Fragt fra 49,- Fri fragt over 899,-
dyrke rødbeder

Dyrkning af rødbeder

Du kan både høste rødbeder i løbet af sommeren og efteråret og gemme dem hele vinteren. Det giver dig en afgrøde, som du kan have glæde af i lang tid. Udover rigelige mængder af vand kræver rødbeder ikke særlig meget af dig.


Rødbeder er smarte for dig at have i haven, da de kan gemmes hele vinteren, og du derfor har mulighed for at nyde godter fra din køkkenhave på det tidspunkt. Mange andre afgrøder er svære for dig at gemme og skal helst spises, når de er helt friske.

Du kan bage, koge og sylte rødbederne og dermed bruge dem på en lang række forskellige måder. I mange år var det eneste, som rødbeder blev brugt til, syltning. I dag er det dog helt normalt, at du for eksempel bager dem og spiser dem som tilbehør i stedet for kartofler.

Sådan sår du rødbeder

Rødbeder skal ikke forspires, men kan sås direkte på friland. De er glade for en lidt tungere lerjord, gerne et sted, hvor der har vokset kartofler året før. Jorden skal gerne være fugtig hele tiden, så rødbederne kan godt tåle at stå i halvskygge.

Du bør plante rødbedefrøet mellem 1 og 2 cm under jordens overflade. Afstanden mellem frøene i rillen afhænger af, hvor store rødbeder du vil have. Vil du have små rødbeder, er 5 cm det bedste. Vil du have store rødbeder, er 8 cm det bedste. Der bør være 25 cm mellem rækkerne.

Sørg altid for at så dine rødbeder i en næringsrig plante jord. Enten bør man etablere sine højbede med en god færdigblandet plante jord, eller så skal man selv berige sin muld med næring i form af kompost eller naturgødning.

Vil du vide mere om jord og højbede, kan det findes i store guide om jord til højbede.

Hvornår er det bedst at så rødbeder?

Du kan så rødbeder helt fra midten af marts til omkring Sankt Hans. Du kan derfor have en rigtig lang sæson, hvis du ønsker det. Mange forbinder dog rødbederne med vinteren. Har du ikke lyst til at spise rødbeder om sommeren, kan du derfor time såningen med, at rødbederne er klar til høst i oktober.

Hvis du sår rødbedefrø fra midten til slutningen af juni, vil dine rødbeder være klar til høst omkring oktober. Dermed begynder de netop at være klar, når alle de lækre friske grøntsager som tomater og salat ikke længere er at finde i haven.

rødbede planterækker

Vil du gerne have rødbeder gennem hele sommeren, kan du selvfølgelig vælge at så dem allerede fra marts og april. Kommer der nattefrost, efter du har sået dem, er det vigtigt, at du sørger for at dække dem over med for eksempel halm. Hvis rødbederne får frost, tror de, at det har været vinter. De går derfor i stok samme sommer, som de er sået, hvilket resulterer i træede og uspiselige rødbeder.

Pleje af rødbeder

Rødbeder har brug for masser af vand, og det er derfor vigtigt, at du sikrer, at de ikke tørrer ud. Hvis rødbedeplanten ikke får nok vand, bliver rødbederne træede og bitre – og du vil derfor ikke have lyst til at spise dem.

Du kan mærke, at rødbederne har brug for vand ved, at du stikker en finger i jorden. Hvis jorden føles fugtig, behøver du ikke at vande. Hvis jorden derimod føles tør, er det vigtigt, at du sørger for at vande.

For at gøre det nemmere for dig selv at holde jorden fugtig omkring rødbederne bør du hyppe den op omkring dem. Det kan du gøre, allerede når rækken begynder at vise sig. Når væksten over jorden er cirka 15 cm, bør du jorddække mellem planterne også.

Når rødbederne er blevet store og er ved at være klar til høst, er det helt almindeligt, at de begynder at stikke op af jorden. I det tilfælde behøver du ikke at jorddække dem.

Udtynding af rødbedeplanter

Fra naturens side er rødbedeplantens frø frønøgler. Det betyder, at der kommer flere planter af et frø. Med tiden er der dog blevet fremavlet mange hybrider, der ikke har disse kvaliteter. Når du sår et frø fra en hybrid, vil du altså ikke få flere planter af det samme frø.

Sår du frønøgler, kommer planterne til at stå meget tæt i rækken. Nogle foretrækker derfor, at de fjerner nogle af planterne, så rækkerne kommer til at se pænere ud, og rødbederne kan vokse sig større.

Du behøver dog ikke at fjerne planterne. Nogle vælger løbende at høste de største rødbeder. Det giver de mindre rødbeder mere plads til at brede sig – og sikrer, at du ikke har lige så meget arbejde med rødbederne.

Hvornår er rødbeder klar til høst?

Rødbeder minder meget om kartofler: De smager bedst, når de er små og helt friske. Derfor er det en god ide, at du løbende høster rødbeder. Det tager cirka fire måneder for rødbederne at udvikle sig. Du skal derfor bare regne fra såtidspunktet.

Nogle rødbedesorter bliver decideret bitre af at blive for store. Det er særligt gule rødbeder. I det tilfælde er det derfor særligt vigtigt, at du hele tiden er over dem.

Har du en sort, der ikke bliver bitter af at stå i jorden, behøver du ikke at være bekymret for at få høstet, før der begynder at komme frost, som du ellers skal med mange andre planter. Rødbederne kan godt klare lidt nattefrost, men skal op, før der begynder at komme dagsfrost.

Gem rødbederne vinteren over

Når du har høstet rødbederne, kan du selvfølgelig spise dem med det samme eller gemme dem til vinteren. Rødbederne kan sagtens holde sig hele vinteren, hvis du sørger for at fjerne toppen og ikke beskadige roden alt for meget.

Du opbevarer bedst rødbederne ved, at du kommer dem i en kasse med sand. Rødbederne må ikke røre hinanden i kassen, men skal ligge helt omkranset af sand. På den måde kan de holde sig i mange måneder.

Har du plads i haven, kan du også vælge at grave en jordkule, hvor du kan opbevare rødbederne. I kulen er det bedst, at du dækker rødbederne med halm.

Rødbeder - Beplantning

Almindelige sygdomme og skadedyr

Sygdomme og skadedyr bider heldigvis sjældent på dine rødbeder. Når du hiver en rødbede op af jorden, der måske ikke er lige så perfekt som dem, du køber nede i supermarkedet, skyldes det primært, at rødbeden er støt på en sten i jorden og derfor har været nødt til at vokse en anden vej.

De mest almindelige skadedyr er knoporme. De kaster sig over at spise rødbederne og kan hurtigt spise flere rødbeder. Det vigtigste forsvar mod ormene er, at du sørger for at vande dine planter omhyggeligt.

Den mest almindelige sygdom blandt rødbeder er rodbrand. Det er en svamp i jorden, der angriber rødderne, så planten til sidst vil tørre ud. Den vigtigste forebyggelse er igen, at du sørger for, at jorden er godt fugtig – hvilket rødbeden jo i forvejen foretrækker.

Render du ind i knoporme eller rodbrand, kan det desværre ødelægge din høst af rødbeder. Ellers er der ikke meget, der står i vejen for, at du kan lykkes med dem.

Søger du nye grøntsager og krydderurter som du kan eksperimenterer med i køkkenhaven, så kan du finde inspiration i vores store kartotek af dyrkningsvejledninger

FAQ

Hvor lang tid tager det at gro rødbeder?

Fra tidspunktet hvor rødbederne er sået til de er klar til høst, går der typisk 3-4 måneder. Hvis du vil have helt små rødbeder, kan du også vælge at høste dem før.

Skal rødbeder have gødning?

Du kan med fordel gøde dine rødbeder med lidt velomsat kompost, men først når der begynder at komme blade på dine rødbedeplanter.

Hvordan skal man opbevare rødbeder?

Rødbeder kan holde sig utrolig længe, faktisk hele vinteren, hvis de opbevares korrekt. Det bedste du kan gøre, er at putte rødbederne i en kasse med sand, så de er helt omkransede af sand og ikke rører hinanden.

1 kommentar

  1. Hej
    Jeg dyrker hvert år rødbeder, men de sidste par år har de været noget pjevset selvom jeg ikke sår i de samme bede. De vokser ikke rigtig og får pletter på bladene. Et år var der sådan nogle larver der gravede gange inden i bladene. Men hvorfor vokser de ikke. I år har vi ikke blandet hønsemøg i jorden fordi jeg har læst at de ikke må gødes for meget. Lidt træls, d jeg altid tidligere har dyrket store dejlige sylteagurker.

    Vh
    Jane

    Jane Vestrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove