Ærter er forholdsvis nemme for dig at dyrke. Du kan finde sorter, som du kan spise direkte fra planten, og nogle som du kan tørre og senere bløde op og bruge i for eksempel gryderetter. For alle typer af ærter gælder, at de har brug for støtte og masser af vand.
Ærter er for mange mindst lige så meget indbegrebet af sommer, som jordbær er. Når du selv kan gå ud og hente dem i haven, bliver de kun endnu lækrere. De par dage, hvor ærterne fra supermarkedet har været undervejs, kan nemlig godt smages, når du først har smagt helt friske ærter.
Udover ærter, der kan spises friske og direkte fra bælgen, findes der også ærtesorter, som du kan tørre. De er oplagte for dig at gemme til om vinteren, så du kan bløde dem op og bruge dem i for eksempel gryderetter. Det gælder for eksempel som skalærter som gule ærter.
Forskellige typer af ærter
Der findes overordnet fire forskellige typer af ærter. Det er:
Marværter
Marværterne er de ærter, som vi kender som friske grønne ærter. Deres skaller har en indvendig hinde, der betyder, at du kun kan spise selve ærterne.
Skalærter
Ærterne er ikke så søde som marværter. De kan dog bedre klare kølige temperaturer og er derfor oplagt for dig at plante tidligt. Ærterne kan tørres. Gule ærter er blandt andet en skalært.
Sukkerærter
Med sukkerærter er det kun bælgen, du spiser. Når du høster den tidligt nok, er der ingen strenge i bælgen, og den er ikke sej.
Slikærter
Slikærter er en krydsning mellem sukkerærter og en sjælden marværtesort. Her kan du både spise bælgene og ærterne, når du sørger for at høste dem, mens ærterne stadig er små. Det tjekker du nemmest ved at holde bælgen op mod lyset.
Sådan vælger du de rette ærter til din have
Når du skal købe ærter til at så i haven, er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvilken sort det er. Industrien har fremavlet en række sorter, hvor alle ærterne er klar til høst stort set på samme tid. Det er smart, da de så kan køre deres maskiner hen over marken og høste dem alle på en gang.
Det er dog ikke lige så smart for dig, der har en almindelig køkkenhave. Der vil du som regel gerne kunne gå og høste ærterne løbende, så du over en længere periode kan nyde de søde og sprøde ærter.
Hvornår skal jeg så ærter?
Du kan så de forskellige sorter af ærter fra slutningen af april, når det er varmere i vejret, og jorden er begyndt at blive varmet op.
Hvis du har valgt en sort af ærter til professionelt brug, kan du forskyde høsten af ærter ved at plante med en til to ugers mellemrum. Dermed vil du løbende kunne høste ærter. Vælger du en type af ærter, der normalt bliver brugt i en køkkenhave, kan du så dem alle sammen på en gang.
Sørg for at berige din muld i køkkenhaven med næring inden sæsonen starter. Det kan gøres med eget kompost eller jordforbedring i form af naturgødning, begge dele kan bestilles her på Havehandel.dk – Se vores udvalg af jord og muld her.
Hvordan skal jeg så ærter?
Når du skal så ærter, er det en god ide, at du lægger dem i blød i 12 timer, inden du sår dem. Derefter kan du lade dem ligge i et fugtigt viskestykke, indtil de spirer. Der vil typisk være lidt forskel på, hvornår ærterne spirer. Selve spiren er meget skrøbelig, og det er derfor en god ide for dig, at du løbende sår ærterne i takt med, at de er spiret.
Du skal så ærterne i en rille, der skal være 3 cm dyb i starten og senere på sæsonen 5-8 cm dyb. Der skal være mellem 3-5 cm mellem ærterne i rækken. Du lægger de nyspirede ærter med spiren nedad, da det er den, der skal søge ned i jorden.
Det er en god ide, at du skaber dobbeltrækker, så ærterne bliver nemmere at høste senere. Det gør du ved at have to rækker med 15-20 cm imellem og derefter 50 cm hen til den næste række med ærter. Mellem de to rækker, der står tæt, kan du placere ærtehegnet, når ærterne kommer op senere.
Optimer pladsen med mellemafgrøder
Det kan virke som spild, at du skal have hele 50 cm mellem rækkerne af ærter. Mens ærterne er små, kan du derfor udnytte pladsen ved at så mellemafgrøder. Hurtigvoksende afgrøder som spinat, salat og radiser er udvoksede og spist, lang tid før du skal høste ærterne.
Hvis du har børn, er det særligt vigtigt, at du er opmærksom på, hvilke mellemafgrøder du vælger. Børnene vil nemlig elske selv at kunne gå ind i ærtebedet og finde modne ærter. Derfor er det ærgerligt, hvis du for eksempel har sået ærterne sammen med kål, som børnene kan komme til at beskadige, når de plukker ærter.
Beskyt de nysåede ærter mod fugle
Det er ikke kun os mennesker, der er vilde med ærter, også fugle og mus er vilde med dem. Og de holder sig ikke kun til at spise dem, når de er klar til høst.
Allerede når du har sået ærterne, bør du derfor beskytte dem. Det kan du gøre ved at sætte et net eller en fiberdug over de små planter, så skadedyrene ikke kan komme til dem.
Hav styr på sædskiftet i køkkenhaven
Når du sår ærter, er det også vigtigt, at du er opmærksom på sædskiftet i din have. Der skal gå mindst 6 år, inden du planter ærter på det samme sted i haven igen. Hvis du ikke overholder det, kan du komme til at fremme sygdomme og skadedyr i jorden.
Hvis du bruger dine ærter som mellemafgrøde mellem andre planter, kan du nøjes med et sædskifte på 3 år. I alle tilfælde er det dog vigtigt, at du er opmærksom på det og sørger for at holde styr på det.
Sådan passer du ærter
Ærter har brug for rigeligt med vand for at få den sprøde og søde kvalitet, som vi alle elsker. Derfor er det vigtigt, at du sørger for at vande ærterne løbende.
Du skal også sørge for at luge ukrudt mellem planterne, særligt når de er små, da de ikke kan tåle så meget konkurrence. Når planterne bliver større, kan det være sværere for dig at komme til inde mellem dem, men det er værd for dig at bruge energien på det, da det giver stærkere og sundere planter.
Til gengæld kræver ærterne ikke, at du gøder jorden særlig ofte. Faktisk binder ærterne kvælstof i jorden, så det behøver du ikke at tænke på at tilføre. De har dog brug for at få tilført fosfor og kalium.
Ærtehegn eller ej
Nogle ærtesorter har mange fangarme og filtrer sig derfor så meget ind i hinanden, at de kan støtte hinanden – også selvom de bliver rimelig høje. I det tilfælde behøver du ikke at sætte et ærtehegn op.
Har du valgt en sort, der ikke filtrer sig lige så meget ind i de omkringstående planter, har du dog brug for et ærtehegn. Det kan du for eksempel skabe af bambus- eller hasselnøddegrene. Det er en god ide, at du sætter hegnet op allerede, når ærteplanterne er 6-8 cm høje.
Du kan sørge for, at ærterne hælder ind mod hegnet og derfor naturligt kommer til at gribe fat i det, ved at hyppe dem. Når du hypper jorden op omkring dem, slår du også de små ukrudtsplanter omkring dem ihjel.
Hvornår kan jeg høste ærter?
De første ærter bliver klar til høst i løbet af juni. Det er en god ide, at du løbende tjekker dine planter, gerne en gang om dagen, så du kan få plukket ærterne, når de er allermest saftige og lækre.
Når alle planterne er høstet, kan du klippe ærteplanterne af, de kaldes også ærtehalm, og bruge den som kaninfoder. Det er de meget vilde med.
Udnyt den kvælstofholdige jord efter ærterne
Ærter leder som nævnt kvælstof ned i jorden. På grund af sædskiftet bør du ikke dyrke ærter på det samme sted igen til næste år. I stedet kan du derfor plante kål på stedet. Kålplanterne er nemlig helt vilde med den kvælstofholdige jord, som ærterne har skabt.
Du kan plante kål på stedet allerede samme år, som du har høstet ærterne. Grønkål kan for eksempel klare at stå ude hele vinteren og er derfor en oplagt efterafgrøde at have. Du kan dog også vælge at plante hurtigvoksende afgrøder som spinat, salat og tomat, som du kan nå at høste af flere gange i juli og august.
Almindelige skadedyr i ærter
Udover fugle og mus, der er vilde med at spise de nysåede ærter, kan du også risikere, at insektet ærtevikleren lægger æg i dine ærter, og at deres larver derefter spiser af ærterne. Det er ikke lækkert at åbne en bælg og finde en larve i den!
Ærtevikleren begynder dog først at lægge æg i juli. Ved at vælge nogle tidlige sorter kan du derfor dæmme op for, at du får besøg af den. Vil du gerne have ærter længere end til starten af juli, kan du vælge en lav sort. Den kan du dække over med fiberdug, når tiden for, at ærtevikleren lægger æg, nærmer sig.
Det behøver altså på ingen måde at være besværligt for dig at kunne plukke masser af søde og sprøde ærter i din have, så længe du tænker dig lidt om – og sørger for at vande dem rigeligt.
Jeg har nogle lilla slikærter i en krukke og de har det fantastisk. Mit spørgsmål er hvordan tager jeg ærter fra til at plante til næste år. Lader jeg dem bare hænge og tørre ud? Eller plukker og bælger jeg ærter, og lader dem tørre???
1 kommentar
Jeg har nogle lilla slikærter i en krukke og de har det fantastisk. Mit spørgsmål er hvordan tager jeg ærter fra til at plante til næste år. Lader jeg dem bare hænge og tørre ud? Eller plukker og bælger jeg ærter, og lader dem tørre???
Hej. jeg kan stadig ikke glemme de brede ærter jeg fik for ca. 65 år siden. Kan man ikke købe dem mere ? Jeg var på ferie ved min farmor og farfar og kan stadig se for mig hvor jeg sidder ved havebordet og spiser ærter. stikkelsbær og gulerødder. solbær og ribs.
Jeg har selv flere slags bær og ærter, men kunne godt tænke mig den brede ært.