Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
løjtnantshjerte hjerteblomst

Løjtnantshjerte – Sorter, plantning og pleje

Løjtnantshjerte er en af de stauder, du lynhurtigt kan genkende i bedet hjemmet i haven – den har nemlig meget karakteristiske blomster, der er formet som utroligt yndige hjerter – de er enten hvide, lyserøde eller røde. Planten kaldes også for Hjerteblomst.

Løjtnantshjerte er desuden kendetegnet ved at være en af de stauder, der blomstrer først på året – den spirer typisk omkring maj og frem til juni, men et mildt forår kan sagtens få den til at spire i det allertidligste forår, omkring marts måned.


Tips til at få succes med Løjtnantshjerte

Her får du lige en hurtig opsummering over hvad der er vigtigt at holde øje med, når du ønsker at lade Løjtnantshjerte blive en del af dine blomsterbede:

  • Løjtnantshjerte blomstrer tidligt på året – typisk fra maj til juni
  • Du kan vælge den i hvide, lyserøde og røde nuancer – alle er uden duft
  • Den bliver gerne ca. 60-80 cm høj
  • Den har brug for en næringsrig og let fugtig jordbund
  • Vælg en placering i halvskygge
  • Sørg for, at den ikke udtørrer – vand regelmæssigt
  • Pas på rødderne – de kan være ret skrøbelige, både ved udplantning, og når du planter om/tager stiklinger

Løjtnantshjertes historie – en staude med kinesisk oprindelse

Løjtnantshjerte har sin oprindelse i Asien, nærmere betegnet kinesiske Chusan. Den blev hentet til det europæiske kontinent tilbage i 1800-tallet af den skotske botanist Robert Fortune, der blev kendt for at hente mere end 250 planter fra Asien og til Europa.

Løjtnantshjerte er en staude, der hører under jordrøgfamilien – en underfamilie til valmuefamilien. Det latinske navn er Dicentra Spectabilis – på dansk kendes den primært under Løjtnantshjerte, men også Hjerteblomst og Blødende Hjerte.

LÆS OGSÅ: Rhododendron i haven – Alt om sorter, plantning og pasning

Sorter af Løjtnantshjerte

Den klassiske variant af Løjtnantshjerte er Dicentra Spectabilis med sine høje tynde stængler, der prydes af mørklyserøde blomster, der blomstrer i maj-juni og bliver omkring 80 cm høje.

En anden populær sort er Dicentra Spectabilis Alba med helt hvide blomster, der ligeledes blomstrer i maj-juni og får en højde på op til 80 cm.

Nyere sorter tæller Dicentra Spectabilis Valentine med mere rødlige blomster og Dicentra Spectabilis Cupid med en meget sart lyserød farve, der bliver omkring 60-70 cm.

Udplantning – Sådan planter du Løjtnantshjerte

Løjtnantshjerte skal gerne placeres under træer, buske eller lignende, så den står i halvskygge og ly for blæsten, men stadig med mulighed for at få sollys.

Du bør også gerne plante den sammen med andre stauder, der blomstrer en smule senere. Det er et godt værn mod, at planten bliver kvalt af ukrudtsplanter, når den begynder at visne væk. Du undgår også, at der kommer et for stort gab i bedet – vær opmærksom på, at Løjtnantshjerte kan fylde en del, mens den står i fuldt flor. Den kan sagtens komme til at fylde op mod 50 cm i bredden.

Du kan plante Løjtnantshjerte ud hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen. Husk blot at tage højde for, at du i de varmere perioder skal være ekstra grundig med at vande planten – det er vigtigt, at den aldrig udtørrer. Det gælder både, når du planter den ud og resten af tiden.

LÆS OGSÅ: Magnolia – Sorter, plantning og beskæring

Pasning af Løjtnantshjerte

Skal du have størst glæde af Løjtnantshjerte, skal du tilbyde den de rette forhold i haven – foruden halvskygge og rigeligt med vand.

Den trives bedst i en let fugtig havejord – gerne iblandet kompostblade, så du giver planten masser af ekstra god næring. Får Løjtnantshjerte den rette mængde næring, er der intet behov for gødning.

Løjtnantshjerte fungerer både i havebede og krukker.

Du skal imidlertid være meget varsom med at flytte rundt på Løjtnantshjerte, da den er kendt for at have ret skrøbelige rødder – de kan meget nemt knække, hvis du graver planten op eller har et ønske om at tage stiklinger. Du kan dog forsøge dig frem i efteråret, når planten er færdig med at blomstre og er mere eller mindre visnet væk, og jorden stadig er forholdsvis lun.

Når du planter den, skal du også altid være forsigtig og bl.a. sørge for, at rødderne ikke bliver bukket. Det kan du gøre ved at lave et både bredt og dybere plantehul.

Mens flere planter kræver at blive dækket til i form af et vinterdække, klarer Løjtnantshjerte sig fint uden. Den bliver betragtet som ret hårdfør i de koldere måneder.

FAQ

Hvad er Løjtnantshjerte?

Løjtnantshjerte er en plante med det latinske navn Dicentra Spectabilis, som er kendetegnet ved sine hængende hjertelignende blomster. De er enten lyserøde, hvide eller røde, mens selve stænglerne er høje og tynde.

Hvornår blomstrer Løjtnantshjerte?

Løjtnantshjerte er en staude, der blomstrer relativt tidligt på året – typisk fra maj til juni. Den er ofte visnet hen omkring juli måned.

Hvor trives Løjtnantshjerte bedst?

Løjtnantshjerte har brug for en næringsrig og let fugtig jordbund – og den skal helst stå i halvskygge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove