Fuchsia er smuk og eksotisk og kræver mindre end man skulle tro. Den kan fylde din have eller terrasse med opsigtvækkende blomster og en dejlig duft. Hvis du gerne vil omgive dig med elegant skønhed i din have, er fuchsia et oplagt valg og dertil kommer, at planten findes i så mange farver og former, at du kan få en, der passer til ethvert hjørne.
Her får du virkelig en plante, der giver mere end den får, og passer du godt på din busk, kan du få glæde af den år efter år. Læs her, hvordan du gør.
Hvad er en fuchsia?
Fuchsia er en flerårig plante, der i naturen findes som både småbuske, træagtige planter, krybende planter og hængeplanter. Den kan opstammes, klatre på et espalier,pynte som hænplante, gro som hæk og meget mere.
Mange af arterne kan gro indendørs og være en farverig potteplante, og de egner sig godt til at gro udendørs i krukker. Gør de det, er det også nemmere at tage dem ind for vinteren.
Fuchsias blomster hænger nedad som en tåre og har klare, rene farver, og som regel er der et smukt farvespil mellem de indre og de ydre blomsterblade. De mest kendte fuchsiafarver er rød, blå, orange og violet.
Mange arter kan blive flere hundrede år gamle, og de kommer i højder fra 30 cm. til 150 cm.
Hvilke fuchsia-arter findes der?
Fuchsia er en nyere opdagelse og blev først fundet omkring år 1700 af en fransk munk med interesse i botanik. Charles Plumier fandt planten på en caribisk ø og opkaldte den efter den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs, der levede i 1500-tallet.
Planten gror fortsat vildt i Syd- og Centralamerikas bjerge. De findes også på Tahiti og i New Zealand.
Der findes lidt over hundrede arter opdelt i 12 underarter. De fleste, du kan købe i Danmark, er hybrider og nedstammer fra ganske få arter. De varianter, vi fortæller om her, kan alle overvintre ude, hvis de beskyttes godt.
Hækfuchsia (Fuchsia Magellanica)
Lille løvfældende busk, som herhjemme bestøves af bier. Den blomstrer fra juli til midt i oktober og frugterne er spiselige.
- ’George’ bliver ca. 50 cm. høj og bred. Den sætter røde blomster med en rød midte og blomstrer i juli-september. Den kan godt lide sol og fryser ned om vinteren, men dukker som regel op igen året efter.
- ’Variegata’ bliver op til 60 cm. høj og har hvidbrogede blade. Blomsterne er røde med en lilla midte og kan ses i juli-oktober. Variegat kan lide både sol og halvskygge.
- ’Alice Hoffman’ bliver op til 60 cm. og sætter røde blomster med en hvid midte. Den gror godt i både sol og halvskygge og blomstrer i juli-oktober.
Havefuchsia (Fuchsia x hybrida)
- ’Gracilis’ bliver op til 100 cm. høj og blomstrer i juli-oktober. Blomsterne er små og røde med en lilla midte. Planten trives i både sol og halvskygge.
- ’Lady Thumb’ bliver kun 30 cm høj og blomstrer i juli-oktober. Den sætter røde blomster med hvid midte og trives både i sol og halvskygge.
- ’Mrs Poppel’ bliver op til 75 cm.høj og sætter røde blomster med mørklilla midte. Den blomstrer i juli-oktober og trives både i sol og halvskygge.
Sådan planter du din fuchsia
Din fuchsia kan fint trives i helt almindelig pottemuld, men vil du gerne forkæle den, kan du tjekke jordens pH-værdi. Planten elsker jord med en pH-værdi på ca. 6,5.
De fleste arter vil gerne have både sol og skygge i løbet af dagen, men der findes varianter, som trives i helskygge og fuld sol.
Fuchsia kan sættes i urtepotter, altankasser og i krukker. Planten kan også sættes i et bed sidste på foråret, hvis planterne er store nok, og sættes et sted, der er beskyttet mod vind. De holder generelt af sol, men en del arter vil gerne have nogen skygge også.
Har du din blomst i en krukke, skal den pottes om, når rødderne begynder at kigge ud i bunden af krukken.
Gød og vand flittigt
Det er vigtigt, at du vander din fuchsia. Hvis den udtørrer i sin vækstfase, smider den både blomster og blade. På den anden side må planten ikke soppe i vand. Et tegn på, at planten skal vandes er, at jordoverfladen tørrer ud.
Så snart vækstsæsonen begynder, skal du give gødning. Den bedste måde er at blande flydende gødning i det vand, du alligevel giver din plante. Gød regelmæssigt gennem vækstsæsonen. Om foråret kan du med fordel vælge en gødning, der er rig på kvælstof (N) og når blomstringen begynder, kan du skifte til en gødning med et højere kaliumindhold (K).
Du kan finde de rigtige gødninger her
Vinterdækning af fuchsia
Fuchsia hører oprindeligt ikke hjemme her i landet og kan ikke lide vores vintre. Der er efterhånden en del varianter, der kan modstå kulde, hvis de bliver afskærmet og vinterdækket.
Har du en plante, der ikke er vinterhårdfør, skal du flytte den til et opvarmet vinterhi, som ikke må blive koldere end 5-10 grader. Du kan ikke stille dem i et isoleret skur, for planten skal have lys, imens de overvintrer.
Under vinteropbevaringen skal du kun vande sparsomt. Bladene falder af, men det er helt naturligt.
Formning af fuchsia
Du behøver ikke beskære din fuchsia, men du kan øge plantens blomstring ved at knibe den. Det kan du gå i gang med, så snart vækstsæsonen starter. Du skal knibe over to eller tre blade, og planten vil derefter fordoble skudspidserne. Skudspidserne bærer blomsterne.
Har du lyst til at lege med plantens form, så kan du vælge at nippe den på den helt rigtige måde. Her kommer en vejledning i formning af en alsidige plante.
- Buskform skabes på samme måde, som du nipper planten for at øge blomstringen, men mere intensivt. Du skal stadig nippe skudspidserne af, men du skal begynde allerede når grenen har 2-3 bladpar. Hvis du gentager det jævnligt i løbet af foråret, bliver planten fint busket.
- Træform skaber du ved at fjerne alle sideskud løbende og først stoppe, når stammen er så høj, som du vil have den. Herefter kan du begynde at nippe topskud i kronen for at gøre den tættere og mere busket. Sæt en støttepind ved planten – stammen er meget slank.
- Hængeplante kan du kun få af sorter med bløde, overhængende grene, så du skal vælge sådan en. Det kan for eksempel være Fuchsia x hybrida ’Pink Galore’. Derefter kniber du planten ligesom du ville gøre, hvis du skulle skabe en buskform.
Søjler, kugler, pyramider, kegler. Kun fantasien sætter grænser når det kommer til fuchsia. Med øvelse kan du skabe stort set den form, du har lyst til.
Formering – tryl din fuchsia om til mange
Du kan stiklingeformere fuchsia hele året, men du får det bedste resultat, hvis du gør det om foråret. Tag en stikling med 2-3 bladpar og stik den i en næringsfattig men fugtig jord. Stiklingerne skal tages af nye skud og være 8-10 cm. lange. Dæk det hele til med plastik eller andet, der kan holde jorden fugtig – plastikken må dog ikke røre stiklingens blade – og husk åndehuller.
Stiklingerne placeres lyst, men ikke i direkte sol. Efter en uges tid kan du lette på overdækningen. Når stiklingerne har slået rod efter to-tre uger, kan de plantes om.
Vær opmærksom på lus
Fuchsia kan som mange andre planter blive angrebet af bladlus og hvide fluer. Begge dele kan behandles med en overskylning af planten og efterfølgende spray med insektsæbe. Planten skal sprayes til den drypper hver tredje dag til skadedyrene er væk.
Inspiration – andre eksotiske indslag til din have
Har du fået smag for smukke, farverige blomster, er der nok at vælge mellem. Engletrompeten er både smuk og dufter fantastisk, og den er også meget gavmild med sine blomster. Du kan læse mere om den i vores store guide til engletrompet. En anden storblomstrende skønhed er klematis, som på få år kan dække et plankeværk eller et gammelt træ. Du kan læse mere om dem i vores store guide til klematis.
Hej Martin,
Vad heter sorten du visar på bilden?
Hej! Jeg har fået en Nanna Carlstedt Fuksia på ca` 1 m høj. Nu er der næsten afblomstret og står med sorte bær. Spørgsmål: Skal jeg pille dem af inden vinter, eller kan der stadig komme blomster på planten.
Hej Ingelise,
Jeg har ikke specifikt den vide, men det her er hvad jeg kan finde frem til på nettet – vær opmærksom på det blot er en søgning jeg selv har lavet, så jeg tør ikke stå 100% inde for svaret:
Fuksia (Fuchsia) er en populær blomstrende plante, der typisk dyrkes som stueplante eller i potter udendørs i de mildere klimaer. Sorte bær på din Fuksia indikerer, at den har gennemgået en blomstring og er i færd med at danne frø. Fuksia er kendt for sine farverige blomster og kan blomstre igen under de rette betingelser. Her er nogle overvejelser:
Blomstringscyklus: Fuksia har normalt en blomstringsperiode, der strækker sig fra forår til efterår. Hvis din plante er næsten afblomstret og det er sent på sæsonen, er det muligt, at den ikke vil danne mange nye blomster, især hvis den er indendørs.
Fjernelse af bær: Hvis du ønsker at opmuntre til en eventuel senere blomstring og ønsker at fokusere plantens energi på at producere flere blomster i stedet for frø, kan du overveje at fjerne de sorte bær. Dette kan give planten mere energi til at producere nye blomster.
Overvintring: Hvis du bor et sted med milde vintre, kan du forsøge at overvintre din Fuksia udendørs i en beskyttet placering. Beskær planten lidt og dæk den om nødvendigt for at beskytte den mod frost.
Indendørs overvintring: Hvis vinteren er hård i dit område, kan du overveje at overvintre din Fuksia indendørs. Skær den tilbage, fjern de visne blade og placer den et lyst sted med moderat fugtighed. Vær opmærksom på, at Fuksia kan tabe nogle blade, når den går ind i en hvileperiode, men den bør komme tilbage til livet, når forholdene bliver mere gunstige igen.
Beskæring: Generelt kan beskæring også hjælpe med at stimulere ny vækst og blomstring. Du kan beskære dine Fuksia-planter i foråret, inden de begynder at danne nye skud.
Husk, at individuelle resultater kan variere afhængigt af din regions klima, plantens helbred og pleje. Ved at tage godt vare på din Fuksia og give den den rette opmærksomhed, kan du forbedre dens chancer for at blomstre igen i fremtiden.
* tak for svar*
Hvorfor er der kommet sorte bær på min fuchsia