Abrikoser er ikke den første plante, man tænker på, når der tales om frugttræer til haven – men på trods af det kølige, danske klima, kan et abrikostræ faktisk godt vokse i haven.
Her kan du lære mere om, hvordan du planter, passer og plejer et abrikostræ, så du kan høste dine egne frugter år efter år.
De bedste sorter af abrikostræer
Sorterne af abrikostræer er ikke så ligetil som ved andre træsorter, og derfor bør du søge rådgivning på din lokale planteskole. Her kan de også fortælle dig om den enkelte arts behov, så du bedst muligt ved, hvordan du skal håndtere den.
Abrikostræet vokser typisk op til 4 meter, og selvom frugterne kan ligne ferskner eller blommer, er de faktisk en del af kirsebærslægten. Abrikosen kaldes typisk prunus armeniaca, men dét er ikke den eneste sort, der findes. Herunder kan du læse om de to mest typiske abrikossorter.
Prunus Armeniaca
PrunusArmenicaca er en del af slægten af stenfrugt kaldet prunus, som kommer fra Mellemøsten og Asien og stadig kan findes vildt spredt rundt i Kina, Korea, Centralasien og Japan. Træet kan blive over 6 meter højt, selvom det sjældent når den størrelse i Danmark.
Prunus Mume
Prunus Mume er den østasiatiske og sydøstasiatiske abrikosart, som også kaldes kinesisk blomme eller japansk abrikos. Det flotte træ får lyserøde blomster og grøngule frugter, og det er velegnet til at dyrke i en stor plantekrukke i drivhuset eller som fritstående i haven. Det kan blive op til 10 meter højt og brede sig til 6 meter, så der er behov for plads, hvis du vil dyrke Prunus Mume.
Plantevejledning: Sådan planter du abrikostræ
Når du planter et abrikostræ, skal du huske at vande den lille plante ofte og beskytte den mod direkte sollys, selvom den skal have rigeligt med varme. Hvis du bor et sted, hvor der er varmere, kan du godt plante træet direkte i din have.
Sørg for at vælge en sort, der er godt afprøvet i Danmark, og at planten er sund fra køb. Du kan godt dyrke et abrikostræ fra en sten, også stenen fra en abrikos, du har købt i supermarkedet. Men vær opmærksom på, at den i så fald ikke må komme ud i haven, og du er ikke garanteret, at det bærer frugt.
Placering af et abrikostræ i haven
Abrikostræer kan godt klare sig i det danske klima, men de skal have så megen hjælp, de kan få. Det anbefales derfor også, at du planter dit træ op ad en mur, der vender mod syd, og det skal helst beskyttes mod vind og regn.
Abrikostræer dyrkes bedst som espalier, altså op ad en mur. Du kan dog godt dyrke dem fritstående, men så bør de placeres 4 til 5 meter fra næste træ.
Abrikoser trives også ganske fint i et drivhus, hvor du ofte vil kunne få et større udbytte.
Den bedste jord at plante abrikostræer i
Abrikostræet kan sagtens klare almindelig havejord, men det går ikke godt med ler eller kolde egne. Jord med store mængder af kalksten kan være en fordel, og selvom det godt kan samarbejde med stenet jord, er let, varm jord med en forholdsvis neutral pH-værdi at foretrække.
Det bedste tidspunkt på året at plante et abrikostræ
Hvis du planter din abrikos i et drivhus, så gør det, når du er sikker på, frosten ikke kommer igen, og at drivhuset får en dejlig lun temperatur. Hvis træet skal plantes frit i haven, så skal du være helt sikker på, nattefrosten er væk, så det sårbare træ kan få hele sommeren til at vokse sig stærkt og modstandsdygtigt.
Flytning af et gammelt abrikostræ
Abrikostræet er i forvejen følsomt i Danmark, og medmindre du dyrker det i en stor krukke, bør du ikke flytte på det.
Pasning og beskæring af abrikostræ
Hvis du dyrker dit abrikostræ i et drivhus, vil du skulle passe det mindre end i fri have. Men det betyder ikke, du ikke kan dyrke abrikoser i haven. Et abrikostræ er en smule krævende, og derfor skal du kun begynde at dyrke det, hvis du har tiden til at gå i haven og tilse det.
For at hjælpe dig med at passe dit abrikostræ, kan det være en god idé at anskaffe sig en vandspreder, du kan bruge til at vande træet, og en 3-i-1 måler til jorden. Det kan hjælpe dig med at forstå, om træet har de bedst mulige forhold, eller om du skal skaffe noget ekstra hjælp til den.
Pasning af abrikostræer
Abrikostræet er forholdsvis krævende, og du skal kunne være opmærksom på det og passe det, hvis du vil have noget udbytte. Kunstvanding kan godt blive relevant, da træet er tørkefølsomt – men det må heller ikke vandes for meget, da det kan påvirke smagen og fastheden af frugterne.
Du kan ofte høste abrikoserne i slutningen af juni eller i starten af juli, alt afhængig af hvor varm sommeren har været.
Beskæring
Abrikostræet bør, som de fleste andre frugttræer, beskæres, for at opnå det bedste udbytte. Du kan beskære træets stængler om sommeren, så træet ikke er så sårbart overfor sygdomme eller frost, når efteråret kommer. Solen får tid til at tørre dem ud og lukke dem til, så du undgår problemer.
Brug gerne både en stor og lille beskæringssaks, når du beskærer dit abrikostræ. Sørg for at bruge rene redskaber, og træd gerne bagud indimellem for at se det store perspektiv.
Sådan får du abrikostræ til at blomstre
Abrikostræet får ofte smukke, hvide og rosa blomster, som pynter rigtig flot i haven.
I Danmark er abrikostræet lidt følsomt, og hvis sommeren er kølig, kan det godt være, du ikke får et særlig stort udbytte. En varm sommer er det, træet foretrækker, og der er ikke nødvendigvis noget, du kan gøre, hvis dit abrikostræ ikke blomstrer.
Hvis dit abrikostræ ikke blomstrer, kan det have noget med sollys, varme og jordens pH-værdi at gøre. Hvis træet ellers ser sundt og raskt ud, skal du ikke gøre noget bestemt – træet kan springe et år over, og du bør få store, lækre abrikoser næste år.
Hvis dit abrikostræ kommer fra en sten fra en abrikos, du har købt i supermarkedet, er der ingen garanti for, at det nogensinde kommer til at blomstre og bære frugt. Dét gør sig gældende for alle kerner, frø og sten, du dyrker fra mad til have.
Inspiration til andre træer i haven
Et abrikostræ er en sjov og flot plante til haven eller drivhuset, men hvis du synes, den virker for svær at passe, eller hvis du vil have lignende træer sammen med det, er der her fire, du bør overveje:
- Ferskentræ (Læs vores guide om ferskentræer)
- Blommetræ (Læs vores guide om blommetræer)
- Mirabelletræ (Læs vores guide om mirabelletræer)
Ferskentræet kan faktisk godt dyrkes i Danmark – det er mindre krævende end abrikostræet, men kræver stadig, at du er opmærksom på det; især i træets unge år.
Blommetræet er nemmere at tage sig af. Blommer kan klare sig ganske godt i Danmark, og det kræver kun den basale pasning, alle frugttræer har behov for. Blommetræet er både godt og flot for haven, og så er det stærkt og kan stå i evigheder.
Det sidste træ er mirabelletræet, som giver blommeagtige frugter, der minder lidt om abrikoser. Mirabelletræet er utrolig selvstændigt og kan også let findes vildt i det danske land. Det hårdføre træ er stærkt og modstandsdygtigt, og nogle steder bruges det endda også som læhegn. Mirabelletræet er valget for dig, der bor på en blæsende egn og ikke har lyst til at pusle i haven hver eneste weekend.
jeg mangler råd til hvilken gødning eller rettere, hvad forstås ved en afbalanceret gødning med et højt indhold af kvælstof, fosfor og kalium.
Hvad er det for en slags??
Hej Raft,
Jeg kan anbefale en helt almindelig universal gødning, som fx denne fra kongerslev kalk (https://havehandel.dk/produkt/universal-havegoedning-15-kg-npk-16-3-12/.
Selvom organiske gødninger er fantastiske, så kan en kunstgødning som har højere næringsværdier være mere fordelagtige, når vi har at gøre med en plante som er meget næringskrævende.
Jeg har et abrikostræ i mit drivhus, og sidste sommer fik det angreb af noget, jeg ikke ved, hvad var. Der var sort belægning på bladene og det “dryssede sort støv” på jord og fliser nedenunder. Der kom ikke noget udbytte overhovedet, men bladværksten var fin (bladene krøllede ikke, men havde sort belægning både på over- og undersiden). Er der noget, jeg kan gøre nu her før træet sætter knopper for at undgå, at det sker i år?
Hej Benedikte
Jeg kom lige forbi i søgning om abrikoser, det sorte lyder som det, man kalder honningdug, selv om der ikke er noget honning over det. Det skyldes bladlus, som suger saft fra planten og dermed får for meget sukker, som så udskilles. Bladene bliver svinet til i sukkeret, og der gror svampe i sukkeret, og det er dem, der giver den sorte farve. Du skal sprøjte, med en vandslange, en stråle så hård, at bladene lige kan klare det, det spuler bladlusene af og vasker bladene.
Med venlig hilsen,
Bent Løschenkohl, plantepatolog
Mange tak fordi du svarer mig, Bent. Det vil jeg prøve👍
Vh Benedikte
Hej, vi har et træ i drivhuset på 3 år. Det er vokset en del. Jeg bestøvet det i feb/marts, da det er i blomst tidligt. I år bar det for første gang frugt, men pludselig en dag, smed den alle de små frugter. Hvorfor sker det? Venligst Betina