Høstanemoner (Anemone hupehensis) er robuste blomster, når de først er blevet etableret i haven. Faktisk er de så robuste, at de i nogle tilfælde kan udkonkurrere skvalderkål. De er meget smukke, og du kan få dem i forskellige farver og højder.
Høstanemoner er smukke stauder, der har blomster fra juli til oktober. De er derfor oplagte at have i haven, når du gerne vil have en lang sæson med blomster. Hvis du gerne vil have blomster, som du kan skære af og bruge i buketter, er høstanemoner også de rette for dig, da de sagtens kan stå i en vase i flere dage.
Det kan kræve lidt arbejde at etablere høstanemoner i haven. Når de først er blevet etablerede, får du dog en staude, der er meget hårdfør – og som det faktisk kan blive svært at slippe af med igen, hvis du skulle ønske det.
Høstanemoner spreder sig nemlig hurtigt, hvis de trives. Så hurtigt, at de vil kunne udkonkurrere skvalderkål, hvis du har problemer med det. Fordi de breder sig så meget, kan det derfor være en god idé, at du dedikerer et bed udelukkende til dem. Så behøver du ikke at passe på, at de overtager pladsen fra naboplanter, der ikke vokser lige så hurtigt.
Høstanemoner sorter
Når du skal vælge mellem de forskellige sorter af høstanemoner, er det først og fremmest vigtigt, at du ser på, hvor høje de skal være. Høstanemoner er som udgangspunkt mellem 60 og 120 cm høje. Det er derfor en god idé, at du tænker over, hvilke højder af stauder der vil passe ind i din have.
Derudover bør du selvfølgelig også tænke over, hvilken farve stauden skal have. Du kan få høstanemoner i lyslilla, lyserød, rosa og hvid. Du kan derfor også skabe nogle meget smukke farvekombinationer med dem, hvis du ønsker det – eller skabe et helt ensfarvet bed, hvis du hellere vil have det.
Gode sorter af høstanemoner:
- Königin Charlotte: Bliver omkring 1 meter høj og har rosa blomster. Den blomstrer fra august til oktober.
- Honorine Jobert: Bliver mellem 1 og 1,2 meter høj. Den får hvide blomster, når den blomstrer fra august til oktober.
- Pamina: En lavere sort af høstanemone, der bliver omkring 80 cm høj. Har rosa blomster fra august til oktober.
- September Charm: En af de laveste sorter. Bliver kun omkring 60 cm høj. Får rosa blomster fra august til oktober måned.
Placering af høstanemoner
Høstanemoner vokser normalt i skovbunden. Derfor vil de trives bedst med en placering i halvskygge, alternativt vandrende skygge. Hvis de står i direkte sol hele døgnet, vil deres blade blive svedne af solen.
Høstanemonerne breder sig som nævnt meget, når de først har fået fat. Det er derfor en god idé, at du enten placerer dem i et bed for sig selv, hvor de bare kan brede sig, eller at du placerer dem ved siden af hårdføre planter. På den måde behøver du ikke at bekymre dig om, hvorvidt høstanemonerne kommer til at overtage hele bedet.
Men det er ikke alene, fordi høstanemoner er så hårdføre, at det i nogle tilfælde vil være muligt for dem at udkonkurrere skvalderkål. Det er også fordi, høstanemoner bliver højere end skvalderkålen, hvorfor det vil være muligt for dem at skygge for ukrudtet, så det til sidst dør, fordi det ikke får nok sol.
Sådan planter du høstanemoner
Selvom du godt kan så høstanemoner fra frø, vil det mest almindelige være, at du køber dem som færdige planter på en planteskole. Hvis du gør det, skal du grave et hul, der er lidt større end plantens rodklump, når du har fundet den rette placering til den. Fyld hullet op med vand, og vent på, at det siver ned i jorden.
Kom noget løs jord i bunden af hullet, så rødderne nemt vil kunne trænge igennem det. Sæt planten ned i hullet, og fyld op med løs jord omkring den. Pres forsigtigt jorden sammen, så planten står fast.
Du kan plante høstanemoner både forår og efterår. Et gammelt husråd siger, at du altid skal plante stauder om efteråret, men det var dengang, du købte dem som barrodsplanter. I dag, hvor der er jord omkring rødderne, er planterne ikke lige så følsomme, og du kan derfor sagtens plante dem på andre tidspunkter af året.
Deling af høstanemoner
Når du først har fået høstanemoner i haven, vil det være nemt for dig at få dem til at brede sig. Faktisk klarer de det typisk helt selv i det bed, som du har placeret dem i. Hvis du gerne vil have dem andre steder i haven, kan du dog enten få det ved at dele en plante eller ved at så frøene.
Du kan dele en høstanemone om foråret. Du graver blot den eksisterende plante op og deler den. Det behøver ikke at være to lige store dele. En høstanemone har ikke brug for et særlig stort rodnet for at kunne etablere sig et andet sted. Du graver selvfølgelig de to dele ned der, hvor de skal stå.
Frøsåning af høstanemoner
Høstanemone kan sprede sig ved hjælp af selvsåning af sine frø. Hvis du vil have planten på et andet sted i haven, end den står nu, kan du indsamle frøstandene, når de er ved at være klar og så frøene. Du kan se, at frøstandene er ved at være klar til at smide frøene ved, at de bliver lysere i farven.
Pasning af høstanemoner
De første år er det vigtigt, at du sørger for, at din høstanemone ikke tørrer ud. Du bør derfor vande den en til to gange om ugen, hvis der ikke falder nok regn. Særligt midt på sommeren, hvor det kan blive meget tørt, er det vigtigt, at du sørger for at vande den. Efter et par år er det kun nødvendigt at vande den på meget tørre somre.
De første år efter, at du har plantet din høstanemone, vil den også være mere påvirkelig af frosten. Generelt er det en vinterhårdfør plante i Danmark, men de første år er den lidt mere sart. Derfor er det en god idé, at du i de tilfælde dækker den til med nedfaldent løv og granris. Efter et par år behøver du ikke at gøre det mere.
Det er ikke nødvendigt at give høstanemoner gødning. De er fint i stand til selv at få næring fra jorden. Men hvis du synes, at dine høstanemoner mangler gødning, skal du give dem det om foråret.
Beskæring af høstanemoner
Om foråret bør du fjerne de gamle blomster fra sidste år. Dem kan du bare klippe af med en havesaks. Det er måske i overkanten at kalde det en egentlig beskæring, men det er vigtigt, at du er opmærksom på det.
Det kan være fristende, at du fjerner de gamle blomster allerede om efteråret, når de visner. Det er dog ikke en god idé. For hvis du gør det, vil planten nemlig være mere udsat for frost, og den kan få deciderede frostskader på grund af det. Og det kan gøre det sværere for den at klare sig gennem vinteren.
Ellers vil du dog næppe få særligt mange problemer med dine høstanemoner. Når de har været i haven et par år, vil du stort set ikke skulle passe dem, men kan bare nyde de smukke og farverige blomster.
Se også disse guides til andre fantastiske planter til haven:,