Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
Buksbom guide

Buksbom guide

Buksbom er en nem plante for dig at have med at gøre – medmindre du vælger at klippe den som en skulptur. I det tilfælde kræver den regelmæssige klipninger og at få tilført vand og gødning ofte. Du kan dog også vælge bare at bruge planten som hæk eller afskærmning i haven.


Buksbom er en nem og hårdfør plante, der ikke kræver meget pasning. Du kan bruge den enten som en kraftig og stedsegrøn hækplante eller forme den som skulpturer og skabe anderledes former i haven. Planten trives både på friland og i en krukke og er derfor meget nem for dig at have med at gøre.

Du skal dog være opmærksom på, at der kun er to sorter, der er rigtig vinterhårdføre i Danmark. Det drejer sig om Buxus sempervirens og Buxus microphylla. De kaldes også for henholdsvis almindelig buksbom og småbladet buksbom.

Hvornår er det bedst at plante buksbom?

Som med de fleste andre buske, kan du plante dem ud på alle tider af året, men det vil klart være det bedste for dem, hvis du planter dem ud i efteråret. På det tidspunkt er jorden stadig lun efter at være blevet varmet op om sommeren, og der falder masser af regn.

Samtidig giver det planten mulighed for at etablere et større rodnet, inden sommeren kommer, hvor det er mere tørt. Selvom buksbom er forholdsvis nem og normalt ikke kræver vanding, når den står på friland, har den alligevel ikke godt af at tørre helt ud det første år, efter den er blevet plantet.

Sådan planter du buksbom

Selve udplantningen er meget lige til. Du skal grave et hul, der er bredere end den potte, som buksbommen nu står i. Det er bedre, at hullet er for stort end for lille, da rødderne så ikke bliver bøjede. Fyld hele hullet med vand og lad det sive væk, inden du sætter buksbommen i det.

Planten skal stå i samme højde, som den gjorde i potten. Når du har sat den ned i hullet, kan du trykke jorden fast omkring den med foden og eventuelt fylde op med ekstra jord rundt om den. Derefter skal du vande den grundigt.

plantning af buksbom
Her plantes en række små buksbomplanter op ad en gangsti.

Når du vælger placeringen af din buksbom, skal du være opmærksom på, at den ikke kommer til at stå alt for tæt på andre planter. Buksbom kan nemlig udsende nogle stoffer gennem jorden, der kan være giftige for andre planter og derfor få dem til at gå ud.

Brug din buksbom som hæk

Buksbom er ikke den mest brugte hækplante i Danmark, men kan sagtens fungere som en sådan. Den egner sig dog særligt godt til lavere hække, selvom nogle sorter af buksbom godt kan blive meget høje.

Mange vælger derfor at bruge buksbom som afgrænsning rundt som stier eller bede frem for at bruge dem som en hæk ud mod vej og naboer.

Pasning af buksbom

Hvor meget pasning, din buksbom har brug for, kommer i høj grad an på, om den er placeret på friland eller i en krukke. En plante i en krukke har brug for mere pasning, da den jo ikke har mulighed for at få et lige så stort rodnet. Det giver en begrænsning i forhold til, hvor meget vand og næring den kan optage fra jorden.

Derudover skal du være opmærksom på, at buksbom i krukker kan have sværere ved at klare en vinter uden for. Det er derfor en god ide, at du i hvert fald placerer den i læ og sol. Er det en meget kold vinter, kan du være nødt til at flytte den indenfor i en periode, for at den kan overleve.

Gødning til buksbom

Har du buksbom på friland, der fungerer som en hæk eller på anden måde får lov til at vokse mere vildt, behøver du ikke at tilføre den gødning. Buksbom i krukker og buksbom på friland, der bliver formklippede, har dog brug for regelmæssigt at få gødning. Det tærer nemlig på planten at blive klippet så ofte, og den har derfor brug for ekstra næring til at komme sig.

Der findes særlig gødning til buksbom, som du kan give dem. Gødningen er udviklet med ekstra jern, da det ofte er et mineral, som buksbom i krukker kommer til at mangle. Det viser sig ved, at planten får gule blade.

Beskæring af buksbom

Bruger du din buksbom som en hæk, eller får den på anden vis lov til at vokse frit, behøver du kun at beskære den en til to gange om året. Det kommer an på, hvad du selv føler for. Det bedste er, at du klipper den i foråret og i efteråret. Hvis du kun klipper den en gang om året, bør du derfor klippe den i foråret.

Hvis du formklipper din buksbom, skal du dog klippe den langt oftere end de to gange om året. Det kræver nemlig mange klipninger at vedligeholde en helt stram og flot skulptur eller figur i buksbommen. Du kan klippe den fra foråret og indtil september. Planten har nemlig brug for at komme sig efter klipningen, inden frosten sætter ind.

Lige meget om det er en formklipning eller en beskæring af din buksbom, er det vigtigt, at du sørger for at klippe på en overskyet dag. Hvis solen brager ned fra en skyfri himmel, vil den kunne svide de nyklippede grene, så busken får brandsår.

Køb en formklippet buksbom eller form den efter en skabelon

Hvis du ikke tidligere har prøvet at skulle formklippe en plante, er det en god ide for dig, at du køber en på planteskolen, der allerede er formklippet. På den måde skal du bare vedligeholde den form, den allerede har.

Har du en buksbom i haven, som du gerne vil klippe i en form, kan du udforme en skabelon, som du klipper efter. Hvis du ikke har formklippet før, vil det nemmeste for dig være, at du vælger en mere simpel form, for eksempel en kugle.

Buksbom beskæring
Har du mange meter buksbomplanter er hækklipperen at foretrække, selvom man typisk bruger en hæksaks, som er mere præcis.

I takt med at du bliver dygtigere, vil du dog i mindre grad have brug for en skabelon. Dygtige formklippere kan omskabe en vildtvoksende buksbom til for eksempel en figur af et dyr kun ud fra deres fantasi. Lige som så meget andet arbejde i haven er formklipning altså et håndværk, der kan læres.

Almindelige sygdomme og skadedyr i buksbom

Der findes to alvorlige sygdomme, der kan ramme buksbom. Den ene er buksbomgrentørre, den anden er buksbomkvistdød. Begge sygdomme viser sig som gule og derefter grå blade. Når en plante er inficeret, er der ikke noget, du kan gøre ved det. Du er derfor nødt til hurtigt at fjerne planten, så den ikke kan inficere andre.

Har du andre buksbom i haven, der ikke er ramt, kan du forebygge sygdommen med et svampemiddel. Det virker dog ikke på de planter, der allerede er angrebne.

Sygdommene er alvorlige, men heldigvis sjældne. Det samme er det, at buksbom bliver ramt af skadedyr. Det mest almindelige skadedyr på planten er lus. De er typisk et tegn på, at planten ikke trives ordentligt. Du bør derfor sørge for, at planten har nok vand og gødning.

Generelt er buksbom altså meget nemme for dig at have, og du behøver ikke at bekymre dig om sygdom eller skadedyr. Du bestemmer selv, hvor nem eller svær din buksbom skal være, alt efter hvor meget tid du vil bruge på at formklippe den.

FAQ

Hvorfor bliver mine buksbom gule?

Er din buksbom blevet gul og trist, så kan der være flere ting galt. Der er især 3 ting du skal tjekke op på, hvis din buksbom er blevet gul: • Manglende gødning, samt mineralet jern. • Manglende vanding. • Plantesygdommene buksbomgrentørre eller buksbomkvistdød Læs mere her på siden om hvordan du undgår at dine buksbom bliver gule og hvordan du redder en døende buksbom.

Hvor stor kan en buksbom blive?

En almindelig buksbom (buxus sempervirens) kan blive overraskende stor, hvis den for lov til at vokse frit. Den kan blive op til 4-5 meter i både højden og bredden.

Skal man gøde sine buksbom?

Buksbom i krukker og generelt buksbom der ofte bliver formklippet, skal gødes 1-2 gange om året. Regelmæssig gødning er vigtigt for at undgå sygdom og bibeholde den friske grønne farve. Har du en buksbom som vokser frit i haven, så er det ikke lige så vigtigt at gøde den regelmæssigt.

Kan buksbom tåle frost?

Buksbom er på ingen måde følsom overfor frost. Både buksbom i krukker og på friland, kan overleve en hård vinter, hvilket betyder at du ikke skal til at flytte tunge krukker med buksbom, eller omplante buksbom i friland. En buksbom har dog ikke godt af at blive klippet lige inden, eller imens der er frost.

2 Kommentarer

  1. Kære Martin
    Jeg har i min gårdhave en ca. 1,5 m. bred buksbom i kuglefacon, omplantet i en passende stor krukke for ca. 1 md. siden.
    På den indkøbte rasende dyre buksbomgødnig (Osmo buksbom gødning 4-2-8) omtales der to forskellige doseringer og 2 former for gødning, bladgødning og jordgødning. Bladgødningen er mildere end jordgødningen (bladgødning 2,5ml/l vand sv. til 1 hættefuld til 8 l vand, mod jordgødning 5 ml/1 liter vand). Hvordan skal det forstås?
    skal bladgødningen sprayes på selve planten (dog ikke i fuld sol, men i overskyet vejr) ?
    Hvor ofte skal der gødes med hhv. bladgødning og jordgødenen?

    Med venlig hilsen
    Gitte Eggers

    Gitte Eggers
    1. Hej Gitte

      Jeg må indrømme at jeg ikke ved mere om selve buskbomgødningerne end der står på selve pakkerne, så jeg tør ikke vejlede yderligere end hvad der står på produkterne. Jeg vil anbefale at du retter henvendelse til OSMO. Du kan kontakte dem via osmo . dk. 🙂

      Mvh Martin

      Martin Nissen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove