Blåregn

Blåregn plantevejledning 2

Hvis du vil have en smuk slyngplante i haven, er blåregn et glimrende valg. Den gør sig især godt i forbindelse med terrasser, pergolaer eller buegange, hvor den har noget træværk at slynge sig omkring.


Du kan kende slyngplanten ved de karakteristiske hængende blomster, der ofte er blålige, men som også kan have hvide eller rosa nuancer.

Inden du vælger at plante blåregn i haven, er der et par ting, du skal være opmærksom på. Læs med i vores store guide og dyrkningsvejledning – så bliver du godt klædt på.

Hvilke blåregn arter findes der?

Panten findes i 10 forskellige arter. Det er dog kun to af disse, der er almindelige i Danmark. Herhjemme kan du vælge imellem en japansk og en kinesisk blåregn.

Faktisk ligner de to hinanden, men der er et par distinktioner.
Du kan læse mere om de to arter herunder, men først vil vi give dig en lille fun fact om forskellen mellem de to: Japansk blåregn slynger sig i urets retning, mens den kinesiske art slynger sig mod uret.

Japansk blåregn (Wisteria floribunda)

Japansk blåregn egner sig bedst til mindre haver, og du bør vælge denne art, hvis du gerne vil have en mere kontrolleret slyngplante. Den kan dog stadig vokse sig op til otte meter i højden og være ganske pragtig at se på.
De mange klaser med blomster vil være smallere, men længere end dem, der vokser på den kinesiske art.

Kinesisk blåregn (Wisteria sinensis)

Den kinesiske blåregn kan blive op til 2,5 gange højere end den japanske og derved helt op til 20 meter høj. Du bør vælge denne art, hvis du har en store have, hvor den voldsomme vækst kun er en fordel.
Herudover skal du være opmærksom på, at blomsterklaserne på den kinesiske art er mere kompakte, end på den japanske art. De bliver mellem 20 og 30 centimer lange, hvor de på den japanske art kan blive op til 100 centimeter lange.

Skal jeg vælge kinesisk eller japansk blåregn?

De to arter minder meget om hinanden i deres udtryk. Der er dog et par ting, du kan overveje. De lange blomsterklaser på den japanske art er særligt imponerende, hvis de kan få lov til at hænge fra træer eller udhæng fra taget. Den kinesiske art tager sig derimod bedre ud på større flader, hvor den kan brede sig ud i al sin pragt.

Plantevejledning: Sådan planter du blåregn

Der er flere ting, du bør være opmærksom på, når du vil plante blåregn i haven. Her har vi lavet en plantevejledning, hvor du kan blive klogere på: placering, jordtype, tidspunkt og udplantning.

Placering af blåregn

Når du skal vælge det perfekte sted i haven, skal du sørge for at vælge et sted, hvor planten kan få maksimalt med sol. Den kan godt vokse i halvskygge, men det kan give udfordringer med sommerens blomstring.

Herudover bør planten ikke placeres alt for tæt på huset på grund af den voldsomme vækst, der let trænger igennem selv de mindste sprækker.

Den bedste jord til blåregn

Blåregn har de bedste vilkår, hvis du planter den ud i en drænet, fugtig og næringsrig jord. Den kan også plantes i tør eller sandet jord, men det er ikke den optimale løsning.

Tidspunkt

Du bør plante blåregnen i løbet af efteråret eller foråret. Her vil jorden ofte være fugtig, men lun, hvilket giver slyngplanten de bedste forudsætninger for vækst.

Udplantning af blåregn

Når du har valgt det perfekte sted med den rette jord, er du klar til selve udplantningen. Men hvordan gør du det? Det er ret simpelt og kan forklares på blot to trin:

  • Plant blåregnen i et hul, hvor dybden svarer til plantens rødder, og hvor bredden svarer til plantens rødder gange 2,5.
  • Sørg for at plante med en afstand på cirka 3 meter mellem planterne. Det vil give den flotteste kompakthed og samtidig sørge for, at de ikke plantes for tæt.

Blåregn

Pasning og beskæring af blåregn

Her kan du blive klogere på, hvordan du passer og beskærer planten.

Pasning af blåregn

Hvis du har fulgt vores gode råd til udplantning, er det ikke svært at få planten til at trives i din have. I de første par år efter udplantning skal du sørge for, at blåregn får rigeligt med vand. Sørg for at vande jævnligt og lidt ekstra i lange perioder uden nedbør.

Giv også gerne jorden et godt lag organisk jordforbedring årligt. Det vil være gavnligt for planten og sikre, at den fortsætter sin vækst.
Du kan også anvende gødning med fosfor og kalium. Det vil give dig de bedste chancer for en flot blomstring.

Og husk endelig at beskære planten – ellers kan den vokse sig ud af haven.

Beskæring af blåregn

Du skal gerne beskære blåregn to gange årligt.

Sommerbeskæring: Om sommeren bør du lave en indledende beskæring, hvor du fjerner de lange skud. Det vil sikre en bedre blomstring. Du gør det ved at beskære skuddene, så der er mellem fire og seks knopper tilbage på hver gren. Det giver de optimale chancer for en flot blomstring, samtidig med at det kontrollerer plantens voldsomme vækst.

Vinterbeskæring: I januar eller februar bør du lave en endelige beskæring. Her skal du beskære de sammen grene, som du forkortede i sommeren. Denne gang skal du kun efterlade 2 – 3 knopper på hver af grenene. På den måde vil du få en flot blomstring den efterfølgende sommer.

Hvis blåregn ikke blomstrer

Hvis du har problemer med at få din blåregn til at blomstre, kan der være flere grunde. Her gennemgår vi et par af de mest almindelige forklaringer på problemet.

  • Planten er for ung

De fleste blåregnplanter opnår først en fuld blomstring efter minimum fem år. Derfor bør du væbne dig med tålmodighed.

  • Den får for lidt sol

For at have de største chancer for en flot blomstring skal planten have fuld sol, derfor kan du med fordele flytte planten, hvis den nuværende placering ikke tillader nok sollys.

  • Den får ikke nok vand eller den forkerte gødning

Sørg for at give blåregnplanten vand jævnligt, så jorden forbliver fugtig. Når du gøder jorden, må du ikke anvende gødning, der har et højt kvælstofindhold, da det vil begrænse blomstringen.
Hvis du vil have blade frem for blomster, kan du godt anvende gødning med kvælstof.

Inspiration – 2 smukke planter, der komplementerer blåregn

Hvis du vil skabe lidt variation i haven, kan du vælge flere forskellige planter og blomster, der fungerer godt i samspil med din slyngplante. Her er to gode ideer:

Magnolia

Magnolia findes i mange sorter og farver, og det er muligt at finde nogle, der passer til den blåregn, du har plantet. Læs vores store guide til magnolia, der indeholder alt, hvad du bør vide.

Lyng

Hvis du har et surbundsbed i haven og gerne vil have en let plante, der smukt komplementerer din blåregn, kan du vælge at plante lyng. Læs den store lyng guide.

FAQ

Er blåregn giftig?

Planten kan give nogle milde giftsymptomer og bør aldrig spises. Det gælder for hele planten og især for de ærtelignende frø. Der er aldrig registreret et gifttilfælde i Danmark, men du bør være opmærksom på, at børn og dyr ikke spiser af planten.

Er blåregn nem at passe?

Hvis du følger vores guide og giver slyngplanten de rette forudsætninger fra starten, så er det en let plante at passe og pleje.

Hvornår skal man plante blåregn?

Du bør plante den i enten efteråret eller foråret. Hvis du vælger at plante om sommeren, risikerer du, at jorden er for tør.

Skal man beskære blåregn?

Ja, du bør beskære blåregn. Formålet er at skabe en flot blomstring og at kontrollere væksten af planten. Beskær om sommeren (efter blomstring) og efterlad op til seks knopper. Beskær igen om vinteren, og efterlad 3 – 4 knopper.

2 Kommentarer

  1. Hej Martin Nissen,

    Vi står overfor at skulle tage et valg med beplantning op af vores husmur. Vi bor i en andelsforening så der skal trœffes sikre valg;-)
    Når du beskriver at: ‘Herudover bør planten ikke placeres alt for tæt på huset på grund af den voldsomme vækst, der let trænger igennem selv de mindste sprækker’ – menes der så at de ødelœgger husmuren ?
    Og evt. hvilken plante ville gøre sig bedre til dette, på en solbeskinnet husmur ?

    På forhånd tak for dine svar.
    Mvh Rie

    1. Hej Rie.

      Det er en blanding af at hvis husmuren er porøs og der er nogle sprækker i, så er det ikke optimalt at en plante vil vokse derind.
      Hvilke planter der passer bedst til netop dit brug er lidt svært at svare på, da det også er en smagssag i forhold til hvilket udtryk du ønsker af planten.

      Med venlig hilsen
      Marc

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *