fuchsia planteguide

Sådan får du succes med fuchsia i haven Skriv en kommentar

Fuchsia er smuk og eksotisk og kræver mindre end man skulle tro. Den kan fylde din have eller terrasse med opsigtvækkende blomster og en dejlig duft. Hvis du gerne vil omgive dig med elegant skønhed i din have, er fuchsia et oplagt valg og dertil kommer, at planten findes i så mange farver og former, at du kan få en, der passer til ethvert hjørne.


Her får du virkelig en plante, der giver mere end den får, og passer du godt på din busk, kan du få glæde af den år efter år. Læs her, hvordan du gør.

Hvad er en fuchsia?

Fuchsia er en flerårig plante, der i naturen findes som både småbuske, træagtige planter, krybende planter og hængeplanter. Den kan opstammes, klatre på et espalier,pynte som hænplante, gro som hæk og meget mere.

Mange af arterne kan gro indendørs og være en farverig potteplante, og de egner sig godt til at gro udendørs i krukker. Gør de det, er det også nemmere at tage dem ind for vinteren.

Fuchsias blomster hænger nedad som en tåre og har klare, rene farver, og som regel er der et smukt farvespil mellem de indre og de ydre blomsterblade. De mest kendte fuchsiafarver er rød, blå, orange og violet.

Mange arter kan blive flere hundrede år gamle, og de kommer i højder fra 30 cm. til 150 cm.

Hvilke fuchsia-arter findes der?

Fuchsia er en nyere opdagelse og blev først fundet omkring år 1700 af en fransk munk med interesse i botanik. Charles Plumier fandt planten på en caribisk ø og opkaldte den efter den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs, der levede i 1500-tallet.

Planten gror fortsat vildt i Syd- og Centralamerikas bjerge. De findes også på Tahiti og i New Zealand.

Der findes lidt over hundrede arter opdelt i 12 underarter. De fleste, du kan købe i Danmark, er hybrider og nedstammer fra ganske få arter. De varianter, vi fortæller om her, kan alle overvintre ude, hvis de beskyttes godt.

Hækfuchsia (Fuchsia Magellanica)

Lille løvfældende busk, som herhjemme bestøves af bier. Den blomstrer fra juli til midt i oktober og frugterne er spiselige.

  • ’George’ bliver ca. 50 cm. høj og bred. Den sætter røde blomster med en rød midte og blomstrer i juli-september. Den kan godt lide sol og fryser ned om vinteren, men dukker som regel op igen året efter.
  • ’Variegata’ bliver op til 60 cm. høj og har hvidbrogede blade. Blomsterne er røde med en lilla midte og kan ses i juli-oktober. Variegat kan lide både sol og halvskygge.
  • ’Alice Hoffman’ bliver op til 60 cm. og sætter røde blomster med en hvid midte. Den gror godt i både sol og halvskygge og blomstrer i juli-oktober.

Havefuchsia (Fuchsia x hybrida)

  • ’Gracilis’ bliver op til 100 cm. høj og blomstrer i juli-oktober. Blomsterne er små og røde med en lilla midte. Planten trives i både sol og halvskygge.
  • ’Lady Thumb’ bliver kun 30 cm høj og blomstrer i juli-oktober. Den sætter røde blomster med hvid midte og trives både i sol og halvskygge.
  • ’Mrs Poppel’ bliver op til 75 cm.høj og sætter røde blomster med mørklilla midte. Den blomstrer i juli-oktober og trives både i sol og halvskygge.

fuchsia

Sådan planter du din fuchsia

Din fuchsia kan fint trives i helt almindelig pottemuld, men vil du gerne forkæle den, kan du tjekke jordens pH-værdi. Planten elsker jord med en pH-værdi på ca. 6,5.

De fleste arter vil gerne have både sol og skygge i løbet af dagen, men der findes varianter, som trives i helskygge og fuld sol.

Fuchsia kan sættes i urtepotter, altankasser og i krukker. Planten kan også sættes i et bed sidste på foråret, hvis planterne er store nok, og sættes et sted, der er beskyttet mod vind. De holder generelt af sol, men en del arter vil gerne have nogen skygge også.

Har du din blomst i en krukke, skal den pottes om, når rødderne begynder at kigge ud i bunden af krukken.

Gød og vand flittigt

Det er vigtigt, at du vander din fuchsia. Hvis den udtørrer i sin vækstfase, smider den både blomster og blade. På den anden side må planten ikke soppe i vand. Et tegn på, at planten skal vandes er, at jordoverfladen tørrer ud.

Så snart vækstsæsonen begynder, skal du give gødning. Den bedste måde er at blande flydende gødning i det vand, du alligevel giver din plante. Gød regelmæssigt gennem vækstsæsonen. Om foråret kan du med fordel vælge en gødning, der er rig på kvælstof (N) og når blomstringen begynder, kan du skifte til en gødning med et højere kaliumindhold (K).

Du kan finde de rigtige gødninger her

Vinterdækning af fuchsia

Fuchsia hører oprindeligt ikke hjemme her i landet og kan ikke lide vores vintre. Der er efterhånden en del varianter, der kan modstå kulde, hvis de bliver afskærmet og vinterdækket.

Har du en plante, der ikke er vinterhårdfør, skal du flytte den til et opvarmet vinterhi, som ikke må blive koldere end 5-10 grader. Du kan ikke stille dem i et isoleret skur, for planten skal have lys, imens de overvintrer.

Under vinteropbevaringen skal du kun vande sparsomt. Bladene falder af, men det er helt naturligt.

Formning af fuchsia

Du behøver ikke beskære din fuchsia, men du kan øge plantens blomstring ved at knibe den. Det kan du gå i gang med, så snart vækstsæsonen starter. Du skal knibe over to eller tre blade, og planten vil derefter fordoble skudspidserne. Skudspidserne bærer blomsterne.

Har du lyst til at lege med plantens form, så kan du vælge at nippe den på den helt rigtige måde. Her kommer en vejledning i formning af en alsidige plante.

  • Buskform skabes på samme måde, som du nipper planten for at øge blomstringen, men mere intensivt. Du skal stadig nippe skudspidserne af, men du skal begynde allerede når grenen har 2-3 bladpar. Hvis du gentager det jævnligt i løbet af foråret, bliver planten fint busket.
  • Træform skaber du ved at fjerne alle sideskud løbende og først stoppe, når stammen er så høj, som du vil have den. Herefter kan du begynde at nippe topskud i kronen for at gøre den tættere og mere busket. Sæt en støttepind ved planten – stammen er meget slank.
  • Hængeplante kan du kun få af sorter med bløde, overhængende grene, så du skal vælge sådan en. Det kan for eksempel være Fuchsia x hybrida ’Pink Galore’. Derefter kniber du planten ligesom du ville gøre, hvis du skulle skabe en buskform.

Søjler, kugler, pyramider, kegler. Kun fantasien sætter grænser når det kommer til fuchsia. Med øvelse kan du skabe stort set den form, du har lyst til.

Formering – tryl din fuchsia om til mange

Du kan stiklingeformere fuchsia hele året, men du får det bedste resultat, hvis du gør det om foråret. Tag en stikling med 2-3 bladpar og stik den i en næringsfattig men fugtig jord. Stiklingerne skal tages af nye skud og være 8-10 cm. lange. Dæk det hele til med plastik eller andet, der kan holde jorden fugtig – plastikken må dog ikke røre stiklingens blade – og husk åndehuller.

Stiklingerne placeres lyst, men ikke i direkte sol. Efter en uges tid kan du lette på overdækningen. Når stiklingerne har slået rod efter to-tre uger, kan de plantes om.

Vær opmærksom på lus

Fuchsia kan som mange andre planter blive angrebet af bladlus og hvide fluer. Begge dele kan behandles med en overskylning af planten og efterfølgende spray med insektsæbe. Planten skal sprayes til den drypper hver tredje dag til skadedyrene er væk.

Inspiration – andre eksotiske indslag til din have

Har du fået smag for smukke, farverige blomster, er der nok at vælge mellem. Engletrompeten er både smuk og dufter fantastisk, og den er også meget gavmild med sine blomster. Du kan læse mere om den i vores store guide til engletrompet. En anden storblomstrende skønhed er klematis, som på få år kan dække et plankeværk eller et gammelt træ. Du kan læse mere om dem i vores store guide til klematis.

FAQ

Kan fuchsia spises?

Ja, både blomster og frugter kan spises, men det er ikke alle sorter, der smager lige godt. Bladene pynter i salat, de kan kandiseres og se smukke ud i desserter. Frugterne kan spises rå eller syltes.

Er fuchsia flerårig?

Ja, planten er flerårig, men mange sorter er ikke vinterhårdføre her i landet og skal ind om vinteren. Dem, der er hårdføre, skal vinterdækkes kraftigt.

Er fuchsia giftig?

Nej. På trods af sit smukke og eksotiske udseende er planten ikke giftig. Men hvis du vil prøvesmage din plante, så vent et år eller to efter du har hentet den på planteskolen – sådan sikrer du, at planten ikke har rester af en eventuel kemisk behandling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *