Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
skjoldlus

Skjoldlus – Bekæmpelse og forebyggelse

Dine flotte prydplanter og frugttræer kan pludselig komme til at se afpillede og grimme ud, hvis først skjoldlusen finder vej til dine have, bede og krukker. Har du opdaget de små brune skjolde på dine træer eller planter, så er der heldigvis muligheder for at bekæmpe skadedyret effektivt.

Her kan du læse meget mere om, hvad skjoldlusen (Coccoidea) er for et insekt, og hvordan du sætter din med den rette bekæmpelse af skjoldlus, hvis dine planter er angrebet.

Hvad er skjoldlus?

En skjoldlus er et lille insekt, der kun er ganske få millimeter store. Deres navn er rammende, for de er udstyret med et beskyttende skjold, så de ligner små brune prikker. De kan dog forvolde stor skade på dine planter og træer, hvis du ikke får sat korrekt ind mod deres angreb.

Der findes forskellige arter af skjoldlusen, og de er i familie med bladlusen, der også kan gøre stor skade, hvis de får frit spil. Skjoldlus kan have forskellige udseender alt efter art, men de har deres skjold til fælles.

De mest almindelige arter af skjoldlusen er voksskjoldlusen, der foretrækker dine stueplanter og planter i drivhuset. De har en særlig præference for frugttræer som citrus og æble, men kan altså også gå ombord i dine almindelige stueplanter i vinduet.

Derfor er skjoldlusen ikke god for dine planter

Skjoldlusen starter sit liv som en larve, der kan bevæge sig rundt på planterne. De har endnu ikke dannet det skjold, der giver navnet til skadedyret. Når larven har fundet et passende sted, danner den skjoldet, hvorefter den begynder at suge næring og at formere sig.

Når skjoldlusen suger saft fra dine planter, stjæler de plantens næringsstoffer. Derfor vil dine planter også komme til at se triste ud, bladene vil visne, og i værste fald dør planterne, hvis de er angrebet af skjoldlusen.

Planterne vil oftest kæmpe imod invasionen ved at forsøge at vokse, men det koster også næring, så planten helt mister modstandsevne. Du skal derfor bekæmpe skjoldlusen med det samme, hvis de angriber dine planter.

Hvilke planter er mest udsat for skjoldlus?

Skjoldlusen trives bedst i tørre og varme omgivelser, og særligt citrustræer kan have problemer med skjoldlusene.

Nogle gange kan det være overraskende, at skjoldlusene har udset sig netop én bestemt plante, mens resten af dine planter slipper. Det kan ganske enkelt skyldes små forskelle i fugt og varme, der gør den ene plante mere tiltrækkende end andre.

Tegn på skjoldlus

Du kan finde skjoldlusene på dine planter og særligt på stammen eller undersiden af bladene, både i larvestadiet og i det endelige stadie med skjold, hvis de er angrebet. Skjoldlusen har brunlige farver, og skjoldet har en oval form.

Når skjoldlusen har dannet sit skjold, vil den begynde at suge plantesaft fra planten. I processen vil skjoldlusen udskille honningdug, der består af sukker fra plantesaften, og derfor vil planten også blive klistret. Honningdug kan blandt andet tiltrække myrer, så det kan også være et tegn på skjoldlus, hvis myrer har fattet særlig interesse for dine træer eller dine planter.

Bekæmpelse af skjoldlus

Hvis du har observeret skjoldlus, er det vigtigt, du sætter i gang med den rigtige bekæmpelse – ellers vil de nemlig sprede sig til dine raske planter. Derfor er det vigtigt, at du tager den eller de ramte planter og sætter dem for sig selv, så de er i karantæne, mens de er inficerede.

Du kan vælge mellem to fremgangsmåder, når du skal i gang med bekæmpelse af skjoldlus. Det er dog langt nemmest at komme af med insektet, hvis du rammer dem, mens de stadig er i larvestadiet, og de endnu ikke har sat sig fast på planten og udviklet deres beskyttende skjold. Derfor er det bedst at sætte ind tidligt i juli.

Der vil dog som udgangspunkt ofte være både larver og fuldvoksne skjoldlus på dine planter, så du er nødt til at bekæmpe skjoldlusene ad flere omgange, før du er helt fri for dem.

Manuel bekæmpelse af skjoldlus

Helt enkelt kan du manuelt fjerne skjoldlusene fra blade, stængler og grene, hvis du vil dem til livs. Med en børste, f.eks. en gammel tandbørste, kan du børste skjoldlusene af. De kan ikke skylles væk som bladlusen, fordi de sætter sig fast på planten. Derfor skal du aktivt ind og fjerne dem ved at skrubbe dem af med en børste.

Det kan tage lang tid at fjerne skjoldlusene helt manuelt, men det er samtidigt den bedste måde at klare bekæmpelsen af skjoldlus.

Kemisk bekæmpelse af skjoldlus

Hvis det er for tidskrævende et arbejde for dig at fjerne skjoldlusene ved håndkraft, kan du også købe forskellige miljøgodkendte sprøjtemidler. Naturligt vil mariehønen gøre det af med skjoldlus såvel som bladlus, så er der mariehøns, bør du ikke bekæmpe skjoldlus kemisk, da det også dræber de gavnlige insekter.

Du kan finde sprøjtemidler mod skjoldlus både på planteskoler og online. Når du anvender kemiske midler mod skjoldlus, er det vigtigt, du følger anvisningerne fra producenten nøje.

Hvordan forebygger jeg mod skjoldlus?

Hvis dine planter allerede er svage, vil de lettere kunne blive udsat for angreb af skjoldlus. Du kan derfor mindske risikoen for angreb, hvis du holder dine planter sunde og raske med korrekt vanding og næring.

Derudover bør du tjekke nye planter for angreb, før du sætter dem sammen med dine raske planter. Ellers kan du risikere, at skjoldlusene spreder sig.

FAQ

Hvad er skjoldlus?

Skjoldlus er et insekt, der suger næringsstoffer fra dine planter. Det er et skadedyr, der i værste fald kan suge livet ud af dine planter, og derfor bør du sætte ind med korrekt bekæmpelse af skjoldlus hurtigst muligt.

Hvordan kan jeg forebygge skjoldlus?

Hold dine planter og træer raske med vand og gødning, og sørg for at tjekke eventuelt nye planter for angreb, før du sætter dem sammen med dine raske planter. På den måde forhindrer du angreb og spredning af skjoldlus.

Hvad kan jeg bruge til bekæmpelse af skjoldlus?

Du kan både fjerne skjoldlusene manuelt ved håndkraft, eller du kan bruge sprøjtemidler til bekæmpelsen af skjoldlus. Det kan være nødvendigt at sætte ind med bekæmpelse ad flere omgange.

1 kommentar

  1. Vedr, bekæmpelse af skjoldlus.

    Jeg kunne knap se barken, på grund af tusinvis af skjoldlus, som drænede træet, så der ingen frugter kom og bladene faldt af.
    Har kæmpet mod dem i flere årtier på mit lille ferskentræ på terassen, og her er min løsning på de små djævle.
    En stofhandske med gummidutter på fjerner skjoldene når du stryger grenene INDEN vækstsæsonen tager fart (blade). Dernæst pensles med et godkendt insektmiddel. F.eks. Maladan.
    Dette gøres med mellemrum, når du opdager flere skjolde på grenen. Kommer der ikke flere skjolde, er indsatsen lykkedes. Jeg skulle gøre øvelsen 3 gange over sommeren, og placerede ligeledes et stykke tæppetape (dobbeltklæbende)
    på stammens rodstok (skiftes jævnligt), så evt. nedfaldne lus ikke kunne kravle op igen, og hold da op. Det blev fyldt med en masse små prikker (nedfaldne skjoldlus).
    Det virkede, og min fersken står flot og rank igen, efter 2 års indsats. De er ikke let at slippe af med, så’en bare lige, så det kræver en indsats,

    Peter Bo Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove