Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
hasselurt i haven

Hasselurt guide – Sorter, plantning og pleje

Selv entusiastiske haveelskere kan blive trætte af at luge, og mange vælger i dag granitskærver eller flis for at holde ukrudtet nede, men hvis du gerne vil have en mere levende og frodig have, er bunddækkeplanter en lige så effektiv idé. Hasselurt er en taknemmelig plante, der trives i skyggen under træer og buske. Den danner et tykt, klædeligt tæppe i dine bede og arbejder aktivt på at nå samme mål som dig – at vinde kampen om bedet.


Hvad er hasselurt?

Hasselurt er en lav, krybende og flerårig urt, der gror vildt i skovbunden i Østasien, Mellemeuropa og Canada, afhængigt af arten. Urten har brede hjerteformede eller ovale blade, der sidder for enden af en ca. 20 cm. lang bladstilk. Urten kravler gerne hen over jorden og bliver ikke højere end 10-15 cm. Bladene er mørkegrønne og blanke med lyse strenge på oversiden og lysegrønne på undersiden.

Urten blomstrer i maj, men det opdager du kun, hvis du kigger efter det. De undselige blomster er brunlige og gemmer sig under de blanke blade. Frøene er små nødder, som myrer elsker. Det skyldes, at frøene har et såkaldt myrelegeme. Det er en vedhæftning, der er fyldt med fedt og proteiner og som er designet til at lokke myrerne til, så urtens frø kan blive spredt. Netop ligheden med hasselnødder er i øvrigt grunden til, at urten har fået sit navn.

Hasselurt er en nem og nøjsom plante

Hasselurt er ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark, men du kan alligevel godt støde på den i naturen, hvor den i løbet af sin tid som kultiveret plante har fundet ud. Af alle bunddækkeplanter er denne den mest nøjsomme og nemme – og den, der trives bedst i skygge. En større flade dækket med den blanke, mørkegrønne urt er et smukt og æstetisk indslag i din have – og planten lukker tæt i løbet af cirka tre år.

Urten hører til slangerod-familien, som har arter spredt ud over kloden – undtagen på Antarktis. Alle planter i familien er flerårige, urteagtige planter, men der ophører ligheden. Familien omfatter alt fra buske over lianer til den lavtvoksende bunddækkeplante, vi kender.

Hvilke hasselurt-arter findes der?

Der findes omkring 100 arter, men der er kun et par stykker, som du kan støde på i Danmark. Planten er nem at dyrke og trives fint i både skygge og sol. Direkte sol bleger bladene en smule, men det kan modvirkes ved at vande flittigt.

Asarum europaeum

Almindelig hasselurt har 5 cm. brede rundede og skinnende blade og bliver omkring 10-20 cm. høj. Den gror vildt i et bredt bælte fra Frankrig til det vestlige Sibirien. Planten spreder sig langsomt, men har evnen til at lukke helt for ukrudt og kvæle det effektivt. Urten er semi-stedsegrøn. Denne art holder mest af skygge og trives mindre godt i direkte sol.

hasselurt
Hasselurt (Asarum europaeum)

Asarum canadense

Canadisk hasselurt plantes ikke så ofte her i landet. Den minder meget om den europæiske og bliver også ca. 10-20 cm. høj. Som navnet antyder, kommer arten fra Nordamerika. Den kaldes også vild ingefær, men det kan ikke anbefales at eksperimentere med at spise den, da plantens saft har en vis giftvirkning.

Asarum caudatum

Arten er ikke ret kendt endnu, men værd at dyrke. Bladene er lysere og større end hos den almindelige hasselurt og overfladen er ikke blank men mere ru og mat. Planten er en smule højere end den europæiske, noget mere robust og breder sig hurtigere. Den tåler også sollys bedre.

LÆS OGSÅ: Vores top-10 liste over nemme og smukke bunddækkeplanter

Hasselurt – guide til vellykket plantning

Hasselurten kan godt lide humusrig og kalkholdig jord og jorden må gerne være fugtig. Men faktisk kan urten trives i næsten al slags jord. Vil du give den et forspring, kan du følge retningslinjerne herunder.

Tid og sted

Der er ikke et specifikt tidspunkt, hvor det er bedst at plante hasselurt – det kan du gøre året rundt – med undtagelse af, når der er frost i jorden. Men de fleste planter etableres bedst, hvis de sættes i efteråret.

Urten holder af skygge, og har du en have med store, gamle træer er den en smuk løsning under dem. Nogle arter trives også i sol, bare du husker at vande planterne.

Udplantning af hasselurt

Hvis du vil have et tæt tæppe af bunddække, bør du sætte de enkelte planter, så der er ca. 16 pr. kvadratmeter. Det passer nogenlunde med en afstand på 25 cm. mellem hver plante. Hvis jordbunden er optimal, kan du nøjes med 10-12 planter pr. kvadratmeter.

Uanset hvor du planter din nye urt, er det altid en god idé at luge grundigt i bedet inden og være over ukrudtet indtil urten har dannet sit tætte tæppe. Hasselurt trives godt i et surbundsbed og er derfor velegnet som bunddække under din rododendron.

LÆS OGSÅ: Den store Rhododendron guide – Alt om sorter, plantning og pasning

For at få det bedste resultat ud af urten, kan du gøde tre gange om året – i april, juni og august. Giv ca. 500 gram almindelig NPK-gødning pr. 10 kvadratmeter.

Formering af hasselurt– når én bliver til mange

Hasselurt spreder sig på to måder – dels via frø, som især myrer er flittige til at flytte rundt på, og dels via udløbere. Tidligt på foråret kan du grave din urt op og dele planterne før du sætter dem i jorden igen.

Frøene er modne i juni-juli og hvis du er heldig, kan du høste dem før myrerne render af med dem. I så fald kan du tørre dem et luftigt, mørkt sted og opbevare dem ved stuetemperatur i et års tid. Du kan så dem i efteråret eller i foråret.

Problemer

Hasselurt er en robust plante, der ikke er særligt modtagelig overfor hverken sygdomme eller skadedyr. For eksempel kan den iberiske skovsnegl ikke lide urten, selvom sneglen selvfølgelig kan blive sulten nok til at spise hvad som helst. Skulle du i øvrigt have problemer med sultne snegle, kan du finde gode råd i vores artikel om bekæmpelse af dræbersnegle.

FAQ

Er hasselurt giftig?

Ja, men ikke livstruende. Alle dele af planten indeholder en olie, som irriterer huden ved kontakt, så det er en god idé at bruge handsker, når du håndterer din plante.

Har hasselurt medicinske egenskaber?

Ja. Hasselurten gjorde i første omgang sit indtog som medicinsk plante. I 1600-tallet brugte munkene urten mod slim på lungerne og problemer med lever, milt og nyrer. Traditionelt har urten været anvendt til at styrke kredsløbet og drive vand ud af kroppen. I Danmark er det dog ulovligt at bruge hasselurt medicinsk, hvis det indebærer indtagelse.

Hvorfor kaldes planten hasselurt?

Den lille urt har intet at gøre med hasselnøddetræer, men dens frø ligner små bitte nødder, og det er derfor urten har fået sit navn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove