Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
paradisæbletræ

Paradisæbletræ – Plantning og pasning

Et paradisæbletræ (Malus baccata) er et nemt træ at have med at gøre. Samtidig bliver det ikke så stort som et almindeligt æbletræ, hvorfor det egner sig godt til mindre haver. Du kan godt spise paradisæbler, men de egner sig bedst til æblesaft, æblegelé og æblesnaps.


Drømmer du om at have et æbletræ i haven, men er du bange for, at et almindeligt æbletræ vil blive for stort? Så kan du i stedet vælge et paradisæbletræ. Det bliver nemlig ikke mere end 3-6 meter højt og ikke mere end 2-3 meter bredt. Det er derfor et træ, der kan passe ind i de fleste haver.

Samtidig er et paradisæbletræ et meget smukt træ. Om foråret kommer der et væld af fine hvide blomster, der senere bliver til små, røde æbler. Om efteråret får træet flotte efterårsfarver, inden det mister bladene. Det kan derfor være en god idé, at du placerer træet tæt på huset, så du kan nyde dets skønhed fra vinduerne hele året rundt.

Måske har du ikke lyst til at have et paradisæbletræ i haven, fordi du gerne vil have nogle frugter, du kan spise. Men du kan faktisk godt spise paradisæbler. Nogle sorter er for sure til at blive spist direkte fra træet, men så kan de for eksempel bruges i æblesnaps eller -most eller til æblegelé eller -marmelade.

Hvilken sort af paradisæbletræ skal jeg vælge?

Paradisæbletræer er en del af æblefamilien Malus, som de almindelige spiseæbler også tilhører. Forskellen er, at paradisæbler ikke bliver meget mere end 5 cm i diameter. Nogle paradisæbler er dog langt mindre end det. Når du skal vælge en sort, er det derfor vigtigt, at du overvejer, hvor store æblerne skal være – og om det er nogle, som du vil spise.

Derudover skal du selvfølgelig også overveje, hvor stort træet skal være. Mange vælger netop et paradisæbletræ, fordi de gerne vil have et lille træ til haven. Selvom træerne generelt ikke bliver særligt høje eller brede, er der alligevel lidt forskel på størrelsen mellem de forskellige sorter.

Træets størrelse er selvfølgelig særligt vigtigt, hvis du gerne vil have et træ i en krukke – for eksempel på terrassen. Paradisæbletræer kan nemlig sagtens klare sig i en krukke, men i det tilfælde er det en god idé, at du vælger en dværgvariant af træet. Så bliver det ikke så højt og vil være nemmere at flytte rundt på.

Gode sorter af paradisæbler:

Floribunda: Får mange små æbler, der er gullige eller røde. Æblerne er så små, at de kan være svære at bruge i madlavningen, men de egner sig godt til æblesnaps. Træet får mange hvide og lyserøde blomster i maj måned. Det bliver mellem 3 og 6 meter højt. Det er resistent over for æbleskurv.

Brændkjær: Får mange små æbler, der er mellem 1 og 1,5 cm store og helt røde. Træet får store, hvide blomster i maj og juni måned. Det bliver mellem 3 og 5 meter højt, har mørkt løv og en tæt, opretstående krone.

Sargentii: Bliver kun 1,5 til 2 meter høje og er derfor gode at bruge som læhegn eller hæk. De får et væld af smukke blomster i maj og juni måned. Hvis du vil bruge planten som hæk, kan du godt skære den til, men du må regne med, at det går ud over mængden af blomster. De får små røde frugter og vokser rimelig langsomt.

paradisæbletræ sargentii med hvide blomster
Her ses et flot Sargentii paradisæbletræ med hvide blomster, som har fået lov til at vokse vildt.

Akso: Får meget små orangerøde frugter, der ikke er større end en ært. De får store, smukke, hvide blomster i maj og juni måned. Træet har opretstående grene og mørkt løv og bliver mellem 3 og 5 meter højt.

Gorgeous: Får mellemstore, mørkeorange frugter på 2 til 3 centimeter. Får store hvide blomster i maj og juni måned. Træet bliver mellem 3 og 5 meter højt og har en stor åben, pyramideformet krone med let hængende grene.

Placering og tidspunkt for plantning af paradisæbletræ

Det er altid bedst, at du planter frugttræer om efteråret. Der er jorden stadig varm efter sommeren, der kommer masser af nedbør, så du ikke behøver at tænke på at vande, og træet har lang tid til at etablere sig, inden sommeren og dermed også træets vækstsæson starter. Det er nemlig den mest krævende tid på året for et træ.

Når du skal vælge en placering til dit paradisæbletræ, er det vigtigt, at du vælger et sted, hvor der ikke har stået et frugttræ før. Har der tidligere stået et frugttræ, vil jorden nemlig være udpint, og dit nye træ vil derfor ikke trives på placeringen.

Som nævnt er det en god idé, at du placerer dit paradisæbletræ tæt på din bolig, så du kan nyde træets smukke farver på alle tider af året. Fordi træet ikke bliver så højt, egner det sig for eksempel godt til at stå ved terrassen eller i et bed.

Vil du placere dit paradisæbletræ midt i græsplænen, er det vigtigt, at du sørger for at rydde græsset i hvert fald en halv meter rundt om hele træet. Hvis græsset kommer tættere på træet, vil de konkurrere for meget om næringen i jorden, og det kan derfor blive svært for træet at få etableret sig ordentligt.

Plantning af paradisæbletræ

Efter du har fundet den rette placering, skal du grave et hul, der er cirka 1,5 gange større end træets rodklump. Det er en god idé, at du sætter træet i vand, mens du graver. Det skal helst stå i mindst 15 minutter, men må gerne stå i flere timer og suge vand til sig, inden du planter det.

Når hullet er færdigt, skal du brede træets rødder ud, så de nemmere kan vokse ind i jorden. Hvis der er nogle, der er meget lange, kan du klippe dem af. Sæt træet i hullet, så det står i samme niveau som i potten.

Det er vigtigt, at der ikke kommer jord over podestedet, da det ellers kan få grundstammen til at skyde. Sker det kan du ikke vide noget om, hvilke frugter du får, eller hvor højt træet bliver. Når du har sat træet ned, så fyld op med jord omkring det, og træd jorden til omkring træet, så det står ordentligt fast.

Det kan være fristende at sætte en pæl op, som dit paradisæbletræ kan støtte sig til de første år. Problemet ved det er, at træet nemt kan blive for afhængig af pælen. Når du så fjerner pælen, kan det ske, at træet ikke selv kan bære vægten af sine frugter, og at det derfor buer.

Ved plantning af dit nye paradisæbletræ, bør du blande din havejord op med ca. 1/3 jordforbedring, hvilket giver en god jordstruktur og massere af organisk næring, som sætter gang i mikroorganismerne.

Pasning af paradisæbletræ

De første år er det vigtigt, at du sørger for at vande dit paradisæbletræ, hvis det ikke regner så meget. Efter de første par år bør træets rodnet være stort nok til, at det selv kan finde vand i jorden i de perioder, hvor det ikke regner så meget.

Dit træ har brug for at få tilført gødning en eller to gange om året. Brug gerne langtidsvirkende, organisk gødning – Vi anbefaler et topdække på ca. 5 cm jordforbedring, som iøvrigt virker ukrudtshæmmende. Hvis dit træ står i almindelig havejord og ikke har for meget konkurrence fra andre planter, kan du i det tilfælde bare give det gødning en gang om året i foråret.

Hvis dit træ står i næringsfattig sandjord eller i græsplænen, hvor det konkurrerer med græsset om gødningen, har det brug for at få gødning to gange om året – en gang i foråret og en gang i løbet af sommeren. Den sidste gang gødning skal være givet inden august. På det tidspunkt har træet nemlig brug for at forberede sig på vinteren og ikke på at sætte nye skud.

Beskæring af paradisæbletræ

Som udgangspunkt behøver du ikke at beskære dit paradisæbletræ. Hvis kronen er blevet for tæt, er det dog en god idé, at du gør det. Du bør altid beskære træet i sommermånederne fra juni til august. Dels er det på det tidspunkt nemmere for dig at se, hvilke grene du skal skære af, dels giver det træet mulighed for at hele ordentligt, inden vinteren kommer.

paradisæble træ

Hvis træet ikke får mulighed for at hele ordentligt inden vinteren, vil de åbne sår nemt kunne få svamp, der kan sprede sig til resten af træet.

Hvor meget du vil beskære træet, er helt op til dig selv. Som udgangspunkt bør du bare tynde ud i grenene, så der kommer luft til kronen, og den ser pæn ud. Bruger du paradisæbletræer som et læhegn eller en hæk, kan du dog klippe dem langt mere, så de får den form, som du gerne vil have.

Du kan læse mere om korrekt beskæring af æbletræer her.

Høst, opbevaring og brug af paradisæbler

Paradisæbler er klar til høst i løbet af efteråret. Er du i tvivl om, hvorvidt dine æbler er klar til høst, kan du plukke et og skære det over. Hvis kernerne er brune, er det tegn på, at frugterne er klar til høst.

Er æblerne for sure til, at du kan spise dem rå, kan du i stedet bruge dem i gryderetter, æblesnaps eller æblegelé. Særligt det sidste egner æblerne sig rigtig godt til. De indeholder nemlig meget pektin, der er det middel, du bruger til at få syltetøj og marmelade til at stivne med. Fordi der er så meget pektin i paradisæbler, behøver du derfor ikke at tilføre det til geléen.

Samtidig er der den fordel ved at lave gelé af paradisæbler, at de giver en smuk pink gelé, frem for den gule gelé, du ville få, hvis du havde brugt almindelige spiseæbler.

Hvis du ikke bruger alle dine paradisæbler til gelé, er den bedste måde at opbevare dem på, at du sætter dem på en overdækket terrasse, i en carport eller lignende. Her får de frisk luft, og der er en høj luftfugtighed, hvilket hjælper dem til at holde sig friske i lang tid.

Brug dine paradisæbler til pynt

Du kan selvfølgelig ikke kun bruge dine paradisæbler i madlavningen. Mange bruger de små, fine æbler som dekoration. Det kan for eksempel være juledekorationer, hvor æblerne har den helt perfekte størrelse. Du skal bare sætte en tandstik i dem, så er de klar til at blive sat på juledekorationen.

Hvis du gerne vil have, at æblet bevarer sin smukke form og farve, kan du dyppe det i blomstervoks, inden det bliver sat på. Så undgår du, at det bliver runkent og kedeligt at se på. Det kan det desværre godt gøre, hvis det er ubehandlet og skal stå inde i varmen i hele december måned.

Hvis du hverken får spist dine paradisæbler eller brugt dem i juledekorationen, kan du være sikker på, at havens fugle nok skal gøre kål på dem. De elsker nemlig de syrlige frugter og vil derfor kun blive glad, hvis du lader dem sidde på træet.

Almindelige problemer med paradisæbletræer

En af de mest almindelige sygdomme blandt paradisæbletræer er æbleskurv. Den opstår særligt efter fugtige somre og viser sig ved, at bladene får brune og sorte pletter, og at der er nogle af grenene, der dør.

Er dit træ angrebet af æbleskurv, kan det hjælpe, at du drysser natron på de angrebne steder. Hvis du vil forebygge angreb med æbleskurv, kan du vælge sorter af paradisæbletræer, der er resistente over for sygdommen.

Derudover vil du typisk ikke opleve at have problemer med dit paradisæbletræ, da det er et meget nemt træ at have med at gøre. Det er derfor bare at etablere det i haven og så ellers nyde det smukke træ hele året.

FAQ

Er paradisæbler spiselige?

paradisæbler kan sagtens spises, men de er kendt for at være en smule syrlige og måske endda bitre i smagen. De egner sig derfor rigtig godt til æblesaft, æblegelé og æblesnaps.

Hvornår er det bedst at beskære et paradisæbletræ?

Når du ønsker at beskære dit paradisæbletræ, hvis fx kronen er blevet for tæt, bør du beskære træet i sommermånederne fra juni til august. Dels er det på det tidspunkt nemmere for dig at se, hvilke grene du skal skære af, dels giver det træet mulighed for at hele ordentligt, inden vinteren kommer.

Hvor højt bliver et paradisæbletræ?

Paradisæbletræer bliver ikke ligeså store som almindelig æbletræer, hvilket gør dem optimale til haver med begrænset plads. De bliver nemlig ikke mere end 3-6 meter højt og ikke mere end 2-3 meter bredt.

Hvor hurtigt vokser paradisæbletræer?

Der findes forskellige sorter af paradisæbletræer, hvor nogle vokser hurtigere end andre. Eksempelvis vokser et Sargentii forholdsvis langsomt.

2 Kommentarer

  1. Hvilken sort er det der er vist med pink blomster?

    Jacob Risbjerg Nørregaard
    1. Hej Jacob,
      Tak for dit fine spørgsmål.
      Hvis det er træet med de lyserøde blomster du mener, så er det de blomster som hedder kirsebærblomster.
      Træet hedder et Japansk kirsebær træ.

      Håber det hjalp på dit spørgsmål.
      Rigtig god dag til dig.

      Med venlig hilsen
      Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove