Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
bærmispel i haven

Bærmispel – Sorter, plantning og pasning

Mange forbinder sommeren med et smukt billede af en bagende sol, nyslået græs og afslappende stunder på terrassen. Men vil billedet føles komplet, hvis det ikke også akkompagneres af fuglefløjt fra træernes kroner? Nej vel? Det er dog ikke altid lige nemt at lokke fuglene til din have, men der er heldigvis en simpel og smuk løsning på dette problem: Du skal bare plante bærmispel i din have.


I denne bærmispel guide vil du lære, hvilke egenskaber der knytter sig til de forskellige arter af bærmispel, hvordan planten passes og plejes, og hvordan du i sandhed får det bedste ud af den og lokker alverdens fuglefløjt til din have.

Hvilke arter af bærmispel findes der?

Det imponerende ved bærmispel er, at stort set alle arter af planten har smukke farver, der uden tvivl vil pryde enhver have. I denne bærmispel guide vil du blive introduceret for de mest populære arter:

Amelanchier canadensis

Amelanchier canadensis stammer fra Nordamerika, og du får smukke brunligrøde blade ved løvspring, mens de ved løvfald bliver mere skarlagenrøde. Selvom bærmisplen ofte bliver op mod 18 meter høje i Nordamerika, skal du snarere forvente op mod 8 meter her i Danmark. Blomsterne på denne bærmispel er hvide, og der vil typisk komme overraskende mange på hver gren. Det interessante er dog, at blomsterne springer ud, mens bladene endnu ikke er helt udfoldet, og det giver et særligt og smukt karaktertræk.

Amelanchier laevis

En anden art af bærmispel, der også stammer fra Nordamerika, er Amelanchier laevis. Her er bladene dog mere bronzefarvede ved løvspring, mens de bliver grønne og gyldne ved løvfald. Ligesom ved canadensis kan du forvente hvide blomster, mens frugten på grenene bliver purpurbrune – du kan endda spise dem og smage på den meget søde smag. Amelanchier laevis bliver af mange bedømt som den flotteste af alle bærmispler, og den gror typisk op i en størrelse af en 4 meter høj busk.

Amelanchier ovalis

Som den sidste art i denne bærmispel guide er det værd at nævne Amelanchier ovalis, som i modsætning til de to andre stammer fra Syd­ og Centraleuropa. Her er bladene i stedet æggeformede og med afrundet spids, og i begyndelsen føles de hårede på undersiden. Frugterne modner især i august, og selve busken bliver ofte 3 til 4 meter høj.

LÆS OGSÅ: Rhododendron – Udplantning, pasning og sort-oversigt

Plantevejledning: Sådan planter du en bærmispel

At plante en bærmispel ude i haven medfører mange positive fordele, som du kan nyde godt af år efter år. I denne bærmispel guide vil du hurtigt og enkelt lære, hvor du skal placere planten, i hvilken slags jord og på hvilket tidspunkt af året, du kan forvente de smukkeste farver.

Placering af bærmispel

Det vigtigste ved placeringen af en bærmispel er, at den får rigeligt med plads til alle sider. Det skyldes, at den brede krone udfolder sig i høj grad til alle sider. Bærmisplen danner flere buske eller flerstammede træer, og du kan derfor sagtens forvente en plante, der kommer til at kræve meget af din plads i haven. Til gengæld får du et smukt syn, der kræver relativt lidt pasning og pleje.

Valg af jord til bærmispel

Du behøver ikke at rykke hele din græsplæne op for at skabe de rette betingelser for din bærmispel. Faktisk er der ingen krav til hverken jord eller gødning, da bærmispel kommer fra klimaer, der kræver, at den er både hårdfør og kan tåle heftige vinde.

Tidspunkt

Bærmispel skifter farver efter årstiden, så jo hurtigere, du får den plantet, desto bedre – Den kan plantes året rundt, så længe jorden ikke er frossen. I løvspring kan du som regel forvente røde blade, hvor blomstringen er tidlig, mens planten i oktober har en mere rødgylden høstfarve.

Bermispel

Pasning og beskæring af bærmispel

Som tidligere nævnt i denne bærmispel guide stammer planten fra mere krævende klimaer end det danske, og derfor skal du ikke være nervøs for at bruge alle dine vågne timer på at holde din bærmispel i live. Faktisk stik modsat.

Pasning

Så længe din bærmispel har masser af plads og fuld adgang til den danske sol, vil du blive belønnet med en smuk plante i din have. En bærmispel er meget tørkefast, og derfor kræver den heller ikke meget vand – da Danmark i forvejen nyder godt af nedbør hele året rundt, kan du ofte forlade dig på dette. Er der flere dage uden regn, kan du dog med fordel gå ud i haven med din vandkande.

Beskæring

Du behøver ikke at beskære din bærmispel, da den skaber en smuk og bred krone med mange farver. Dog giver det god mening at tynde ud blandt de kraftige grene, så du på den måde sikrer dig, at toppen bliver endnu bredere og smukkere.

Sådan får du din bærmispel til at blomstre

I denne bærmispel guide har du lært, hvorfor en bærmispel er så hårdfør, som den er, og hvorfor den ikke kræver meget pasning og pleje. Dermed behøver du heller ikke at bruge meget tid på at få planten til at blomstre, da det kommer helt af sig selv i løbet af året.

Hvornår det præcist sker afhænger af, hvilken art der er tale om. Du kan dog typisk forvente at se de første hvide skud i løbet af maj måned, og i løbet af året kan du løbende følge med i bladenes farveskift.

Inspiration til andre planter

Da din bærmispel vil brede sig ud i en stor og farverig krone, giver det god mening at plante andre smukke farver rundt om busken. Her er nogle gode eksempler på planter, der vil komplimentere din bærmispel:

Dahlia

Der findes omtrent 35 forskellige arter af dahlia, men de smukke og farverige blomster vil danne en flot ring rundt om din bærmispel. Bliv klogere på planten i vores store guide til dahlia.

Blåregn

Hvis du vil skabe lidt variation i din have, kan du kombinere de lyse blomster på din bærmispel med den blå farve fra blåregn. Lær hvordan du bedst planter blåregn.

FAQ

Hvilke farver har en bærmispel?

Farverne på en bærmispel kommer helt an på, hvilken art du planter i haven. Ved den nordamerikanske Amelanchier canadensis får du brunligrøde blade ved løvspring og skarlagenrøde ved løvfald. Til gengæld får du ved Amelanchier laevis mere bronzefarvede blade ved løvspring, mens de bliver grønne og gyldne ved løvfald.

Kræver bærmispel meget pasning?

Bærmispel er en hårdfør plante, der ikke kræver meget pleje eller vanding. Det skyldes i høj grad, at den stammer fra mere krævende klimaer. Det vigtigste er at give planten en masse plads og adgang til solen.

Hvordan får jeg bærmispel til at blomstre?

Da en bærmispel er meget hårdfør, skal planten nok blomstre af sig selv i løbet af året. De forskellige arter har forskellige blomstringstider, men det sker ofte i maj måned. Du skal bare sikre dig, at planten får rigeligt sol året rundt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove