Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
hindbær dyrkning

Dyrkning af hindbær

Hindbær er nemme at dyrke, og der er noget helt særligt ved at kunne nyde lækre, friske hindbær af egen avl. Når du har plantet dine hindbær, skal du bare sørge for, at de får nok vand – og holde øje med hindbærbillen, hvis larver er lige så vilde med hindbær som du sikkert selv er.


Det er hverken svært eller kræver meget arbejde at høste friske hindbær i haven. Derfor er det en oplagt plante at have, hvis du har pladsen til den. Faktisk kan det være en god idé, at du planter to. Der findes nemlig både hindbærplanter, der bærer frugt om sommeren, og nogle, der bærer frugt om efteråret. Ved at have mindst en af hver kan du forlænge sæsonen med friske hindbær.

Hindbær vokser normalt i skoven, men du kan sagtens skabe forhold i haven, der passer til dem. Hvis du sørger for, at de får nok vand i løbet af sommeren, kan du være næsten 100 % sikker på at kunne høste masser af hindbær.

Hvilken sort af hindbær skal jeg vælge?

Inden du planter hindbær, skal du selvfølgelig tage stilling til, hvilken slags hindbær du vil have. Skal det være en, der bærer bær om sommeren, eller en, der bærer hindbær om efteråret? Eller måske en af hver?

Derudover bør du se på, om sorterne passer til det sted, hvor du bor. Bor du et sted, hvor der kan være hård nattefrost om vinteren, er det vigtigt, at du vælger en sort, der er modstandsdygtig over for det.

Bor du i Vest- eller Sønderjylland, hvor der falder større mængder af regn end i resten af landet, bør du vælge en sort, der er særligt resistent over for svampesygdomme.

Hindbærbusk

Endelig kan du se nærmere på de mange forskellige sorter af hindbær, der findes inden for hver kategori. Det kan både være i forhold til smag og farve. Har du plads til flere sorter i haven, kan det netop være sjovt, at du vælger nogle forskellige.

Plantning af hindbær

Du kan plante hindbær om efteråret og om foråret. Hvis du planter om efteråret, får busken længere tid til at etablere sig. Det dur dog ikke, hvis det er et sted, hvor jorden nemt fryser. Her er det bedre, at du venter til om foråret.

Hindbær skal stå på en placering, hvor der ikke er for vådt, men hvor jorden heller ikke tørrer for nemt ud. Husk på, at de i naturen vokser under træerne i en skov. De er derfor vant til, at jorden hele tiden er lidt fugtig. Selvom de i naturen vokser under træerne, foretrækker de at stå i fuld sol. Det giver dig de mest velsmagende hindbær.

Når du planter dem, skal du grave et hul, der er lidt større end den potte, som hindbærplanten har stået i på planteskolen. På den måde bliver jorden løsnet hele vejen rundt om den, og det vil være nemmere for rødderne at brede sig. Den skal stå i samme niveau i jorden, som den gør i potten. Hvis du planter flere hindbær på en gang, kan du grave en rende, som du sætter dem i.

Efter du har plantet din hindbærbusk, skal du vande den grundigt og skære den ned til en højde af 10 til 20 cm over jorden. Så koncentrerer den sig om at producere et stort rodnet det første år. Næste år vil du så kunne nyde de første hindbær fra den.

Pasning af hindbær

Dine hindbær har brug for masser af vand i løbet af sommeren. Cirka 2-3 cm om ugen. Hvis det ikke regner, skal du derfor ud at vande. Det bedste er, at du vander regelmæssigt for eksempel en til to gange i løbet af ugen.

Det er vigtigt, at der ikke gror en masse ukrudt under hindbærbusken. Det stjæler nemlig næring fra hindbærrene. Derfor skal du sørge for at fjerne det. Når du har gjort det, kan du lægge et bunddække af for eksempel barkflis eller halm. Det hjælper også med til at holde jorden fugtig, som hindbærrene foretrækker.

Hindbærbuske har nogle forholdsvis tynde grene. Derfor kan det være en god idé, at du binder dem op. Det kan du gøre ved at sætte en pæl ved siden af busken, hvis du har en enkelt busk stående. Har du en række af hindbær, kan du sætte en pæl i hver ende af rækken og så sætte wirer op imellem de to pæle, som du binder dine hindbærbuske op til.

Beskæring af hindbær

En gang om året skal du beskære dine hindbær. Det gør du ved at fjerne de stængler, der har produceret hindbær. Det er de brune stængler, der gør det. De grønne stængler er de nye stængler, der vil give dig hindbær til næste år.

beskæring af brune grene på hindbærbusk

På sommerhindbær skal du beskære busken efter høsten af hindbærrene. Her skærer du alle de brune stængler væk og tynder eventuelt ud i de grønne stængler. Har du bundet dine hindbær op, bør der være mindst 20 cm mellem hver af de grønne stængler på den snor, som du har bundet dem op på.

Efterårshindbær skal du beskære om foråret. Her kan du bare skære alle stænglerne ned til en højde af 30-40 cm. På efterårshindbærbuskene vil der dog også være grønne stængler, der endnu ikke har givet frugt, og brune stængler, der har givet frugt. Du kan derfor gøre lige som med sommerhindbærrene, hvor du kun fjerner de brune stængler og lader de grønne stå.

Selvom du skærer dem alle af, behøver du ikke at frygte, at du ikke får hindbær. Efterårshindbær når at producere nye stængler, der kan give bær, i løbet af foråret og sommeren.

Sådan forhindrer du hindbær i at sprede sig

Mange frygter, at deres hindbær kommer til at sprede sig helt vildt i haven. Det kan afholde en del fra at dyrke hindbær selv. Det er ærgerligt, da de så går glip af nogle lækre og søde bær. Ved at tænke dig lidt om kan du dæmme op for, at din hindbær får spredt sig for meget.

Først og fremmest kan du plante den i et bed, hvor du har sat en begrænsning op for, at dens rødder ikke kan sprede sig. Det kan for eksempel være en metalplade. Er det ikke muligt i din have, kan du også vælge at plante den i græsplænen. Når du slår græsset, får du også slået de rodskud, som planten sætter. Det holder dem nede.

Det er vigtigt, at du sørger for at fjerne rodskuddene, da de ellers vil tage næring fra hindbærbusken. Og så vil den ikke have lige så meget næring til at sætte bær.

Høst, opbevaring og brug af hindbær

Du kan høste hindbær i løbet af sommeren og efteråret. Buskenes bær bliver modne i løbet af en måned, så du vil flere gange om ugen kunne gå ud og finde nye bær, der er modnet. De modne bær slipper og falder af i hånden på dig.

Du kan opbevare hindbærrene i køleskabet i nogle dage, hvis du har plukket for mange. Du kan også fryse dem ned. I fryseren bevarer de deres smag og konsistens, så du for eksempel kan bruge dem i løbet af vinteren.

Har du friske hindbær i haven, vil du sikkert ende med at spise de fleste rå. Det kan være som en snack, på din morgenmad, i en salat eller en dessert. Hindbær er dog også oplagte at bruge i kager og som marmelade.

Almindelige skadedyr på hindbær

Et af de mest almindelige skadedyr på hindbærbuske er hindbærbillens larver. Det er ikke sjovt at finde en maddikefarvet larve i det hindbær, du er ved at spise. For at undgå det kan du fjerne de voksne biller fra planten i april/maj og juli, hvor billerne lægger deres æg i hindbærblomsterne.

Du kan slå på grenene med en stav og så holde et fad med vand og sæbe under, som du kan fange billerne i. Derefter kan du slå billerne ihjel med kogende vand. Har du høns, kan du sætte deres løbegård under hindbærbuskene i april/maj og juli, så klarer de arbejdet for dig.

Du kan også hænge limmåtter op, som fanger billerne. Hvis du kan skabe essens af hindbærblomster, viser undersøgelser, at du kan fange 20 gange flere end ellers. Uden hindbæressens kan du regne med at fange cirka halvdelen af billerne på den måde. Efterårshindbær bliver ikke angrebet af hindbærbiller, fordi de ikke blomstrer på tidspunkter, hvor billerne lægger æg.

Almindelige sygdomme på hindbær

Der er flere svampesygdomme, der kan angribe hindbær. Særligt efterårshindbær er mere modtagelige over for dem på grund af det mere fugtige vejr om efteråret. Hindbærstængelsyge er den værste. Den viser sig som rødbrune pletter på stænglerne. Du bør fjerne de angrebne dele og brænde dem, så sygdommen ikke kan sprede sig.

Selvom der kan være nogle problemer med hindbær, vil du stadig have meget nemt ved at lykkes med dem og få en stor høst. Det er derfor en oplagt plante at have for begynderen.

FAQ

Hvor tæt skal man plante hindbærbuske?

Hindbær skal plantes med cirka en halv meters mellemrum, mellem hver plante.

Kan man dyrke hindbær i krukker?

Du kan godt plante hindbær i krukker. Det er dog vigtigt at det er en krukke eller en tønde med hul i bunden, således at overskydende vand kan komme væk fra planten. Ligeledes skal krukken have en god størrelse. Der anbefales en krukke på minimum 50cm i både bredde og højde. Herudover skal du kun sætte en enkelt hindbærplante pr. krukke.

Er det nødvendigt at gøde hindbærbuske?

Det er ikke nødvendigt at gøde hindbær, men ønsker du at gøde dine hindbær så kan du bruge noget langtidsvirkende, nærende gødning såsom jordforbedring.

Hvor meget vand har hindbær brug for?

Dine hindbær har brug for masser af vand i løbet af sommeren. Cirka 2-3 cm om ugen. Hvis det ikke regner, skal du derfor ud at vande.

3 Kommentarer

  1. Jeg har 2 hindbær planter i krukker, det er førsteårs planter. På den ene busk er der en gren som er knækket af. Jeg har kommet den I vand i et glas. Spørgsmålet er så om jeg kan plante det skud i en ny krukke? Hvis ja skal den så stå nogle dage til den begynder at slå rødder først, eller kan jeg bare plante den nu? På forhånd tak for svar.

    Mvh Susan

    Susan Ann Henderson
    1. Hej Susan.

      Mit umiddelbare bud er at du godt kan plante den, så længe du sørger for at jorden er fugtig og den har adgang til det væske den nu engang skal bruge.
      Jeg vil gerne høre hvad du har gjort, og om det lykkes for dig.

      Med venlig hilsen
      Marc

  2. Vi har haft efterårshindbær i mange år og lige pludselig giver de ingen bær mere, nu har de stået i 5 år med ingen bær, vi har også prøvet at flytte dem.
    Hvad gør vi forkert?

    Laila Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove