Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
artiskokker dyrkning

Dyrkning af artiskokker

Artiskokker er en forholdsvis nem plante at have med at gøre, så længe du ikke forventer, at den vil overleve mere end en sæson. Drømmer du om det og dermed et større udbytte, kommer du til at have lidt mere arbejde med den lækre grøntsag, der faktisk hører til tidselfamilien.


Normalt ville du sikkert aldrig overveje at plante en tidsel i din køkkenhave, men hvis du drømmer om at dyrke dine egne artiskokker, er det faktisk lige præcis det, du skal i gang med. Artiskokken hører nemlig til tidselfamilien. Det kan du også se på de blomster, der kommer, hvis du lader knopperne sidde.

På trods af, at artiskokker er en form for tidsler, vokser de desværre ikke bare som ukrudt. De kommer fra middelhavslandene og er derfor vant til et noget varmere og tørrere klima, end det vi har i Danmark. Derfor kræver planten noget opmærksomhed, særligt hvis du vil have artiskokplanten til at overleve vinteren.

Trin for trin-vejledning til dyrkning af artiskokker

Her får du en trin for trin-vejledning til, hvordan du skal dyrke artiskokker. Under trin for trin-vejledningen finder du en uddybning af de enkelte punkter.

  1. Så frøene i februar, og lad dem stå i et lyst og køligt rum
  2. Prikl dem om i april måned, og sæt dem ud i drivhuset
  3. Plant dem ud i maj med god plads imellem dem – 60 cm
  4. Husk at vande artiskokplanterne i de ekstra tørre perioder
  5. Sørg for at planterne har nok gødning – tilfør evt. nyt
  6. Hold øje med bladlus, og fjern dem, hvis de dukker op
  7. Høst de første artiskokker i juli og resten i august måned

Sådan sår du artiskokker

Du kan købe artiskokfrø og så dem i små potter i almindelig pottemuld. De skal stå lyst, men køligt. Dog ikke under 15 grader.

Der går nogle uger, inden planterne spirer. Derefter går det rimelig hurtigt med, at planterne vokser. Hold løbende øje med, at planterne ikke bliver for store til potten, og plant dem om, hvis det er tilfældet.

I stedet for at så artiskokkerne fra frø kan du også vælge at købe planter på planteskolen, du kan plante ud. Hvis du har en overvintrende plante, kan du også tage en stikling fra den og plante den.

Hvornår er det bedste tidspunkt at så artiskokker?

Du bør gå i gang med at forspire artiskokker allerede i februar måned, da de har brug for lang spiretid. I april måned har planterne typisk nået en størrelse, hvor de skal prikles om. På samme tidspunkt er det også typisk varmt nok til, at du kan flytte dem ud i drivhuset, hvis du har sådan et.

I maj måned er det varmt nok til, at du kan plante dine artiskokker ud på friland. De har brug for god plads, da de bliver store planter. Du bør derfor plante dem med 60 cm mellem hver plante og 80 cm mellem rækkerne. På den måde kommer planterne ikke til at skygge for hinanden.

Sådan passer du artiskokker

Artiskokker har brug for rigeligt kvælstof i jorden. Når du planter dem ud, er det derfor en god idé, at du lægger kompost, jordforbedring eller andet nærende ud på jorden imellem dem. Dermed kan du dels sikre, at planterne får nok næring, men det sikrer også, at jorden imellem dem ikke tørrer ud, og at der ikke kommer ukrudt.

Fordi artiskokken har brug for meget kvælstof, er det en god plante at have sammen med ærter, kål og solsikker, da de ikke vil konkurrere med den om kvælstoffet.

Artiskok i haven

Du skal vande artiskokken i tørre perioder, men pas på med, at den ikke får for meget. Noget af det, der virkelig kan ødelægge din artiskokhøst, er, hvis jorden er for våd.

Overvintring af artiskokker

I varmere klimaer er det normalt, at artiskokplanter bliver op til fem år gamle. Jo ældre de er, des flere artiskokker kan du høste. I Danmark er det svært at få artiskokker til at blive mere end et år gamle, men det er forsøget værd, da det gør din høst større, hvis du høster fra en flerårig plante.

Når sæsonen er slut, bør du klippe artiskokplanten ned til 25-30 cm og sætte en kurv over den. Dæk kurven med halm, visne blade, en vintermåtte eller spagnum. På den måde er planten beskyttet mod både regn og kulde. Hvis din artiskok ikke overlever vinteren, vil det oftest være på grund af en for våd jord og ikke, at det har været for koldt.

Til maj måned kan du fjerne kurven og udjævne jorden rundt om artiskokken. Du bør også tjekke, om den har sat nogle sideskud, som du kan bruge som stiklinger til nye planter.

Hvornår kan jeg høste artiskokker?

Når den første artiskok er klar til høst i slutningen af juli, bør du høste den. Det gør du ved at skære stænglen over med en almindelig køkkenkniv. Når du høster den første artiskok, vil det få planten til at sætte nye skud med artiskokker. På den kommer der babyartiskokker, som du kan nå at høste, inden sæsonen slutter. Du skal regne med, at du kan høste en stor og en til to små artiskokker fra en etårig plante.

Du bør være opmærksom på, at artiskokkerne ikke går i stok. Hvis nogle af artiskokkerne begynder at åbne sig, skal du høste dem med det samme. Jo længere du lader dem sidde, des mere træede bliver de typisk. Du kan høste artiskokker frem til, at frosten kommer.

Hvis du lader en af artiskokkerne sidde, vil der danne sig en smuk blomst. Når den dukker op, vil du tydeligt kunne se, at artiskokken er en tidselplante, da den har karakteristiske tidselformede blomster. Du kan lade et par af artiskokkerne gå i stok, så du har mulighed for at tage frø fra dem.

Søger du mere inspiration? Se alle vores dyrkningsvejledninger her.

Almindelige sygdomme og skadedyr i artiskokker

Der er ikke så mange sygdomme og skadedyr, du behøver at bøvle med, når du dyrker artiskokker. De mest problematiske er faktisk bladlus. De er vældig glade for de lækre blade og kan blive et problem, hvis du ikke holder øje med dem og får dem fjernet.

Når du vil af med bladlus, er det først og fremmest en god ide, at du sørger for at fremme de dyr, der spiser dem naturligt. Dermed har du nogle allierede, der kan hjælpe dig med at udrydde dem. Du kan dog også vaske planten med insektsæbe eller spule bladlusene af.

LÆS OGSÅ: 4 gode råd om bekæmpelse af bladlus

I forhold til skadedyr har du altså ikke så mange bekymringer, når det kommer til artiskokker. Når dine artiskokker først er blevet etableret i haven, kræver de ikke meget pasning af dig, inden du kan høste artiskokkerne og gøre dem klar til overvintring.

Artiskok

FAQ

Kan artiskokker overvintre?

Artiskokker kan godt overvintre, men det kræver en indsats at beskytter dem hen over vinteren. Vi anbefaler at du klipper bladene af nede ved jorden efter den først nat med frost. Herefter skal der dækkes godt af med et tykt lag halm, visne blade eller lignende, som kan isolere. Fidusen er at holde på varmen uden at holde for meget på vand og fugt, da det kan give problemer med råd.

Hvilken jord er bedst til artiskokker?

Artiskokker trives bedst i en næringsrig plantejord med god struktur. Det kan derfor anbefales at forbedre sin jord med jordforbedring eller kompost inden udplantning.

Skal artiskokker gødes?

Når dine artiskokker begynder at vokse kraftigt, så er det vigtigt at de har næring nok at tage af. Derfor bør du løbende gøde med enten almindelig grøntsagsgødning, eller evt. kompost/jordforbedring.

Hvilke planter er gode at dyrke sammen med artiskokker?

Fordi artiskokken har brug for meget kvælstof, er det en god plante at have sammen med ærter, kål og solsikker, da de ikke vil konkurrere med den om kvælstoffet.

5 Kommentarer

  1. Jeg har sået artiskokker for første gang i mit højbed. De er store og flotte og står med 2 i hver plante. MEN der er myrer i planten og omkring frugterne. Ødelægger myrerne artiskokkerne? Hvad kan jeg gøre?
    Mvh Tina

    1. Hej Tina.

      Det kan godt være at der er kommet nogle myrer, grundet det sukker der kan være i artiskokkerne.
      Jeg tror ikke umiddelbart at de ødelægger artiskokkerne.
      Døjer du med bladlus? Disse kan udtrække noget væske der er sukkerholdigt, som myrerne vil gå efter.

      Med venlig hilsen
      Marc

  2. jeg har en artiskok som er min. 10 år gammel – faktisk er den ikke til at udrydde og den breder sig. jeg gør INTET for at beskytte den.
    den står i alm lerjord og får kun alm. helårsgødning sammen med alle de andre planter i foråret og ikke mere…
    så hel sart er den ikke…

    lilian søgaard wogensen
    1. Hej Lilian,
      Det lyder som en god sort.
      Gir du en stikling for et par glas honning?
      Hilsen Lars

  3. Jeg har plantet 2 artiskok i et drivhus.
    Hvor meget skal jeg vande på dem i vinterhalvåret?
    Mvh Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove