Fragt fra 49,- Fri fragt over 899,-
dyrke hvidløg

Dyrkning af hvidløg

Hvis du overvejer at kaste dig ud i dyrkning af hvidløg, så et det både en nem, billig og udbytterig hobby, som kan forsyne dig med de lækreste hvidløg året igennem. Hvidløg smager himmelsk og kan anvendes i en masse forskellige retter.

Her får du en guide til, hvordan du selv kan dyrke hvidløg i haven eller indendørs i stuen.


Dyrkning af hvidløg er forholdsvis let og kræver ikke de store havekundskaber. Hvis du blot følger de råd, vi giver dig her, så vil du med garanti kunne høste de flotteste hvidløg. En stor fordel ved at høste hvidløg er ikke kun den gode smag, det er også en billig afgrøde at høste. Et enkelt fed hvidløg bliver til et nyt løg med 8-10 fed, så du kan hurtigt spare en masse penge ved at dyrke dine hvidløg selv.

Hvordan dyrker du hvidløg?

Selvom dyrkning af hvidløg er nemt og ikke kræver det store arbejde, så er der et par tips, som du kan have stor gavn af at kende.

Nogle af de mest almindelige spørgsmål til dyrkningen er:

  • Hvilken sort skal jeg vælge?
  • Hvornår sætter jeg hvidløg?
  • Kan jeg bruge alle fed i et løg?
  • Hvordan skal fedet vendes?
  • Skal hvidløg gødes og vandes?
  • Hvornår kan hvidløg høstes?
  • Hvordan opbevarer jeg hvidløg?

Hvidløgsplante

Hvilken sort skal du vælge?

Der findes en masse forskellige hvidløgssorter. Nogle af de mest almindelige du kan støde på i plantecenteret, er Thermidrome, Messidrome, Germidour, Therador og Vigor, men der er flere andre som er gode at dyrke i det danske klima.

Hvis du ikke bor i nærheden af et plantecenter, så kan du sagtens forsøge dig med at sætte de hvidløg, du køber i supermarkedet. Disse løg er ofte de billigste at bruge som sætteløg, men sorten og oprindelsen er ofte ikke oplyst.

Fordelen ved at købe sætteløg i plantecenteret er, at du er sikker på at få en sort, der egner sig godt til de nordiske forhold. Her kan du også få råd og vejledning i at vælge mellem de enkelte sorter.

Hvidløg fra supermarkedet er næsten altid importeret fra Sydeuropa og er ikke altid det bedste valg til vores breddegrader. Du kan dog sagtens være heldig at få en god høst alligevel. Hvis du vælger supermarkedsløsningen, så gå efter de økologiske hvidløg, som ikke indeholder rester af sprøjtemidler.

Hvornår skal hvidløg sættes?

En gammle huskeregel er, at hvidløg skal sættes 4-6 uger før den første nattefrost. Da vi efterhånden sjældent kan regne med, hvornår frosten sætter ind, så sæt dine løg i løbet af oktober måned.

Det kan faktisk også lade sig gøre at vente med at sætte hvidløg til hen i februar og marts måned. De løg der først er sat i foråret, vil dog bliver væsentlig mindre, end de der er sat om åfteråret.

Hvidløg gror bedst i let sandet jord, og helst på et sted med læ og en masse sol. Vælg ikke et sted, hvor jorden er meget fugtig, da det kan få løgene til at rådne, inden de når at spire.

Vælg de største fed

Vent med at dele hvidløget, til du er klar til at sætte fedene i jorden. De største fed vil have lettere ved at slå rødder, og der vil være større chance for, at løgplanten vokser sig stærk. De mindre fed kan også sættes, men der vil være risiko for, at væksten er længere om at komme i gang.

Der er dog ingen forskel på slutresultatet. Du får ikke større hvidløg af at sætte store fed, chancen for succes er blot lidt bedre.

Spidsen skal vende opad

Når du sætter fedene i jorden, så sæt dem på samme måde, som løget naturligt vokser. Spidsen på hvidløget skal vende op, og rodenden skal vende nedad.

Lav nogle fuger i jorden som er ca. 5-7 cm dybe, og sæt løgene med omkting 10 cm imellem hvert fed. Hvis du har flere rækker, så skal du have minimum have 25 cm imellem hver række.

Nu dækker du fugerne med jord, så der er 3-4 cm jord over hvert fed. Det er en god idé et markere rækkerne, hvor du har sat løg. På den måde undgår du at komme til at grave løgene op, når du fjerner ukrudt i køkkenhaven.

Vand og gødning

Hvidløg er en meget taknemmelig plante, som ikke kræver den store pasning. Hvidløg gror udmærket i ganske almindelig næringsrig havejord. Hvis du gerne vil forkæle hvidløgene lidt ekstra, kan du tilsætte noget god kompostjord.

Du kan også med fordel bruge noget af det afklippede græs fra græsplænen, som fordeles på dine hvidløgsrækker. Græsset indeholder god næring, som kommer dine afgrøder til gode. Alternativ kan du gøde med en almindelig NPK gødning.

I lange og varme perioder uden meget nedbør kan du med fordel vande hvidløgene, så du sikrer dig mod udtørring.

Hvornår skal hvidløg høstes?

Hen imod juli og august vil hvidløgene modnes. Når bladene begynder at visne, er det tegn på, at høsten er nært forestående.

Hvis du skraber jorden væk omkring et løg, vil du kunne se, om løget er klar til høst. Hvis løget stadig er grønt, er det ikke modent, men hvis det har en flot hvid eller rødlig farve, er det klar.

Senest i løbet af september bør alle løg være oppe af jorden og klar til at lægge til tørring.

Opbevaring af hvidløg

Korrekt tørring er vigtig, da tørringen sikrer, at hvidløgene kan holde sig friske i lang tid. Du må ikke skære hverken top eller rødder af, mens løgene tørrer. Det er lettest at hænge løgene op i toppen f.eks. i en carport eller garage, blot du ikke vælger et sted, der er for fugtigt.

I tørre perioder vil løgene være klar til brug i løbet af ca. 3-4 uger. Hvis det er fugtigt i vejret, kan tørreperioden være længere. Hvis vejret er meget fugtigt, bør du holde øje med, om der er tegn på, at løgene begynder at rådne. Hvis det er tilfældet, skal de flyttes til et mere tørt sted.

Den efterfølgende opbevaring af hvidløg sker bedst ved en temperatur på mellem 5-10 grader. Undlad at opbevare løgene ved stuetemperatur, da det vil forkorte holdbarheden væsentligt.

Kan du dyrke hvidløg indendørs?

Hvis du ikke er så heldig at have en køkkenhave, så kan du godt dyrke hvidløg indendørs i potter eller krukker. Hvidløg gror bedst udendørs, men heldigvis er planten ikke særlig krævende, og den kan sagtens gro indendørs.

Dyrkning af hvidløg i krukker og potter

Hvis du vil forsøge dig med at dyrke hvidløg i krukker eller potter, så har pottens størrelse betydning for, hvor mange hvidløg, du kan få plads til.

Dybden er ikke så vigtig, da løget sagtens kan gro unden meget jord under sig. Hvert fed kræver et areal på minimum 20 x 20 cm, for at kunne gro og udvikle sig.

Pas på, at krukkerne ikke står for varmt. For meget varme kan få løgene til at rådne, inden de begynder at spire.

Uanset om du dyrker hvidløg ude eller inde, så tager processen, fra du sætter det første fed, til du kan høste ca. 10 måneder. Det er desværre ikke muligt at fremskynde dyrkningen ved at flytte den indendørs.

En fordel ved at dyrke hvidløg indendørs er de flotte og meget dekorative blomster, som du kan få stor glæde af sommeren igennem.

Hvidløg

Det er nemt og billigt at dyrke hvidløg

Er du klar til at begynde på hvidløgsdyrkningen? Der er en stor tilfredsstillelse ved at dyrke sine egne hvidløg, og rent økonomisk er det en af de afgrøder, der giver det største afkast i forhold til investeringen.

Spring ud i det, og nyd dine hjemmedyrkede hvidløg året rundt.

FAQ

Hvornår skal man plante hvidløg?

En gammel tommelfingerregel er, at hvidløg skal sættes 4-6 uger før den første nattefrost. Men eftersom man sjældent kan regne med, hvornår frosten sætter ind, så anbefaler vi at du sætter dine løg i løbet af oktober måned.

Kan man plante spirede hvidløg?

Har du et hvidløg som allerede er spiret, kan du sagtens plante det.

Hvornår skal hvidløg tages op af jorden?

Hvidløg er typisk klar til høst omkring juli og august. Når bladene begynder at visne, er det tegn på, at høsten er nært forestående. Hvis du skraber jorden væk omkring et løg, vil du kunne se, om løget er klar til høst. Hvis løget stadig er grønt, er det ikke modent, men hvis det har en flot hvid eller rødlig farve, er det klar. En tommelfingerregel er at i løbet af september bør alle løg være oppe af jorden og klar til at lægge til tørring.

Hvornår er det bedst at gøde hvidløg?

Hvidløg er en meget taknemmelig plante, som ikke kræver den store pasning. Vil du dine hvidløg det bedste kan du med fordel gøde med lidt omsat kompost eller jordforbedring i løbet af det tidlige forår.

1 kommentar

  1. Hej Martin. Tak for en god præsentation. Faktisk går min interesse for dyrkningen mest på, at jeg har hørt at mus ikke kan lide hvidløg. Så jeg har intention om at sætte hvidløg i jorden nu, da musene jo typisk kommer ind i løbet af efteråret/vinteren. Jeg kan ikke se hvor de kommer ind, derfor vil jeg nu forsøge med hvidløg. Placeringen vil være langs en nordvendt mur, som dog får noget varme. Vil hvidløgene nå at komme lidt i gang før vinteren?

    Hugo Lauritzen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove