Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
duftranke i krukke

Duftranke – Den store guide

Der findes ikke så mange potteplanter, der bærer så smukke og velduftende blomster som duftranke. Der er en grund til at den fine hvide blomst bruges i sommerbrudes buketter. Den kønne plante kan både klæde din stuekarm, din udestue og dit drivhus.

Duftranke er ikke den nemmeste plante at give sig i kast med, men er du nybegynder, kan du læse med her og lære, hvordan du får held med den eksklusive klatreplante. Passer du din plante godt, kan den leve i mange år.

Hvad er en duftranke?

Duftranke er en stedsegrøn klatreplante, der tilhører slægten stephanotis, som omfatter 15 arter, der kommer fra så forskellige steder som Peru, Madagascar, Sydkina og Malaysia. Den eneste, der almindeligvis dyrkes indenfor er stephanotis floribunda – duftranken.

Op til 10 meter plante

Planten kan blive meget lang – op til 10 meter – og sagtens fylde et espalier i vinterhaven i stedet for en potte i stuen. Den kan sagtens vokse 60 cm. på enkelt sæson. Plantens blade er mørkegrønne og blanke, men det mest bemærkelsesværdige er de hvide, voksagtige blomster, der dufter som parfumerede liljer. Eller jasmin, som plantens engelske navn, Madagascar Jasmine, antyder.

Vælg en sund plante

Det første, du skal vide, når du kaster dig over duftranken er, hvordan du vælger den rette plante. Får du en med hjem, der allerede er svækket, bliver det sværere at få den til at trives. Sådan vurderer du, hvilke planter, der er sunde:

  • Bladene skal være friske og grønne.
  • Planten skal have 2-3 klynger knopper og gerne et par blomster, der er sprunget ud.
  • Hvis planten har tabt nogle af sine blomster, skal du ikke købe den.

En duftranke kræver kærlig pleje

Duftranken vil helst have det på en bestemt måde, og især om sommeren kræver den daglig omsorg.

Jord, vand og gødning

Den ideelle jordblanding til din plante er to dele tørvemos og en del perlit. Perlit er et sterilt jordforbedringsmiddel, som hjælper rødderne med at udvikle sig. Alternativt kan du plante den i pottejord nr. 2 og lægge lecasten i bunden.

Ranken skal helst vandes med kalkfrit vand. At koge vandet fjerner kun lidt af kalken, så regnvand er det bedste valg, og vandet må desuden gerne være lunkent. Regnvand kan du samle i en regnvandstønde, så du altid har vand til din ranke. Jorden skal holdes fugtig i vækstsæsonen, men planten må gerne udtørre lidt i hvileperioden – altså om vinteren.

Om sommeren skal planten overbruses med kalkfrit vand dagligt. Den tåler ikke bladglans. I denne periode skal planten gødes, for eksempel med flydende gødning hver 7.-14. dag. Om vinteren skal den til gengæld slet ikke gødes og kun vandes sparsomt.

Placering af duftranke

I vækstperioden skal planten stå lyst – meget lyst – men den må ikke stå og blive stegt i direkte sommersol. Det kan derfor være svært at finde det helt rigtige sted til den. Stuetemperatur er fint i denne periode, men om vinteren må duftranken gerne stå køligere ved omkring 14-15 grader.

Planten blomstrer mest i højsommeren, men den kan blomstre helt fra april til september, hvis du passer den godt. Imens den blomstrer, skal du ikke flytte rundt på potten, da knopperne så kan falde af.

Ompotning af duftranker

Din duftende plante skal ompottes hvert eller hvert andet år. Du kan som regel se, at rødderne stikker ud gennem drænhullet eller planten holder op med at vokse. Det er bedst at omplante om foråret, og den nye potte skal selvfølgelig være større end den gamle.

Før du omplanter er det en god idé at vande planten godt igennem først. Derefter skal du fjerne bøjle eller pind – hvis du kan. Ellers har du brug for en hjælper, der holder plante og bøjle på plads, imens du flytter den over i sin nye potte.

Fjern den gamle jord

Du kan frigøre planten fra sin gamle potte ved at banke på pottens kant til jorden løsner sig. Når du har fået den ud, skal du forsigtigt fjerne så meget om muligt af den gamle jord før du sætter planten i den nye, friske jord. Jorden skal presses godt sammen og planten vandes. Derefter kan du stille den skyggefuldt et par dage, før den kommer på plads i sine sædvanlige solfyldte omgivelser.

Opbinding og formering af duftranke

Du kan selv regulere, hvor stor din plante bliver, og hvordan den former sig. Du kan vikle den forsigtigt om en bøjle efterhånden som den vokser eller du kan binde den op på et espalier. Den gør sig især godt på espalier, hvor blomsterne kan hænge frodigt ned.

Hvis de nye skud bliver for ranglede eller taber bladene, kan du skære dem tilbage. Det skal helst gøres om foråret. Sideskud kan på samme årstid skæres ned til 8 cm. Det skal du dog ikke gøre, hvis du gerne vil stiklingeformere din plante næste år.

Sådan får du flere duftranker

Du kan selv lave flere planter, ved at tage skudspidser fra sidste års sideskud om foråret. Stiklingerne skal være 8-10 cm. lange og have to sunde blade og en endeknop. Pil evt. overskydende blade af og lad de øverste to være. Du kan evt. dyppe snitfladen i hormonpulver til rodsætning. Stik dine stiklinger i en formeringskasse med sandblandet spagnum eller i en potte, du dækker med plastik. Vælger du potten, skal du lade stiklingerne få luft fem minutter om dagen. Efter 3 uger kan du fjerne plastikken og efter 6 uger skulle stiklingerne have sat rod.

Du kan i princippet også formere din plante fra frø, men det kræver, at den sætter en frugt. Gør den det, sprækker frugten, når frøene er klar og ud flyver en masse små skærme. Så dem i pottejord nr. 2, vand, dæk med plastik med lufthuller og sæt spirebakken lyst men ikke i for kraftig sol.

Duftranke

Problemer og hvordan du løser dem

• De nye blade på duftranken bliver gule

Din plante lider af klorose, som skyldes, at der er for meget kalk i vandingsvandet. Klorose, der skyldes kalkholdigt vandingsvand. Vand en gang med en opløsning af jernsulfat, og derefter altid med kalkfrit vand.

• De store blade bliver gule

Din plante står for mørkt. Find et lysere sted til den. Alternativt kan det være skadedyr, men i det tilfælde vil du finde spind på undersiden af bladene.

• Blomsterknopperne tørrer ind

Din plante får for lidt vand. Vand den oftere.

• Blomsterknopperne falder af

Planten er blevet flyttet eller drejet. Lad den stå, hvor den står.

• Insektangreb på duftranke

Insekterne kan godt lide duftranken, så du kan nemt komme til at opleve besøg af skadedyr. Det kan være uldlus, skjoldlus eller mellus. Du kan undgå angreb ved at sprøjte planten med malathion en gang om måneden. Har du stor tålmodighed kan du også pille skjold- og mellusene af med en vatpind dyppet i sprit. Husker du at sætte din plante i vinterhi, bliver den mere modstandsdygtig.

Inspiration til planter der matcher

Er du vild med duftranke, vil du muligvis elske engletrompet. Som klatreplanten dufter den også fantastisk og sætter smukke blomster. Leder du efter en plante, der blomstrer, når ranken ikke gør, kan du prøve stueazalea, der blomstrer smukt om vinteren.

FAQ

Kan jeg plukke duftrankens blomster

Ja. De kønne duftende blomster bruges ofte i dekorationer og buketter – især brudebuketter. Der er dog ikke meget stilk ved blomsterne og de holder højst 3-4 dage i en vase.

Sætter duftranke frugt?

Hvis du er heldig, sætter din plante frugt, men det er absolut ingen selvfølge. Det sker, at en plante sætter sin første frugt, når den er flere årtier gammel. Frugten er grøn og ægformet, og når den sprækker, flyver frøskærmene ud.

Er duftranke giftig?

Giftlinjen i Danmark har endnu ikke afgjort, hvorvidt planten er giftig er for mennesker, men der er ikke rapporteret nogen forgiftninger, og det gælder også udlandet. Du kan finde sider på internettet, der siger, at frøkapslerne kan slå hunde ihjel, men alle officielle kilder erklærer planten ugiftig for dyr. Udenlandske kilder skriver også, at den er ugiftig for mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove