Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
dyrkning af juleroser

Juleroser – Den komplette guide

Når vinterkulden og frosten sætter ind, er det som regel et farvel til havens farverige blomsterbede. Et kedeligt syn for selv den mest dedikerede haveejer, der ynder at følge med i væksten hen over forårs- og sommermånederne.

Det er dog fuldt ud muligt at finde planter, der trives hen over vintermånederne og sætter blomst. Et godt eksempel er julerosen – som trods navnet ikke har noget at gøre med rosenfamilien.


Hvis du endnu ikke er bekendt med denne skønne plante, giver vi dig her en kort guide til julerosen og dens særlige karakteristika. Du kan også få en idé af, hvordan du giver den de bedste vækstbetingelser.

Julerose – et ret misvisende navn

Det er nemt at antage, at julerosen med sit navn er i familie med de traditionelle roser, men det er den faktisk ikke – navnet bygger ene og alene på, at den rent udseendemæssigt har visse lighedstræk med rosen. Den stedsegrønne staude hører i stedet til ranunkelfamilien og har oprindeligt været hjemmehørende i de bjergrige egne af Balkan samt i Alperne, hvor den har haft en fantastisk evne til at blomstre trods det kolde klima.

Den bærer derfor også gerne kælenavne som vinterens juvel. Selvom den trives bedst i de bjergrige egne, kan den også uden problemer klare sig i de danske villahaver.

Måske har du allerede stiftet bekendtskab med julerosen uden at vide det. Planten går under en lang række andre navne såsom det latinske navn helleborus samt snerose, snelilje og sneklokke. Eftersom planten også har spillet en vigtig rolle inden for såvel lægeverdenen som skadedyrsbekæmpelse, kan du også støde på artsnavne som nyserod og svinerod. Nyserod henviser til, at planten blev benyttet som et nysemiddel til at rense og helbrede kroppen, men som svinerod er planten imidlertid også blevet benyttet både mod mus og fluer samt bladlaver, ligesom den har været et værn mod bl.a. mund- og klovsyge.

Så julerosen er langt fra en smuk prydplante – den har også på mange måder været en nytteplante.

De forskellige sorter af julerose

Når snakken falder på juleroser, bliver der som regel refereret til den oprindelige hvide julerose med det latinske navn Helleborus Niger, men planten findes i dag i en lang række hybrider – og dermed også forskellige farver. Det var især op gennem 1980’erne, at man begyndte at pode julerosen og dermed kunne lancere helt nye sorter på markedet.

For de sande kendere vil Helleborus Niger altid stå som den ægte vare, men sandheden er, at juleroser og helleborus-arterne som helhed er blevet et bredt begreb i folkemunde.

Julerose
Julerose (Helleborus Niger)

En art som Helleborus Orientalis bliver ofte betegnet som en art af julerosen, men strengt taget er der tale om planten Påskeklokken, som blomstrer på lidt andre tidspunkter af året. Påskeklokker kan i øvrigt også have lidt forskellige former.

En anden klassiker inden for helleborus-grenen er den røde variant med den latinske betegnelse Helleborus Abchasicus, men også både de rosa og violette varianter er populære blandt haveejerne.

Du kan i øvrigt også finde den omtalte nyserod under navnet Helleborus foetidus.

Ét af særtegnene for julerosen er, at den har farvede bægerblade og grønne kronblade, hvilket er en smule atypisk for stauder som art. Mens selve stænglerne er bladløse, er bladene forneden ret tykke og læderagtige.

En julerose bliver ca. 30 cm høj og fungerer derfor fint som bunddækkeplante.

Hører julerosen til kategorien giftige haveplanter?

Det enkle svar er ja. Tager du et kig på listen over giftige haveplanter, figurerer julerosen som en af de mere giftige haveplanter på listen. Det skyldes, at den indeholder det giftige stof helleborin, der kan give udslæt i form af blærer på bl.a. hænderne. Kæledyr kan også reagere kraftigt på indtagelse af helleborin.

Haveeksperter anbefaler altid, at du benytter handsker, når du arbejder med juleroser i haven. Det kan f.eks. være i forbindelse med lugearbejdet, eller når du skal plukke blomsterne til en buket.

Hvornår blomstrer julerosen?

Det danske vejr kan være ret uforudsigeligt. Det kan derfor også være svært at sige præcist, hvornår dine juleroser blomstrer. Typisk plejer man at sige, at juleroser blomstrer i perioden december til april, men det kan komme noget an på, hvor hård vinteren er. Er vinteren forholdsvis mild, kan du sagtens se juleroser blomstre allerede i december.

Det typiske billede er imidlertid, at juleroserne først spirer omkring februar og siden blomstrer i godt 10-12 uger. Det er i øvrigt ikke et ukendt fænomen, at juleroserne godt kan blive en smule påvirket af kulde og frost, men blomsterne klarer sig fint igennem perioden og stråler, så snart vintersolen atter står højt på himlen.

Mange vælger at have juleroserne indendørs ved juletid for dernæst at plante dem ud i haven. Det er også én af de ting, der gør julerosen til et populært alternativ til eksempelvis julestjerner, der ofte får lov til at blomstre, hvorefter de blot bliver smidt ud.

Skab de rette betingelser for julerosen

Det er ikke uvæsentligt, hvor du placerer din julerose – og her skal du gerne tænke på at imitere nogle af de forhold, som den traditionelle julerose er vant til.

Julerosen har det ekstra godt i en kalkrig humusjord, og det er bedst at placere den på steder, hvor den både får sol og skygge, gerne i form af en vandrende skygge. En del haveejere vælger at benytte julerosen som bunddække i bede under træer og buske. Du kan også sagtens plante den i krukker – men juleroser har det allerbedst med at blive plantet ud i udendørs bede.

Når du planter din julerose, skal du gerne et stykke ned i jorden, gerne omkring 40-50 cm. Efter du har plantet din julerose, kan du med fordel strø lidt kalk ud over jorden samt vande jorden ekstra godt.

Juleroser kan lynhurtigt få svamp, og du skal meget gerne undgå, at de ligefrem står og søber i vand. Der må dog stadig være en god grad af fugt i jorden. Juleroser er ikke fan af en alt for tør jordbund, og de kan være særdeles påvirkelige over for enten tørke eller alt for våde forhold.

Juleroser kan i princippet plantes ud hele året rundt. Du skal blot undgå at plante dem i hårde frostperioder. Et godt tidspunkt er at plante dem hen over efteråret, så rodnettet kan få godt fat til vinterperioden, der som bekendt er julerosens glansperiode.

Hvornår skal jeg beskære min julerose?

Som tidligere nævnt er det ret typisk, at din julerose kommer til at sætte nye skud omkring februar. Det er også her, at du med fordel kan begynde at beskære din julerose og fjerne visne blomster. Husk også at fjerne gamle blade med svamp, så de nye blade ikke bliver inficeret.

Hvorfor blomstrer min julerose ikke?

Har du svært ved at få dine juleroser til at blomstre, kan det være et tegn på kalkmangel. Du kan her prøve at gøde med kalksalpeter hen over foråret. Husk også altid at være grundig med en regelmæssig vanding. Oplever du, at din julerose ikke blomstrer her og nu, skal du være indstillet på, at den muligvis først står flottere til næste sæson. Det er også kendt blandt haveejere, at der kan gå et par sæsoner, før juleroser står ekstra prægtigt.

FAQ

Hvornår blomstrer julerosen?

Juleroser spirer gerne i februar og blomstrer efterfølgende i 10-12 uger. I milde vinterperioder kan juleroser dog sagtens blomstre fra december og frem.

Kan juleroser tåle frost?

Juleroser er kendetegnet ved, at de specifikt både kan tåle frost og kulde – og blomstrer i vintermånederne. Planten kan godt blive påvirket af kulden, men blomsterne tager som sådan ikke skade og stortrives i de kolde, mørke vintermåneder.

Er julerosen en rose?

Nej – juleroser og klassiske roser har visse lighedstræk, men hører ikke til samme familie. Julerosen er hentet fra ranunkelfamilien.

Kan juleroser plantes i krukker?

Ja, det kan de godt. De kan også både stå udendørs og indendørs. Planten har det dog bedst i udendørs bede, da de ellers hurtigt kan tørre ud.

2 Kommentarer

  1. Hvorfor kan man ikke plukke juleroser ind, de klasker sammen med det samme. ?

    Vh
    Charlotte

    Charlotte Hagedorn
  2. Skær et snit i stilken, så holder de 14 dage.

    Bente Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove