Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
blomkål dyrkning

Dyrkning af blomkål

Blomkål er lækkert, men det er ikke en plante for den urutinerede. Den kræver meget overvågning og pasning – og selvom du giver den det, kan det alligevel gå galt. Lykkes det, bliver du dog belønnet med lækre, sprøde blomkålshoveder.


Blomkål er ikke en nem afgrøde at lykkes med. Den kræver, at du forkultiverer den, dækker den til, så den ikke bliver angrebet af insekter, og at du holder nøje øje med den, så den ikke kommer til at mangle vand eller gødning, og så den ikke går i stok for næsen af dig. Selv hvis du har gjort alt det, kan du ikke være sikker på at lykkes med den, da den også er meget følsom over skift i temperaturen.

Vi skriver det ikke for at afskrække dig fra at dyrke blomkål. Mere som en forberedelse på, hvad der venter dig. Når du vælger at dyrke blomkål i haven, kan du nemlig ikke være sikker på at få succes med den, som du ellers kan med mange andre afgrøder. Der er mange ting, der kan gå galt.

Hvis det lykkes for dig, vil du dog kunne stå med nogle lækre blomkålshoveder, som du kan spise i løbet af sommeren eller efteråret. At dyrke dine blomkål selv vil helt sikkert give dig en større respekt for avlere af blomkål. Og så er der jo ingen, der siger, at du ikke kan prøve igen næste år, hvis du ikke har succes med det i år. Øvelse gør som bekendt mester.

Hvilken sort af blomkål skal jeg vælge?

Den vigtigste forskel mellem de forskellige sorter af blomkål er, hvornår de er klar til høst. Der findes sommersorter og efterårssorter. Sommersorterne skal forkultiveres sidst på vinteren, så de er klar til høst i juni til august. Efterårssorterne skal sås i maj til juni, så de er klar til høst i september til november.

Nogle sorter er fremavlet, så de er resistente over for kålbrok. Det er den mest udbredte sygdom blandt kål og grunden til, at det er vigtigt med et langt sædskifte. Det er særligt F1-sorter, der er fremavlet til industrielt brug, der er resistente.

blomkål

Når du skal vælge sorter, bør du også overveje, hvilken farve blomkål du gerne vil have. De behøver nemlig ikke kun at være hvide. Du kan også få lilla og orange blomkål. De lilla hoveder bliver ikke lige så store som de hvide, og de har en mildere og sødere smag. De orange hoveder er også sødere og mere cremede. De indeholder derudover mere vitamin A.

Gode sorter af blomkål:

  • Graffiti – lilla blomkål
  • Snowball – hvid blomkål
  • Cheddar – orange blomkål
  • Flame Star – orange blomkål
  • Autumn Giant – hvid blomkål – efterårssort
  • Sapporo F1 – hvid blomkål – efterårssort
  • Nuage – hvid blomkål – efterårssort

Placering af blomkål

Det vigtigste i forhold til din placering af blomkål er, at du ikke dyrker kål på det samme sted i haven to år i træk. Gør du det, kan du opdyrke kålbrok i jorden. Har du først fået den ind i haven, kan der gå 10-20 år, før du kan dyrke kål i jorden igen. Du skal derfor have et sædskifte på 5-6 år for at være på den sikre side.

Derudover foretrækker blomkål en meget næringsrig jord. Derfor er det en god idé, at du blander jorden med jordforbedring eller havekompost, inden du planter dem. Hvis du allerede i efteråret ved, at du vil plante blomkål på stedet, kan du så en efterafgrøde, der vil give mere næring til jorden.

Dyrker du ærter og bønner i haven, er det oplagt, at du planter blomkål i det bed, hvor du sidste år havde dem. Ærter og bønner binder nemlig kvælstof til jorden, og det er det, blomkål har brug for at danne store hoveder.

Læs evt. vores guides om dyrkning af ærter og dyrkning af bønner for inspiration.

Forkultivering og såning af blomkål

Du kan så blomkål direkte på friland, men det bedste resultat får du, hvis du forkultiverer dem. I det tilfælde er de mere modstandsdygtige, når de bliver plantet ud. Det er blandt andet en fordel i forhold til skadedyr.

Hvornår du skal forkultivere dem, afhænger af, hvilken sort du har valgt. Sommersorterne skal du begynde at forkultivere allerede i slutningen af vinteren, mens du kan vente et stykke ind i foråret med at forkultivere efterårssorterne.

Det bedste er, at du lægger to til tre frø i en potte på omkring 6 cm eller en roottrainer. Kommer der mere end én plante op, skal du fjerne dem, så der kun er én. Hvis du kun sår et frø, risikerer du dog, at der slet ikke kommer en plante i nogle af bakkerne. Sår du direkte på friland, skal du bruge samme metode.

Når planterne har 2-3 rigtige blade, kan du plante dem ud. De må gerne stå i jord helt op til bladene, da det sikrer, at de ikke vælter i vinden. Dæk dem over med vækstdug med det samme, så de ikke bliver angrebet af insekter.

Pasning af blomkål

Blomkål har brug for meget vand for at opbygge et stort hoved. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at holde nøje øje med dem. Selv i perioder, hvor det regner, kan de have brug for ekstra vand.

Du skal også være omhyggelig med at luge ukrudt omkring kålen, så den ikke får konkurrence i forhold til næring. Særligt i starten er det vigtigt, at du gør det.

Blomkål har brug for meget næring for at kunne danne hoveder. Du bør derfor give 250 gram gødning pr. 10 m2. Bruger du kompost eller kunstgødning, kan du give det en gang i løbet af sæsonen. Giver du gødning opløst i vand, bør du give det over tre omgange.

Hvornår er blomkål klar til høst?

Blomkål er klar til høst i juni til august eller september til november, alt efter om du har valgt en sommer- eller efterårssort. Når hovederne er omkring 10-12 cm i diameter, bør du binde deres blade sammen om hovederne. Det gælder dog kun for de hvide varianter. Efter omkring 10 dage vil kålen være klar til høst.

Blomkål består egentlig af små blomsterknopper. Derfor er det vigtigt, at du holder øje med, at den ikke danner blomster – eller går i stok, som det hedder. Gør den det, kan den ikke spises. Ser det ud til, at din blomkål er ved at gå i stok, bør du plukke den med det samme.

lilla blomkål

Du plukker blomkål ved, at du skærer hovedet af sammen med nogle af bladene, så de kan beskytte hovedet. Du kan opbevare blomkål i køleskabet i omkring en uge efter, at du har plukket det. Vil du opbevare det i længere tid, kan du blanchere det og fryse det ned.

Du kan bruge blomkål på en række forskellige måder. Du kan for eksempel spise det råt i salater, bage det, stege det, koge det og bruge det som mos eller ris eller som ingrediens i gryderetter eller wokretter.

Almindelige problemer med blomkål

Et af de mest almindelige problemer med blomkål er faktisk et, som du slet ikke kan gøre noget ved, nemlig vejret. Hvis det er under 7° C i en længere periode, når blomkålene skal til at danne et hoved, kan du risikere, at det slet ikke sker. Hvis det omvendt er over 20° C i den periode, kan du risikere, at de bliver gennemgroet af blade.

Kålbrok er som nævnt også et almindeligt problem, men det kan du heldigvis undgå med et godt sædskifte på 5-6 år. Hvis din plante har kålbrok, vil dens rødder svulme op og blive hvide. Det er derfor tydeligt at se, at den er angrebet. Er den angrebet, skal du undgå at dyrke kål i jorden i 10-20 år.

Endelig er der også mange insekter, der er vilde med blomkål. Dem kan du undgå ved, at du dækker kålen over med vækstdug.

Blomkål er altså ikke for dig, der vil have en nem have, hvor du ikke skal røre en finger. Er du frisk på en udfordring, vil du dog kunne få den med blomkål. Gevinsten for dit hårde arbejde vil selvfølgelig være lækre og friske blomkålshoveder.

FAQ

Kan man dyrke blomkål i drivhus?

Du kan sagtens dyrke blomkål i et drivhus. I et drivhus kan du forlænge vækstsæsonen og så dine blomkål endnu tidligere.

Skal man gøde blomkål?

Blomkål har brug for meget næring for at kunne danne hoveder. Du bør derfor give 250 gram gødning pr. 10 m2. Du kan gøde dem med både organisk- og kunstgødning.

Hvor meget skal man vande blomkål?

Blomkål skal vandes ofte, da de har brug for meget vand for at opbygge et stort hoved. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at holde nøje øje med dem. Selv i perioder, hvor det regner, kan de have brug for ekstra vand.

Hvornår skal blomkål høstes?

Blomkål er klar til høst i juni til august eller september til november, alt efter om du har valgt en sommer- eller efterårssort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove