Du kan sagtens dyrke et oliventræ i Danmark. Du kan have det stående på terrassen om sommeren og flytte det ind om vinteren. Ved at gøde, vande og beskære det kan du få en fin lille produktion af dine egne oliven.
Måske tror du, at oliventræer er for eksotiske til at kunne trives i Danmark, men der tager du fejl. Selvom et oliventræ ikke kan klare en vinter på friland i Danmark, kan du sagtens have et træ i en krukke, der står ude om sommeren og bliver flyttet ind om vinteren.
Du kan måske ikke få en olivenhøst, som hvis træet stod i sit rette element, men det er muligt at høste oliven af det. Derudover kan du nyde, at træet er med til at give en hyggelig middelhavsstemning om sommeren på terrassen.
Trin for trin-guide til dyrkning af oliventræer
Herunder får du en vejledning til, hvordan du trin for trin kan dyrke oliventræer derhjemme. Du kan finde en mere uddybende forklaring på, hvordan du skal bære dig ad, længere nede på siden.
- Plant træet i en krukke med middelhavsjord.
- Vælg en sort fra Italien – de tåler længere vintre.
- Vand moderat, og sørg for gødning om nødvendigt.
- Beskær træet, så alle grene får nok med lys og luft.
- Flyt træet ind om vinteren, så det ikke får frost.
- Pas på, at træet ikke får lus, og ellers bekæmp dem.
- Høst oliven – grønne eller sorte – hen på efteråret.
Sådan planter du et oliventræ
Det mest almindelige er, at du køber et oliventræ på en planteskole, og at du så planter det i en potte derhjemme. Potten skal være fyldt med god pottemuld, der indeholder ler. Den kaldes også i nogle planteskoler middelhavsjord. Bryd gerne klumpen med oliventræets rødder lidt op, så det nemmere kan sprede sine rødder.
Når du køber et oliventræ, er det en god idé, at du ser på, hvilken sort der er tale om. De italienske sorter Frantoio og Leccino er for eksempel vant til meget længere perioder med kulde end den spanske sort Arbequina og den tunesiske sort Chemlali. Da vi jo har en lang vinter i Danmark, vil de italienske træer altså passe bedre til vores klima.
Måske ser du på de olivensten, du smider ud og tænker, at det kunne være sjovt at plante dem. Det er dog langt fra sikkert, at det vil lykkes for dig at få en plante ud af dem. Først og fremmest fordi de oliven, vi køber på glas, har ligget i saltlage i længere tid. Derudover har oliven brug for at blive påvirket af kulde to gange for at begynde at spire, og det har stenene i en oliven sjældent. Det skader dog aldrig at prøve.
LÆS OGSÅ: Dyrkning af citrontræer
Sådan passer du et oliventræ
Det er selvfølgelig vigtigt, at dit oliventræ har nok vand, men det er også vigtigt, at det ikke får for meget. Sørg for at vande det moderat. Det må gerne tørre ud mellem vandingerne. Det gør det også i Sydeuropa, hvor træet står naturligt.
Du kan se, at træet har fået for meget vand, hvis bladene begynder at blive gule og krøller sig sammen. Hvis bladene begynder at falde af, kan det enten være et tegn på, at planten har fået for meget vand eller for meget lys.
Nogle oliventræer har ikke brug for gødning, andre har godt af at få tilført noget fra tid til anden. Når du gøder, bør du altid kun bruge olivengødning, da du kan komme til at overføre sygdomme til træet med andre former for gødning.
Beskæring af oliventræer
Det er vigtigt, at du løbende beskærer oliventræet, da det er med til at stimulere dets vækst. Det er særligt en god idé, at du tynder ud i midten af kronen, så alle grenene får masser af sollys. Når du beskærer, hvilket er bedst at gøre i foråret, bør du gøre det lige over en knop eller et skud.
Du skal dog passe på med, at du ikke kommer til at beskære træet for meget. Grunden til, at oliventræer trives så godt i potter, er, at de vokser meget langsomt. Hvis du kommer til at klippe det for meget, kan du altså sætte dets vækst flere år tilbage.
Overvintring af oliventræer
Et af de helt store spørgsmål i forhold til at dyrke oliventræer i Danmark er, hvordan de skal overvintre. Træerne kan typisk stå ude indtil slutningen af oktober. Når det begynder at blive koldere og mere blæsende, bør du dog flytte det over i et hjørne med læ.
Fra slutningen af oktober bør du enten flytte det inden for eller flytte det over i et udhus, drivhus eller en garage med vinduer. Hvis træet står et uopvarmet sted, hvor du risikerer, at der kommer frost, bør du pakke krukken ind i bobleplast for at beskytte den.
Træet tåler ikke frost, men må alligevel heller ikke stå for varmt. Hvis det gør det, kan det nemlig ikke danne oliven. Træet kan tåle temperaturer ned til syv grader og har brug for en kold periode for at komme i gang med at danne blomster. Du kan derfor ikke bare stille træet ind i stuen.
Hvornår kan jeg høste oliven?
Du kan høste dine oliven i løbet af efteråret. Du kan både høste dem, når de er grønne, når de er ved at skifte farve, og når de er blevet mørke. Du kan derfor selv vælge, hvor modne oliven du gerne vil have. Frugterne tåler ikke kulde så godt, så det er vigtigt, at de ikke bliver udsat for det.
Når du har høstet dine oliven, kan du sylte dem i saltlage. Det er nemt at gøre og giver dig nogle lækre, spiseklare oliven. Du kan dog også vælge at prøve at presse dem til olivenolie. Det er dog noget mere krævende og typisk ikke noget, du skal kaste dig ud i som nybegynder.
Almindelige skadedyr på oliventræer
De mest almindelige skadedyr på oliventræer her i Danmark er forskellige former for lus. Uldlusene danner et hvidt spin på oliventræets blade, og det er nemt at se, hvis dit træ er blevet ramt. Du kan bekæmpe dem med biologisk bekæmpelse.
Skjoldlus er sværere at få øje på, da de gemmer sig under brune skjolder. Oftest vil du opdage dem på grund af deres afføring, der ligger under træet som et klistret lag. De kaldes honningdug. Hvis dit træ er blevet angrebet, er der ikke andet at gøre end at klippe de angrebne grene af. Gør du ikke det, kan et angreb få hele træet til at gå ud.
Ud over at du skal være opmærksom på lus og sørge for, at dit oliventræ får forhold, der minder om dem i Sydeuropa, kan du glæde dig over et smukt træ, der er nemt at passe. Når du dertil også kan lægge en lille produktion af hjemmedyrkede oliven, så kan det næsten ikke blive bedre.
Oliventræer tåler et par graders frost. Det virker endda befordrende for blomstring. Når dette er sagt, skal jeg skynde mig at sige, mine 2 træer får lov at stå ude indtil de har fået et par nætters frost, derefter kommer de ind i vores udestue.
Det største af træerne mistede kronen efter en nat med 18 graders frost. Det efterfølgende forår blev den klippet helt tilbage og har efter et års tid igen en fin krone.
Copy/paste fra haveABC:
Oliventræet stammer fra Orienten og blev i oldtiden udbredt langs Middelhavets kystegne som en af vore ældste kulturplanter. Det trives i de egne, hvor der er rigelig vinterregn og sommertørke; træet trives selv der, hvor jorden er næsten borteroderet, så at ikke meget andet kan gro. Det tåler temperaturer ned til -8°C, og kølige perioder om vinteren er nødvendige for blomstringen. Om sommeren kan oliventræet tåle meget høje temperaturer. Fra Middelhavsegnene er det indført til New Zealand, Sydafrika og California.
Vi har et træ der har stået ude i 7 år. Den er plantet i jorden op ad en sydvendt mur. Den er nu godt 3 meter høj. Sidst år gave Den nogle hundred gram oliven og i år har vi høstet 2,5 kg. Den kommer af gode grunde aldrig ind og står ude i sol og sne.
Hej Martin.
Mit oliventræ har en diameter i jordhøjde på 135 cm.. Hvor gammelt tror du det er?
Jeg har to oliventræer som stå ude hele år, jeg pakker dem ind om vinteren, i år da jeg pakkede dem ud var de fleste blade falde af og de ser ret sølle ud, tror du da kan kommer liv i dem igen, jeg vander dem og gøde.
Martin – Kunne du evt. udvide artiklen, så den også indeholder beskrivelse af oliventræer som vokser i jorden og ikke i krukker?
Hvornår er det bedst at flytte et oliventræ i større krukke?