Fragt fra 49,- Fri fragt over 799,-
melon dyrkning

Dyrkning af melon

Melon er en pragtfuld spise, både de søde sukkermeloner som honningmelon og cantaloupe og de saftige vandmeloner. Meloner er ikke helt tilpasset vores kølige klima i Danmark, men du kan alligevel godt selv få held med dyrkning af melon i drivhuse eller orangerier, blot du sørger for at vælge de rette sorter.

Du kan også dyrke meloner på friland – men husk, at meloner elsker sol og varme. Så det handler om at finde en solrig plet i absolut læ i køkkenhaven. Melonplanten er i tæt familie med agurken, som vi kender så godt, og den skal dyrkes på næsten samme måde. Kig her, hvis du vil blive klogere på dyrkning af agurker.

Ellers læs denne guide, hvor vi leder dig igennem alle faser af melondyrkning.

Hvilke sorter af meloner skal jeg vælge?

Melon med det latinske navn Cucumis melo er en klatreplante, og dyrkning af melon har man kendt til i tusinder af år i Persien og Afrika. Den blomstrende plante sætter store og saftige frugter, der i botaniske kredse kaldes et falsk bær.

Vandmelonen er trods sit navn ikke i direkte i slægt med de øvrige meloner, men er placeret inden for samme plantefamilie, nemlig græskarfamilien.

Da vi i Danmark ikke kan tilbyde så lang og varm en sommer, som en melon egentlig behøver for at sætte saftige og modne frugter, bør du vælge en sort, der hurtigt udvikler sig – ganske simpelt fordi du ellers risikerer, at planten sætter meloner så sent, at de ikke kan nå at modne.

Der er gennem tiden udviklet et væld af meloner gennem forædling, og du får her et overblik over de mest gængse, hurtigt voksende og dermed mest dyrkningsegnede meloner til det danske klima.

De søde sukkermeloner

  • Honningmelon/også kaldet Ananas melon – Den klassiske og elskede melon. Supersødt gult frugtkød – og mange børns favorit
  • Sweet Granite – en rund mellemstor melon. Smagen er sød og frugtkødet saftigt med stærk orange farve
  • Farthest North Galia – en hurtigt voksende, lille, rund melon med god sødme i det grønne frugtkød
  • Cantaloup Charentais – er en lækker, fransk heirloom-sort. Planten sætter runde mellemstore frugter, der vejer ca. 1 kg. Det orangegule frugtkød har en intens sød smag.
  • Netmelon Emir: En af de få netmeloner, der kan dyrkes i Danmark. Melonen har rødt, saftigt frugtkød samt en mild, sød smag.

De store vandmeloner

  • Jubilee – Aflang vandmelon med rødt kød og stribet skræl, stor
  • Sugar Baby – modner tidligt, rund, mellemrød og sød vandmelon med grøn skal, middelstørrelse
  • Sweet Siberian – en aflang vandmelon med abrikosfarvet kød og en lys, grøn skal, middelstørrelse
  • Small Shining Light – modner tidligt, rund, rød vandmelon med mørk grøn skal, lille
  • Blacktail Mountain – rund vandmelon med mørkerødt kød og mørk grøn skal, middelstørrelse

Dyrkning af melon i drivhus

Den bedste placering for dine melonplanter er i et drivhus eller et orangeri. Du kan også vælge at dyrke dine meloner i store krukker, som kan bæres ud til en solrig og godt beskyttet plet i haven, når vejret er varmt nok til det – nattemperaturen skal ligge på mindst 12 grader, før du sætter planterne udenfor. Tidsmæssigt vil det typisk være i juni måned.

vandmelon plante

Ideelt set behøver melonplanter 18 grader for at spire og 23-26 grader for at sætte modne frugter. For at din dyrkning af melon skal blive en succes, skal du have følgende betingelser for øje:

  • Planterne skal have masser af varme og sol
  • Jordtemperaturen i drivhuset skal være over 20 grader, før du sætter dine stiklinger ud
  • Meloner kan dyrkes i store spande fyldt med lige dele spagnum  og lige dele jordforbedring, i plantesæk lagt i kapillærkasser med vand og gødning – eller direkte i plantesække med jord af god kvalitet
  • Regn med, at der kan være to planter i hver plantesæk – husk, planterne vil gerne brede sig og have god plads omkring sig

Du kan vælge selv at forkultivere dine melonplanter fra frø – eller du kan købe dem som stiklinger i havecentre og på planteskoler. Hvis du vil så dine planter selv, gøres dette sidst i marts eller begyndelsen af april i en vindueskarm eller i et lunt drivhus.

Pot de små planter om efterhånden, som de fylder potten – vær opmærksom på, at de vokser hurtigt.

Er du i tvivl om, hvordan du bedst sår og passer de små melonskud, da læs vores guide: Forkultivering- sådan gør du

Når melonplanterne er forkultiveret og klar til videre udplantning, sættes de over i store krukker eller plantesække i drivhuset omkring juni.

Sørg gerne for, at dine stiklinger sættes højt i potten eller plantesækken i drivhuset. På den måde undgår du, at planterne rådner eller får svampeangreb omkring rodhalsen.

Dyrkning af melon på friland

En ulempe ved at plante meloner på friland kan være, at de vokser langsommere, fordi de får mindre varme end i drivhuset – til gengæld er planterne ikke så udsatte for angreb af skimmel, når der er rigeligt med frisk luft omkring planterne.

Meloner har som nævnt brug for en temperatur mellem 23-26 grader for at kunne producere modne frugter. Det handler altså om at finde en solrig plet, der også er skærmet og i absolut læ for blæsten, hvis du vil give dine melonplanter de bedste betingelser på friland.

Sørg også for at dække dine melonplanter over med fiberdug, de nætter der loves køligere vejr – ellers risikerer du, at deres vækst går i stå, og at du derfor ikke når at få modne meloner i løbet af den korte vækstsæson i Danmark.

Giv melonen nok næring og vand

Melonplanter kan godt lide en god og næringsrig jord. De bryder sig ikke om at tørre ud, men de kan heller ikke tåle at stå og soppe, og rodhalsen skal videst muligt holdes tør, så du ikke risikerer svampeangreb og råd.

De unge melonplanter plejes med vand og gødning, som var de sommerblomster. Når planten er godt i vækst, skal den beskæres første gang. Klip toppen af planten, så der er mindst to skud under saksen. Efter lidt tid vil disse skud begynde at sætte blomster.

Nu skal du bestøve blomsterne

Når du dyrker meloner, er det vigtigt at huske, at meloner har både han- og hunblomster, og at de skal bestøves, hvis du vil være sikker på at få meloner ud af dine anstrengelser. Er der bier eller andre flyvende insekter i køkkenhaven eller i drivhuset, klarer de opgaven. Ellers må du selv i gang med en lille pensel, hvor du besøger hver enkelt blomst – som var din pensel en bi.

Melon bestøvning med pensel

Du kan også vælge at plukke nogle af melonblomsterne af og duppe dem ind i de åbne blomster på planten. Sørg for at besøge alle blomsterne, så du ved, at de er bestøvet.

Når de første meloner er dannet

Når dine melonplanter står i blomst og er begyndt at sætte de første små frugter, beskærer du de lange sideskud, så planten ikke bruger energi på at vokse sig større, men på at blomstre og sætte frugt.

Giv også gerne melonplanterne nogle pinde eller snore, de kan slynge sig omkring, hvis du har dem inde i drivhuset eller orangeriet.

Har du dine melonplanter på friland kan du bare lade dem kravle henad jorden, men husk også her jævnlig beskæring, så planten ikke forvokser sig og glemmer at bruge energi på de dannede frugter.

I det hele tage, kan du med fordel klippe og beskære planten jævnligt, når du synes, den er ved at blive lige voldsom nok. Fjern også gerne en del af blomsterne, når der er sat tilpas mange frugter på planten, derved sender du endnu mere energi ud i de små melonfrugter, som jo gerne skal vokse sig store og søde.

Fortsæt med at vande godt og gøde moderat hen over sommeren.

Pas godt på de spæde melonfrugter

Når melonerne er på størrelse med en tennisbold, skal du løfte hver enkelt frugt op og lægge den på en sten eller en omvendt urtepotte, hvis planten står på friland. På den måde undgår du, at de små meloner kommer i direkte kontakt med jorden og risikerer at rådne.

Er din melonplante bundet op inde i drivhuset eller orangeriet, skal du sætte et net under frugterne, så de ikke tynger planten ned. Net fra kartofler eller løg er velegnede, men du kan også selv knyttet et net til en lille melongynge – det vigtigste er, at nettet er stormasket og luftigt.

Når du har fulgt ovenstående guide, er du tæt på at være i mål med dyrkning af meloner, men som med alt andet i haveverdenen er der stadig farer, der lurer og kan spolere udsigten til lækre, saftige og søde meloner af egen avl.

Dine melonplanters værste fjender

Melonplanter har to overordnede fjender, som du skal være opmærksom på, når du dyrker meloner. Det er skimmel og spindemider. Dyrker du på friland, er dine melonplanter knap så udsatte for skimmel, men står de indendørs er det med at være på vagt.

Skimmel

Skimmel undgår du bedst ved at sørge for, at dit drivhus eller orangeri altid er godt ventileret. Sidst på sæsonen kan du derfor fint lade døren stå åben – også om natten – for her er risikoen for skimmel større, end risikoen for kulde.

Spindemider

Spindemider finder du både i drivhuset og ude i køkkenhaven. Miderne suger saft på melonplantens blade og viser sig som små røde knuder eller “edderkopper” på bladets underside, og efter nogen tid vil der dannes gullige plamager på plantens blade.

Der findes mange forskellige midler mod spindemider, men denne metode finder vi mest virksom og skånsom for miljøet:

  • Fjern de mest inficerede blad og destruer dem ved afbrænding (så de ikke smitter andre vækster i haven)
  • Sprøjt med insektsæbe
  • Sæt rovmider ud efter et par dage – rovmiderne vil herefter vandre fra blad til blad og æde spindemiderne. Rovmider kan købes i små beholdere i havecentre og på planteskoler

Hvornår er melonerne klar til høst?

Dine helt egne hjemmedyrkede meloner er modne og klar til at blive nydt som en sund dessert eller et lækkert supplement til salatskålen ca. tre måneder efter, du har sat dem i drivhus, orangeri eller i en lun havekrog – det vil sige i slutningen af august – begyndelsen af september.

Du ved, at frugten er moden og spiseklar, når den dufter distinkt af melon og stilken føles blød.

Velbekomme og god fornøjelse med dyrkning af melon.

FAQ

Skal meloner dyrkes i drivhus?

Nej, du kan også dyrke dine meloner i krukker udendørs, eller på friland - har du et sted i haven, hvor du tidligere har haft held med at dyrke agurker, så kan du sandsynligvis også få held med dyrkning af melon der – melon og agurk kræver nemlig næsten samme mængde ly og varme.

Hvor mange meloner giver en plante?

Det er svært at give et svar på. Det afhænger jo først og fremmest af, hvor varm sommeren er. Men regn med, at vandmeloner giver 1-3 meloner pr. plante, mens de søde og mindre meloner, som honningmeloner og cantaloupe, giver noget mere.

Hvornår er meloner modne i Danmark?

Meloner dyrket i Danmark er som regel modne og klar til spisning i slutningen af august – begyndelsen af september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

e-remove