Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
appelsintræ

Appelsintræer – Den store guide

Appelsintræer er blevet populære som aldrig før – og det er med god grund. Det smukke træ med de farverige frugter er utroligt smukt at se på, men desværre er det en sort, som kan være utrolig svær at få til at gro og give frugt.


Hvis du har problemer med dit appelsintræ, eller hvis du gerne vil forberede dig på bedst mulig vis, inden du investerer i et, så bør du læse med her i vores Appelsintræ guide. Herunder får du nemlig både lidt generel viden om appelsintræssorter såvel som fif til, hvordan du får succes med dit appelsintræ.

De mange sorter af appelsintræer

Selvom de fleste mennesker sikkert tænker på de store, gamle appelsintræer, som producerer de appelsiner, som vi køber i supermarkedet, når de skal forestille sig appelsintræer, så er det faktisk langt fra den eneste sort, som findes.

Der findes nemlig en lang række af appelsintræssorter, men mange af dem bliver alt for store til at kunne plante indendørs. Derfor får du herunder et bud på en række forskellige appelsintræer og citrustræer generelt, som du med fordel kan plante derhjemme, da de ikke bliver uoverskueligt store i størrelsen.

Citrus sinensis – Appelsin

Først og fremmest er der selvfølgelig den klassiske appelsin. Dette træ er karakteriseret ved dens smukke, hvide blomster, som dufter skønt. Selve træet kan fås i flere forskellige sorter, men som nævnt ovenfor, så bliver nogle af dem meget store i størrelsen. Heldigvis kan du finde Citrus sinensis træer, som kan beskæres til at blive i stue-størrelse.

Appelsinernes skræl er tyk og orange, imens størrelsen på frugterne varierer efter temperaturer, sol, gødning mm. De kan sagtens spises råt, da frugterne sammen med syrligheden ofte også bliver relativt søde i smagen.

Citrus Myrtifolia – Chinotti (Myrteorange)

Denne sort af appelsin er en meget langsomt voksende plante, som er karakteriseret ved dens små blade. Den er relativt lille i størrelsen, hvormed den er yderst velegnet til at have stående i stuen eller på mindre altaner og terrasser.

Træet får orangerøde frugter, som er modne i det sene efterår til tidligt forår. Frugterne er ofte for sure til at spise rå, men de kan med fordel bruges i for eksempel marmelader og desserter.

Citrus Mitis – Miniappelsin

Denne plante vokser moderat og får ligeledes også runde, orange frugter – dog er de væsentligt mindre end almindelige appelsiner, hvormed den netop har fået navnet ‘miniappelsin’. Frugterne er meget syrlige, så ligesom med Chinotti er det bedst at tilberede dem, førend de spises.

Citrus Mano de Buddha – Buddhas hånd

Hvis du gerne vil have et citrustræ, som er noget udover det sædvanlige, så bør du overveje at købe en ‘Buddhas hånd’. Navnet har plantet fået ud fra frugternes sjove form, som netop til forveksling ligner en menneske hånd. Den er endda så pyntelig, at den ofte bliver brugt som pynt i religiøse ceremonier i Sydøstasien.

Træet får en gul frugt, som gror mellem 5-20 ‘fingre’, der stikker ud fra frugten – dette er, hvad der får den til at ligne en hånd. Frugten modner i løbet af vintermånederne, men da den kun indeholder lidt saft, så den ikke enormt velegnet til at spise. Dog kan du med fordel bruge skallen i din madlavning.

Udover de ovennævnte appelsin- og citrustræer så er der en lang række af andre planter med citrusfrugter, som du kan overveje at plante. Du kan for eksempel dyrke dine egne limes, kumquats, klementiner, mandariner, grapefrugter, citroner og meget mere.

Appelsintræ

Appelsintræets egenskaber

Den største og bedste egenskab ved appelsintræet er naturligvis, at den sætter appelsiner. Denne frugt er fast inventar i et hvert supermarked, da vi danskere elsker at sætte tænderne i den lækre syrlige, men ofte også lidt søde frugt.

Frugten spises ofte rå, men vi ynder i høj grad også at bruge den til at skabe andre lækkerier med såsom for eksempel appelsinjuice, marmelade, chokolade og desserter.

Men udover at appelsiner smager helt fortræffeligt, så indeholder de også en masse ting, som er rigtig godt for os. Appelsiner indeholder for eksempel en stor mængde C-vitamin, som er med til at styrke immunforsvaret. Derfor kan det altså være en fordel at snuppe en appelsin, næste gang, du er forkølet. Dertil indeholder appelsiner også kostfibre, som giver en god mæthedsfornemmelse og holder fordøjelsen i gang.

LÆS OGSÅ: Sådan planter og passer du dit eget oliventræ

Appelsintræ guide: Sådan får du succes

Plantning

Det kan tage meget lang tid at gro et appelsintræ frem, hvis du planter den som et frø. Derfor kan det klart anbefales, at du køber et lille træ på din lokale planteskole.

Når du har købt dit lille appelsintræ, så skal du omplante det relativt hurtigt. Sørg for at vælge en stor krukke fra starten af – træet har sarte rødder, hvilket gør, at den ikke særligt godt tåler at blive omplantet for tit.

Selve plantningen gør du bedst således:

  1. Start med at fylde bunden af krukken med lecakugler, potteskår eller sten. De fungerer som dræn i krukken.
  2. Læg et lag citrusjord ovenpå. Citrusjord er jord, som er specielt velegnet til at gro citrustræer i.
  3. Placer appelsintræet i krukken, og støt det forsigtigt, imens du fylder det resterende jord i krukken.
  4. Vand træet grundigt.

Efter første vanding vil jordet formentlig sætte sig og synke lidt ned. I så fald fylder du efterfølgende bare lidt ekstra jord i krukken.

Pasning

Et af appelsintræets helt store svagheder er, at den er meget følsom overfor kolde temperaturer. Det er faktisk så følsomt, at hvis du planter det udendørs, så vil det med sikkerhed dø i løbet af efterårs- og vintermånederne, da den danske vinter ganske enkelt er for kold for appelsintræet.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at du skal afskrive drømmen om at dyrke dine egne appelsiner. Du kan nemlig sagtens dyrke dem indenfor i din stue eller i et drivhus. Her planter du træet i en krukke, hvilket gør det muligt at flytte den rundt mellem solrige positioner i dit hjem.

Gødning af appelsintræ

Når dit appelsintræ står i en krukke, så vil den med tiden komme til at udpine jorden. Derfor er det vigtigt, at du husker at gøde det regelmæssigt.

Du kan med fordel give dit appelsintræ en god håndfuld naturgødning hvert forår, så snart vejret begynder at blive bedre – så har det nemlig noget næring at vokse af i sommermånederne. Dertil kan du løbende også komme lidt citrusgødning i vandet, som du vander planten med.

Vanding af appelsintræer

Et appelsintræ er en relativ tørstig plante, hvormed du skal sørge for at vande det ofte. Dog handler det i høj grad om, at du er nødt til at finde en balance med dit træ, for planten kan også sagtens få for meget vand.

En god tommelfingerregel er, at jordet i krukken altid skal være lidt fugtigt – det må aldrig være helt tørt, men træet skal heller ikke stå og soppe i vand.

Beskæring af appelsintræer

Det er ikke et krav, at du skal beskære dit appelsintræ – de klarer sig nemlig ganske fint uden det. Dog kan beskæring være en måde, hvorpå du kan give dit træ en flot form, hvilket kan være eftertragtet, når den nu ofte skal stå indenfor og pynte.

Appelsintræer har det nemlig med at lave en form for ‘knudret’ krone, som ikke altid er så flot at se på. Dette kan du undgå ved at klippe de små grene, som vokser på tværs, af. Det samme går du med døde og visne grene, da disse naturligvis heller ikke er til gavn for planten eller dens udseende.

Du må dog aldrig beskære dit appelsintræ for hårdt – det kan de ikke tåle, og de vil derfor dø af det. Hvis du vælger at beskære dit træ, så skal du gøre det i juni eller juli måned.

Vi håber, at du har opnået en større viden ved at læse vores appelsintræs guide – held og lykke med din plantning!

4 Kommentarer

  1. Mit appelsintræ står indendørs her i vinter.
    Nu er det fuldt af blomster, har dog tabt næsten alle blade.
    Bestøvet det selv selv, eller skal jeg gøre noget?
    Venlig hilsen
    Annj Johnsen

  2. Hej
    Har et udendørs appelsintræ i Spanien som altid har givet masser af frugter , men bu har gartneren klippet det for hårdt i toppen for 3 år siden , det er stoppet med at give frugter , men ser dog ellers sund og rask ud , mit spørgsmål er derfor kommer frugterne tilbage med tiden ?

    Jens Holck Nielsen
  3. Hej
    Jeg har købt et citrustræ, Calamondin. Træet har nogle frugter, som ser modne ud. Hvornår høster man frugterne. Er der noget man skal se efter før man høster frugterne.

    Kaj Pedersen
    1. Hej Kaj
      Jeg har et Calamondin træ. Når frugterne er fine gule, er de modne, men smag på dem først.
      Jeg har lavet marmelade af frugterne, og det smager som en mellemting af appelsin og grapefrugt.
      Du skal bruge hele frugten også skrællen
      Vh Inge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove