Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
ingefær dyrkning

Dyrkning af ingefær

Ingefær er en nem plante at dyrke. Du kan starte den op i vindueskarmen og senere sætte den ud i drivhuset. Du kan faktisk blive selvforsynende med blot en enkelt plante – medmindre du da har et virkelig stort forbrug af ingefær.

Ingefær hører ikke til i den traditionelle, danske madlavning, men det er alligevel blevet mere og mere populært at bruge den de seneste år. Det er ikke mindst til asiatisk inspireret madlavning, som wokretter, sushi og eksotiske salater. Du kan nemlig også bruge ingefær til desserter, for eksempel til kager, og til hjemmelavet te.

Selvom ingefær er blevet populær i madlavningen, er det endnu ikke så almindeligt at dyrke den selv. Mærkeligt nok, for den er ellers utrolig nem at have med at gøre, og det er derfor en oplagt plante at gå i gang med selv for nybegynder. Faktisk er det uhyre let at blive selvforsynende med ingefær – og når du selv planter den, kan du jo sikre, at den er dyrket på den måde, som du ønsker.

Dyrkning af ingefær – trin for trin-guide

Herunder får du en kort vejledning til, hvordan du dyrker og høster ingefær selv. Efterfølgende kan du læse den mere uddybende forklaring.

  1. Få fat i en ingefærknold – gerne med vækstknopper.
  2. Lad den spire på køkkenbordet, hvis den ikke er spiret.
  3. Start din dyrkning af ingefær i månederne januar til marts.
  4. Plant i en urtepotte med muldjord og evt. kompostjord – Se evt. vores udvalg af muldjord her.
  5. Læg knolden med vækstknopperne opad og dæk med jord.
  6. Stil potten i vindueskarmen i et varmt rum – minimum 18° C.
  7. Flyt urtepotten ud i drivhuset, når vejret bliver varmere.
  8. Vand et par gange om ugen, så jorden er fugtig – ikke våd.
  9. Undgå, at ingefærplanten står i direkte sollys – dæk evt. af.
  10. Plant evt. om i større potte, så rodnettet har masser af plads.
  11. Nedsæt vandmængden i oktober, så bladvæksten stopper.
  12. Høst ved at grave rødderne op, når de grønne blade er visnet.
  13. Spis, drik, nyd – men husk at gemme lidt til næste års dyrkning.

Sådan planter du ingefær

Når du skal i gang med at plante grøntsager og frugt, er det ikke altid, at dit projekt starter med en tur i supermarkedet eller hos en orientalsk købmand, men det kan det faktisk gøre, når du vil dyrke ingefær. Har du ikke et stykke ingefær liggende derhjemme, kan du nemlig bare købe det i supermarkedet. Husk at tjekke, om ingefæren er økologisk, hvis du går op i det.

frisk ingefær

I supermarkedet bør du se efter ingefærknolde, der allerede har små vækstknopper. Det er de knopper, der bliver til planter.

Kan du ikke finde en knold med vækstknopper, skal du dog ikke fortvivle. Ved at lade ingefæren ligge fremme på køkkenbordet kan du få den til at danne små vækstknopper. Bliver der dannet flere vækstknopper, kan du brække ingefæren i stykker og plante stykkerne i hver sin potte.

Når ingefæren er spiret, lægger du den i en potte med pottemuld og gerne også kompostjord, hvis du har det. Ingefæren skal lægges med spiren opad og dækkes af jord.

Hvornår skal du plante ingefær?

Det bedste tidspunkt at dyrke ingefær på er mellem januar og marts. Der er ikke så meget styrke på solen, og du kan derfor sætte planten i en potte i vindueskarmen.

Ingefær vokser traditionelt i skoven i skygge af andre træer. Den tåler derfor ikke direkte, stærkt sollys. Om vinteren og i de tidlige forårsmåneder kan den dog godt tåle lidt.

Selvom planten ikke kan tåle direkte sollys, har den dog stadig brug for masser af varme. Der skal derfor være mindst 18-20° C varmt, dér hvor du planter den. I januar til marts vil det derfor være for tidligt at plante den ud i drivhuset, men en vindueskarm er ideel.

Sådan passer du din ingefær

Det er vigtigt, at du hele tiden sørger for, at dine ingefær har det varmt nok. Den har brug for en temperatur på mindst 18-20 grader, gerne op til 30 grader.

Når det begynder at blive varmere i vejret, kan du derfor med fordel plante den ud i drivhuset. På det tidspunkt er solen dog blevet så kraftig, at det kan være nødvendigt dække med fiberdug omkring den, så den ikke får direkte sollys.

Du skal sørge for at vande din ingefær jævnligt. Jorden skal være fugtig, men ikke pladdervåd. Tjek, derfor ingefæren i hvert fald et par gange om ugen for at være sikker på, at den har nok vand.

Den ingefær, du kan høste, er den, der vokser under jorden. Det er derfor vigtigt, at du sørger for, at ingefæren hele tiden står i en potte, der er stor nok til, at dens rod kan blive ved med at vokse. Du vil derfor typisk skulle ompotte ingefæren flere gange. Gør du ikke det, vil du hindre dens vækst og ikke få en lige så god høst.

Kan jeg dyrke ingefær på friland?

Det er svært at dyrke ingefær på friland i Danmark. Først og fremmest fordi det sjældent er så varmt, som ingefæren foretrækker. Den vil gerne have, at det er mindst 20° C og helst op til 30 midt på sommeren. Derfor fungerer den bedst i et drivhus. Hvis du har den i en krukke i drivhuset, kan du dog sagtens flytte den ud på varme dage.

Et andet problem ved at dyrke ingefær på friland i Danmark er, at den ikke kan lide at stå i direkte sol. Du kan selvfølgelig godt finde et skyggefuldt sted i haven, men så får du problemet med, om den kan få det varmt nok.

Hvornår kan du høste ingefær?

I løbet af oktober måned bør du begynde at give ingefæren mindre vand. Det får den til at fokusere mere på at danne rødder og mindre på at vokse i højden. Når planterne over jorden er visnet, er det tid til, at du kan høste ingefæren. Det gør du slet og ret ved at grave rødderne op af jorden.

De dele, som rødderne vokser ud ad, kan godt være ret træede, og de er derfor ikke så lækre at spise. De nye dele, der er vokset frem i løbet af sommeren, er dog virkelig lækre at spise både friske og tilberedte.

Vil du dyrke ingefær igen til næste år, kan du gemme en del af din ingefær, som du så kan plante igen i januar. En enkelt plante vil som tidligere nævnt typisk være nok til at dække dit behov, medmindre du har et meget stort forbrug af ingefær.

Almindelige problemer med ingefær

Det mest almindelige problem med ingefær er, at den kommer til at stå i direkte sollys. Gør den det, bliver spidserne af bladene hvide. Skulle det ske, så flyt den til et skyggefuldt sted, eller sæt fiberdug eller lignende op, så den ikke står i direkte sol.

Fordi ingefær ikke er en hjemmehørende plante i Danmark, er der ikke mange sygdomme, der kan påvirke den. De sygdomme, der er almindelige for ingefær, er primært nogle, der findes i jorden, hvor den vokser naturligt. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke giver planten for meget vand. Ligesom med mange andre planter kan det få dens rødder til at rådne.

Ingefær er altså en nem plante at kaste dig ud i at dyrke selv. Den er derfor oplagt for begynderen at gå i gang med. Fordi de færreste har brug for store mængder ingefær, er det muligt for de fleste at blive selvforsynende i løbet af en sæson.

FAQ

Kan man dyrke ingefær udenfor?

Det er svært at dyrke ingefær på friland i Danmark. Først og fremmest fordi det sjældent er så varmt, som ingefæren foretrækker. Den vil gerne have, at det er mindst 20° C og helst op til 30 midt på sommeren. Derfor fungerer det bedst at dyrke ingefær i et drivhus.

Hvor kommer ingefær fra?

Ingefær stammer oprindeligt fra Asian og er blevet brugt her i over 3000 år.

Hvornår skal man plante ingefær?

Det bedste tidspunkt at dyrke ingefær på er mellem januar og marts. Der er ikke så meget styrke på solen, og du kan derfor sætte planten i en potte i vindueskarmen.

Hvor meget skal man vande ingefærplanter?

Vand et par gange om ugen, så jorden er fugtig – ikke våd.

Må ingefær stå direkte i sollys?

Nej, du bør undgå, at ingefærplanten står i direkte sollys. Hvis det ikke kan undgås bør du dække plante af med eksempelvis fiberdug.

9 Kommentarer

  1. Hej!
    Hvordan opbevarer jeg bedst en ingefærknold, jeg lige har høstet, til jeg lader den spire til januar?
    På forhånd tak.
    Vh Janne

  2. Hvordan opbevarer man ingefær hen over vinteren

    1. Hej Karsten.

      Hvis du har mange ingefær, kan du opbevare dem koldt og tørt vinteren over. Det kunne være i et skur eller i en kold kælder, der er tør.
      Jeg kan se at nogle har erfaring med at pakke det ind i en plastikpose med noget køkkenrulle, og så i køleskabet.

      Med venlig hilsen
      Marc

  3. Jeg har dyrket ingefær i et par år og jeg har aldrig gødet dem, men vil det give større udbytte at gøde og i så fald med hvad, hvor meget og hvor ofte

    1. Hej Viktoria,

      Det kommer meget an på mulden du dyrker din ingefær i. Hvis det fx er en helt ny og næringsrig muld, så er det ikke nødvendigt. Hvis man godt ved man er gået lidt på kompromis med mulden, så kan man med fordel give dem gødning, hvilket vil øge udbyttet.

      Mht. gødning, så vil jeg anbefale en mild pelleteret og økologisk gødning. Jeg er selv storforbruger af denne: https://havehandel.dk/produkt/oekologisk-frugt-og-groentgoedning-5-liter/

  4. Hej
    Jeg har nogle planter i haven som fuldstændig ligner Dansk ingefær med de røde bær i toppen af en stængel. De var i haven da jeg købte huset for 22år siden. Mine spørgsmål er:

    Kan man tage fejl af ingefær og en anden plante?
    Flere, her på siden, har spurgt til overvintring af Ingegær. Men kan de overvintre?
    Når folk har set min orange/røde planter har de sagt at den er giftig – er der noget på en ingefærplante der er giftigt?

    mvh Lars

    Lars Støvelbæk
    1. Ja Dansk ingefær er giftig, både bær og rødder, men smuk i haven 🙂
      Asiatisk ingefær er ikke giftig

      Benny thorsen
  5. Jeg ved, ingefær har to slags blade (fra selvsyn). Den oprejste udgave som vist, men også blade a la væddeløberblade. Fra disse blade kommer der blomstestilke med aflæggere – akkurat som hos væddeløberen.
    Jeg har søgt “alle vegne”, men har ikke fundet noget, om man kan formere ingefær på denne måde. Aflæggeren sætter rødder , men laver planten senere knolde? De er nogle meget frodige planter😁

  6. Skal de plantes i potter, Kan de ikke plantes mellem tomaterner jeg har et pollydrivhus med lange plante kasser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove