Selvom peberfrugter normalt vokser i et varmere klima, kan du godt få dem til at trives herhjemme i kolde Danmark. Det er dog vigtigt, at du sørger for, at de har det varmt nok fra spiring til høst. Derfor bør du så dem indenfor og plante dem ud i drivhus eller på det mest solrige sted i haven.
Peberfrugt er en lækker frugt, som du både kan spise rå og tilberedt i for eksempel en wokret eller gryderet. Den vokser oprindeligt under varmere himmelstrøg, men det er muligt for dig at dyrke den herhjemme også.
Du skal dog netop være opmærksom på dens behov for varme, hvorfor det er en god ide, at du dyrker den i drivhus eller på den mest solbeskinnede plads i haven.
Du kan købe et utal af forskellige frø. Det handler derfor bare om, at du ser på, hvilken form for pebre du gerne vil have. Du kan dog også høste dine egne frø fra en frugt. I det tilfælde skal du bare vente, til frugten er helt moden og så tage frøene ud og lægge dem til tørre.
Hvornår og hvordan skal jeg så peberfrugter?
Som nævnt har peberfrugterne brug for et varmt klima. Derfor er det vigtigt, at der er mindst 20 grader varmt, der hvor du sår dem. Når du sår frøene herhjemme, vil det derfor typisk betyde, at du skal så dem inden for. Senere kan du plante dem ud i drivhus, i en potte eller en plantesæk på et varmt sted i haven.
Du kan så frøene fra slutningen af marts til midten af maj. Så dem i en potte eller bakke, der er mindst 8 cm. dyb. De fleste af frøene spirer, derfor er det vigtigt, at der fra start af er afstand imellem dem. I potten skal der være god pottemuld, og over frøene lægger du grovkornet sand og vander dem.
Har du gulvvarme på badeværelset, er et godt trick, at du sætter spirebakkerne derude, da gulvvarmen typisk er på omkring 24 grader. Det er herligt for peberfrugterne. Når de er spiret, skal de ud i vindueskarmen, så de kan få noget lys.
Spiring og pleje af peberfrugterne
Der går cirka 7 til 10 dage, fra du har plantet frøene, til de begynder at spire. Når de små planter er omkring to centimeter høje, bør du omplante dem, så de får deres egen potte. Den skal også være mindst 8 cm dyb. For at få så meget af det spinkle rodnet med som muligt bør du løfte planten med en ske eller gaffel.
Du skal ikke vande for meget efter, at du har omplantet dem, da den mindre vanding får dem til hurtigere at danne et rodnet. Derefter skal du vande ofte, men ikke for meget, da planterne kan få svamp af for meget vand. Derudover bør du løbende gøde med tomatgødning eller drivhusgødning.
Udplantning af peberfrugt i drivhus eller have
Tre til fire uger efter, at du har omplantet planterne første gang, skal de omplantes igen. Er nattetemperaturen kommet over 10 grader, kan du plante dem ud i drivhuset eller i haven.
Har du peberfrugterne stående i drivhuset, er det smarteste at have dem stående i potter, da du i det tilfælde nemt kan flytte dem ud, hvis de bliver ramt af bladlus. Det sker forholdsvis ofte. Når de er fri for lus, kan de komme ind igen.
Vil du plante dem i rækker i haven, bør der være 30-45 centimeter mellem planterne i selve rækken og 30-45 centimeter mellem hver række. Du skal plante dem på det mest solrige sted i haven og sørge for, at de står i fuld sol hele dagen.
Når planterne er omkring 20 centimeter høje, bør du binde dem op med en pind. Det kan for eksempel være en bambuspind. Det giver dem noget at støtte sig til. Du bør ikke binde dem stramt, da stænglen også bør have mulighed for at vokse.
Når der kommer flere grene på, bør du også binde dem op, så de får støtte. Når frugterne kommer, kan de blive så tunge, at grenene kan knække af, hvis de ikke har støtte.
Når de første blomster kommer på planten, bør du nippe dem af. Hvis plantens blomster får lov til at udvikle sig til frugter for tidligt, giver den ikke så mange frugter. Først når planten har nået en vis størrelse, skal du lade blomsterne sidde. Du behøver derfor ikke at beskære den.
Hvornår kan jeg høste mine peberfrugter?
Peberfrugterne er modne sidst på sommeren. Det er forskelligt fra sort til sort, hvilken farve de skal have, når de er modne. Nogle er røde, mens andre er modne, når de er grønne eller gule. Derudover er et godt tegn på, at de er modne, at skindet er skinnende.
Vil du høste frø af en af dine peberfrugter, er det en god ide, at du markerer den med et klistermærke. Jo længere planten får lov at sidde, des bedre bliver frøene. Frugten bør dog ikke gå i forrådnelse eller blive overmoden. Når du har høstet frøene fra frugten, kan du spise den.
Jeg plejer at så mine peberplanter i starten af marts, da jeg synes at peberplanterne gror langsomt og er lang tid om at spirer. Jeg har stort set aldrig haft lus i mine hjemme dyrkede peberplanter, kun hvis jeg en enkelt gang har købt.
Hvornår ved man at de røde er klar til at blive høstet? Der er rigtig mange på planten og nogle få er endelig begyndt at blive røde, men nogle er også begyndt at rådne
Tror du så dem først i marts, for at de bliver røde tidligere! Når de er helt røde, er de søde. Husk at give dem godt med lys og varme!
Lidt kommentarer:
Der findes ingen peberfrugter, der er grønne, når de er helt modne – der er et par chilisorter, der modner til grøn, men ingen peberfrugter.
Og man skal være mere end heldig for at få en ordentlig høst, hvis man sår senere end marts, da man render ind i efteråret, hvis man sår for sent, og en enkelt frostnat i september/oktober stopper peberfesten..
Hvor høj bliver peberfrugtplanten i drivhus ?
Ditte det afhænger helt af sorten hvor høje planterne bliver, men de fleste almindelige peberplanter bliver mellem 120 og 150 cm høje i mit drivhus.
Kan en peberplante overvintre min står her i december stadig grøn?
Hej Lone,
Peberplanten kan, hvis man er heldig, overvintre uden problemer.
Ved overvintring skal du være opmærksom på at holde temperaturen på minimum 5-10 grader og gerne endnu højere, samt sørge for at planten får mest muligt lys. Derudover skal du holde et vågent øje med bladlus, som ofte er et problem.
Mvh Martin
kan man tage frø fra de peber man køber i supermarkedet.
Det har jeg gjort og de spirer da
Jeg forstår, at jeg skal nippe de første blomster af, indtil planterne har en “vis størrelse”. Jeg er bare i tvivl om, hvad en vis størrelse er? 😉
Det er jeg også nysgerrig på. Hvor højt er “vis ?
Hej Oluf og Nete.
Det er lidt forskelligt.
En god regel er at når de første skud er kommet, og måske også de næste, så skal de gerne nippes af således at planten vil komme med flere skud der bliver til frugter.
Lader i den vokse de første frugter frem, så kommer der ikke flere end dem. I får altså et større udbytte af høsten ved at fjerne den første række skud eller 2.
Med venlig hilsen
Marc
Ja, jeg er også nysgerrig efter at vide hvilken højde planterne ca. skal have, før man stopper med at nippe blomster af….eller kan man tælle det på antal gange man har nippet dem før man stopper med det?
Hej Eva.
Nip dem af en 2-3 gange. Så burde planten have en størrelse der tegner på at der kan komme en masse gode peberfrugter.
Med venlig hilsen
Marc
jeg har lagt indmad i jorden fra en peber, nu er de kommet op i drivhuset på ca 75 cm og giver en masser sorte bær i solbær størrelse. er de giftige og kan man bruge indmad fra peberfrugt til at så. Ligeledes er der fra kompost der er spredt ud kommet græskar og mange tomatplasnter, er det noget man kan spise?
Hej Herluf.
Det tør jeg ikke sige.
Tag nogle billeder og send på mail, eller tag billederne med til din lokale planteskole og hør dem ad med hvad de siger.
Med venlig hilsen
Marc
Hej!
Jeg har dyrket peberfrugter og chili i flere år og med svingende resultat. I år startede jeg også med tomater, chili og peberfrugter i drivhuset. Men i midten af maj tog jeg tomatplanterne ud i haven, da der var masser af sol og varme.
Så skete der pludselig noget med chilier og peberplanterne. De voksede som bare pokker og satte masser af frugter. Nu høster jeg mange chili og peberfrugter. Peberfrugterne, som er gule og røde, er 25 cm lange og de runde ca. 10 cm i diameter. Så store har de aldrig været tidligere.
Så tænker jeg, kan det skyldes at de ikke kan lide at stå sammen med tomatplanter?
Jeg havde tænkt mig at sætte dem udenfor i en plantekasse med god sol. Og mon ikke man så undgår der kommer så mange lus i ?