Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
solbær dyrkning

Dyrkning af solbær

Solbær er nemme at få succes med, de smager godt, og buskene fylder ikke meget. De er derfor oplagte at have i haven for både nybegynderen og den øvede haveejer. Du kan vælge sorter, der modner på forskellige tidspunkter og dermed strække høsten over flere måneder.


Solbær er lækre bær, fyldte med C-vitamin og kan spises både friske og bruges i saft, marmelade og bagværk. Det er derfor ikke underligt, hvis du vil have muligheden for at kunne høste dine egne solbær i haven. Heldigvis er det en nem busk at have, og du kan derfor sagtens få succes med den som nybegynder.

Du skal regne med, at du får 1-2 kilo solbær pr. plante. Hvor mange buske du skal have, afhænger derfor af, hvor mange solbær du kan spise. Du kan dog også altid starte med en eller to buske og så formere dem ved hjælp af stiklinger, hvis du gerne vil have flere buske i haven.

Der findes flere forskellige former for solbær. Du kan derfor forlænge sæsonen, hvor du kan have friske solbær ved at have sorter, der modner på forskellige tidspunkter.

Hvilken sort af solbær skal jeg vælge?

Når du skal vælge, hvilken sort af solbær du gerne vil have, skal du se på, hvornår du gerne vil have, at bærrene er modne, og hvor store de skal være. Der er ikke så meget forskel på smagen de forskellige solbær imellem.

Gode sorter er blandt andet:

  • Titania, der er en meget frugtbar busk med bær, der er modne i slutningen af juli
  • Big Ben, der har større bær end de andre buske. Bærrene er modne i juli måned
  • Ben Alder er en anden meget frugtbar busk, hvis bær er modne i juli eller august
  • Narve Viking er en kraftigt voksende busk, hvis bær er modne i løbet af august

Sådan planter du solbær

Når du planter solbær, er det bedst at gøre om efteråret eller vinteren, da det giver dem mest muligt tid til at etablere sig, inden den nye sæson begynder. Du kan dog plante solbær helt frem til foråret, men det er ikke en god idé at plante dem midt om sommeren.

Solbærrene foretrækker en placering i fuld sol på en jord, der holder på vandet, uden at de dog står og sopper i det. Du kan dog også godt placere dem på et mere skyggefuldt sted. De vil gerne stå i læ, men pas på med at placere dem et sted, hvor frosten bliver længe i jorden, da det kan mindske mængden af bær.

Du planter en solbærbusk ved at grave et hul, der er lidt større end rodklumpen. Derefter placerer du busken i hullet og trykker jord ned omkring den. Buske, der står i en potte eller har bare rødder, skal du plante omkring 5 cm lavere, end de tidligere har stået i jorden. Jorden skal altså gå lidt op ad stammen. Det får planten til at sætte flere grene.

solbær plantning

Når du har plantet din solbærbusk, skal du klippe den ned til 2,5 cm over jorden. Så vil den få fokus på at skabe et stort rodnet også. Sørg for at give den rigeligt med vand lige efter plantning.

Formering ved hjælp af stiklinger

Har du allerede en solbærbusk i haven, eller kender du nogen, der har, kan du få en ny solbærbusk ved hjælp af stiklinger. Du skal dog kun tage stiklinger fra nye, raske buske. Ældre buske kan have sygdomme eller er måske ikke resistente over for de sygdomme, som nye buske er.

Du skal tage en stikling på ca. 20 cm og derefter plante den i jorden. Du kan plante den direkte dér, hvor den skal stå, eller starte med at plante den i en potte og derefter plante den ud, når den har vokset sig stor.

Plantning af solbær i en krukke

Har du ikke en stor have, eller har du måske kun en altan, kan det smarteste være, at du planter din solbærbusk i en potte. Det kan planterne sagtens tåle i nogle år. På længere sigt kan det dog blive svært for dem at trives.

Krukken, du vælger, skal være omkring 45 cm bred og være fyldt med næringsrig jord. Du bør plante mindre sorter som Ben Sarek eller Ben Gairn, da det typisk er dem, der klarer sig bedst i krukker.

Når du har solbær i en krukke, skal du være mere omhyggelig med at passe den. Du skal vande den regelmæssigt, give den gødning og sørge for at skifte jorden i potten hvert andet til tredje år. Hvis solbærplanten ikke længere ser ud til at trives, kan du prøve at plante den ud i jorden.

Pasning af solbær

Du behøver ikke at sætte en masse tid af til at passe dine solbær på friland. Det er kun i meget tørre somre, at du skal overveje at vande dem. Der skal du sørge for at vande jorden under dem og ikke vande på selve planten, da det kan tage lang tid for bladene at tørre, og det for eksempel kan forårsage meldug.

Det er en god idé at give solbærbuskene gødning en gang om året i april måned. Her kan du give dem 20-30 gram NPK-gødning, som du drysser ud på jorden under busken, eller lægge 5-10 cm kompost ud under den.

solbærbusk

Solbærbuskens blomster er sarte over for nattefrost. Hvis det ser ud til, at der kommer frost, efter busken er begyndt at blomstre, bør du derfor dække dem over med plast eller en filtdug, til risikoen for frost er væk.

Beskæring af solbær

Du bør beskære din solbærplante en gang om året. Hvis den vokser godt de første år, har den ikke brug for så meget beskæring. Her skal du bare fjerne svage grene, og grene, der vokser tæt på jorden. Hvis din solbærbusk ikke vokser nok de første år, bør du beskære den mere kraftigt, da det kan få den til at skyde bedre.

Når din busk er blevet etableret, kan du beskære lange, udstikkende grene i forbindelse med, at du høster bærrene. Når du klipper grenene af, mens bærrene stadig sidder på dem, bliver det nemmere for dig at plukke bærrene. Du skal klippe de lange grene af helt inde ved stammen.

Resten af beskæringen af planten bør du dog vente med til om vinteren. Her bør du klippe en fjerdedel til en tredjedel af alle grenene og fjerne eventuelle syge eller døde grene, og alle grene, der vokser for tæt på jorden.

Hvis du har en ældre solbærbusk i haven, som du ikke har gjort noget ved i mange år, kan du prøve at bringe den til live igen ved at beskære den. I så fald skal du skære alle grenene af 2,5 cm over jorden. Når planten skyder igen, skal du udvælge omkring 12 skud, som du lader sidde og vokse. Hvis planten har livskraft tilbage, vil den godt kunne komme sig over en så hårdhændet beskæring.

Hvornår er solbær klar til høst?

Solbær er klar til høst i juni, juli eller august måned. Det kommer an på, hvilken sort du har valgt. Du kan høste dem ved at plukke bærrene enkeltvis direkte fra busken, plukke klaserne af og så plukke bærrene af dem senere, eller du kan skære hele grene af, hvis det er nogle, som du ved, at du alligevel vil fjerne.

Du kan opbevare friske solbær i køleskabet i op til fem dage, hvis du har plukket flere, end du kan spise. Hvis du har virkelig mange solbær, kan du uden problemer fryse dem ned.

solbærbusk klar til høst

Solbær er lækre at spise friske. Det kan for eksempel være som topping på din morgenmad eller en dessert. Du kan også bruge dem i bagværk, marmelade eller i saft.

Almindelige problemer med solbær

De mest almindelige problemer med solbær er, at solbærknopgalmiden kan ødelægge buskens blomsterknopper. Miden bor simpelthen inde i blomsterknoppen, hvilket ødelægger den og dine muligheder for at få en stor høst af solbær.

Du kan se, at en plante er angrebet, ved at knopperne bliver meget større end normalt. Hvis din plante har fået mider, er der ikke andet at gøre end at grave den op og skille dig af dem den. Nye sorter er resistente over for miderne, så når du skal vælge en ny busk, bør du have fokus på det.

Hvis der ikke er nok med lys og luft mellem grenene i busken, kan der godt komme meldug på bladene. Det er en hvid plamage, der dog ikke er farlig eller har betydning for din høst af solbær. Du kan undgå den ved at tynde ud i grenene, når du beskærer.

Som du kan læse, er der altså ikke meget, der kan forhindre dig i at få en stor høst af solbær. Derfor er det en oplagt plante for alle, der gerne vil have en stor bærhøst uden at skulle have for meget besvær med det.

FAQ

Hvornår er det bedst at gøde en solbærbusk?

Det er en god idé at give solbærbuskene gødning en gang om året i april måned. Her kan du med fordel lægge et 5 cm tykt lag jordforbedring ud omkring busken. Alternativt kan du give den 20-30 gram NPK-gødning, som du drysser ud på jorden under busken.

Er solbær selvbestøvende?

Ja, solbær er selvbestøvende. Derfor kan du nøjes med at have en enkelt eller få buske, og stadig få en masse lækre solbær.

Hvornår er solbær klar til høst?

Solbær er klar til høst i juni, juli eller august måned. Det kommer an på, hvilken sort du har valgt.

Hvilke sorter af solbær er bedst at dyrke i haven?

Når du skal vælge, hvilken sort af solbær du gerne vil have, skal du se på, hvornår du gerne vil have, at bærrene er modne, og hvor store de skal være. Der er ikke så meget forskel på smagen de forskellige solbær imellem. Gode sorter er: Titania, Big Ben, Ben Alder og Narve Viking.

1 kommentar

  1. Hej. Når jeg sår grøntsager, laver jeg en rille i jorden på ca.5-7 cm og derved kommer planterne til at stå lavere end jorden mellem rækkerne, når det blivet tørt vil regnvand eller hvis du vander med vandkande /haveslange blive i rækkerne, jeg hørte en dansker der drev landbrug på Vest Australien, hvis de ikke såede i dybe riller så var det halv udbytte.

    Karsten Serup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove