, eller når den er afblomstret. Når den har stået i haven i tre år, kan den godt tåle en større beskæring.

Hvad koster potentilla hækplanter?

Potentillabuske er ikke dyre. Du skal regne med at de koster et sted mellem 14 og 90 kroner for en plante. Prisen afhænger af sorten, og hvor høj planten bliver.

5 Kommentarer

  1. Hvis man vil beskære hækkenhelt ned til jorden, hvornår er det så bedst at gøre det?

    1. Hej Ida
      Hvis du vil skære den helt ned, er det så fordi du vil “dræbe” den? 🙂
      Så ville jeg da gøre det et tidspunkt hvor der ikke er for mange blade på den, om efteråret eller vinteren.
      Mvh Martin

  2. Vi har nogle bede med gamle potentillabuske og de blev klippet ned for 6 eller 7 år siden. De er dog efterhånden blevet rodet at se på og vi tænker at vi igen bør beskære dem ned til ca 20 cm her sidst i Oktober eller start November. Er det ok at gøre det, og vil vi se dem begynde at vokse igen til næste år?

    1. Hej Thomas.

      Ja, det kan du godt.
      Det gode ved potentillaen er at den kan holde til at blive klippet helt i bund, selvom det virker voldsomt.
      Du kan godt forvente at de vækst igen til næste år.

      Med venlig hilsen
      Marc

  3. Har modtaget en masse barrodsplanter (potentil), der skal plantes til en hæk. Toppen på planterne er helt visne. Rødderne er friske. Kan jeg plante dem nu med jordforbedring? Ska jeg klippe den visne top af?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove