Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
fjerne myrer i græsplæne

Myrer i græsplænen

Myrer kan være nogle yderst plagsomme væsener, og myrer i græsplænen er ingen undtagelse. Et enkelt lille myrebo i plænen er sjældent generende, men myrer spreder sig hurtigt. Hvis du slikker sol på græsplænen eller sidder og leger med børnene, så opdager du hurtigt, hvis myreinvasionen har taget overhånd.

Opholder du dig ikke på plænen kan de være svære at opdage, men små bunker jord i græsset er et sikkert tegn, som afslører, hvor myrerne befinder sig.


Myrer kan i løbet af kort tid sprede sig over et temmelig stort areal. Fra et lille ubetydeligt bo i græsplænen, kan de sprede sig til flisegange og terrasser. Her kan de små, flittige arbejdere hurtigt underminere belægningen, så fliserne synker og kommer til at ligge grimt og ujævnt.

Et andet stort problem er, at myrerne kan invadere huset. Myrer kan finde selv de mindste sprækker i fundamenter og fuger, og inden længe ses de også indendørs. Du kan dog selv stoppe myrerne, mens de stadig kun er i græsplænen.

Sådan fjerner du myrer i græsplænen

Der findes flere gode råd, når du skal bekæmpe myrer i græsplænen. Uanset hvilken fremgangsmåde du vælger, så gælder det om at starte bekæmpelsen, så snart du opdager myrerne.

Én ting, du kan være sikker på, er, at en myre aldrig er alene. Inden længe vil du se flere myrer, og så gælder det om at finde frem til myretuen. I de fleste tilfælde kan du følge myrernes færden frem og tilbage fra boet, så du kan finde ud af, hvor det er bedst at starte bekæmpelsen. Myrer er mest aktive i morgen- og aftentimerne, og her vil du lettest kunne finde frem til myreboet.

Hvert bo har en dronning. Det er myredronningen, der leverer nye myrer til boet, og derfor gælder det om at dræbe dronningen og dermed fjerne myrernes eksistensgrundlag.

Det kan være svært at udrydde alle myrer i første forsøg, så hold øje med området, hvor boet er placeret, og tjek, om der dukker flere myrer op i dagene og ugerne efter den første bekæmpelse.

Brug gift

En af de mest oplagte måder at bekæmpe de små plageånder på er at bruge gift. Myregift findes både til udvanding og i fast form.

Myregift til udvanding skal opløses i vand og vandes ud på selve myreboet og på de stier og områder, hvor myrerne færdes. Denne form for gift er let at bruge over et større område og er derfor et meget effektivt bekæmpelsesmiddel.

Myregift findes også i pulverform. Pulveret drysses direkte ned i myreboet og rundt om boet. Myrerne tror, at pulveret er mad og slæber det med ned i boet. Et par timer efter myrerne har været i kontakt med pulveret, dør de, og inden længe er hele boet uddødt.

Kogende vand

Hvis du ikke bryder dig at bruge gift, er kogende vand en anden effektiv måde at slå myrerne ihjel. Det kogende vand skal helt ned i boet, hvor det ødelægger myrernes æg, inden de bliver klækket.

Den mest effektive måde er at fjerne et stykke græstørv lige over myreboet. På den måde har du den bedste chance for at få så meget varmt vand ned i boet som muligt. Efter den første behandling kan du lægge tørven på plads, og efter et par dage gentager du behandlingen. Når alle myrer er væk, lægger du tørven på plads, og græsplænen er intakt igen.

Giv ædedolkene sukker

Myrer elsker som bekendt søde sager, og det kan du udnytte i bekæmpelsen. Hvis du blander sukker med natron i forholdet 1:1, kan du lave din egen miljøvenlige myregift. Myrerne tiltrækkes af sukkeret, men de kan ikke tåle natron.

Ligesom med pulvergiften drysses blandingen ud på de steder, hvor myrerne færdes. Nu skal du blot vente på, at myrerne slæber sukkerblandingen med ned i boet og begynder at spise.

Gentag behandlingen, hvis det er nødvendigt

Myreæg klækkes hele tiden, og derfor kan du opleve, at der kommer nye myrer i et bo, du allerede har bekæmpet. I disse tilfælde skal du blot gentage behandlingen og vente, indtil alle myrerne er udryddet.

Start altid behandlingen, så snart de første myrer viser sig. Jo hurtigere du begynder at bekæmpe myrerne, desto hurtigere vil du kunne udrydde hele boet.

FAQ

Virker kogende vand mod myrer?

Ja, kogende vand virker mod myrer. Du kan fjerne et stykke græstørv lige over myreboet og hælde kogende vand direkte ned i boet. Herefter lægger du tørvet tilbage, og gentager behandlingen et par dage efter. Dette kan gentages til der ikke længere er flere myrer.

Hvordan fjerner man myrer fra sin græsplæne?

Der findes flere forskellige måder at fjerne myrer på. Man kan bruge gift, kogende vand eller fordre dem ihjel med en blanding af sukker og natron. Det er bedst, hvis man kan finde myreturen, hvor myrerne samles og bekæmpe dem der. Der findes desuden mange professionelle skadedyrsbekæmpelsesfirmaer, som kan hjælpe med bekæmpelse af myrer i græsplænen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove