Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
lavendel dyrkning

Dyrkning af lavendel

Lavendler er nemme planter, da de ikke kræver hverken vanding eller gødning. De er meget smukke og giver en fantastisk duft i haven. Du kan bruge dem til en lang række formål. Det er for eksempel at holde møl væk fra dit tøj og bladlus væk fra dine roser. Derudover kan lavendel også bruges i madlavningen.


Lavendel er en smuk og velduftende plante, hvilket i sig selv er grund nok til at have den i haven. Den er dog også velegnet til at holde møl væk, tiltrække sommerfugle til haven og så kan den også spises. Det er alle egenskaber, der gør den fremragende at have i haven.

Planten er meget nøjsom, og den er derfor perfekt for dig, der gerne vil have en smuk have uden for meget arbejde. Lavendler har hverken brug for meget vand eller meget gødning, men har til gengæld brug for masser af sol.

Typer af lavendel

Lavendel stammer oprindeligt fra middelhavsområdet i lande som Frankrig, Spanien og i Nordafrika. I dag er det primært Frankrig, som bliver forbundet med lavendelproduktion, og det er da også der, at størstedelen af verdens lavendel bliver produceret.

Nogle af lavendelarterne stammer oprindeligt fra bjergområder. Det betyder, at de er vant til kolde temperaturer, og at de derfor sagtens kan klare klimaet her i Danmark. Nogle af arterne er dog ikke lige så hårdføre og skal derfor dækkes til om vinteren med for eksempel grangrene.

Der findes i alt 39 arter af lavendel. De mest almindelige her i Danmark er:

  • Lavandula angustifolia: Denne er den mest almindelige lavendel og også den mest velduftende. Er tilpasset til et køligere klima og kan derfor sagtens klare sig i Danmark.
  • Lavandula stoechas: Plantens blomster minder om sommerfuglevinger, derfor kaldes den også for sommerfuglelavendel. Er mere sart og har derfor brug for at blive dækket til om vinteren. – Vi har skrevet en vejledning til dyrkning af sommerfuglelavendel her.
  • Lavandula x intermedia: Planten er en hybrid, der er steril. Det betyder, at den ikke kan så sig selv. Det er smart for dig, der gerne vil holde grundigt styr på dit lavendelbed.

Hvordan planter jeg lavendel?

Det klart nemmeste er, at du køber lavendel i et plantecenter og så planter dem i dit bed. Du kan plante dem hele sommerhalvåret fra april til september. Det bedste er dog, at du planter dem i april og maj. Hvis du planter senere, særligt i efteråret, kan der gå lang tid, før planten får rigtigt fat, og den kan have svært ved at overleve vinteren.

Lavendel
Lavendel (Lavandula)

Når du planter dem ud, er det vigtigt, at du sætter dem i et dybt hul, så deres rødder ikke bliver bøjet.

Veldrænet jord er afgørende

Lavendel skal stå i en veldrænet jord, da den ikke bryder sig om, at der står for meget vand. Specielt ikke om vinteren. Du bør derfor sørge for, at der er godt med sand og grus i den jord, hvor planten skal stå.

Til dette er vores HH-Plantemuld meget anbefalesværdig – Se vores plantemuld her.

Planten kan sagtens vokse i krukker og potter, hvilket gør det meget fleksibelt, hvor du kan plante den henne i haven. Når du planter i en krukke eller potte, er det vigtigt, at du vælger en med et stort drænhul, så planten ikke kommer til at stå og soppe i vand.

Planteafstand og lys

Planten elsker masser af sol, og det er derfor vigtigt, at du planter den et sted i haven, hvor den kan få netop det. I det tilfælde trives den klart bedst. Den kan dog godt stå i halvskygge. Når en lavendel ikke trives, skyldes det ofte, at den ikke får nok sol.

Planter du den i et bed, skal du være opmærksom på, at der er stor forskel på, hvor tæt planterne må stå. Nogle af dem skal stå med 25 cm imellem, mens Lavendula angustifolia skal stå med en halv meters afstand.

Vær varsom med lavendelfrø

Du kan også vælge at så lavendelfrø. Det er sådan set ikke kompliceret. Grunden til, at de fleste vælger at købe planter, er, at du ikke kan være sikker på, at frøene stammer fra den samme plante. Derfor kan dit bed godt ende med at blive ret spraglet. Planterne kan i farven være alt fra pink til dybblå og mørklilla.

Sådan passer du lavendel

Lavendler er meget nemme at passe; de har ikke brug for meget vand og gødning, kun masser af sol. Om foråret bør du klippe planten ned og fjerne de døde grene. Hvis du gerne vil have flere lavendler, kan du nemt få det ved at tage stiklinger af dine nuværende planter.

Ikke brug for vanding og gødning

Lavendler er nøjsomme planter, der ikke har brug for så meget vand. Derfor er det også vigtigt, at du ikke overvander dem. De første tre måneder efter du har plantet en lavendel, bør du dog vande den, specielt hvis det er tørt.

Planten er vant til at stå i mager jord og har derfor heller ikke brug for gødning. Når du klipper planten i maj, kan du lade nogle af de afklippede grene ligge og kompostere. Det er typisk nok til, at planten får dækket sit gødningsbehov.

Klipning af lavendler

Lavendel er en blanding mellem en staude og en busk, også kaldet en halvbusk. Den er følsom over for frost, hvorfor du endelig ikke må klippe den ned om efteråret. Cirka halvdelen af planten vil dø i løbet af vinteren. Derfor kan du risikere at slå planten ihjel, hvis du klipper den i efteråret.

I april skal du klippe de døde grene væk og klippe planten ned til cirka 10 centimeters højde. Hvis der er mange døde skud, skal du klippe planten helt ned, så der kun er de levende skud tilbage. Du kan se, at et skud er levende ved at kradse lidt i barken. Hvis der er grønt under barken, er skuddet stadig levende. Hvis der er brunt, eller det er tørt eller knækker, er det dødt.

Foryngelse af planter, der ikke er blevet klippet

Hvis du ikke klipper dine lavendler ned hvert forår, bliver de træagtige og blomstrer mindre. I det tilfælde kan du forynge dem ved at grave dem op og placere dem i et nyt og større hul. Hullet skal være så dybt, at plantens træagtige dele kommer under jorden. Du kan forynge din plante om foråret, når der ikke længere kommer nattefrost.

En lavendelplante har en levetid på cirka 10 år, hvis den bliver passet godt.

Stiklinger af lavendel

Vil du gerne have flere lavendler i haven, kan du i juli og august tage stiklinger af dine nuværende planter. På det tidspunkt er planterne mere træagtige og hårde, hvilket gør dem bedre egnede.

Klip stiklinger på 10 centimeter af, fjern bladene forneden og sæt dem i fugtig jord. Om sommeren vil lavendelstiklingen hurtigt få fat. De må dog ikke stå i direkte sol i starten.

Vinterpasning af lavendler

Lavendler kan nemt tørre ud om vinteren. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at dække dem over med grangrene, der beskytter mod frosten.

Hold møl væk og få velduftende tøj med lavendel

Lavendler har i mange år været brugt til at få velduftende tøj og at holde møl væk fra tøj. Du kan komme de tørrede grene i stofposer, som du lægger ind mellem dit tøj i klædeskabet. Derefter vil duften naturligt sætte sig i det.

Planten er mest aromatisk, lige inden den springer ud fra juni til august. Du kan derfor plukke lavendel fra slutningen af maj eller starten af juni. Pluk så meget, som du skal bruge og tør det.

Du tørrer lavendel ved at hænge dem i bundter med hovedet ned ad et sted, hvor der er tørt og mørkt. Hvor lang tid, det tager at tørre lavendlen, afhænger af luftfugtigheden og rumtemperaturen.

Sådan kan du bruge lavendel i maden

Lavendel er en af de mest brugte blomster i madlavningen. Den kan da også bruges på mange forskellige måder. Du kan bruge den i gryderetter, te, kager, is, sirup, snaps og selvfølgelig i krydderiblandingen Herbes de Provence.

lavendel te

Derudover er den meget smuk at pynte for eksempel kager med. Du bør dog passe på med ikke at bruge for meget, da blomsten let kan gøre maden for parfumeret.

Vil du fremstille snaps med lavendel, skal du bruge 70 cl. Vodka og 10-12 lavendelblomster. Snapsen skal bare trække i et døgn, da den ellers vil blive for bitter. Efter et døgn skal du si blomsterne fra og lade snapsen hvile i yderligere to uger, inden den er klar til at blive drukket.

Når du bruger lavendel i mad, kan du både bruge den frisk og tørret. Den tørrede lavendel giver dig mulighed for at krydre din mad med den velduftende blomst hele vinteren.

Brug lavendler til at holde bladlus væk

Lavendler skulle være gode til at holde bladlus væk fra dine roser. Er det dit ønske, er det derfor oplagt, at du planter de to ved siden af hinanden. Du skal dog være opmærksom på, at de kræver to forskellige former for jord: Lavendel foretrækker en mager og veldrænet jord, mens rosen foretrækker en fed jord.

FAQ

Kan lavendel tåle frost?

Lavendel er følsom over for frost, hvorfor du endelig ikke må klippe den ned om efteråret. Den kan dog sagtens tåle frost, men cirka halvdelen af planten vil dø i løbet af vinteren. Derfor kan du risikere at slå planten ihjel, hvis du klipper den i efteråret.

Hvor høje bliver lavendel?

Der findes mange forskellige typer af lavendel, som alle vokser til forskellige højder. De største sorter kan blive op imod 90 cm. høje.

Hvornår blomstrer lavendel?

Der findes flere forskellige typer af lavendel og de har forskellige blomstringstider, men de blomstrer som regel fra Juni til August.

Hvilken type lavendel er bedst?

Det er svært at sige netop hvilken type af lavendel der er bedst, da der er så mange som der er. Dog kan man sørge for at finde en sort der kan holde til det vejr vi har i Danmark, hvor frost ikke er utænkeligt at støde på.

1 kommentar

  1. Kan man dele en lavendelplante?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove