Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
dyrke hasselnødder

Dyrkning af hasselnødder

Hasselnødder er en lækker spise, og du kan bruge nødderne til snacks til hyggeaftenen, men de kan også indgå i salater, kager og i madretter. Mulighederne for at bruge hasselnødder i den daglige kost er mange, og da nødder samtidig er sunde, er der mange fordele at hente.

Læs med og se, hvordan du dyrker dine egne hasselnødder i haven og bliver selvforsynende vinteren igennem.


Hasselnødder har siden tidernes morgen været brugt i det nordiske køkken. Helt tilbage til udgravninger fra stenalderen er der fundet nøddeskaller i store mængder. I de tidligste tider blev nødderne formentlig plukket i skoven, og her kan du stadig kan finde masser af skovhassel. Hvis du vil dyrke hasselnødder hjemme i haven, kan du dog med fordel gå efter nogle sorter, der giver større nødder og en rigere høst.

Hvilke hasselbuske skal du købe?

Når du skal købe hasselbuske på planteskolen, er der flere sorter at vælge imellem. Et godt bud, som du i de fleste tilfælde blive præsenteret for, er sorten ”Lamberts Filbert”. Denne sort kaldes også ”storfrugtet hassel”, og netop størrelsen på frugterne, gør den særligt velegnet til hjemmedyrkning.

Nøddebusken er langsomt voksende, men kan blive 3-4 meter høj og 2 meter i bredden, hvis den ikke beskæres. Buskenes størrelse gør, at netop nøddebuske mange steder bruges som naturlig hegn og skel, hvor der samtidig kan nydes godt af høsten.

Du kan naturligvis også sagtens plante nøddebuske som fritstående buske, blot du har plads i både højde og bredde.

Hvornår plukker du hasselnødder?

Buskenes blomster begynder at titte frem i marts og april måned, og i efterårsmånederne september og oktober kan du høste hasselnødderne.

Hvornår plukker man hasselnødder

Lamberts Filbert giver sædvanligvis en god og rig høst, der sikrer, at du har lækre nødder vinteren igennem. Hasselnødder kan lagres og holde sig i op til 1 år, hvis blot de får lov at ligge tørt og mørkt.

Sådan dyrker du hasselnødder i haven

Hvis du har nogle ledige kvadratmeter i haven, så er dyrkning af hasselnødder særdeles udbytterigt, og du får en sund spise, der kan bruges i et væld af situationer.

Inden du kan gå i gang med høsten, skal nøddebuskene, dog lige plantes først.

Plantning af hasselnøddebuske

Når du køber nøddebuske på planteskolen, er de omkring 60-100 cm. høje, og prisen ligger omkring 200 kr. pr. busk.

Da hassel kræver noget plads at vokse på, anbefales det, at der maksimalt plantes en busk pr. 1-2 meter. Hassel vokser udmærket i almindelig havejord og på steder, hvor der er en sikker forsyning af vand året igennem. Buskene trives godt i fuld sol, og skal helst placeres på steder med nogenlunde læ for vind og vejr.

Skal nøddebuske gødes?

Du kan gøde dine nøddebuske med almindelig universal havegødning 2-3 gange om året. På den måde holder du buskene sunde og skaber de bedste vækstbetingelser for planterne.

Find universal havegødning i vores store udvalg af gødninger her.

Du skal samtidig sørge for, at buskene ikke bliver udsat for udtørring. På de længste og varmeste sommerdage, skal buskene have vand. Det er specielt vigtigt de første par år, indtil planterne får etableret et kraftigt rodnet.

Hvornår kommer den først høst?

Hassel er en taknemmelig plante, og med de rette betingelser går der ikke lang tid, før du kan begynde at høste de første hasselnødder.

Du skal dog forvente, at der går et par år, fra busken er plantet, til du kan nyde den første høst.

Opbevaring af hasselnødder

Hasselnødder kan spises friske, straks efter du har plukket dem om efteråret. Du skal dog være opmærksom på, at de friske nødder kun kan holde sig en uges tid, hvis du tager dem ind i huset.

De nødder du ikke når at spise friske, skal tørres, så de kan holde sig vinteren over. Under tørringen skal nødderne bredes så meget ud som muligt. Du kan eventuelt sprede nødderne ud på et gammel lagen eller et andet stykke stof. Nødderne skal ligge tørt og varmt, og et sted med god ventilation. Hvis nødderne ligger for fugtigt, er der risiko for, at de bliver angrebet af skimmel.

Nødderne skal ligge til tørre i ca. 2-3 uger. Kunsten er at finde det helt rigtige tidspunkt at stoppe tørreprocessen. Hvis nødderne tørrer for længe, skrumper kernerne ind, og bliver for tørre. Knæk nogle af nødderne i løbet af tørreperioden. Når du synes de ser helt rigtige ud, skal de samles sammen og flyttes til et køligt men stadig tørt sted.

De tørrede nødder kan holde sig et års tid, så du har rig mulighed for, at nyde de lækre nødder året rundt.

Kan du selv så hasselnødder?

Hvis du gerne vil eksperimentere med at så dine egne hasslbuske, så kan det sagtens lade sig gøre. Projektet kræver dog, at du har en rigtig god tålmodighed, for der går noget tid, før du kan begynde at høste nødder. Hvis du alligevel har mod på at prøve, så følg ”opskriften” her.

De friske nødder skal sås udendørs i 2-3 centimeters dybde. Nødder kræver kulde i løbet af vinteren, for at kunne begynde at spire. Hvis planterne ikke kommer op af jorden den første sæson, så fortvivl ikke. Der kan godt gå 2 sæsoner, før du ser de første små planter stikke frem.

Herefter skal du regne med, at der går yderligere 4-5 år, før buskene bliver store nok til, at de begynder at sætte frugter. Hvis du selv vil forsøge dig, er der tale om et langtidsprojekt, men ikke desto mindre er der en vis tilfredsstillese i at fremelske sine egne planter og følge med i, hvordan buskene gror og udvikler sig.

Er hasselnødder sunde?

Hasselnødder har et højt indhold af kostfibre, og de indeholder en del protein. Det betyder, at hasselnødder er særdeles gode for fordøjelsen, og nødderne giver dig en lang og god mæthedsfornemmelse.

hasselnøddetræ

Hasselnødder har et højt indhold af det, som vi betegner som de ”sunde fedtstoffer”, og de indeholder flere slags vitaminer og mineraler. Bl.a indholdet af vitamin E gør, at hasselnødder virker styrkende på dit immunforsvar.

Hasselnødder har et ret stort energiindhold. Det betyder, at nødderne indeholde mange kalorier, ca. 650 kcal pr. 100 gram. Du skal derfor være opmærksom på, at den lækre snack feder ret meget, hvis du går med planer om at tabe dig.

Hasselnødder er altså generelt sunde og næringsrige, men de kan også fremkalde allergi. Nøddeallergi er desværre ret udbredt og kan være ret ubehageligt for dem, der er ramt. De mest almindelige symptomer minder meget om symptomerne fra høfeber og består bl.a. af kløe i munden, løbende næse og øjne.

Nu er du klar til at dyrke hasselnødder

Nu kender du nogle af de vigtigste principper omkring dyrkningen af hasselnødder. Når først der er kommet godt gang i planternes vækst passer nøddebuskene i vid udstrækning sig selv, og du skal blot nyde høsten.

Du kan med fordel beskære buskene en smule hvert år. Beskæringen får buskene til at sætte flere blomster, og de vil dermed give et større udbytte. En beskæring vil samtidig forhindre, at buskene breder sig uhindret og optager for meget plads i haven.

FAQ

Hvilken sort af hasselnødder er bedst at dyrke?

Vi er helt vilde med, og tør godt anbefale, sorten Lamberts Filbert, som også kaldes storfrugtet hassel. Det er netop størrelsen på frugterne, gør den særligt velegnet til hjemmedyrkning.

Hvornår er hasselnødder klar til at blive plukket?

Buskenes blomster begynder at titte frem i marts og april måned, og i efterårsmånederne september og oktober kan du høste hasselnødderne.

Hvor tæt skal hasselbuske plantes?

Hasselbuske er pladskrævende planter, så vi anbefaler at du plante dem med 1-2 meters mellemrum.

Hvilken gødning er bedst til hasselbuske?

Du kan medfordel gøde dine hasselbuske med almindelig havekompost eller jordforbedring. Alternativ kan du give dem universal kunstgødning 2-3 om året.

2 Kommentarer

  1. Jeg har 2haselnød planter i min have. De er mindste 4år gammel, men har aldrig givet nødder. Hvad skal jeg gøre for at få gang i buskene

    1. Hej Jim,
      Jeg ved desværre ikke selv hvordan man gør, men det her er hvad jeg lige kunne finde på nettet som kan fremme det.
      Beskæring: Fjern de ældste og svageste grene om foråret. Dette kan hjælpe med at fremme ny vækst og øge chancerne for nødproduktion.
      Gødning: Sørg for, at dine planter får tilstrækkelig næring
      Vand og vedligeholdelse: Haselnøddeplanter trives bedst i godt drænet jord.

      Husk, at nødproduktion også kan påvirkes af klima og vejrmæssige forhold, så det er ikke altid garanteret, at du får en stor høst hvert år.
      Håber det kan bruges, og du snart vil se fremskridt i nødeproduktionen.

      Rigtig god dag til dig.
      Mvh Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove