Fragt fra 49,- Fri fragt over 899,-
Mandeltræ i haven

Mandeltræer – Alt om sorter, udplantning og pasning

Der er næsten ikke noget, der siger sydlandsk forår, som mandeltræer i blomst. De yndige blomster i rosa nuancer og den mørke stamme skaber en smuk kontrast til den blå forårshimmel. Og det eksotiske træ kan faktisk trives her i landet og bebude foråret i din egen have. I hvert fald, hvis du vælger den rigtige sort.

Udover de kønne blomster vil du også kunne høste dine egne søde, friske mandler i september og oktober. Her kan du læse, hvad du skal være opmærksom på, hvis du gerne vil have succes med den sydlandske skønhed.


Et mandeltræ er faktisk et frugttræ

Mandler er slet ikke nødder, men derimod stenfrugter, og det er stenen, vi spiser. Træet sætter grønne frugter i blommestørrelse, og det er i midten af disse frugter, mandlen sidder om givet af sin skal. Træet er i familie med kirsebærtræer og blomstrer i det tidlige forår med lysende rosa blomster. Frugterne er modne i efteråret i september-oktober. Træet er løvfældende og bliver her i landet 2-4 meter højt. Mandeltræet er et fint lille spinkelt træ sammenlignet med havens andre frugttræer.

Hvilke mandeltræ-arter findes der

Der findes 26 arter af mandeltræer og en del hybrider, men der er kun to, der kan dyrkes i Danmark – ferskenmandel og sødmandel. Ferskenmandel er en krydsning mellem sødmandel og fersken. Frugterne er dog mandler.

Du får bedst held med at vælge varianter, der er tilpasset danske vejrforhold. Herunder kan du læse om et udvalg af træer, der kan pynte i din have.

Sødmandel (Prunus amygdalus dulcus)

Som nævnt er der ingen fare ved at spise de rå mandler fra sødmandlen, og det er derfor klart det mest anvendelige træ i din have.

  • ‘Papierski’ blomstrer i april-maj med rosa-pink blomster og er selvbestøvende. Træet er sundt og hårdført og tåler helt ned til -20 grader. Den bærer en god mængde frugt.
  • ‘Pfälzer’ blomstrer i april-maj med lyserøde blomster og er selvbestøvende. Træet er velafprøvet i danske haver og tåler ned til -25 grader. Pfälzer er buskformet og bliver 3-6 meter højt.
  • ‘Palatina’ blomstrer i april-maj med lyserøde blomster. Mandlerne kan spises i september-oktober. Træet er selvbestøvende og hårdfør ned til -25 grader. Palatina er busket og mandlerne ekstra milde.
  • ‘Supernova’ blomstrer lidt tidligere end de andre og bliver omkring 4 meter højt. Den er selvbestøvende og bærer nogle gange to mandler i samme frugt.
  • ‘Tuono’ blomstrer lyserødt i april-maj. Træet er selvbestøvende og hårdfør ned til -20 grader.

Krakmandel (Prunus amygdalus dulcus var. fragilis)

Krakmandel er en variant af sødmandlen, som sætter mandler med en skør skal, der dermed en nem at knække.  og dermed er nemme at knække. Man kan faktisk knække dem i hånden.

Bittermandel (Prunus dulcus var. amara)

Bittermandlen bærer, som navnet fortæller, bitre frugter. Det er lige så kønt at se på som alle andre mandeltræer, men skal du spise mandlerne, skal de varmebehandles, fordi de indeholder et giftstof. Er du i tvivl om, hvilket træ, du har i haven, kan du let smage dig frem, da der skal mange mandler til for at forgifte et voksent menneske.

Ferskenmandel (Prunus x amygdalopersica)

Ferskenmandlen er en hybrid mellem fersken og mandel, hvilket gør den mere hårdfør end den oprindelige mandelart.  Træet blomstrer rosa i april og bærer ferskenlignende frugter. Frugtkødet er dog uspiseligt. Træet bliver omkring to meter og mandlerne kan høstes i august.

Mandeltræer

Plantning og pleje af sydens frugt

Mandeltræet kræver ikke så meget, som man kunne tro. Dog skal du være opmærksom på, hvor du planter træet, for selvom du køber en hårdfør sort, skal de fleste træer beskyttes mod den værste vind og kulde.

Placering af et mandeltræ i haven

Du kan både sætte dit træ direkte i havejorden eller plante det i en stor krukke, ligesom du kan have det både i drivhus og under åben himmel. Mandeltræer vil gerne have varme, så det er fint at plante dit træ et lunt, sydvendt sted. Du kan også plante det op ad en mur, hvor det får ekstra beskyttelse. Har du placeret dit træ forkert, kan du grave det op efter løvfald og flytte det.

Træet vil gerne gro i en næringsrig og veldrænet jord. Planter du i krukke er det en god idé at lægge grus eller lecakugler i bunden af krukken. Træet har bedst af at blive plantet og omplantet i det tidlige forår eller det sene efterår.

Vand og gødning

Selvom din sort er selvbestøvende, øger du alligevel dit udbytte, hvis du planter mere end et enkelt træ i din have. Mandeltræer bærer som regel frugt fem år efter det er plantet.

Især de unge træer kan ikke lide at tørre ud, så i tørre perioder skal de vandes godt. Er det meget tørt, skal du også vande de større træer. Står dit træ i en krukke skal du være meget opmærksom på, at jorden ikke tørrer ud, men både i havejord og pottemuld skal overskydende vand kunne dræne væk, så træet ikke står og sopper.

Et mandeltræ har godt af at få et lag jordforbedring i efteråret og kalk, når du kalker i resten af haven.

Beskæring af mandeltræer

Skal du i gang med grensaksen, er det bedst at gøre det i det sene efterår eller sidst på vinteren, hvor træet er i dvale. Fordelen ved beskæring er, at træet får mere luft og lys og frugterne bliver større, men beskæring er ikke strengt nødvendig. Der er hele fire forskellige typer beskæring, som du kan give dig i kast med, når du trimmer dit mandeltræ. Fælles for dem alle er, at du skal fjerne syge og døde grene.

  • Formationsbeskæring foretages, mens træet er ungt. Formålet er at give træet den form, du gerne vil have. Her kan du tage den yderste tredjedel af grene, der giver træet den forkerte form. Skær gerne lige over en knop.
  • Frugtfremmende beskæring foretages efter de første fire sæsoner. Her fjerner du grene, der gør træet uharmonisk – for eksempel grene, der krydser hinanden og grene, der vender ind mod midten af træet.
  • Restorativ beskæring kan du foretage på et gammelt træ, der ikke sætter megen frugt længere. Formålet er netop at forynge træet og få det til at bære frugt igen. Her skærer du hovedgrenene ned til 50 cm. længde og bruger et svampebekæmpende middel på skærefladen. Den type beskæring kan være hård for træet og i sidste ende få det til at gå ud.
  • Grøn beskæring foretages efter frugten er høstet og går ud på at tynde ud i vandris, som er vilskud, der ikke bærer frugt. Du tager ganske enkelt de grene, der ikke har sat frugt.

Sådan sår du selv dit mandeltræ

Læg mandlerne i blød i 24-32 timer. Skift vandet hver 10.-12. time Efter 32 timer hælder du vandet fra og du kan se, hvordan mandlerne har forvandlet sig fra tørrede til friskt udseende nødder. Nu skal du lægge mandlerne i køleskabet i 25-30 dage. Herefter fylder du små potter med kokos muld. Stik mandlerne i potterne med den spidse ende nedad og dæk med en centimeter kokos muld.

Hvis træets blade bliver røde

Mandeltræet er ligesom andre stenfrugttræer udsat for angreb af ferskenblæresyge. Det får bladene til at blive røde og tykke og falde af. Sygdommen kan ikke fjernes helt, men du kan hæmme spredningen ved at fjerne de angrebne blade. Derudover skal du huske at gøde og kalke dit træ, så det bliver mere modstandsdygtigt. Du kan dog risikere helt at måtte fjerne træet.

En oplagt søster til mandeltræet

Hvis du elsker mandeltræets gavmilde blomstring om foråret, er et kirsebærtræ måske også noget for dig. Kirsebærtræet blomstrer lige så overdådigt og bærer søde frugter sidst på sommeren. Et andet smukt valg er et japansk kirsebærtræ, der ligesom mandlen blomstrer i rosa nuancer.

FAQ

Kan mandler være giftige?

Ja, hvis man indtager rigtigt mange bitre mandler er der risiko for forgiftning. Nødderne indeholder stoffet amygdalin, der omdannes til blåsyre. Der er ikke en reel risiko for voksne, da man skal spise så mange, men børn kan godt få forgiftningssymptomer. Giften forsvinder ved varmebehandling, så de bitre mandler kan bruges til f.eks. brændte mandler. Der er ingen risiko ved at spise frugten fra sødmandel.

Hvornår blomstrer mandler?

Mandeltræet sætter smukke blomster i april og maj med blomster i nuancer fra hvid til mørk rosa. Enkelte tidlige sorter springer ud allerede i marts.

Kan mandler modnes i Danmark?

Ja, hvis du vælger en af de sorter, der er specielt fremavlet til det danske klima. Et importeret træ sydfra bærer næppe modne frugter, og det overlever formentlig heller ikke den danske vinter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove